Kampagnen mod ’La La Land’ er ufortjent – og illustrerer Oscar-ræsets værste slagside

’La La Land’ er så stor Oscar-favorit, at den lige nu oplever et nærmest uundgåeligt backlash. Men det er helt forkert at placere Damien Chazelles film i en firkantet kasse som hvid og Hollywood-selvglad Oscar-bait.
Kampagnen mod ’La La Land’ er ufortjent – og illustrerer Oscar-ræsets værste slagside

KOMMENTAR: Awards Season er på mange måder sjovest tidligt på efteråret, hvor en masse bolde er i færd med at blive kastet op i luften, men hvor ingen af dem endnu er blevet grebet og placeret i nøje tilrettelagte kasser.

Alt kan fortsat ske – chaos reigns!

Senere på sæsonen ser man nogle klart aflæselige narrativer begynde at tage form. Film – der i udgangspunktet må forventes at være tænkt som kunstværker med noget på hjerte – reduceres til simple binære modsætningspar: ’den politisk korrekte budskabsfilm’ over for ’det socialt bevidste drama’ eller hvad med ’den ufarlige omgang masseunderholdning’ over for ’det visionære og uforsonlige kunstværk’…

I den online-genererede virkelighed splintres og mangedobles blikket på Oscarkapløbet, til det når et punkt, hvor man skiftevis føler sig stimuleret, svimmel eller – ja, det hænder – tænker: ’Hvad skal jeg stille op med det her cirkus!?’

Når Oscarsæsonen nærmer sig sin kulmination, forvandles det komplekse i årets frodige filmudbud til et spørgsmål om – som regel – to favoritter, og hvordan de positioner sig i forhold til hinanden frem for en diskussion af de kvaliteter, de udtrykker i kraft af deres respektive skaberes visioner.

Kritikere og kommentatorer glemmer hurtigt. Et oplagt case in point er ’Kongens store tale’, der fik fremragende anmeldelser og beundrende ord med på vejen op til premieren i 2010, men i det øjeblik, valget om Oscar-hæder stod mellem den og David Finchers anderledes samtidsrelevante, tempofyldte og rytmisk skarpe ’The Social Network’, blev der pludselig ikke sparet på den negative omtale af Tom Hoopers kongerøgelse, der nu opfattedes som både banal, opbyggelig og tandløs.

Karikerede kampagner

’Kongens store tale’ kontra ’The Social Network’ blev altså reduceret til et spørgsmål om ’det opbyggelige og opstyltede kostumedrama’ versus ’det mørke og besættende samtidsdrama’, og den samme dynamik er på spil stort set hvert år.

Kongens Store Tale
‘Kongens Store Tale’

Grundlæggende er der oftest tale om, at den brede (læs: dårlige) smag står over for den smalle (læs: gode) smag.

Lad os opliste nogle konkrete eksempler fra nyere Oscarhistorie:

– Det ’bombastiske og kommercielle’ over for ’det kompromisløse og nybrydende’ (2000: ’Gladiator’ vs. ’Traffic’ og ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’, eller 2003: ’The Lord of the Rings: The Return of the King’ vs. ‘Lost in Translation’).

– ’Den lommefilosofiske og stavepladedidaktiske budskabsfilm’ over for det ‘intime og fintfølende drama’ (2005: ’Crash’ vs. ’Brokeback Mountain’, men også 2001: ’A Beautiful Mind’ vs. ’In the Bedroom’),

– ’Den ’muntre og uforpligtende komedie’ over for ’det voldsomme og kompromisløse krigsdrama’ (1998: ’Shakespeare in Love’ vs. ’Saving Private Ryan’ – og i næsten samme boldgade, 2002: ’Chicago’ vs. ’The Pianist’),

– ’Det kulørte historiske drama’ over for det ’seriøse historiske drama’ (2012: ’Argo’ vs. ’Lincoln’).

Tredeling forvirrer – på den gode måde

I år er vi så nået til det ’socialt bevidste drama’ (’Moonlight’) over for det ’eskapistiske og nostalgiske udstyrsstykke’ (’La La Land’). Men den diskussion gemmer vi lige lidt.

En særlig afart af denne dynamik har i nyere tid tilhørt diskussionen om ’insider’- kontra ’outsider’-perspektivet i forhold til branchen selv, det vil sige de film, der hylder branchens egen magt og egne fortræffeligheder kontra de film, der drejer sig om ’det virkelige liv’, som det leves af ualmindelige almindelige mennesker (’Birdman’ vs. ’Boyhood’, ikke mindst).

Og så er der selvfølgelig de årgange, hvor diskrepansen mellem to favoritter er så udpræget, at den umuligt kan overses og derfor er helt på sin plads, som i 2009, da David i form af den lille ’The Hurt Locker’, satte sig op mod – og slog – Goliath i form af ’Avatar’ (at der ydermere var tale om ekskone mod eksmand – Kathryn Bigelow kontra James Cameron – var et ekstra pikant krydderi).

The Hurt Locker
’The Hurt Locker’

Dynamikken er (heldigvis) ingen naturlov. Den forvirring, der opstår, hvis tre (eller i meget sjældne tilfælde, fire) film blander sig i et tæt opløb om sejren, kan være befordrende for måden filmene bliver behandlet på, fordi iagttagerne i så fald vil have en tendens til at formulere sig i mindre skarpt optegnede modsætninger .

’The Departed’ vs. ’Babel’ vs. ’Little Miss Sunshine’ (2006) er et eksempel, og det samme var sidste års kapløb, hvor det lige indtil det sidste var åbent, om ’Spotlight’, ’The Big Short’ eller ’The Revenant’ ville løbe med Oscaren for bedste film.

Årets Oscar: Eskapisme vs. social bevidsthed

I år ser vi konturerne af et nyt, forsimplet kapløb tegne sig. De fleste er enige om, at ’La La Land’ er storfavorit, men også at ’Moonlight’ er førsteudfordrer. Alene denne dynamik bestemmer behandlingen af de to film. For hvem holder ikke med the scrappy underdog?

På bagtæppet af et år, der har stået i nær-apokalypsens tegn med først Brexit og siden valget af Donald Trump til amerikansk præsident, er det måske ikke så underligt, at de to film kommer til at repræsentere henholdsvis ’det hvide’ og ’det sorte’ Amerika – ’eskapistisk nostalgi’ (Make America Great Again som film?) kontra ’social og identitetspolitisk bevidsthed’. Med tanke på at ’La La Land’ aktuelt fejrer triumfer ved billetlugerne i de amerikanske biografer, bliver der føjet et ’blockbuster’ vs. ’indie’-mærkat oveni.

Det er ikke så få artikler, der har travlt med at orkestrere eller puste til et muligt backlash mod Damien Chazelles musical lige nu. Den er sågar blevet kaldt for »fascistisk propaganda«.

Der er mange gode grunde til modkampagnen: Hvis filmen skal pilles ned af konkurrenterne, så er det nu, det beskidte arbejde skal gøres. Det er nemlig meget snart for sent. Kritikken af filmen – der ellers har en ovenud fremragende score på kritikeraggregatsitet Metacritic: 93 ud af 100! – er taget voldsomt til de seneste tre uger oven på nyheden om filmens rekordtangerende nomineringshøst på 14, der historisk kun er matchet af klenodier som ’Titanic’ og ’All About Eve’).

Omvendt kønsdynamik havde været interessant

Hvilke aspekter af filmen er kommet under beskydning? Jo, for det første er der dens whitesplaining af jazz som musikform, Sebastians (Ryan Gosling) mansplaining over for jazz-novicen Mia (Emma Stone), der selvfølgelig – som enhver sød pige – engagerer sig uforbeholdent i sin mands hobby og arbejdsliv, men uden selv at vide det fjerneste om emnet.

Det kunne have været interessant med den omvendte kønsdynamik: Sebastian, der venter spændt på, at Mia kommer ud fra endnu en audition eller spørger interesseret til principperne bag method acting.

La La land
‘La La Land’

En anden kritik går på selve forvaltningen af musicalgenren: Emma Stone og Ryan Gosling er faktisk ikke hverken særligt overbevisende som dansere eller sangere, er de? Og da slet ikke sammenlignet med genrens stjerner fra en svunden tid (som netop afdøde Debbie Reynolds). Sangene er heller ikke så smittende som i de gode, gamle dage. Og er vi i øvrigt ikke snart dødtrætte af film om aspirerende skuespillere, der kæmper for at udleve deres drøm (eller skuffede skuespillere, der kæmper for at genfinde gløden)?

Nå ja, og så er filmen kedelig i midten, hvor der ikke rigtigt er noget på spil. Den reddes kun i land af en overbevisende indledning og afslutning.

Mange kommentatorer er inde på, at ’La La Land’ med sit eskapistiske og nostalgiske formsprog lefler for sit fremtidsforskrækkede publikum, der hermed slipper for at forholde sig til en virkelighed som den, der præsenteres i ’Moonlight’, hvor en sort, homoseksuel mands dannelseshistorie udfoldes på en klangbund af den strukturelle racisme, der nægter at slippe sit tag i det amerikanske samfund.

Ikke en prototypisk Oscar-vinder

Det er en gammel sandhed, at der i krisetider kan være brug for virkelighedsflugt. En anden musical, ’Chicago’, vandt jo i 2002 oven på 9/11. Men omvendt: Damien Chazelle har haft sin film på tegnebrættet i næsten 10 år, altså dengang Trump endnu var en fjollet reality-tv-vært frem for sammen med Putin, Le Pen og Erdogan at udgøre et senmoderne svar på Apokalypsens fire ryttere.

’La La Land’ er med andre ord et dybt personligt filmværk, som det krævede dedikation og talent at få realiseret med tanke på branchens modvillighed og en i lang tid aldeles tillukket pengekasse.

Det var først, da Chazelles forrige film, ’Whiplash’, hentede Oscarhæder, at dørene så småt blev åbnet på klem. En musical om en jazzpianists kamp for at åbne sin egen jazzklub og score en sød pige lyder heller ikke umiddelbart som opskriften på en oplagt succes. Det glemmer man måske en smule midt i al snakken om, at ’La La Land’ er den prototypiske forudsigelige og virkelighedsfjerne Oscarvinder.

whiplash
‘Whiplash’

Det hænder dog ganske ofte, at den film, der i meningsdannerkredse lægges for had, har glimrende chancer for at stå distancen hos de mere konservativt indstillede stemmeberettigede i Akademiet.

Men det er først og fremmest vigtigt ikke at tabe den omstændighed af syne, at ’La La Land’ ikke alene er en meget kritikerrost film, men at den også kun ud fra en overfladebetragtning kan siges at udgøre en ’typisk Oscarvinder’ (i vendingens nedsættende betydning). Den er oppe mod en smallere film, ja, men det gør den ikke per definition til et mindre personligt (eller ligefrem idiosynkratisk) værk. Og det gør ikke per definition Damien Chazelle mindre auteuragtig end ’Moonlight’-instruktør Barry Jenkins.

’La La Land’ er langt fra Oscar-bait

Den succes ’La La Land’ allerede har oplevet – og som meget vel kan kulminere den 26. februar – stod ikke på nogen måde skrevet i stjernerne. Det er ikke ’Captain America’, vi taler om her, et franchise-produkt, der med sikkerhed henter millioner af mennesker i biografer kloden rundt – og det er heller ikke prestigemættet Oscar bait a la ’The Curious Case of Benjamin Button’, ’The Imitation Game’ eller ’Chocolat’, tre film, der for øvrigt ikke vandt en Oscar, fordi de, nå ja, bare ikke var gode nok.

’La La Land’ er en talentfuld instruktørs personlige vision formuleret på skuldrene af en rig amerikansk (og fransk) genretradition. Eftersom meget få troede på filmen undervejs i dens knortede tilblivelseshistorie, kan den i meget ringe grad hives frem som stereotypisk Oscar bait.

At den måske politisk og sociologisk vil opleves som mindre presserende end ’Moonlight’ er nok rigtigt, og det er da bestemt helt på sin plads, hvis man foretrækker at promovere eller heppe på den slags film i kampen om en filmpris, der trods alt har videre implikationer end som så (showet når ud til godt en milliard mennesker på verdensplan).

Men det vil omvendt være for nemt og belejligt at affeje ’La La Land’ udelukkende på baggrund af dens ’hvidhed’ eller dens ’insider’-status.

Læs også: Sort film rykker, også ved Oscar – men på særligt ét punkt er problemet stadig massivt

Læs også: Er ‘La La Land’ en sikker Oscar-vinder?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af