Danske Elvira Lind måtte holde takketale fra barselssengen, da hun i maj sidste år overraskende vandt hele tre priser – bedste dokumentar, fotografering og klipning – på Tribeca Film Festival i New York for sin dokumentar ‘Bobbi Jene’ om danseren Bobbi Jene Smith.
På premiereaftenen var Lind allerede gået 10 dage over tid og havde veer på vej til biografen. Hun og holdet var allerede sent på den, da de kom til at sidde fast i en overfyldt elevator, som Lind panikkede pænt meget over udsigten til at føde i. Ud af elevatoren kom de dog, og hun nåede både – liggende – igennem filmen og den efterfølgende q&a.
Veerne stoppede, og hun fødte først tre dage senere. Men måtte desværre takke nej, da festivalen et par dage efter ringede og bad hende komme til prisuddelingen. »Vi havde premiere fredag, jeg fødte mandag, og vi fik priserne torsdag. Det var en ret vild uge«, husker Elvira Lind, da vi møder hende, hendes lille søn Eugene og Bobbi Jene Smith en efterårsdag i Cinemateket i København, hvor de er på besøg et par dage fra New York.
Konflikten mellem kunsten og privatlivet er både omdrejningspunktet i dokumentaren ‘Bobbi Jene’ og et fælles tema i dokumentaristens og hendes hovedpersons liv. Filmen følger 30-årige Bobbi Jene Smith, da hun beslutter at forlade det berømte dansekompagni Batsheva i Tel Aviv efter 10 år for at vende hjem til USA og kreere sit eget arbejde som solist.
Med truppen forlader hun også sin kæreste, den 10 år yngre israelske danser Or Schraiber, som hun forsøger at opretholde et langdistanceforhold til. Imens kæmper hun med at omstille sig til et nyt liv i San Francisco, hvor hun underviser i dans på Stanford University og arbejder på det, der bliver til soloforestillingen ‘A Study on Effort’. Her undersøger hun, nøgen med en sandsæk som eneste rekvisit, forbindelsen mellem anstrengelse og nydelse.
Det interessante er mellem de store øjeblikke
Elvira Lind og Bobbi Jene Smith mødtes i 2012 gennem skuespilleren Oscar Isaac, Smiths studiekammerat fra kunstskolen Juilliard i New York, som Lind lige var blevet kæreste med (og nu er gift og har barn med). Isaac var med i Smiths performance ‘Arrowed’ – en form for afhøring, som hun opfører med forskellige partnere, og som Lind filmede. Under samtalerne om optagelsen fandt de to kvinder hurtigt ud af, at de havde meget til fælles.
»Vi nærmede os begge de 30 og forsøgte at jonglere selvstændighed, karriere, at finde vores egen stemme og navigere i seksualitet og sensualitet. Vi talte meget lidt om kameravinkler. Jeg endte med at tage et tog til Sverige, hvor Bobbi arbejdede i tre måneder, og foreslå at følge hende med mit kamera. Hun sagde heldigvis ja«, fortæller Elvira Lind.
Bobbi, hvorfor sagde du ja?
Bobbi Jene Smith: »Jeg tror ikke, jeg vidste, hvad jeg gik ind i. Jeg syntes, det var spændende, at Elvira ville samarbejde, og det var jeg frisk på«.
Hvordan oplevede du at have en til at følge dig rundt med et kamera?
Bobbi: »Mærkeligt. Især fordi de fleste dage ikke er særligt interessante«.
Elvira Lind: »Men sådan har jeg det ikke. Det interessante for mig er det, der sker mellem de store øjeblikke. De momenter, hvor mit kamera registrerer, at du er ved at skabe noget, som du ikke selv er klar over endnu. Filmen viser blandt andet, hvordan Bobbi bliver ved med at læne sig opad ting, når hun for eksempel står og venter. Det element senere kommer senere med i forestillingen som en del af hendes normale kropssprog«.
Hvordan arrangerede I jer, så Elvira kunne være tæt på Bobbis liv nærmest døgnet rundt?
Elvira: »Jeg flyttede ind. Nogle gange boede jeg i nærheden, andre gange boede jeg hos Bobbi«.
Bobbi: »I San Francisco sov vi på en luftmadras i de første to uger. Jeg var lige flyttet ind og havde ikke råd til en seng«.
Elvira: »Det var heldigvis en rimelig god luftmadras. Men det er arbejdspræmissen for at skabe den grad af intimitet, jeg ønskede. Det var en meget intens tid. Bobbi gennemgik en hård periode i sit liv, og jeg var nødt til at være del af det øjeblik. Det var også i den periode, at jeg så dig lave de første bevægelser til ‘A Study on Effort’. Første gang jeg så det, begyndte jeg at græde. Det gjorde dybt indtryk på mig, fordi det i den grad reflekterede, hvad der skete inden i dig«.
Kameraet dansede med i forelskelsesrus
Hvordan var den tid for dig, Bobbi, da du var rejst fra din trup i Israel?
Bobbi: »Det var et tab. Ikke for at lyde dramatisk, men det føltes som et dødsfald. Da jeg forlod Batshevas studier i Tel Aviv, følte jeg, at jeg efterlod et spøgelse af mig selv. En del af mig manglede. Jeg oplevede en tomhed, som forblev en del af mig i et stykke tid, indtil jeg igen blev opfyldt af nye ideer. Jeg var meget påvirket af tabet af mit liv i Tel Aviv, men var nødt til at tage mig sammen, fordi jeg stod foran unge piger som underviser. Der var stor forskel på min attitude udadtil og mit forsøg på at holde sammen på mig selv derhjemme, hvor jeg sad og drak vin og hældte resten ud i toilettet«.
Man ser også i filmen, at du savnede din kæreste, der var tilbage i Tel Aviv… Filmen rummer nogle ret intime scener mellem Or og dig, inden du rejser. Hvordan kom du så tæt på, Elvira, og hvordan havde du det med det, Bobbi?
Bobbi: »Vi var i gang med at forelske os. Og når man forelsker sig, betyder intet andet noget. Jeg kan ikke huske, at Elvira filmede os. Øjeblikket var vigtigere, og det ville jeg ikke miste for noget. Det satte min usikkerhed over at blive filmet til side. Distancen mellem os og kameraet forsvandt, og jeg følte, at Elvira dansede med os. Det føltes mere som en duet end en observation«.
Elvira: »Jeg leder altid efter en person, der er i stand til at give slip og ikke frygte min tilstedeværelse, men tillade mig at fange de ufiltrerede øjeblikke. Det tager tid at finde det grundlag af tillid sammen. Vi filmede i tre år. Det første år brugte vi på at finde hinanden, mens det i det sidste år var det mest naturlige i verden. Det er ekstremt akavet, at der står en person med et kamera, når du for eksempel skal til møde med din chef. Jeg instruerer aldrig, min metode er rent observerende. Hvis jeg gør mit arbejde godt, ved jeg, hvornår jeg skal holde op med at filme. Hvis mine medvirkende er nødt til at bede mig slukke for kameraet, har jeg overtrådt en grænse«.
Bobbi: »Jeg tror, det hjalp, at jeg aldrig så optagelserne. Jeg vidste, at hvis jeg brød den væg ned, ville jeg være alt for selvbevidst«.
Elvira: »Vi havde en aftale om, at jeg kunne filme alt, og hvis der så var noget, Bobbi ikke syntes var ok, ville jeg ikke bruge det. På den måde censurerede vi ikke os selv undervejs. Nogle gange sagde Bobbi, ‘det her må du aldrig bruge’, når noget føltes for personligt. Men senere var du vild med, at filmen fangede de specielle øjeblikke. De øjeblikke får en anden betydning tre år senere«.
Vælger kunsten, men føler tabet
Hvordan var det så at se den færdige film?
Bobbi: »Det var frygtindgydende. Jeg var chokeret og flov over at se mig selv gennemgå de øjeblikke. Jeg havde lyst til at bede mig selv tage mig sammen. At se sig selv gennem andres øjne kræver virkelig, at man giver slip. Men en del af mig er stærkere og siger, at netop det, at jeg er pinligt berørt og genert, er grunden til, at filmen skal eksistere. Hvis den ikke indeholdt de øjeblikke, ville det ikke være en film, jeg kunne stå inde for. Så ville den være for poleret«.
Var der noget ved filmens blik på dig, der overraskede dig?
»Jeg blev meget rørt af scenerne med min mor og den indsats, hun gør for at komme mig i møde og prøve at forstå mig. Da jeg så hende yde den anstrengelse, så jeg mig selv i hende. Det gik op for mig, at selvom jeg var flyttet langt væk fra det, jeg kommer fra (Smiths forældre er kristne og fra Midtvesten i USA), havde jeg måske alligevel ikke flyttet mig så langt.
Filmen var også et spejl, der viste mig, hvor langt jeg rent faktisk vil gå for det, jeg elsker. Da jeg forlod Tel Aviv, forstod jeg ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var bare nødt til det. Mit drive var stærkere end mine følelser og min krop. Min passion og mit begær efter at dele min sjæl via dansen kommer først. Jeg kommer efter. Det var jeg ikke helt klar over, men jeg så det i filmen«.
Elvira, kunne du identificere dig med det, Bobbi gennemgik?
Elvira: Rigtigt meget. Hun var en kæmpe inspiration. Når man filmer, har man tit nogle lange dage, og det er hårdt at holde kameraet i så lang tid. Men når man så filmer en, der gør det, kan man ikke rigtig klage over sin ømme skulder. Noget, jeg især kunne genkende, var ensomheden. Vi rejser begge to en del, og man er meget alene, når man skaber. Vi var begge to lidt revet op med roden«.
Bobbi: »For dig var det jo også sådan, at det at gøre, hvad du elskede, tog dig væk fra den person, du elskede«.
Elvira: »Ja, når jeg filmede Bobbi have en Skype-samtale med sin kæreste, havde jeg også lige haft en. Jeg genkendte fuldstændig den følelse af at være forelsket, hvor man bare vil spise hinanden, dufte til den andens armhule og ae ham, mens han sover. At overvære de der enkle øjeblikke i filmen, hvor han vasker op nøgen, fik alle følelserne op i mig. Nu hvor jeg var væk fra den person, jeg elskede, var det rart at være tæt på en anden, der udlevede det. Vi oplevede begge to, hvad man ofrer for at skabe, og det er en konstant kamp. På et tidspunkt siger Bobbi til Or: ‘Hvis du ikke er her, hvad gør jeg det så for?’ Den replik gik rent ind«.
Men du vælger stadig kunsten?
Elvira: »Jeg vælger stadig kunsten. Men jeg føler også tabet af, hvad jeg går glip af. Det fik mig til at arbejde hårdere og mere dedikeret. Bobbi og jeg fik energi fra hinanden, og hendes kreativitet inspirerede mig. Og så lå vi på hver vores luftmadras og savnede vores mænd. Jeg levede i en kuffert i konstant forvirring og kunne ikke huske, hvor mine kasser med ting befandt sig i verden. I de situationer er arbejdet det eneste, man kan holde fast i. Selv nu hvor jeg har en baby, vil der stadig opstå øjeblikke, hvor jeg sidder alene på et hotelværelse og savner ham og min mand og vores hjem. Det er en del af jobbet«.
Smerte, anstrengelse og nydelse
Bobbi, i filmen taler du om, hvordan anstrengelse og nydelse og smerte og nydelse er to sider af samme sag. Hvad mener du med det?
Bobbi: »Ekstrem nydelse og ekstrem anstrengelse eller smerte føles for mig som det samme. Ofte forbinder vi anstrengelse med byrde, men hvad hvis anstrengelse bare er en følelse ligesom glæde eller temperatur?»
Du siger i filmen, at du forsøger at finde nydelse i det, som tynger dig. Er det en livsfilosofi, der virker?
Bobbi: »Ja, det tror jeg, i hvert fald for mig. Spændet af følelser udvides, og det bliver mindre tungt. Hvis vi styrker vores motor, kan vi bære mere, og vi kan bære andre mennesker i længere tid. Et smil kan ændre meget. Når jeg underviser i dans, og jeg beder mine elever om at smile, når de skal lave en bevægelse med meget kraft i, kan de holde den længere og nyder det«.
Nydelsesdelen i din optræden i ‘A Study on Effort’ er opsigtsvækkende, for man ser sjældent kvinders seksuelle nydelse så direkte. Eksisterer der stadig en stigmatisering på det punkt?
Bobbi: »Ja. Og publikum er ofte nervøse for at skulle se den nydelsesbetonede del af forestillingen, men kommer så bagefter og siger, at det ikke var så akavet, som de havde regnet med. Pointen er netop, at det ikke virker seksuelt, men fysisk. Jeg prøver at vise, at nydelse bevæger sig gennem kroppen på en lignende måde, som når jeg løfter eller skubber noget. Det er ikke i hver sin kategori«.
BOBBI JENE from Sonntag Pictures on Vimeo.
Elvira: »Jeg synes, at nøgenhedsaspektet er virkelig smukt. Kroppen bliver som en skulptur, hvor man kan se musklerne arbejde. Jeg kan godt lide den samtale i filmen om ikke at seksualisere kroppen, bare fordi den er nøgen. Det ville jeg ønske var mere udbredt, for den kvindelige krop er under så meget pres i medierne«.
Du udtrykker alle dine følelser og anstrengelser og nydelse gennem dansen. Har du et bud på, hvordan vi som ikke-dansere kan få afløb for de samme følelser?
Bobbi: »Hvis du går op ad en trappe og synes, det bliver hårdt, så sig til dig selv, at du elsker at gå op ad den trappe og beslut dig til at gå op ad trappen, som om den aldrig stopper. Forpligt dig til uendeligheden frem for slutpunktet. Og så nyd din krop – sæt musik på og dans«.
Elvira: »Jeg har lært så meget. Jeg elsker Bobbis tilgang til sin egen krop og vores samtaler om, hvordan man bruger sin krop og frigør sin seksualitet. Sensualitet eksisterer i mange forskellige dele af vores liv. Mange af os kvinder har et tabubelagt forhold til det. Da jeg kom til Batsheva for at filme Bobbi, fik jeg besked på, at jeg skulle deltage i morgenopvarmningen. Ellers ville jeg ikke få lov at filme. Det var skræmmende, men det frigjorde virkelig noget i mig at få lov til at fjolle rundt med min krop. Det var hårdt arbejde, men føltes ikke sådan. Det gav mig lyst til at bruge min krop på en anden måde bagefter«.
Bobbi: »Det lyder måske som en kliché, men det handler også om at indse, at du allerede danser. Dans er ikke begrænset til trin eller til at foregå i en klub. Dans er bevægelse, og vi bevæger os alle sammen. Du har sikkert allerede udført en million dansebevægelser her til morgen, da du børstede tænder eller bøjede knæene for at samle noget op fra gulvet. Ved at lytte til de bevægelser og anerkende, hvor meget du allerede gør, kan du gøre det endnu mere«.
Elvira: »Et af mine yndlingsdansetrin i filmen er, da Bobbi løfter Or op og bærer ham ind til sengen. De bevægelser, man udvikler sammen som elskende, kunne lige så godt være en dans. Når man er forelsket, tænker man ikke så meget, og man ender med at gøre alle mulige ting med sin krop, som kan blive en dans, hvis du tillader det. Det handler om at give slip«.