Allerede inden interviewet begynder, griner James Franco højlydt. Hans øjne er knebet sammen til bittesmå streger, og hans let åbne mund afslører et sirligt Colgate-tandsæt. Han sidder 10 meter væk, halvt i skjul bag en reol, og snakker med en britisk journalist, men latteren trænger klart igennem.
Sammen med syv internationale journalister sidder jeg stift parkeret ved et langbord i baren på det femstjernede Rosewood Hotel i midten af London, hvor vi prøver at få et glimt af James og hans bror Dave Franco, mens vi venter på, at det bliver vores tur til at tale med de to Hollywood-stjerner og finde ud af, hvad der er så sjovt.
Det er lang tid, inden James Franco blev ramt af en anklage om krænkelser og sexchikane fra fem kvinder, hvoraf to for nylig stod frem i et tv-interview. Og dermed også længe inden, at Franco missede den Oscar-nominering, som man ellers for en måneds tid siden havde anset for at være en done deal.
Da alting stadig er fryd og gammen, skal vi tale med søskendeparret om deres nye film ’The Disaster Artist’, som har trukket stærke anmeldelser og som inden anklagerne markerede sig som en af prissæsonens komediefavoritter med en fremragende James Franco både foran og bag kameraet og en ligeledes glimrende Dave Franco i filmens anden hovedrolle.
Først slentrer Dave Franco over mod os med et smil på læben og indleder med et par høflighedsfraser. Men det er da storebroren synker ned i den mørkerøde lænestol ved siden af, kigger på bunken af diktafoner foran ham og nikker til os med et opfordrende »alright«, at regnen af spørgsmål begynder.
Kort forinden har presseassistenterne, som på afstand nøje våger over bordet, gentagende gange påmindet os om kun at spørge ind til filmen, ikke tage billeder af »talentet« og sendt skulende blikke efter en tjener, som tabte en gaffel på det lakerede mahognigulv.
Men der skal bare et af James Francos afvæbnende grin til at løfte den let trykkede stemning. Franco-brødrene viser sig hurtigt at være to jokesters, der skaber kontrast til den højtidelige stemning på det fornemme hotel.
Brødrene svarer på alle spørgsmål med et glimt i øjet og i James’ tilfælde sporadisk med den ikoniske Wiseau-stemme, som han rammer spot on i den biografiske film, der går bag om tilblivelsen på den verdenskendte so bad it’s good-film ’The Room’.
»‘[The] Room’ er sikkert sted, du kan grine, du kan græde, gøre hvad du vil. Just don’t hurt yourself«, siger store-Franco med sin bedste Wiseau-imitation og citerer dermed, hvordan manden selv definerer sit makværk af en film. Vi griner alle sammen rundt om bordet, mens lille-Franco fremmaner det pligtskyldige og trætte smil, der tilfalder en joke, man har hørt tusind gange før – både under optagelserne på filmen og i det enorme promoveringsarbejde efterfølgende.
Legendarisk kultfilm har større kvaliteter end ’Dunkirk’
I ’The Disaster Artist’ spiller Dave Franco den aspirerende skuespiller Greg Sestero, der som 19-årig drømmer om det store Hollywoodgennembrud. Talentet er i bedste fald middelmådigt, men hans kammerat på et skuespillerkursus i San Francisco, den enigmatiske Tommy Wiseau (James Franco), får overbevist ham om, at gennembruddet vil melde sig, hvis bare de opsøger film-mekkaet i Hollywood head on.
De indgår et let morbidt pinky promise ved James Deans dødssted og lover hinanden, at de vil gå hele vejen for at udleve skuespillerdrømmen, men hvordan slår man igennem, når instruktørerne lukker alle døre i? Man laver sin egen film. Og når resultatet bliver betragtet som verdens dårligste film, så tager man det i stiv arm og lader, som om det var meningen.
’The Room’ er siden premieren i 2003 gået over i historiebøgerne og anses i dag som en af verdens største kultfilm. »Jeg tror endda, han har tjent penge på filmen, selvom han brugte seks millioner dollar af sine egne penge på den tingest, der ser ud til at have kostet 60 dollars«, griner James Franco.
Efter at have læst Sesteros bog ’The Disaster Artist: My Life Inside The Room, the Greatest Bad Movie Ever Made’ købte Franco øjeblikkeligt rettighederne. Et par timer efter fik Dave Franco en sms om, at han skulle se ’The Room’ med det samme, for de skulle lave en film over den. Sammen. For første gang i karrieren.
»Den hårdeste del at komme igennem, er den anden sexscene, der finder sted inden for de første ti minutter«, fortæller Dave Franco grinende om sit første møde med filmen, som han så muttersalene på et hotelværelse i Boston. »Det er slet ikke måden at se den film for første gang«.
»Efter konventionelle standarder er den jo dårlig. Forfærdelige sets, dårlig action, forfærdeligt belyst. Alting. Manuskriptet er ikke godt, hvis vi sammenligner det med ’Dunkirk’. Men! Mit gæt er, at ’Dunkirk’ ikke vil blive vist til midnatsvisninger over de næste 14 år«, supplerer storebroren.
En af verdens travleste filmkarrierer
På overfladen kunne brødrene dårligt være mere forskellige fra Tommy Wiseau og Greg Sestero. Men under den flotte facade og de to glimrende cv’er er der faktisk flere ligheder, end man skulle tro.
»Jeg kan så absolut relatere mig til Greg og Tommy. Jeg har været på filmoptagelser, hvor jeg troede, alt gik strålende, og hvor folk snakkede om priser. Jeg købte ind på hypen, og da filmen så kom ud, var den ikke bare dårlig, men virkelig, virkelig dårlig. Og det var roller, som jeg havde puttet lige så meget arbejde i som roller i film, der faktisk endte med at blive gode. Så det viser virkelig, at man aldrig kan vide, hvad der vil ske, og at man bare er nødt til at give den alt, hvad man har og virkelig håbe på det bedste«, fortæller Dave Franco.
Han er ikke alene om at have oplevet fiaskoer. James Franco har holdt sig travlt beskæftiget gennem hele karrieren for at forhindre nedturene i at bundfælde sig, så smagen af succes i stedet kunne fungere som damplokomotiv bag en til tider skizofren karriere.
Han slog igennem i komedieland med tv-kultperlen ’Freaks and Geeks’, men da den blev lukket, prøvede han kræfter med en række mindre vellykkede, dramatiske roller, der til sidst førte til en hovedrolle i Sam Raimis ’Spider-Man’ – filmen som placerede ham i toppen af Hollywoods A-liste. Og siden har han årligt udsendt talrige meget forskelligartede film.
»Jeg indlærte bare det her princip om at arbejde hårdere, end jeg troede, jeg kunne. Det betalte sig med skuespillet, og jeg troede også, at det ville gøre sig gældende, da jeg begyndte at instruere«, siger James Franco.
Stikke af fra fiaskoerne
Alene i år udkommer han som instruktør med fem film, og han er den første til at indrømme, at kvaliteten hidtil har været varierende. På skuespillerfronten er det endnu mere overvældende med hele 12 roller i år på så forskellige projekter som Coen-brødrenes tv-satsning ’The Ballad of Buster Scruggs’ og den dystopiske science fiction-film ’Future World’, som han selv instruerer.
Men bag virvaret af titler gemmer sig en rød tråd, der nærmest er usynlig for udefrakommende. Tråden består af store dramatiske ambitioner, der tidligere er blevet overskygget af det komiske talent.
»Tommy og jeg havde nøjagtig de samme helte: James Dean og Marlon Brando. Jeg troede, jeg skulle være en dramatisk skuespiller, men tidligt i min karriere arbejdede jeg med Judd Apatow og Seth Rogen på ’Freaks and Geeks’, og da jeg så efterfølgende lavede de dramatiske film, blev resultatet ikke lige så godt. Så mødtes jeg med Seth og Judd igen, og vi lavede ’Pineapple Express’, hvilket tog min karriere i en helt ny retning, og det accepterede jeg«, fortæller han.
Judd Apatow, der af mange anses som kongen af den moderne komedie, fattede ikke, hvorfor James Franco overhovedet havde forladt komedieverdenen til at starte med. Han var jo et naturtalent. Og de rosende ord var med til at få skuespilleren til at erkende, at hans karrierevej måske i virkeligheden lå et andet sted, end han havde gået og troet. Et sted midt i mellem sortkomedie og et Tennessee Williams-drama, som var den komplet genreforvirrede dobbeltbetegnelse, Tommy Wiseau smed på plakaten til ’The Room’.
Francos higen efter de store dramaroller blev dog ikke lagt på hylden. Kun to år efter succesen med ’Pineapple Express’ modtog James Franco sin første Oscar-nominering for sit portræt af bjergbestigeren Aron Ralston, der under en vandring får sin arm i klemme mellem to klippevægge, i Danny Boyles ’127 Hours’, mens hans talrige andre projekter også fortsat bød på en konstant vekselvirkning mellem dramaer og komedier.
Siden er han begyndt at slappe lidt mere af, som Dave Franco indskyder mellem brorens lange talestrømme.
I 2017 har han kun spillet skuespil i to uger og ellers dedikeret al sin tid til færdiggørelsen og promoveringen af ’The Disaster Artist’. En film, der på mange måder er den perfekte kulmination på James Francos karrierebro mellem dramaet og komedien. For selvom filmen er blandt årets sjoveste, så gemmer der sig også en dybfølt historie under grinene. Om venskab og hvordan man håndterer sine nederlag. Og ikke nok med det må filmen også siges at være hans store gennembrud som instruktør.
»Jeg følte, at jeg ændrede mig meget under denne film. Jeg lærte virkelig meget om at være en mere voksenansvarlig instruktør. I den forstand at jeg ikke lavede en lille indie-ting, hvor jeg ikke skulle stå til ansvar for nogen. Her var jeg nødt til at være meget klar omkring mine ideer og tilgange og samtidig stå til ansvar for folk, som jeg virkelig respekterede«, fortæller han.
»På et helt andet niveau indså jeg, fordi jeg spillede Tommy Wiseau, at jeg identificerede mig med ham på flere måder, end jeg har lyst til at indrømme. Jeg kunne genkende den her egenrådighed og blindhed over for visse ting, som også ramte mig«.
I svømmepøl er man glad
Når man ser James og Dave Franco side om side, kan man også ane, hvordan de spejler visse sider af deres karakterer i filmen. James Franco fylder hele rummet med sin personlighed, mens Dave Franco ikke gør meget for at få ordet mellem brorens kække svar. Storebroren er, igennem mere end to årtier i rampelyset, vant til branchen, og alt hvad der hører sig til, mens lillebroren stadig føler sig prøvende frem.
Men selvom karakteridentifikationen var stor, var det den ultimative bromance-historie mellem Wiseau og Sestero, som de to brødre kunne tilføre et bogstaveligt meta-lag, der for alvor appellerede til dem.
»De er stadig bedste venner. Tommy sagde til mig i sidste uge, ’Greg my best friend’«, imiterer han med sin østeuropæiske Wiseau-stemme. Det var derfor lidt af en overraskelse, da virkelighedens Wiseau indviede James Franco i sin yndlingsscene fra ’The Disaster Artist’.
»Han elsker filmen. Han har set den tre gange nu, og han fortalte mig sidste uge, at filmen rørte ham meget. Så jeg spurgte ham, hvilke scener han kunne lide:
’Tommy, hvilke scener?’.
’Jamen, Gregs scene’.
’Hvad mener du, Gregs scene?’
’Scenen i svømmepølen’.
Og hvis man har set filmen, ved man, at det er en meget uvæsentlig scene, hvor han slet ikke er med, men han sagde bare: ’Jeg bliver meget berørt, meget fin scene’, så jeg spurgte ham ’hvorfor’?
’Fordi det er en svømmepøl, og når man er i svømmepøl, er man meget glad’«, parafraserer Franco storgrinende.
Læs også: ‘The Disaster Artist’: James Franco er frygtløs i film om verdens dårligste film
Læs også: Greg Sestero fra ‘The Room’ fortryder overhovedet ingenting