’Yes No Maybe’: DR3’s Tinder-webserie er godt selskab og seriøst sjov
Jeg er ret vild med Mads Rosenkrantz Grages nye webserie ’Yes No Maybe’.
Den tager udgangspunkt i Mads Grages eget liv og hans erfaringer fra datingverdenen i København. Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) er i starten af 30’erne og manuskriptforfatter. Da hans kæreste Clara dumper ham, efter han har opdaget mistænkelige knopper, mens han slikkede hende, bliver han introduceret for den Tinder-agtige app YesNoMaybe af sine venner Julius (Adam Ild Rohweder) og Louise (Karoline Brygmann).
Det sender Mads ud i en nedadgående spiral fra kærestesorg og nice guy til kynisk seriedater og røvhul. I otte afsnit af 10-15 minutters varighed går vi fra den ene date til den anden, mens Mads tager på rejse i bolleland for at komme sig over Clara. I ekstremt selvudleverende situationer (som man kan læse i vores interview med Mads Grage), med blandt andet impotens og super akavet sex, møder vi nogle typiske datingprofiler.
Her er den enlige mor, hvor Mads fra første date nærmest bliver papfar til hendes to børn (datteren en 16-årig Lolita), den smukke udenlandske model, der virker for god til at være sand, og den skøre designstuderende, som på overfladen en arketypisk Manic Pixie Dream Girl, men er mentalt ustabilt. De er måske lidt karikerede, men de virker godt i den begrænsede skærmtid, de har. Tilmed er det et helt fantastisk kvindeligt cast af lutter friske ansigter (for mig i hvert fald).
Mine yndlingsdate er den gravide Marie (Sara Ullner), der har et kompliceret forhold til sit ufødte barns far, og som overhovedet ikke falder for Mads’ drengede charme. Deres date på Assistens Kirkegården på Nørrebro er utroligt fin. Den absolut bedste er dog daten med Josephine (Amalie Lindegård), en erklæret ultrafeminist, som bliver spiddet i sit hykleri på fornøjeligste vis. Den vil helt sikkert træde nogle feminister over tæerne, hvis de da ikke brækker sig af grin.
Serien er super skrevet, replikkerne sidder lige i skabet og leveres utrolig naturligt af det gode cast. Og så er den pissesjov, jeg grinede højt mange gange undervejs og slugte de cirka halvanden time, hele serien varede, og længtes efter sæson 2.
Den går måske ind ad de åbne døre, som den smågeniale webserie ’Anton 90’ sparkede åbne i 2016, og plotmæssigt er vi også samme sted. Men den er alligevel sin egen. Det skyldes ikke mindst, at serien oser af ægte københavnerstemning og storbyens rastløse energi, også understreget af de rastløse ’Birdman’-agtige trommer, der driver vores cast gennem nattelivet. Så er den derudover god til at finde det helt rigtige stykke musik, der lige giver scenerne det ekstra juice.
Det er dog ikke lutter sjov, det mere alvorlige og dramaagtige opstår i trekantsforholdet mellem de tre venner Mads, Julius og Louise. Det glemmes dog lidt undervejs, før det afsluttes godt, men også lidt pludseligt i sidste afsnit. Seriens budskaber omkring datingkulturen med apps som Tinder virker også en lille smule unuanceret. Mads glemmer sine venner og bliver et røvhul, han får oppustet sit ego af alle hans matches, når han er længst nede i kulkælderen. Er der ikke noget positivt at sige om det? Andet end at han har bollet med det halve København, som hans forsmåede venner gør opmærksom på.
Når det er sagt, vil jeg nærmest anbefale ’Yes No Maybe’ til enhver. Den er en serie, der først og fremmest er rigtig godt selskab, og så er den laugh-out-loud sjov. Allermest imponerende er det nok, at den ikke er finansieret via de store institutioner. Serien er lavet for en bøjet femøre af det lille danske selskab Good Company Films, før den overhovedet var solgt, og nu har både DR og NRK købt den.
Det kræver sgu nosser, rejsningsproblemer eller ej.