Det er noget nær umuligt at tale om gysergenrens udvikling det seneste årti uden at nævne det L.A.-baserede produktionsselskab Blumhouse Productions.
Siden deres store gennembrud i 2009 har de domineret gysergenren med filmserier som ’Paranormal Activity’, ’The Purge’ og ’Insidious’. Og for nylig har de vakt opsigt ved at udfordre genren i film som ’The Gift’, ’Hush’ og ’Get Out’.
Selskabets to nyeste film, M. Night Shyamalans comebackfilm ’Split’ og Jordan Peeles knivskarpe, sorte satire ’Get Out’, er begge blandt de ti mest indtjenende film foreløbigt i 2017, med ’Get Out’ på en ret sensationel femteplads.
På den måde spiller Blumhouse en afgørende rolle i den kvalitetsmæssige opblomstring af gysergenren, vi har set i USA de seneste par år.
Men hvad er hemmeligheden bag selskabets opsigtsvækkende succes? Og hvordan bevæger man sig fra film om spøgelsesbesatte børn og huse til Jordan Peeles satire om indgroet racisme blandt hvide, liberale amerikanere. Blumhouses er et eksempel til efterfølgelse for hele Hollywood.
Nej tak til ’The Blair Witch Project’
For at forstå Blumhouse Productions behøver man ikke kigge længere end til selskabets grundlægger, den i dag 48-årige Jason Blum.
Hans erfaring med lavbudgetgysere går længere tilbage end hans eget produktionsfirma. Han arbejdede sig op igennem 90’erne for Miramax, der under de berømte og berygtede Weinstein-brødres styre gav os film som ’Pulp Fiction’ og ’Good Will Hunting’.
Særligt én historie fra Blums tid hos Miramax stikker ud: Under Sundance Film Festival i 1999 var Blum én af mange repræsentanter for Miramax, som var sendt ud for at byde på film og finde det næste store Oscar-hit.
Én af filmene, Jason Blum takkede nej, til var en mindre gyserfilm med et sølle budget på 60.000 dollars, lavet af tre filmstuderende ude i en skov. Filmen blev i stedet samlet op af Artisan Entertainment og endte med at tjene næsten 250 millioner dollars. Filmen var ‘The Blair Witch Project’.
Den massive bommert fik han først lejlighed til at rette op på næsten ti år senere, da instruktøren Oren Peli sendte sin film, ’Paranormal Activity’, rundt til distributører i 2007.
Selvom den havde modtaget positive reaktioner fra festivalpublikummer, forstod distributørerne den ganske enkelt ikke. Filmen havde intet stort navn bag sig, så hvordan skulle man sælge sådan en film?
Men denne gang så Jason Blum en klokkeklar publikumsfavorit. Det tog ham dog to år, før han fandt et stort nok filmstudie, som var villig til at give filmen en landsdækkende udgivelse. Om forløbet har han over for Business Insider selv sagt: »Jeg prøvede at sælge den, men alle sagde, det var en joke«.
‘Paranormal Activity’ ændrede alt
Selvom det kan være svært at forstå nu, i bagklogskabens ulideligt klare lys, var hverken ’The Blair Witch Project’ eller ’Paranormal Activity’ åbenlyse gigantsucceser.
Den amerikanske gyserindustri var plaget i det årti, der gik mellem de to film. Amerikanske producenter formåede ikke at kapitalisere på ’The Blair Witch Project’s enorme succes, fordi de ikke forstod den.
I stedet fulgte de Michael Bays produktionsselskab Platinum Dunes’ eksempel: De hævede budgetterne, sexede filmene op med masser af storbarmede kvinder og surferbros, gjorde dem voldeligere og fik talentløse instruktører fra musik- og reklameindustrien til at instruere. Jo før vi lykkeligt glemmer Marcus Nispels MTV-fikserede remake af ’The Texas Chainsaw Massacre’ fra 2003, des bedre.
’Paranormal Activity’ havde et budget på godt og vel 15.000 dollars og indtjente 107 millioner dollars alene i USA. Filmen markerede et afgørende skift i produktionen af gyserfilm, fra store studiefilm til mindre produktioner – og lagde grundstenen for, hvad vi i dag kender som Blumhouse Productions, både finansielt og konceptmæssigt.
Den nye Roger Corman
Med sit eget selskab har Jason Blum nemlig videreført retningen udstukket af hans arbejde med ’Paranormal Activity’. »Jeg prøver ikke at lave vindere. Jeg prøver at lave film, der ikke taber«, udtalte han til Vulture så sent som i år.
Det er en strategi, der står tydeligt frem, når man bladrer i Blumhouse Productions’ filmkatalog. Selskabet har produceret en enorm mængde film, men ingen (med ’Whiplash’ som en delvis undtagelse) af dem er prestige rojekter.
Selskabets produktioner koster næsten aldrig over fem millioner dollars. Det skyldes en slavisk dedikation til en række nøgleelementer, der gør filmene komplet skrabet for unødige udgifter: Velansete skuespillere bliver betalt med filmens indtægter i stedet for at få betaling forud. Statister får ingen replikker, så de ikke skal betales så meget. Filmene har så få effekter som muligt. Og sidst, men ikke mindst foregår de som regel på højst to locations.
Der er en slående lighed i denne disciplinære tilgang med kongen af B-film, Roger Corman. Corman, som har produceret hundredvis af film, var særligt fremme fra 50’erne til 70’erne, hvor han producerede alt på et minimalt budget og solgte filmene med en fed plakat og en velproduceret trailer.
Han var en genial salgsmand, som kunne gøre det mest usælgelige affald profitabelt, og havde samtidig en fantastisk næse for talent. Han introducerede blandt andet verden for unge ukendte talenter som Jack Nicholson, Jonathan Demme, Joe Dante, Francis Ford Coppola og James Cameron for bare at nævne nogle få.
Øget forskellighed via god forretning
Ligesom hos Corman har tilgangen haft to konsekvenser for Blumhouse Productions. På den ene side har de overdynget genren med affald som ’Dark Skies’, ’The Gallows’, ’The Darkness’, ’Ouija’ og mange, mange flere bundskrabere.
Men på den anden side betyder det, at de har kunnet tage chancer med produktioner, andre firmaer ville have grint ud af bygningen.
Indtil videre har den forretningsstrategi ført til et længere samarbejde med Mike Flanagan, som har instrueret ’Oculus’, ’Ouija: Origins of Evil’ og ’Hush’, givet et comeback til James Waan med ’Insidious’, og ført M. Night Shyamalan tilbage til gyserfolden med ’The Visit’ og ’Split’, efter han ellers var reduceret til en joke og box office-gift i Hollywood-regi.
Præcis derfor giver det også mening, at det netop er Blum, der har produceret Peeles instruktørdebut ’Get Out’.
Han producerede ikke filmen på grund af dens kunstneriske eller samfundsmæssige værdi, men fordi det var en fornuftig forretningsbeslutning. Som han har udtalt til Vulture om Hollywoods diversitetsproblem: »En af de ting, der irriterer mig, er folk, der tror, at det skader ens forretning at fremme forskellighed. Det hjælper den. Publikum er forskelligt«.
’Get Out’ viser netop, at det er en god forretning at satse på forskellighed. Og det kan vise sig at være vigtigere for den fremtidige repræsentation af minoriteter på film end alverdens Oscarstatuetter og klap på skulderen til film som ’Moonlight’ og ’12 Years of Slave’.
Læs også: Hollywoods potentielle redning kommer fra en uventet kant