‘Verónica’: Spansk Netflix-gyser giver decideret klamme håndflader
En mørk og regnfuld Madrid-nat modtager politiet et alarmopkald fra en ung kvinde. Skræmt fra vid og sans bønfalder hun dem om at hjælpe sig, da nogen er trængt ind i lejligheden til hende og hendes yngre søskende.
Da politikommissæren ankommer, træder han ind i en mørklagt lejlighed overmalet med okkulte symboler og med korset fra væggen liggende på gulvet, hvor der også er friske blodpletter. Og bag døren til Verónicas teenageværelse venter der ham et gruopvækkende syn.
Inspireret af politirapporten over virkelige begivenheder, der fandt sted i Madrid tilbage i 1991, har ’REC’-franchise-instruktøren Paco Plaza med ’Verónica’ skåret et overnaturligt retrogys a la James Wans ’The Conjuring’ (2013) og Ti Wests ’The House of the Devil’ (2009) – dog uden at ramme genreskiven helt så klokkerent.
Fra åbningsscenen, hvor det ikke afsløres, hvad politikommissæren rent faktisk ser, klipper filmen tre dage tilbage. I et sommerdøsigt, åbent gab (direkte ind i kameraet) møder vi titlens Verónica (Sandra Escacena). Eftersom hendes alenemor arbejder sent på baren, er det femtenårige Verónicas opgave at få de tre yngre søskende op, i tøjet og fodret, inden hun også skal følge dem i skole. Så ja, Verónica er træt. Faderen er død og savnet gnaver eftertrykkeligt i den efterladte datter.
Faktisk så meget, at hun vil forsøge at kontakte sin afdøde far igennem en ånden-i-glasset-seance sammen med et par veninder. Og fordi ’Verónica’ er en gyserfilm, skal seancen selvfølgelig foregå i kælderen på skolen under en komplet solformørkelse.
Ikke uhyggeligt nok?
Tilsæt en vansiret, kæderygende skolelærerinde-nonne, der nok er blind, men alligevel kan fornemme tilstedeværelsen af de onde dæmoner, Verónica og veninderne uvidende får hidkaldt. Nonnen, der bliver kaldt Søster Død af eleverne, forekommer som et karikeret og unødigt fjollet element i den ellers realistiske og stemningsfulde 1990’er-setting, som Paco Plazo rendyrker og udnytter dygtigt filmen igennem.
Debutanten Sandra Escacena er velvalgt til titelrollen som Verónica. Hun kropsliggør med sin lidt ranglede statur og bebøjlede tænder al den teen-angst og kropsforskrækkelse, karakteren kræver. Lige under overfladen – både på Verónica og på selve filmens overnaturlige fortælling – bobler pubertet og seksualdrift imidlertid for fuldt tryk.
Filmen er en psykoseksuel smeltedigel, hvor udebleven menstruation, venindejalousi, fadersavn og et skrøbeligt sind skaber grobund for substantielle gys. I tilgift flankeres Escacena af tre ekstremt talentfulde børneskuespillere i rollerne som hendes yngre søskende.
Samspillet og naturligheden de fire imellem er filmens emotionelle klangbund og frygten for, hvilke grumme ting, der mon kan ske med børnene, holder håndfladerne decideret klamme fra start til slut.
Når ’Verónica’ tager sig tid, holder os hen og lader den urovækkende stemning brænde langsomt i den skyggefyldte og labyrintiske Madrid-lejlighed, er den bedst. Men når Paco Plaza bliver for dæmon-konkret og spiser os af med creepy nonner, forfalder filmen til klicheer og taber momentum.
Kort sagt:
Nej, spanske Paco Plazas ’REC’-opfølger ’Verónica’ er ikke verdens mest uhyggelige film – som Netflix og overdreven internet-buzz ellers gerne vil have dig til at tro. Men et ofte stemningsfyldt retrogys med lige dele psykoseksuelle og paranormale elementer, jovist.
Læs også: Netflix 6 bedste originalfilm – og 3 grimme fejlskud