‘Safari’: Et velplaceret og forargeligt skud misantropi om menneskets skyggesider
Gennem 20 år har den østrigske dokumentarauteur Ulrich Seidl gjort det til sin spidskompetence at stille skarpt på de sider af os selv, vi allermindst har lyst til at blive konfronteret med. Og slet ikke i lange, udpenslende indstillinger. Om det så gælder vores syge forhold til vores kæledyr, vores higen efter berømmelse eller vores hudsult. Der findes efterhånden ikke den kink eller karakterfejl, der ikke er kommet under kærlig behandling af Seidl, og i ’Safari’ gælder det trangen til at dræbe eksotiske dyr.
Den vesterlandske, laskede, solbrankede, xenofobiske turist er et tilbagevendende motiv i Seidls filmografi, og hér manifesteres det i Manfred, der gang på gang vender tilbage til Sydafrika for at jage storvildt. Manfred fylder en del i landskabet og går ikke så godt, og derfor skal han assisteres med en stige når han skal ind og ud af lastbilen han fragtes rundt i, og nærmest hejses ind i sit udsigtstårn, bevæbnet med riffel og rigelige mængder dåseøl.
Kontrasten mellem den dorske skytte og det yndefulde og adrætte vildt han nedlægger kunne ikke være stærkere eller mere komisk. Pludselig ser man sin egen art i et nyt, absurdistisk perspektiv, der gør det svært at fatte, hvordan i alverden denne her groteske skabning er havnet øverst i fødekæden.
Præcis sådan en form for sammenstilling indkapsler den Seidl’ske, ordløse måde at moralisere på. Og ja, han er ofte hoven ad helvede til, men det er godt nok også kvalmefremkaldende at se, hvordan hvide, privilegerede mennesker ikke kun rask væk driver rovdrift på truede dyrearter, men også på andre, mindrebemidlede mennesker, der har en anden hudfarve end dem selv.
Lige så slemt det er at se den ranke hals på en giraf krølle langsomt sammen efterhånden som den ånder ud så en østrigsk kernefamilie kan få deres triumferende selfie sammen med kadaveret, lige så væmmeligt er det at være vidne til midaldrende Inge, der bogstaveligt talt mærker »sin sorte Musa« i ’Paradis: Kærlighed’ ved at plante tandsættet i skulderen på ham, og stolt viser hans store hænder og kødfulde lår frem til sin veninde. Ganske vist er det ikke bomuldsplukning hun insinuerer, at den unge fyr ville egne sig ekstra godt til, og der er ingen lænker involveret i transaktionen, men mekanismerne – demonstrationen af den sorte mands fysiske attributter, fornedrelsen og forvandlingen fra menneske til handelsvare – er ikke mindre forstyrrende.
For de personer vi møder i ’Safari’ er det tydeligt, at storvildtsjagt bare er endnu en form for tidsfordriv. En underholdende, familiesammenrystende aktivitet på lige fod med paintball, eller i Manfreds tilfælde: Et afbræk fra hverdagen ikke ulig en god, gammeldags fisketur, hvor man kan få lov til at drikke øl i fred for konen og tage sig en god, lang ’skraver og føle sig lidt macho imens.
Turisterne lader til at være komplet uvidende om – eller komplet ligeglade med – de mønstre de gentager og de magtforhold de fastholder når de agerer kakiindsvøbte overmennesker ude på savannen uden nogen nedre grænse for, hvad eller hvis liv de ødelægger for at få én på opleveren.
Man bliver bestemt ikke et gladere menneske af at se Seidls film, men måske bliver man et lidt mindre foragteligt et. Det håber jeg.
Kort sagt: Seidl har alle dage haft et helt særligt talent for at indfange vores allermest grænseoverskridende og gennemusle opførsel – både over for dyr og andre mennesker – og ’Safari’, som udstiller jagtturismens skyggesider, er endnu et velplaceret skud misantropi fra hans side.
Læs også: ‘Twin Peaks: The Return’ kommer til at hjemsøge dine mareridt