’Transformers: The Last Knight’: Et sanselammende og lummert seksualiseret effektmareridt
Michael Bay er Hollywoods mest liderlige mand.
Den 52-årige actioninstruktør er med årene blevet en infamt insisterende formidler udi seksualisering af samtlige batterier i sine ustoppelige ’Transformers’-film, lige fra en blot 14-årig pige i smækkert nedringet top til en særligt ondsindet Decepticon-transformer, der brøler »jeg vil kneppe dig i kraniet!« i franchisens seneste, sanselammende ’The Last Knight’.
Hvad end dine seksuelle præferencer pirres af møtrikker, mandemuskler eller madonnaer klædt som dominatrixer, har Bay din ryg. Og han helmer ikke, før samtlige husarer i biografsalen kommer i colabægret af smadderlysten begejstring.
Det bedste, der er at sige om den femte omgang ’Transformers’, er, at den nok skal tilfredsstille hardcore fans af den ellers glimrende underholdende første films bovlamme efterfølgere. Og dem – fansene – er der immervæk en snes millioner af på verdensplan at dømme efter det udskældte fjerde kapitels milliardindtjening og placering som den 16. mest sete film i historien.
Det næstbedste er, at ’The Last Knight’s afsindige effekthysteri efterlader en i et så bedøvet vegetativt stadie, at kritisk modstandskraft nedbrydes til et punkt, hvor man zombiesøvnigt hypnotiseres af bombardementet af ildspyende babydinotransformers og velkendte planetdestruktioner i IMAX-format. Set med høreværn mod filmens ulidelige dialoger er ’The Last Knight’ momentvis kuriøs som rent teknisk billedværk på det 21. århundredes mest vulgære leflen for publikums indre kaospilot – men uden forlader man biografen med udødelige videnskabsguldkorn som »Jorden er en pose popcorn – når posen bliver varm, popper vi!« ringende som tinnitus i øregangene.
Akkurat som i forgængerne er plottet i ’The Last Knight’ ikke meget mere end en forvrøvlet undskyldning for at lede os hastigt imod et bombastisk klimaks, hvori de gode Autobots under ledelse af Optimus Prime atter må bekæmpe lede Decepticons og superskurken Megatron.
»Jeg er… Optimus Prime«, siger frelserbotten i blåt og rødt for 117. gang for de absolut tungnemme bagerst i salen, mens kameraet framer tungmetallet i filmens 117. ’hero shot’ badet i instruktørens feticherede aftenrøde. I Bay-regi hænger solen som bekendt altid lige over horisonten som i en oversexet Diesel-reklame fra 90’erne. Mennesker og transformers gør sig nu engang bedst i porno-gyldent lys, mens publikum taknemmeligt udstyres med mørke 3D-briller for at skæmme mod regulær fotokeratitis.
Mark Wahlberg indtager endnu engang rollen som den pumpede all-American rough neck Cade, der er eftersøgt af myndighederne for at hjælpe autobotterne. Efter de massive ødelæggelser i sidste film er mennesker og robotter i krig, men da selve transformernes onde dronning (et herskesygt hunkønsvæsen er alle alfahanners værste mareridt) truer Jorden – og omvender Optimus Prime til the dark side! – må militær og autobotter stå sammen.
Her entrerer Sir Anthony Hopkins scenen for at smide al ære og værdighed over bord som en excentrisk engelsk rigmand, der kan afsløre, at transformerne i fordums tid hjalp Kong Arthur og ridderne af det runde bord til sejr, og dermed indgik en for længst glemt ridderlig pagt med menneskeheden om at arbejde sammen mod ondskab. En transformer-amulet vil pege på den retmæssige ’sidste ridder’ blandt menneskeracen, når det ultimative slag skal stå, og minsandten om ikke Cade lige præcis er mand for opgaven.
Med til persongalleriet af kød og blod hører en ’intellektuel’ Oxford-professor klædt som en Victoria’s Secret-model i fuck-me-stiletter (Laura Haddock), Stanley Tucci (der i den forrige film spillede KSI’s direktør Joshua Joyce) i en ny ’Transformers’-rolle som troldmanden Merlin og John Turturro og Josh Duhamel, der spildes på sidelinjen.
John Goodman, Steve Buscemi og Ken Watanabe bidrager med autobot-stemmer, mens ’Downton Abbey’s stovte butler Carson – aka. Jim Carter – giver søgt, metaironisk liv til Hopkins’ herskabsrobot med samme formål.
Igen, igen er den totale undergang nær, og ingen af heltene giver slutteligt en døjt for de »millioner« af liv, der er gået tabt i kampens hede. Business as usual, forstås. Et par vanvidsactionssekvenser i London efterlader dog uvilkårligt seeren med en ubehagelig smag i munden, mens Hopkins og transformer-butler-bil smadrer uvildige politibiler og skriger »Af vejen kælling!« til skræmte borgere på fortovene, der springer for livet eller knuses under flyvende køretøjer.
Bay har naturligvis ikke kunnet vide, hvordan verden anno sommeren 2017 ville se ud, da han iscenesatte London-ødelæggelserne. Men harmen over manuskriptets manglende selvjustits sætter sig uagtet i maven.
’The Last Knight’ er i tone og handling essentielt en film til 12-årige drenge, men selv som sådan kunne barren med lethed være sat højere. Klejnerne til fri leg er der jo alligevel, så hvorfor servere live action-eventyret som generisk forudsigelig søndagstegnefilm?
Bay har annonceret, at 14 ’Transformers’-film mere kunne være på tapetet (dog ikke instrueret af Bay selv), heriblandt en længere række spin-offs, hvis første udstyrsstykke bliver næste år ’Bumblebee’. Ifølge Bay vil disse film henvende sig til et »yngre« publikum. Børnehavealderen måske?
Kort sagt:
’Transformers: The Last Knight’ er et liderligt effektmareridt af en sanselammende sommer-blockbuster, der nok skal please hardcore fans, men hvis faste franchise-smadderelementer farves af Michael Bays lumre seksualisering af selv mindreårige piger og hans søvndyssende indifferens overfor massedød og ødelæggelse.