10. ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’
Gus Van Sant har lavet glimrende film som Damon-Affleck-dramaet ’Good Will Hunting’, den biografiske Oscar-vinder ’Milk’ og det sublime skoleskyderisdrama ’Elephant’, der vandt Guldpalmen i Cannes. Men for hver god film har han lavet en dårlig, hvor hans seneste makværk ’The Sea of Trees’ med Matthew McConaughey fik mange til at konkludere, at McConaissancen definitivt var ovre.
I ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ teamer Van Sant op med Joaquin Phoenix for første gang siden ’To Die For’, og resultatet er en biografisk film, der ganske vist ikke når op på niveau med ’Milk’, men stadig er et glimrende bekendtskab.
Filmen fortæller den virkelige historie om John Callahan (Joaquin Phoenix), der bliver lænket til en kørestol efter en selvforskyldt spritkørselsulykke. Det sætter Callahan ud på en større selvransagelsesrejse, hvor han lægger flasken på hylden og genfinder livsglæden som ædru tegneserietegner.
Det er en ret banal historie, på grænsen til Oscar-bait, men Phoenix er glimrende som Callahan, der må forsøge at tilgive sig selv, hvis han nogensinde skal gøre sig forhåbninger om at leve et godt liv. Jonah Hill leverer værdigt modspil som Callahans AA-sponsor, der leder ham på rette vej.
’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ er en langt fra perfekt film, men Phoenix’ præstation er umulig at tage øjnene fra. Selv når Callahans tilgivelsesmission bliver lidt for sukkersød, formår han at frembringe en klump i halsen.
9. ’Tyrel’
Det er svært at følge i hælene på sidste års megasucces ’Get Out’, men Sebastián Silva gør forsøget med en realistisk race-thriller, der hele tiden er på nippet til at eksplodere.
Tyler (Jason Mitchell) er taget på weekendtur med bedstevennen (Christopher Abbott) og hans hvide vennegruppe. De skal fejre Petes (Caleb Landry Jones) fødselsdag i en afsides hytte i upstate New York. Men hvor Tyler troede, at han skulle på en hyggelig mandetur, bliver det hurtigt klart, at turen handler om at indtage så meget alkohol som muligt.
Og som den eneste sorte mand i selskabet bliver han hurtigt genstand for en række ubehagelige bemærkninger. Gruppen bliver fuldere og fuldere, og Tyler ser ingen anden udvej end selv at drikke med, og pludselig er det ham, der er ubehagelig.
’Tyrel’ er lavet for ufatteligt få midler, men med stærke og dybt realistiske præstationer i centrum formår filmen at holde kog i en underliggende uro, der får det til at sitre i kroppen.
8. ’Burden’
På sidste års Sundance slog Garrett Hedlund sit navn fast som karakterskuespiller i Dee Rees’ Oscar-nominerede ’Mudbound’. Han spiller den eneste hvide mand, der sympatiserer med de sorte i 1940’ernes sydstater, men i ’Burden’ er hans hovedrolle skrevet med omvendt fortegn.
Mike Burden (Hedlund) er en dedikeret KKK-tilhænger. Han bærer kutte om natten, mens han om dagen arbejder på åbningen af verdens første Redneck-shop og KKK-museum i South Carolina. Han er blevet opdraget til at hade sorte af hans surrogat-far Tom Griffin (Tom Wilkinson), men hans sort-hvide verdensbillede bliver udfordret, da han forelsker sig i white trash-kvinden Judy (Andrea Riseborough), der ikke har noget tilovers for racister.
Da Griffin samtidig beder Burden om at ’tage sig af’ den lokale sorte præst, pastor Kennedy (en fremragende Forest Whitaker), smider den erklærede redneck sin kutte på hylden og giver sig til at støtte Kennedy og hans følgere i kampen mod Griffin og hans KKK-museum.
’Burden’ vandt publikumsprisen for amerikanske film, og man kunne forestille sig, at både Hedlund og Whitaker kan være i spil til Oscar-nomineringer for deres glimrende præstationer i filmen. Med et manuskript baseret på virkelige hændelser og en stærk personlig udvikling lugter ’Burden’ i hvert fald af Oscar-materiale.
7. ’American Animals’
Den prisvindende dokumentarskaber bag ’The Imposter’, Bart Layton, står bag en af de mest innovative film på årets festival. ’American Animals’ er baseret på virkelige hændelser og fortæller historien om fire unge college-studerende, der beslutter sig for at bryde den monotone tilværelse i Kentucky med et af de mest omfattende kup i USA’s historie.
Barry Keoghan spiller Richard – en twentysomething kunststuderende, der under en rundvisning på sit skolebibliotek opdager, at nogle af landets mest værdifulde bøger står frit fremme og bare venter på at blive nuppet. Da han indvier bedstevennen og ballademageren Warren (Evans Peters) i hemmeligheden, er der pludselig ingen vej tilbage. De skal stjæle bøgerne.
Det lyder måske som en hver anden heist-film, men Bart Layton tilfører sit eget, helt unikke præg ved at blande dokumentar- og fiktionsgreb. Mens skuespillerne rekonstruerer begivenhederne, kommenterer virkelighedens røvere på handlingsgangen. Ikke på den klassiske talking heads-facon, men på en legesyg metamåde, hvor de virkelige personer konstant betvivler skildringen af selve røveriet med en god portion humor. Det kridter stregerne op for en neglebider af en selvrefleksiv kupfilm, der fornyer genren fuldkommen.
6. ’Nancy’
Andrea Riseborough medvirker i hele tre film fra årets festival, men det er i Christina Choes ’Nancy’, at hun for alvor slår sit navn fast. Riseborough spiller titelrollen som den mystiske kvinde Nancy, der bor sammen med sin kommanderende, Parkinsons-ramte mor (Ann Dowd) og lever en grå tilværelse fuldkommen tappet for livsglæde.
Kort tid inde i filmen dør moren af et slagtilfælde, og nu har Nancy om muligt endnu mindre at leve for. Indtil hun ved et tilfælde ser et ældre par (en fremragende J. Smith-Cameron og altid stærke Steve Buscemi) på fjernsynet, der utrætteligt leder efter deres datter, som blev kidnappet for fire årtier siden.
Al informationen passer på Nancy, og hun ligner også datteren til forveksling. Men kan det virkelig passe? Forældrene er påpasselige, når Nancy tropper op på deres dørtrin. De er blevet narret før. Men inden længe tager de hende til sig, som var hun deres egen, mens de venter på, at en DNA-test skal afklare kvindens ophav. Men som publikum er det svært at tro på Nancys oprigtighed – det hele virker bare en anelse for belejligt.
Choe vandt festivalens pris for bedste manuskript for ’Nancy’, der er noget så sjældent som en film om en kvinde i sin midtvejskrise. Riseborough er eminent i rollen som den gådefulde kvinde, som har en ubærlig smerte skinnende ud ad øjnene.
5. ’Assassination Nation’
Sam Levinsons voldelige highschool-thriller er overdrevet fra start til slut. Det bliver etableret allerede i filmens åbningsdisclaimer, hvor Lily (Odessa Young) advarer om grafiske billeder i historien om, hvordan hun (og resten af de kvindelige indbyggere i Salem) fik en hær af voldsliderlige mænd på nakken og gik til modangreb.
Det hele starter med et cyberangreb, der blotter både borgmesterens transkønnethed og rektorens påståede pædofili. Men det er ikke kun byens offentlige personligheder, der bliver ramt af det altomfattende hack. Lilys mange nøgenbilleder bliver lækket, og inden længe ved hendes voldelige kæreste Mark (Bill Skarsgård) alt om hendes affære med en gift mand. Og da hun oven i købet bliver anklaget for at stå bag selve hacket, må hun gribe til våben, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om at overleve den undtagelsestilstand, der breder sig som en steppebrand i Salem.
’Assassination Nation’ er en visuel tour de force, der blander Orson Welles-lignende long takes med Wes Andersons dukkehus-kameraturer og en uforglemmelig musikvideo-æstetik, split screens samt ekstreme farver. Det hele kulminerer i et Tarantino’sk voldsorgie, der igennem tredje akt dækker kameralinsen i et tykt lag af blod. Samtidig formår Levinson at hagle kritik af mod den digitale tidsalder og nutidens kønsroller, der for det meste rammer målet.
4. ’Wildlife’
Paul Dano er kendt for sine roller i film som ’There Will be Blood’, ’Little Miss Sunshine’ og ‘Prisoners’, men det kommer formentlig snart til at ændre sig. Hans debutfilm som instruktør og manuskriptforfatter har både en række fremragende skuespillerpræstationer og en overdådig billedside.
’Wildlife’ er baseret på Richard Fords roman af samme navn og følger teenageren Joe (Ed Oxenbould), der på afstand ser sine forældres ægteskab smuldre, da faren Jerry (Jake Gylleenhaal) mister sit job for gud ved hvilken gang. Han beslutter sig for at tage ud og bekæmpe skovbrande i 1960’ernes Montana, så han kan få sine egne fiaskoer på afstand og undslippe sin hustru Jeanettes (Carey Mulligan) anklagende blikke.
Joe er efterladt alene med sin tyngede mor, der er villig til at gøre alt for at holde hovedet oven vande og fuldkommen glemmer Joe i sin egen midtvejskrise. Oxenbould leverer en bomstærk gennembrudspræstation som en ung teenager, der er nødt til at blive voksen alt for hurtigt, mens Mulligan slet og ret spiller røven ud ad bukserne i festivalens stærkeste præstation overhovedet. Man kan kun håbe, at Oscar-akademiet vender øjnene denne vej.
3. ’Sorry to Bother You’
Rapperen Boots Riley står bag årets WTF-oplevelse med sin satire over raceforskelle på arbejdsmarkedet. Lakeith Stanfield (’Get Out’, ’Short Term 12’) glimter i sin første hovedrolle som tågehovedet Cassius Green, der opdager et hidtil ukendt talent for at imitere en hvid stemme, da han får et job som telefonsælger.
Stanfield bevæger læberne, David Cross’ stemme kommer ud, og det er ikke engang det mærkeligste ved debutfilmen ’Sorry to Bother You’. Inden længe er Cassius blevet forfremmet til topstillingen som power caller, men det går ud over forholdet til hans rebelske kæreste (Tessa Thompson) og de hårdtprøvede almindelige telefonsælgere, der kæmper for rent faktisk at få deres løn udbetalt.
Boots Rileys debut er en af de mest opfindsomme film i lang tid. Med en dybt absurd præmis formår ’Sorry to Bother You’ at kritisere raceforskelle på arbejdspladsen, mens den mod slutningen eskalerer i et anti-kapitalistisk syretrip med Armie Hammer i en fremragende skurkerolle som primus motor.
2. ’We the Animals’
Jeremiah Zagar vandt fuldt fortjent prisen for bedste film i NEXT-kategorien, der hylder fremadstormende filmskabere. Hans debutfilm ’We the Animals’ blander fantasien fra ’The Florida Project’ med ’Moonlight’s rå virkelighed i en poetisk coming of age-historie á la ’Hushpuppy’.
Filmen følger drengen Jonah (fundet Evan Rosado) og hans to brødre, der nysgerrigt går på opdagelse i det fattige upstate New York og gør deres erfaringer med livets gang, som de håber har mere at tilbyde. Kameraet følger dem, når de stjæler fra nabomarken, fordi deres mor glemmer at lave mad til dem. De bliver fanget på fersk gerning, men landmanden inviterer dem bare inden for. Her hjælper alle hinanden, for alle har problemer.
Derhjemme tror faren ikke, at brødrene lægger mærke til de blå mærker i morens ansigt, eller hvordan han forsvinder i lange perioder. Men det gør de – selvfølgelig. Den lille familie står til at gå op i flammer hvert øjeblik, men i filmens poetiske øjeblik rammer Zagar den håbefuldhed, som gør ’We the Animals’ helt særlig.
I en af filmens stærkeste scener sidder faren og brødrene på ladet af en pickup. Han har lige mistet sit job og hamrer frustreret på siden af bilen. Det sætter gang i en percussion-session, som til sidst frembringer et smil på farens læber. For mere end noget andet vil de tre brødre have, at deres forældre er glade. Sammen.
1. ’The Miseducation of Cameron Post’
I en af de stærkeste scener, jeg så på årets festival, står Cameron Post (Chloë Grace Moretz) på et køkkenbord og skråler på livet løs til 4 Non Blondes’ hit ’What’s Up’ med en kartoffelskræller i hånden, mens hendes kammerater lyser op i sjældne smil. Det er et øjeblik, man ønsker kunne vare for evigt, fordi man ved, hvilke uretfærdigheder der venter de unge mennesker på den anden side af det harmløse oprør.
Cameron er nemlig blevet placeret på en religiøs omvendelseslejr, efter hun i starten af Desiree Akhavans LGBTQ-drama blev taget i at kysse en pige på prom night. Her bor hun sammen med en række andre unge, der også skal kureres for en afvigende seksualitet. I spidsen for healingsprocessen står pastor Rick (John Gallagher Jr.) og hans søster Dr. Lydia Marsh (Jennifer Ehle), der som en religiøs variation over Nurse Ratchet fra ‘Gøgereden’ tvinger teenagerne til at ændre på deres personlighed, så man får ondt helt ind i sjælen.
Lige indtil man tager sig selv i at grine med Cameron og hendes nye bekendtskaber Jane (Sasha Lane fra ’American Honey’) og Adam (Forrest Goodluck), der diskuterer, hvor tåbelige Lydia og Rick egentlig er. Den lille klike spiller eminent over for hinanden, hvor Moretz fortsætter sine kunstnerisk ambitiøse roller, mens Sasha Lane slår fast, at hun ikke er et one hit wonder, men et kæmpemæssigt naturtalent.
’The Miseducation of Cameron Post’ handler om store følelser, men undgår de dramatiske floskler med en fantastisk underspillet tone, der ikke stempler karaktererne som onde eller gode. Filmen vandt hovedprisen for bedste amerikanske spillefilm på årets festival, og det er formentlig blot den første af mange store priser, når filmen bevæger sig ud i verden.
Læs også: ’Den skyldige’ modtager Sundance-publikumspris, og kvinderne sejrer – se alle Sundance-vinderne her