Hollywoods forklaring på ‘Baywatch’- og ‘Pirates’-flop er patetisk

Hollywoods forklaring på ‘Baywatch’- og ‘Pirates’-flop er patetisk
Dwayne Johnson og Zac Efron i 'Baywatch'

KOMMENTAR. Sommerblockbustersæsonen er over os, og som altid svæver nogle film til himmels, mens andre falder tungt til jorden med milliardstore budgetter på ryggen.

Senest har ‘Baywatch’ og den nye ‘Pirates of the Caribbean’-film åbnet langt under forventning i USA. Særligt ‘Baywatch’ tegner til at blive et flop. Filmen indspillede meget skuffende 152 millioner kroner over en lang helligdagsweekend i USA – forventningen havde været mindst 245 millioner kroner for filmen, der kostede hele 460 millioner kroner at lave og har en af tidens mest indbringende filmstjerner, Dwayne Johnson, i hovedrollen.

‘Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge’ skal nok tjene sig selv ind på verdensplan – franchisen er stadig stærk – men også denne har fået en skuffende start i USA. På de første tre dage i de amerikanske biografer har den ifølge Deadline.com indspillet 30 procent mindre end den seneste film i serien.

Og hvad skyldes det så?

Studierne bag – Paramount for ‘Baywatch’ og Disney for ‘Pirates’ – har fundet en fælles syndebuk: Anmelderne og helt specifikt Rotten Tomatoes, der samler toneangivende engelsksprogede anmeldelser og ud fra et gennemsnit vurderer, om filmen er »frisk« eller »rådden«.

»Anmeldelserne skader virkelig filmen (‘Baywatch’, red.), der fik en fantastisk modtagelse i testscreeningerne. Vi var alle overraskede«, siger Paramount-chef Megan Colligan til The Hollywood Reporter.

»Det er et brand, der måske afhænger mere af en positiv reaktion, end vi anerkendte«, tilføjer hun om filmen, der har en score på blot 18 procent på Rotten Tomatoes, mens også Disney ifølge Deadline.com mener, at ‘Pirates’ 31 procent-score har været stærkt medvirkende til filmens jævne præstation ved billetlugerne.

Pirates
Johnny Depp i den nyeste ‘Pirates’-film.

Paramount fremhæver ifølge The Hollywood Reporter, at de attraktive unge biografgængere under 25 går meget op i Rotten Tomatoes-scores, som blandt andet fremgår på Fandango, der er det mest anvendte amerikanske billetsite.

Og Deadlines kilder i den amerikanske filmbranche bemærker, at de ikke har tillid til måde, Rotten Tomatoes sammenstykker deres gennemsnit.

Der er ingen tvivl om, at Rotten Tomatoes-scoren reducerer nuancerede anmeldelser til et alt for simpelt regnestykke, og at scoren ikke tager hensyn til, hvor begejstrede eller ikke-begejstrede de individuelle anmeldelser er. Det siger sig selv, at biografgængerne i den bedste af alle verdener læste anmeldelserne i deres helhed (og det gør de formentlig også ofte).

Anmeldelserne kan også spille en rolle for storfilm, som man ellers kunne tro var immune over for meningsudvekslingerne i elfenbenstårnet. ‘Baywatch’ er i høj grad modelleret over ’21 Jump Street’, der havde stor succes med sin god blanding af humor og tongue in cheek-action, og filmen med Channing Tatum og Jonah Hill blev afgjort hjulpet på vej med en 85 procent-score på Rotten Tomatoes.

Alligevel er det patetisk at høre chefer for milliardomsættende studier brokke sig over dårlige anmeldelser.

Der kan nemlig være mange andre gode grunde til filmenes fiasko. Hvad angår ‘Baywatch, virker det absurd at håbe på en ung målgruppe, når det primært er folk over 30, der har et forhold til tv-serien – og selv for os, der voksede op med Pamela Andersons gyngende barm, er det ikke indlysende, hvorfor den kitschede tv-serie fortjener en film-genoplivning.

I forhold til ‘Pirates’ kan man argumentere for, at Disney simpelthen har malket franchisen for hårdt med femte film om Jack Sparrows sørøvereventyr. Johnny Depp er langt fra den stjerne, han var engang (hans film flopper faktisk gang på gang), og Deadline påpeger, at studiet har haft svært ved at skille filmen ud fra de øvrige i franchisen i deres marketingkampagne.

'Get Out' var en stor succes ved billetlugerne trods et beskedent budget.
‘Get Out’ var en stor succes ved billetlugerne trods et beskedent budget.

Dertil kommer, at biograferne er ved at drukne folk i sommerblockbusters. De to film kommer i kølvandet på eksempelvis ‘Guardians of the Galaxy 2’ og ‘Alien: Covenant’, og man forstår helt ærligt godt, hvis mange allerede er blevet både mætte og fattige (det er dyrt at gå i biografen!) af stortanlagte, men tyndbenede Hollywood-satsninger.

Men først og fremmest må budskabet til Paramount og Disney være: Lav nogle bedre film! Her på sitet gav vi den nye ‘Pirates’ tre stjerner, mens ‘Baywatch’ får to stjerner i morgen. Ikke for at ødelægge deres chancer ved billetlugerne, ikke fordi vi kun gider ungarske film i sorthvid uden dialog, men fordi vi efterspørger original og veldrejet underholdning, der berettiger franchisen som andet end en pengemaskine.

Som The Playlist påpeger, er Jordan Peeles gyser ‘Get Out’ det nyeste kroneksempel: Den havde et budget på 30 millioner kroner – og har indtjent over halvanden milliarder kroner på verdensplan.

»Selvfølgelig addresserer ingen det faktum, at filmgængere måske er klogere end nogensinde, og særligt i en æra, hvor så meget fantastisk indhold på en bred palet af formater konkurrerer om opmærksomheden, er det at bruge 100 millioner dollars på en halvhjertet tentpole baseret på nogle rettigheder, du er nødt til at udnytte, ikke nok til at skabe billetsalg«, som The Playlist skriver.

Når Hollywood kaster rådne tomater efter kritikerne, er det i virkeligheden deres publikum, de undervurderer mest. Det svarer til, at Toyota skød skylden på bilanmelderne, da de trak syv millioner biler tilbage på grund af brandfare.

Disney og Paramount bør tørre øjnene, hanke op i sig selv og gøre det bedre næste gang.

Læs også: Interview med ‘Get Out’-instruktør Jordan Peele – »Når jeg går ned ad gaden i et hvidt kvarter, forsøger jeg at være usynlig«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af