Stuntkvinder, punkpiger og ghostbustere: De 10 bedste girl squads på film

Stuntkvinder, punkpiger og ghostbustere: De 10 bedste girl squads på film
'Death Proof'.

I biografaktuelle ‘Girls Night Out’ kæmper en venindeflok med at skaffe sig af med et stripperlig efter en polterabend, der er spundet ud af kontrol. For i et girl squad har man det sjovt og har hinandens ryg. Her er 10 ikoniske af slagsen på film.

‘Bridesmaids’ (Paul Feig, 2011)

Kristen Wiig og Annie Mumolo skrev filmen, der skabte ‘Bridemaids effect’: ‘Girls gone wild’-ensemblekomedier med festlige kvinder, der beviser, at de kan være ligeså grove og ulækre som mænd.

Den sjoveste scene er i ‘Bridesmaids’ dog ikke den famøse madforgiftningsscene i brudekjoleforretningen eller filmens andre gross out-scener, men derimod da veninderne Annie (Kristen Wiig) og Lillian (Maya Rudolph) sidder på en café og pingponger om aggressive pikke og Annies ‘adult sleepover’. Etableringen af de stærke venskab gør den kommende konflikt så meget mere rørende.

Og nå ja, flyscenen på vej til polterabend i Las Vegas, hvor en pillepåvirket Annie forsøger at snige sig ind på første klasse – »Help me, I’m poor« – og får smidt hele gruppen af i Wyoming, er også legendarisk.

‘The Women’ (George Cukor, 1939)

135 kvinder på settet – inklusiv heste, hunde og katte af hunkøn – og ingen mænd. Det var opskriften på den præfeministiske ‘kvindefilm’ – en genre, der især var populær i 1930-40’erne, var målrettet kvinder med sine historier om ‘kvindeemner’ som romantik, moderskab og familieliv.

Filmen var banebrydende i sit rene fokus på kvinder. Til gengæld taler de næsten kun om mænd, og ‘The Women’ promoverer ikke ligefrem søstersolidaritet. Et grimt katteslagsmål mellem veninder starter for eksempel, da den vampede butiksassistent Crystal (Joan Crawford) stjæler pæne Marys (Norma Shearer) mand. Filmen blev i sin tid hyldet for den troværdige og livfulde dialog – den er også skrevet af tre kvinder – og fremstiller på den lyse side kvinderne som handlekraftige individer med bukserne på i deres forhold til mændene.

‘9 to 5’ (Colin Higgins, 1980)

Jane Fonda og Lily Tomlin, der siden har slået pjalterne sammen i ‘Gracie og Frankie’, allierer sig i denne 80’er-kultkomedie med Dolly Parton om at gøre oprør mod deres sexistiske chef, Mr. Hart. Han tilbringer dagen med at chikanere sin sekretær, Doralee (Parton), fornærme Judy (Fonda) og snyde Violet (Tomlin) for en forfremmelse, hun åbenlyst har fortjent – for i stedet give den til en mand, hun har lært op. »Spar mig for dit rødstrømpelort,« siger han, da hun konfronterer ham.

Det kommer han til at bøde for. Efter de tre kvinder deler deres frustrationer over et par drinks, forgifter de chefen og holder ham indespærret, mens de driver forretningen selv. Det viser de sig at være meget dygtigere til end ham, og trioen indfører tilmed flekstid, børnepasning og ligeløn.

Filmen var topaktuel i kvindebevægelsens storhedstid, men virker – hvis man ser bort for dens lidt gammeldags og karikerede stil – ligeså relevant og radikal i dag.

‘A League of Their Own’ (Penny Marshall, 1992)

»There’s no crying in baseball!« råber Tom Hanks’ modvillige træner Jimmy Dugan til sit kvindebaseballhold Rockford Peaches, der bliver oprettet i en ny liga for at kompensere for mændenes fravær under Anden Verdenskrig. Men kvinderne, der spilles af bl.a. Geena Davis, Madonna og Rosie O’Donnell, gør snart hans modstand til skamme og beviser, at de er lige så rå og dygtige som mændene.

‘A League of Their Own’ er en klassisk sportsfilm med typer, der nærmer sig klichéer, men man tilgiver det, fordi kvinderne er så seje, respekterer og støtter hinanden trods forskellighederne, og redder hinanden ud af uheldige situationer – uden at der gøres et stort søstersolidaritets-nummer ud af det. Selvfølgelig har de hinandens ryg.

‘The First Wives’ Club’ (Hugh Wilson, 1996)

Diane Keaton, Goldie Hawn og Bette Midler spiller tre midaldrende veninder, der har mistet kontakten efter universitetet, men møder hinanden igen, da deres fjerde veninde begår selvmord. Da de finder ud af, at de alle er blevet forladt af deres mænd til fordel for en yngre kvinde – en af dem spilles sjovt af en ung Sarah Jessica Parker – slår de sig sammen og lægger planer for, hvordan de kan hævne sig: På pengepungen.

Selvom hævnen er sød, finder de heldigvis undervejs ud af, at deres energi er bedre brugt på deres egen fremtid, og de ender med at stifte et krisecenter for voldsramte kvinder – inden de bryder ud i Leslie Gore-hittet ‘You Don’t Own Me’.

‘Alt om min mor’ (Pedro Almodóvar, 1999)

Uden for Hollywood har spanske Pedro Almodóvar lavet humoristiske melodramaer med farverige kvindeensembler siden 1980’erne. En af de bedste er ‘Alt om min mor’, hvor Manuela (Cecilia Roth) efter sin søns tragiske død flytter tilbage til Barcelona. Her genforenes hun med sin gamle veninde, den prostituerede transkvinde Agrado (Antonia San Juan), og begynder at arbejde for den krukkede skuespiller Huma (Marisa Paredes), der har et stormfuldt forhold til den stofafhængige Nina (Candela Peña). Agrado introducerer Manuela til den unge nonne Rosa (Penelope Cruz) i håb om at få hjælp til at finde arbejde. Men det ender med at blive Manuela, der tager sig af Rosa, da hun viser sig at være HIV-smittet og gravid med komplikationer.

Filmen viser smukt, hvordan vidt forskellige kvinder fra forskellige sociale klasser skubbes sammen af skæbnen, tager sig kærligt af hinanden og har det sjovt i hinandens selskab.

»Tre kvinder alene minder mig altid om ‘Tre piger søger en millionær’,« siger Agrado henrykt, da hun træder ind ad døren hos Manuela, der har selskab af Rosa og Huma, med reference til Jean Negulescos romantiske komedie fra 1953 med Lauren Bacall, Marilyn Monroe og Betty Grable. Her lægger Bacalls karakter en udspekuleret plan for at få dem alle gift med en rig mand. I ‘Alt om min mor’ klarer kvinderne fint ærterne selv.

‘Death Proof’ (Quentin Tarantino, 2007)

For det meste er det mændene, der får de fede monologer og dialoger i Tarantinos film. I ‘Death Proof’ er forfriskende at se to gange pigegrupper sidde i en bil og knevre velartikuleret løs.

Quentin Tarantinos hyldest til 1960-70’ernes exploitation-genre byder på to grupper af snakkesalige og sexede badass-kvinder, der har mændene i deres hule hånd og har en fest med hinanden. Begge grupper støder ind i den klamme stuntmand Mike (Kurt Russell), der synes, det er sjovt at køre kvinder ihjel. Den første pigegruppe på en bar i Austin slipper ikke heldigt fra mødet. Til gengæld kommer Stuntman Mike til at fortryde bittert, at han senere lægger sig ud med stuntkvinderne Zoë (spillet af den virkelige stuntkvinde Zoë Bell, som bl.a. var Uma Thurmans stuntdouble i ‘Kill Bill’) og Kim (Tracie Thoms), der er ude at testkøre en 1970 Dodge Challenger med veninden Abernaty (Rosario Dawson). En 20 minutter lang biljagtscene giver fuld smæk for skillingen og tilfredsstillelse af at se de tre seje kvinder gå fra at blive jagtet til at jage selv.

‘Vi er de bedste!’ (Lukas Moodysson, 2013)

13-årige Bobo (Mira Barkhammar) og Klaras (Mira Grosin) kærlighed til punkmusik overstiger deres musikalske færdigheder. Da de hører den pæne kristne pige Hedvig (Liv LeMoyne) spille klassisk guitar til en skolekoncert, inviterer de hende med i deres band. Det bliver starten til et umage venskab, hvor de godt nok slås lidt over nogle drenge, men ultimativt danner fællesfront mod omgivelsernes normalitetsbegreb med deres rebelske attitude og fængende punkhymne ‘Hader sport’.

I en af filmens sjoveste scener har en pædagog på ungdomsskolen skaffet pigegruppen et koncertjob i nabobyen for pædagogisk at bakke pigerne op. Han vil lige lære dem nogle akkorder på den elektriske guitar og bliver pænt forbavset, da Hedvig svarer igen med en ren opvisning i guitarsolo. Ha!

‘Søstre’ (Kore-eda Hirokazu, 2015)

Japanske ‘Søstre’ er et fint eksempel på et stilfærdigt og troværdigt portræt af en kvindegruppe. Filmen følger tre søstre i 20’erne, der bor sammen efter forældrene har svigtet. Da faren dør, inviterer de deres ukendte 14-årige halvlillesøster til at bo sammen med dem. Filmen følger, hvordan lillesøsteren falder til og indgår i søskendeflokken. Mens konflikten over fortidens forældresvigt ligger og ulmer, er relationen mellem pigerne dejligt uproblematisk og kærligt. Man er i fremragende selskab med de fire unge kvinder, og selvom størstedelen af filmen går med at følge deres trivielle hverdagsliv med rutinejobs, lidt kærlighedsskrupler, småskænderier, indkøb, madlavning og restaurantbesøg, keder man sig aldrig.

‘Ghostbusters’ (Paul Feig, 2016)

Den anden modedille inden for kvindeensembler er genindspilninger af actionklassikere, hvor mænd oprindeligt havde hovedrollen. ‘Ghostbusters’ er den første i rækken og et ret godt bud på genren. Man griner kontinuerligt gennem filmen, hvilket desværre er en sjældenhed i brede komedier nu om dage.

Den feminismeallierede instruktør Paul Feig genforener Kristen Wiig og Melissa McCarthy fra ‘Bridesmaids’ og tilføjer SNL-superkomikerne Kate McKinnon og Leslie Jones som de fire spøgelsesjægere. Især McKinnon er med sin altid maniske udstråling enormt sjov som gal videnskabskvinde med gule briller.

»Ain’t no bitches gonna hunt no ghosts«, kommenterer en YouTube-bruger til kvindernes video af en spøgelsesjagt som sjov metakommentarer til det had, filmen blev underlagt på internettet fra det øjeblik den blev annonceret. For hvor vovede en flok kvinder at ødelægge mænds barndomsminder? McCarthys Abby bemærker, at det er klogest ikke at læse kommentarerne, og kvinderne fortsætter ufortrødent. Der skal mere til at slå et girl squad ud.

Læs også: Hollywoods billede af kvindegrupper er stopfyldt med klicheer

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af