’Game of Thrones’ sæson 7 afsnit 2: Fremmedfrygt i Westeros

(Spoiler alert – læs først, når du har set afsnittet).

‘Stormborn’ fulgte en velkendt formel for et ‘Game of Thrones’-afsnit: tre kvarters stilhed inden en mægtig storm.

Og gudskelov for stormen. For havde en vis nederdrægtig swashbuckler med vanvid i blikket ikke brudt stillingskrigen, var man sandsynligvis kløjes i taktiktavler og sludrechatoller.

Men blodhunger bag skærmene skal ikke ændre på, at der var meget at glæde sig over i ’Stormborn’, allerede før Euron Greyjoy spredte rædsel i The Narrow Sea. For hvor ’Game of Thrones’ tidligere har lidt under flagrende spring mellem plottråde, var afsnittets dialogscener med til at skære dramaet ind til benet. Cersei talte om Daenerys (eller »The Mad King’s daughter«, som hun hvislede), Dany talte om Snow og han om hende.

Og det, de sagde, var svært ikke at læse ind i den virkelige verdens politiske spændinger.

Barbarerne fra øst

Cersei forsøgte at mobilisere sin hær ved at konstituere Dothraki og Unsullied som den fælles fjende. Et xenofobisk skræmmebillede brugt som samlende kraft. Et ’os’ skabt gennem et ’dem’. Hendes ensidige nedgørelse af de angiveligt barbariske folkeslag var svært at tolke som andet end en kommentar til den højrepopulistiske bølge, der er skyllet over den vestlige verden i de senere år. Og hvis hun har held med at overbevise Tyrell-bannerman Randyll Tarly til at glemme sjette sæsons massedrab og forsvare tronen, er det i sandhed et gruopvækkende retorisk træk.

Tilsvarende var det værd at bemærke, at Daenerys fattede interesse for Jon Snow, ikke på grund af Melisandres religiøst ladede hyldestord, men fordi hun erfarede, at han har forenet folk fra hver sin side af muren. I dragemoderens kamp for at skabe holdbar magt på tværs af umiddelbart uforenelige riger er det et socialt mesterstykke, der kan tjene til inspiration.

Det blev på den måde tydeligt, at krigens stridende parter opererer fra hver sin ende af det værdipolitiske kontinuum. En relevant parallel til vores verden, javist, men også en potentiel glidebane. For det ville være en skam, hvis ’Game of Thrones’ endte som en sort-hvid politisk duel.

Retorisk krig ved taktiktavlen

Inden Pilou satte fut i løjerne blev slagene altså udkæmpet på taktiktavlen. Det var til tider interessant, andre gange halvbagt.

Det rislede ned ad ryggen, da Qyburn – alkymisten/altmuligmanden bag genopstandne The Mountain – sagde, at han arbejdede på at blotlægge dragernes akilleshæl, men det var sandt for dyden et antiklimaks, da han løftede sløret for sit nye remedie. En forvokset armbrøst? Come on. Det kunne en fireårig have skitseret på et A4-ark.

Anderledes intenst var skakspillet på The Painted Table i Dragonstone. hvor to modstridende magtbegreber kom i clinch: På den ene side vurderede en hårdtslående kvindelig trio bestående af Olenna Tyrell, Ellaria Sand og Yara Greyjoy, at King’s Landing skulle jævnes med jorden med det vons, mens de bløde, mandlige strategikere Varys og Tyrion tænkte mere langsigtet.

’Game of Thrones’ stråler ofte, når den sætter moralske og politiske idéer over for hinanden uden at vælge side, og det var ingen undtagelse i Dragonstone, hvor de store spørgsmål gav genlyd mellem borgens mure. Vinder man folkets lydighed med barmhjertighed eller ved at skabe frygt? Det er svært at sige, hvem der er Daenerys’ bedste rådgiver, men man kan kun håbe, at dilemmaerne behandles ligeså intelligent på slagmarken som under strategimøderne. For ord er som bekendt ikke mere end det. Ord.

Uanset hvad demonstrerede scenen en af grundpillerne i GOT-spillet: At de taktiske overvejelser rækker ud over selve kapringen af Jerntronen. Det handler også om efterspillet, om at producere (illusionen om) magt, selv når skakbrætterne synes at være faldet på plads. Og det er en kamp, der er fascinerende at følge i det store og det små.

Tyrion opildnede Daenerys til at spare på drageilden, så hun ikke kommer til at »herske over aske«, mens Olenna Tyrell forsøgte at kappe det øverste af naiviteten med ordene »peace never lasts«. Ord, der snildt kan optages i seriens citatkanon.

Den sidste rest af ære?

Selvom det politiske spil slog gnister frygtede man, at Weiss og Benioff ville udskyde den militære ramasjang nok en uge, specielt med tanke på, at Sams behandling af Jorah Mormont i The Citadel samt Grey Worm og Missandeis lagengymnastik stjal lidt flere minutter, end godt var.

Så det var kærkomment, at Pilou Asbæks Euron brød stillingskrigen til søs, da han smadrede Yaras flåde, dræbte to Sand Snakes og tog Ellaria med som forlovelsesgave til Cersei (Ellaria dræbte Cerseis datter, Myrcella). Efter Daenerys havde valgt den blødeste af de to fremgangsmåder i kampen om tronen, var det sigende, at hendes allierede blev trynet med de hårdest mulige midler, og den hektisk eksekverede kanonregn med Pilous vanvidsblik som fikspunkt var et storslået punktum.

Søslaget indtræder ikke i de samme ikoniske rækker som slaget ved Hardhome eller Hodors endeligt, blandt andet fordi ofrene var til at bære (good riddance til Sandslangerne). Men at Theon deserterede i nederlagets stund og hoppede over bord i krysterstil, var et stærkt – og helt ærligt – troværdigt øjeblik blottet for klæg heroisme.

Mon ikke alskens online-fora bugner af hån og stikpiller rettet mod stakkels Reek, manden, der mistede den mandlige legemsdel mellem benene, og nu smed sværdet i kampens hede. Jeg vil dog forsigtigt påstå, at hans valg var det rigtige, og noget siger mig, at skibet ikke helt er sejlet for ham endnu.

Uanset hvad er syvende sæson af ’Game of Thrones’ for alvor skudt i gang.