KOMMENTAR: Noget er råddent i filmindustrien, men synderen er måske ikke den, mange troede, det var.
I hvert fald blev der i sidste uge offentliggjort en undersøgelse af 150 film, der viste, at film fra 2017 med en indtjening på mere end 300 millioner dollars i gennemsnit havde en Rotten Tomatoes-score på 77,5 modsat de foregående tre års 72.
Den overordnede konklusion i analysen, der blev udarbejdet af Yves Bergquist fra Entertainment Technology Center ved University of Southern California, var, at der ikke var noget mønster mellem Rotten Tomatoes og blockbusternes præstationer ved billetlugerne, og at der ikke havde været det siden 2000. Derimod viste resultaterne, at publikums og anmeldernes bedømmelser var stadigt mere i sync, hvilket ifølge Bergquist hænger sammen med en højnet kritisk sans hos publikum.
Mange magtfulde Hollywood-skikkelser har ellers langet ud efter Rotten Tomatoes de seneste måneder. De mener, at det i alt for høj grad er det, medier og filmfans har i hovedet i forbindelse med en ny films premiere. Er filmen ’rotten’ eller ’fresh’? Rotten Tomatoes, der samler anmeldelser fra engelsksprogede medier, er endt som prygelknabe, hvis en stor produktion ikke levede op til de forventede indtjeningssummer.
»Det værste, vi har i filmkulturen i dag, er ‘Rotten Tomatoes’. Jeg mener, at det ødelægger vores branche. Jeg har stor respekt og beundring for filmkritik. Da jeg voksede op, var filmkritik virkelig en kunst. Nu handler det om et tal. Et samlet tal på positive vs. negative. Nu handler det om, ‘hvad er din Rotten Tomatoes-score?«, lød det fra ’Rush Hour’-instruktøren Brett Ratner i marts, hvor han beskyldte en rådden RT-score på 27 som hovedårsag til, at Zack Snyders ‘Batman v Superman’ ikke kom i nærheden af de anslåede indtjeningstal.
Og det var bare optakten til den hetz mod siden, der skulle følge i kølvandet.
Livredderne druknede
‘Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales’ og ‘Baywatch’ var på papiret skridsikre produktioner – den ene var del af en de mest populære franchise i filmhistorien, og den anden havde i Dwayne ’The Rock’ Johnson den mest profitsikre skuespiller i Hollywood på plakaten. Alligevel var de to film en del af den værste Memorial Day-weekend i 20 år, hvad angår box office, hvor ’Pirates’ og ’Baywatch’ underpræsterede med 77 og 23 millioner dollars, hvilket lå under de 100 og 50 millioner dollars, Disney og Paramount havde kalkuleret med.
Men det kunne ikke være filmene, den var gal med. Skylden måtte ligge hos forbistrede Rotten Tomatoes. Branchebladet Deadline kunne fra insidere på begge film rapportere om, at de klandrede den femte ’Pirates of the Carribean’-films score på 32 procent og ’Baywatch’-rebootets grumme 19 procent som voldsomt afsmittende på de tomme biografsæder. Publikum blev ført på afveje af anmeldelserne, da filmene jo slet ikke var beregnede til at blive kigget efter i sømmene af nogen form for kritisk instans.
Sådan lød forklaringen i hvert fald. Og den forstummede ikke over sommeren, da Paramounts ’Transformers: The Last Knight’ og ’The Mummy’ ligeledes tankede og medvirkede til den økonomisk grelleste blockbuster-sæson i ti år. Sony valgte ligefrem at indføre en anmelderembargo forud for deres ’The Emoji Movie’, så børnefamilierne ikke skulle blive frastødt af den score på otte procent, filmen i sidste ende fik.
Beklagelserne gik ikke mindst på Rotten Tomatoes samarbejde med den gigantiske amerikanske billetportal Fandango, hvilket er en ikke uvæsentlig detalje. Hvis man i Danmark køber eller bestiller sin biografbillet over Kino.dk, vil der i bunden ofte optræde et par (positive) anmeldelser fra landets største dagblade, men booker du din billet igennem Fandango i USA, vil du inden købet blive påmindet om filmens score på Rotten Tomatoes.
’Samarbejde’ er en lidt upræcis betegnelse, idet Fandango faktisk ejer Rotten Tomatoes i dag.
En tvivlsom tomatudregning
Rotten Tomatoes kom til verden i 1998, da en gruppe studerende fra University of California ønskede at samle anmeldelser af kung fu-film på ét sted. Internettets udbredelse og de seneste års stadigt større udbud af titler har blot været med til at styrke RT’s brand. Mange opsøger anmeldelsesdatabaser som Yelp, Tripadvisor og Rotten Tomatoes for at forsikre sig om, at pengene er godt givet ud. Især de unge amerikanere vil gerne fremstå som bevidste forbrugere. Filmkonsulentfirmaet National Research Group underbygger denne tese med tal, der vidner om en stigning siden 2014 fra 23 til 34 procent af amerikanske teenagere, som benytter Rotten Tomatoes.
Det helt store spørgsmål er, hvad det er for et tempel af viden, biografgængerne ifølge kritikerne lader sig præge af: Et amalgam af vurderinger fra høj som lav anmelderstand, hvor optagelseskriteriet er at »have publiceret mere end 100 anmeldelser i løbet af to år«, som Fandangos præsident Paul Yanover har fortalt New York Times.
Det problematiske har dog alle dage været udregningerne af, hvilke film der er ‘fresh’ – altså har en andel af positive anmeldelser på 60 procent eller mere – og dermed udstyres med den bombelignende røde tomat. Karaktererne er taget ud fra et hav af forskellige skalaer (mange amerikanske anmeldere uddeler for eksempel slet ikke karakter), og vurderingssarbejdet forekommer ofte som en tvivlsom kvalitativ størrelse snarere end empirisk velfunderet.
»Hvis der er nogen som helst tvivl om, hvordan en anmeldelse skal klassificeres, så har vi tre adskilte kuratorer, som laver en individuel læsning. Er der stadig ingen enighed, ringer vi til journalisten«, forklarer Yanover til New York Times.
Tommelfingerrevolutionen
Det giver én lyst til at vende tilbage til Brett Ratners ord om anmelderjobbet, som er gået fra en kunstform til en opsummering i et tal.
I USA blev Gene Siskel og Roger Ebert i 80’erne og 90’erne landets første brede nationale samlingspunkt for filmrådgivning på tv. De opfandt et slutresultat, der var lige så enkelt som en frisk eller rådden tomat: Tommelfingeren op eller ned, en veritabel revolution af anmeldergenren, hvis legendariske spydspidser som Pauline Kael og Andrew Sarris ikke ville fornedre sig til den slags forsimplinger.
Men film som forbrugsstof er kommet for at blive – på godt og bestemt også på ondt, men man kan ikke fortænke folk i at ville skabe sig et hurtigt overblik over, hvad de bør bruge deres dyrebare tid på, når de indløser den bekostelige biografbillet.
Man kan dog sagtens ønske sig et mere nuanceret blik på modtagelsen, og her må man sige, at Rotten Tomatoes’ konkurrent Metacritic tilbyder et bedre alternativ. Mens en film på RT kan blive beskrevet som 100 procent frisk med lutter habile anmeldelser, graduerer Metacritic anmeldelsen efter, hvor positive eller negative de er. Man får derved et bedre indtryk af, om anmelderne synes, filmen er et mesterværk eller bare hæderlig.
Men selv dette er naturligvis en forsimpling af kunsten og kulturen. Og i den bedste af alle verdener giver filmforbrugeren sig tid til faktisk at læse (nogle af) anmeldelserne for at vurdere, om dommen virker overbevisende, og om man måske selv kunne blive nysgerrig på filmen, selvom pilen i sidste ende vender ned ad.
Stirrede man sig for eksempel blind på Roger Eberts tommelfinger frem for at læse hans gudsbenådede ord, gik man i hvert fald glip af noget.
Læs også: Hollywoods forklaring på ‘Baywatch’- og ‘Pirates’-flop er patetisk