’It’s Only the End of the World’: Man holder vejret under Xavier Dolans opfølger til ’Mommy’
Wunderkind, prodigy, geni. Instruktør Xavier Dolan er omgærdet af store ord. Han spillefilmdebuterede som 19-årig og har for vane at kravle sømløst ind i kroppen på komplekse karakterer, som han portrætterer med stort moralsk og æstetisk overskud.
Helt aldersfascistisk har jeg fra tid til anden undret mig over, hvordan en så ung instruktør som Xavier Dolan kan være en så eklatant følelseskirurg, som han gang på gang har demonstreret. Hans seneste film, ’Mommy’ (2014) var en sublim knytnæve i maven, en uforglemmelig oplevelse.
Derfor var forventningerne til hans næste film høje. Især fordi Dolan har allieret sig med a-listen inden for fransk skuespilkunst.
Efter 12 års fravær vender den 34-årige forfatter Louis (Gaspard Ulliel) hjem til sin familie for at fortælle dem, at han lider af en uhelbredelig sygdom og derfor skal dø. Familien er et excentrisk minefelt af konflikter. Moren (Nathalie Baye) er som taget ud af en tidlig Almodovar-film, en kværulantisk, farverig matriark, der sørger for kanapeerne. Den nervøse, letpåvirkelige, men også umiddelbare lillesøster (Léa Seydoux) ryger joints på sit værelse, tegner engle i håndlænker og skændes med sin storebror.
Storebroren (Vincent Cassel) er en kompromisløs og aggressiv mand, der finder enhver given lejlighed til at skyde skarpt med skældsord, og hans kone, den forfjamskede og vrøvlende Cathrine (Marion Cotillard), er ofte skydeskive.
Bølgerne går højt i dette selskab, og det er svært at få et ord indført. Derfor bliver det næsten også komisk, at et så svært budskab skal leveres af Louis, der er diametralt modsat sin familie. »Du plejer aldrig at sige mere end to-tre ord«, siger hans mor på et tidspunkt, og det stemmer godt overens med, hvad vi oplever. 12 års adskillelse fra familien synes ikke at have været et uoverstigeligt valg for Louis, der tavst observerer, mere end han deltager i samtalerne.
’It’s Only the End of the World’, der blandt andet vandt Grand Jury Prize i Cannes sidste år, har delt kritiker-vandene. Nogle kaldte den et mesterværk, andre makværk.
Dolan har valgt at lade kameraet gå så tæt på hovedpersonerne, at du får lyst til at åbne et vindue for at finde ilt. Følelserne forstørres i hver eneste frame, tårer i close-up, blikke, der siger alt det usagte – og alt det sagte er skænderier, hyppige skænderier med høje decibeltal. Filmen er fra start en trykkoger: hastige replikskift, hurtige klip, kameraet finder en svær følelse, close-up, stilhed og stilstand… og så retur til kaosset.
Denne struktur bliver kun afbrudt af et par enkelte lyriske, langsomme og sindssygt smukke flashbacks til barndommen og ungdommen, hvor Dolan igen demonstrerer sin fortræffelige evne til at puste nyt liv i tyndslidte pophits. Men rundt om minderne findes nuet, og det er et grimt, bebrejdende og indebrændt nu, vi befinder os midt i.
Lignelsen om den fortabte søn og den hjemvendte søn tjener både i litteratur og film som nyttig katalysator for en refleksion over kærlighed og tilgivelse, og her kombineres den med snu suspense.
Vi ved, at Louis-Jean bærer på en svær hemmelighed, som vi ved, at han har til hensigt at afsløre under sit besøg, for det fortæller han i en telefonsamtale: »Når øjeblikket er det rette«.
Derudover synes der også at være sprækker af håb i muren af dysfunktionalitet. Søsteren gemmer alle de fødselsdagspostkort, Louis sender hvert år, moren »forstår ham ikke, men elsker ham«, svigerinden afkoder fra første sekund Louis’ sårbarhed. Der er nuancer, og det fastholder os i et forhåbningens øjeblik gennem filmen.
Så vi holder vejret. For jo mere vi afdækker karaktererne, jo vigtigere bliver det at kende sandheden, og jo mere leder vi efter åbningerne, hvor den findes. Hvornår fortæller han hemmeligheden, hvordan vil de reagere. Dolan bliver meget konkret omkring denne optrapning, når han i sidste del af filmen begynder at bruge urets tik-tak som lydtapet. Den slags udtalte konstruktion finder hyppigt plads i filmen, den mærkes stærkere end karakterernes indre uro, og det bakkes op af et ret konventionelt manus.
Xavier Dolan lykkes dog med den svære bedrift at præsentere en flerlags familiefortælling og give lagene dybde på blot halvanden time. Det er stramt orkestreret trods det overdøvende melodrama.
Kort sagt:
Efter 12 års fravær vender den 34-årige Louis hjem til sin familie for at fortælle dem, at han skal dø på grund af en uhelbredelig sygdom. Men det er ikke en nem opgave, for familien har deres helt egne problemer. Et spændingsfyldt (melo)drama om den dysfunktionelle familie af ‘Mommy’-instruktøren Xavier Dolan.
Læs også: Interview med Xavier Dolan: Narcissist, møgunge og geni