Arvtagerne til Nicholson og De Niro: Hollywoods nye psychos

Hvad ville filmhistorien være uden Robert De Niros Travis Bickle fra ’Taxi Driver’? Dennis Hoppers Frank Booth fra ’Blue Velvet’? Jack Nicholsons Jack Torrance fra ’The Shining’? Heath Ledgers Joker?

Mange af de allerstørste mandlige stjerner gennem tiden i Hollywood har skabt deres navn i kraft af deres fascinerende indlevelse i skingrende sindssyge karakterer, som du under normale omstændigheder ville gå langt udenom. Den vrede, uforudsigelige unge mand baner vejen for stærke karaktererportrætter, der i mange tilfælde er blevet ikoniske. Tænk også på Gary Oldman, Christian Bale, Willem Dafoe og Christopher Walken i deres yngre udgaver.

Men den gamle garde holder ikke for evigt. Vi har brug for et nyt kuld – og heldigvis findes de derude. Vi har fundet fem fremadstormende skuespillere, som alle har en lys fremtid foran sig bedømt ud fra deres evne til at spille mentalt forstyrrede vildbasser med sygelig hang til vold. Nogle af dem har kun haft én eller to muligheder for at bevise det. Til gengæld har de vist sig gennemført metodiske i galskabskunsten og placeret sig i første række, når Hollywood i fremtiden står og mangler en gang autentisk vanvid.

Dacre Montgomery

Australske Dacre Montgomery havde stort kun været med i dette års ’Power Rangers’-reboot – som ingen alligevel så – før alle pludselig taler om ham. Eller: De taler om hans karakter Billy med det imponerende svenskergarn i sæson 2 af ’Stranger Things’. Meningerne er meget delte om tilføjelsen af den gennemført usympatiske Billy Mayfield. Det nærmer sig det karikerede, når badboyen Billy til tonerne af trash- og glammetal terroriserer sin halvlillesøster Max, udviser racistisk had over for Lucas og opfordrer til hanekamp med en uforstående Steve. Det eneste halvforsonende træk var hans scene som flødet MILF-hunter med Mikes mor.

22-årige Dacre Montgomery har muligvis et hjerteknuserudseende som Rob Lowe, men psykoauraen fra en ung Kiefer Sutherland fornægter sig ikke. Rob Lowe var bare en arrogant yuppie-dreng fra The Brat Pack. ’24 timer’-skuespilleren brød igennem i 80’erne som hæmningsløs ’live fast, die young’-rebel i ’The Lost Boys’ og ’Stand By Me’. Kiefer Sutherland ville dig det ondt, som i virkelig ondt, når hans rustne stemme udspyede trusler.

Det var således også en Sutherland-imitation fra ’Stand By Me’, der overbeviste Duffer-brødrene om, at de i Dacre Montgomery havde fundet den perfekte reinkarnation af en 80’er-douchebag. Imellem de iskolde trusler spasser han ud til Duran Duran, og trøjen ryger til Dexys Midnight Runners ’Come On Eileen’. Se casting-båndet herover.

Barry Keoghan

Jep, lille uskyldige George med dådyrøjnene og den Fair Isle-strikkede vest fra ’Dunkirk’ er en stjernepsykopat in the making. Det bygger vi hovedsagligt på den unge irers uudslettelige rolle i Yorgos Lanthimos’ biografaktuelle ’The Killing of a Sacred Deer’. Her kan man ved selvsyn notere, at 25-årige Keoghans britiske skoledrenglook i Christopher Nolans storfilm blot var en facade for hans sande diabolske side.

Uden at afsløre for meget spiller Keoghan en tilsyneladende lad og harmløs teenager, men hver gang han foretager sig noget normalt, er resultatet bekymrende off. Sådan kan man også beskrive den græske instruktørs tidligere værker, ’Dogtooth’ og ’The Lobster’, men i Keoghan skikkelse bliver det taget til et helt nyt og langt mere foruroligende niveau.

Keoghans karakter, Martin, forekommer åndsfraværende, selv når han smigrer sig ind på Colin Farrell og Nicole Kidmans datter. Der ser ikke ud til at foregå noget som helst bag hans døde blik, og ordene smaskes ud. Og én speciel scene er nok til at overbevise om, at Keoghans mestrer rollen som tumpet looney:

Martin sidder med en kæmpe portion spaghetti med ketchup på en tallerken i skødet, imens Nicole Kidmans karakter prøver at gøre sig klog på ham. Måden, hvorpå Martin tager tilløb i sneglefart med gaflen dybt gravet ned i den klistrede masse, er en pervers leg med mad, som selv ikke den mest uregerlige unge i børnehaven ville kunne demonstrere halvt så overbevisende. Midt i madlegen filosoferer Martin over, hvordan han længe levede i den tro, at ingen spiste spaghetti som ham og hans afdøde far – blot for at konkludere, at »alle spiser spaghetti præcis ligesom mig«. Tro os kiddo, ingen spiser spaghetti helt som dig.

Ezra Miller

Senere på måneden er Ezra Miller comic relief som The Flash i ’Justice League’. Han slipper dog næppe af med sit creepy image, selv hvis han skulle lykkedes med at tilføre lidt humor til DCU’s tunge ensemble af overdimensionerede jocks i superheltekostumer plus Wonder Woman. Det gør Miller ikke af den simple grund, at han som ingen andre på film har givet et kuldegysende og psykologisk forstyrrende indblik i en school shooter  i Lynne Ramsays ’We Need to Talk About Kevin’.

Vi forsøgte som Tilda Swintons mor-figur at trænge ind bag Millers skævt smørrede smil og de kulsorte øjne for at forstå drivkraften bag hans rendyrkede ondskab. Det havde været mere betryggende, hvis Kevin i bedste ’The Omen’-stil havde vist sig at være djævlens afkom i stedet for Ramseys realistiske kontekst.

Den biseksuelle skuespiller med de markerede kindben og den ranglede, krybdyrslignende gestik udstråler stor intelligens og charme i ’The Perk of Being a Wallflower’, men samme åletynde krop og skarpe blik med de markante øjnebryn kan også udtrykke fornedrelse som i Harry Potter-spinoffen ’Fantastiske skabninger… og hvor de findes’. Her spiller han det underkuede sektmedlem Creedence, hvis mangeårige undertrykkelse af egne lyster og identitet får drabelige følger, da de først slippes fri. Det er på mange måder en mere konstrueret version af Kevin-karakteren.

Alligevel kunne man i J.K. Rowlings mere polerede univers ikke lade være med både at føle sympati og frygt for Millers karakter. »Giv den knægt et kram«, tænkte man. Heldigvis skulle Ezra Miller, der stadig kun lige er blevet 25 år, i det virkelige liv have fundet løsningen på at komme ud med sin indestængte vrede: »Ting som nedbrænding, ødelæggelse, råb og slag blev til trommespil«, fortalte Miller til Vulture i 2013.

 

Will Poulter

Denne tekst kunne udelukkende have fokuseret på Poulters overdrevent opadgående øjenbryn, men så valgte Kathryn Bigelow at sætte billeder til vores værste mareridt i dette års ’Detroit’.

Pennywise fra ’It’, som Poulter oprindeligt skulle have spillet, var nemlig ikke den største mareridts-feeder i anden halvdel af 2017. Den pris går til 24-årige Poulters overbevisende præstation som en voldspsykotisk kæmperacist af en politimand i Bigelows skræmmende film om raceurolighederne i Detroit i 1967. Poulter med det naturlige Kubrick stare inkarnerer det onde, så hele biografsalen i kor råber »Black Lives Matter«. Deadlines anmelder Pete Hammond kaldte ham med rette »indbegrebet af ondskab«.

At Poulter kan kommunikere en ondskab gennem sit drengede udseende stod soleklart fra hans første rolle som den uregerlige og Rambo-tilbedende Lee i ’Son of Rambow’ fra 2007. Alle indikationer var der med en fraværende mor, en svigtende bror og selvfølgelig den lille knægts sygelige besættelse af Sly Stallones PTSD-ramte dræbermaskine.

Selv når Poulter siden hen har spillet sympatiske eller ligefrem overdrevent uskyldige karakterer som i ’We’re the Millers’, har man haft svært ved ikke at føle en lille smule ubehag. Hans endimensionelle hadeobjekt i ’The Maze Runner’ var et skridt på vejen, men det er først med ’Detroit’, han virkelig viser potentialet. Det er de sataniske øjenbryn, der baner vejen, og han er selv godt klar over det.

Efter i mange år at være blevet sammenlignet med legetøjssadisten Svend fra den første ’Toy Story’ valgte Poulter i år at klæde sig ud til Halloween som mange 90’er-børns første møde med ren ondskab.

Caleb Landry Jones

Dennis Hopper og Klaus Kinski er navnene, som typisk dukker op i en søgning på filmhistoriens mest crazy skuespillere på og uden for lærredet. Gruppen af utilregnelige legender vil snart få selskab af den endnu blot 27-årige Caleb Landry Jones.

Hans filmkarriere danner i sig selv et skræmmende handlingsforløb: Som ung chobby teenagedreng i ’No Country For Old Men’ oplevede han den blodindsmurte psykopat Anton Chigurh, hvilket ledte til en ekstrem usikkerhed som flyveren Banshee i ’X-Men: First Class’. En dødelig smitte i ’Antiviral’ og et heftigt stofmisbrug i ‘Heaven Knows What’ fuckede efterfølgende så meget op i hans hjerne, at alt, hvad han gør fra ’Get Out’ til ’Twin Peaks: The Return’, skriger »psycho!«. Det er løsrevet fantasi og så alligevel ikke, for fiktion og virkelighed smelter hurtigt sammen for den rødhårede metodeskuespiller.

Ligesom Hopper og Kinski er alt, hvad han foretager sig, drevet af manisk intensitet. Så meget, at instruktører ofte må bede den langlemmede og androgyntudseende Landry Jones om at skrue lidt ned. Rollen som bror til Allison Williams karakter i ’Get Out’ skulle oprindeligt have været meget mere preppy, men Caleb Landry Jones fik instruktør Jordan Peele på andre tanker. Mens resten af familien holder en uhyggeligt hyggelig facade over for afroamerikanske Chris, er Landry Jones stone cold killer fra første sekund. Han insisterer på at diskutere kampsport med Chris, og det udvikler sig til, at han godt rødmosset er klar til at lægge ham i hovedfaldsgreb, inden moren siger stop. »Jeg ville ikke skade ham«, siger han med et fuldkommen blæst udtryk i de blodsprængte øjne.

»Han har en uforudsigelig fritsluppen energi, hvor du føler, han er lidt for method. Han rykker virkelig rundt med sin karakter og forsøger at forstå og leve i den, hvilket ærlig talt er lidt skræmmende«, har Jordan Peele sagt til Vulture om sin wildcard-skuespillers dedikation til rollen som utvetydig racist.

2017 har i det hele taget været året, hvor Caleb Landry Jones har brilleret som den ene desperado efter den anden. De store instruktører kan tilsyneladende bruge hans vilde energi, der udover arbejdet med Lynch og Peele også tæller Martin McDonaghs kommende og meget kritikerroste ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, den mere konventionelle Tom Cruise-film ’American Made’ og Cannes-darlingen ’The Florida Project’.

Landrys rolle i sidstnævnte er beskeden, men ligesom med ’Get Out’ havde instruktør Sean Baker svært ved at holde den iltre ginger nede. »Jeg håber ikke, jeg siger noget forkert, men jeg følte, han ønskede at gøre karakteren crazy«, har Sean Baker sagt om den på papiret anonyme rolle som endagsassistent for Willem Dafoes vicevært. Det er især svært for Landry Jones at blende ind med sit typiske blæst ansigtudtryk, der ifølge ham selv ikke (kun) kommer et stort hashindtag, men derimod er en bivirkning af improvisation.

Mange af Caleb Landry Jones roller blev indspillet sidste år og det har ikke været helt sundt for den hyperaktive skuespiller at skulle forløse energien uden for kameraet. I manglen på adspredelse begyndte Landry Jones at masturbere meget, rigtig meget. Så meget at han måtte gå til lægen med kraftige smerter. Han så dog stort på lægens råd om at holde javertussen i ro, da chancen for sex bød sig.

»Jeg var en kæmpe idiot og havde en masse sex. Jeg får ellers ikke så meget sex. Og så fortsatte det med at svie i yderligere 15-20 dage!«, fortalte Landry Jones for nyligt til Vulture.

Caleb Landry Jones sublimerer nu via maling, men der går formentlig ikke længe, før det også tager overhånd. Alting i Caleb Landry Jones liv handler om at gå til ekstremerne. Hvor mange ville ellers beskrive skuespillet på følgende måde:

»Kender du det, når du presser så hårdt på, at du springer blodårer og bliver en lille smule bevidstløs? Nogle gange er det som om, at du vågner op og ikke ved, hvor du er«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Killing of A Sacred Deer’