Det var fredag den 13. oktober, og Mads Brügger, Frederik Cilius og Rasmus Bruun mødtes ved Det Kinesiske Tårn i Tivoli. Derefter spadserede de over mod den Michelin-stjernede restaurant Kong Hans i indre by, hvor de indtog fem retter med vinmenu, afbrudt af en rygepause. De optog deres middagssamtale på bånd. Regningen, og båndet, blev sendt til Soundvenue.
Til daglig var de kolleger på Radio24syv. Det vil sige, Mads Brügger var som kanalchef foresat for de to andre, der bestyrer stationens mest lyttede program, det prisbelønnede satireformat ‘Den Korte Radioavis’, der nu har forvandlet sig til ‘Den Korte Weekendavis’. Her spiller Frederik Cilius det største navn i dansk journalistik, som aldrig har vundet en Cavling, levekvinden Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Rasmus Bruun spiller Rasmus Bruun.
Men det var ikke derfor, de var samlet på Kong Hans. De var samlet, fordi Mads Brügger havde hyret sine to disciple til en film. Hans første fiktionsfilm som instruktør. Og deres første som skuespillere.
Lige nu, hvis jeg hører det her interview for mig, synes jeg, vi lyder enormt usympatiske
I ‘Sankt Bernhard Syndikatet’, der får premiere 9. maj, spiller Frederik Cilius den storskrydende iværksætter Frederik, der drømmer om at importere Sankt Bernhardshunde til Kina – og får den anæmiske Rasmus, spillet af Rasmus Bruun, med på ideen.
Så Cilius og Bruun rejste til Kina. Med en Sankt Bernhardshund. De lavede optagelser under det kinesiske styres næser. Og fik selv Kina under huden, på godt og ondt, men mest ondt. Det – og meget andet – talte de om, da de satte sig til rette på et af Københavns fornemste spisesteder.
Aperitif – hvor Mads fortæller en anekdote om Ulla Terkelsen
Frederik: »Jeg er altid i tvivl om, hvor meget man skal takke«.
Mads: »Altså på restaurant?«
Frederik: »Ja. Skal man sige tak for at få en ske? Hvor lille gestus skal man sige tak for?«.
Rasmus: »Er det sådan, at du interviewer os, Mads, eller er det mere en samtale?«
Frederik: »Jeg tror, den her lille ske kommer til at varsle noget kaviar«.
Mads: »Det håber jeg også. I den grad. Men nej, jeg betragter det som en samtale. Hvor vi alle tre kan byde ind«.
Frederik: »Så vil jeg gerne starte med at spørge dig, Mads: Hvordan fik du ideen til Kirsten Birgit? Vi får altid det spørgsmål. Og så siger jeg normalt: Det var Mads Brüggers idé. Men nu kan vi jo komme et lag dybere i det«.
Mads: »Jamen, da jeg var lille, var mine forældre gode venner med forligskvinden Mette Koefoed Bjørnsen. Som havde en stemme så malmfuld og mørk. Når hun ringede og skulle tale med mine forældre, og jeg tog telefonen, sagde hun: Det er Mette (meget dyb stemme, red.). Jeg kunne slet ikke forstå, at det var en kvinde. Og det, syntes jeg, var det sjoveste i verden«.
Frederik: »Så du tænker, det er sjovt, at der er en kvinde med mandestemme, der ringer?«
Mads: »Og så var hun enormt mandhaftig«.
Frederik: »Var hun lesbisch? Praktisch, gut?«
Mads: »Set i bakspejlet har hun nok været det. Men ja, så tilhører min mor også den generation af journalister, som Kirsten Birgit jo er rundet af, og som jeg oplevede meget som lille… Da jeg var lille, er vi til en fest, hvor Ulla Terkelsen også er. Jeg går ovenpå for at sove, og da mine forældre så senere skal hjem, går min far op for at hente mig. Men han tager fejl af børneværelserne og går ind på den ældste datters værelse. Hvor Ulla Terkelsen ligger«.
Rasmus: »Og sover?«
Mads: »Ja. Der går min far så ind i mørket…«.
Frederik: »Han laver en Brian Holm på Ulla Terkelsen!«
Mads: »…og går i gang med at bære Ulla Terkelsen ud af værelset, mens han tænker, hold kæft han er blevet tung, den dreng. Midt i det hele vågner Ulla Terkelsen og skriger. Min far taber hende på gulvet.
Frederik: »Gud. Det har været en voldsom episode«.
Rasmus: »Sidst vi mødte Ulla Terkelsen, lod hun, som om hun ikke kendte dig«.
Første servering – hvor de spekulerer på anmeldelserne af filmen, og Rasmus kommer med en afsløring
Mads: »Jeg er meget bange for hybris/nemesis«.
Frederik: Altså de sidste to dele af den græske treenighed. Nej, den første og sidste«.
Mads: »Nej, mere det med at påkalde sig gudernes vrede. Ved at sidde på en Michelin-restaurant og diskutere en film, som ingen har set«.
Rasmus: »Ja, det er, som om vi allerede har en bedrift bag os. Det virker lidt opstyltet at have en højstemt samtale, før filmen bliver modtaget«.
Frederik: »Før man ved, om den bliver en succes«.
Mads: »Men det tror jeg, den gør«.
Rasmus: »Ikke en publikumssucces«.
Mads: »Det tror jeg«.
Jeg tror, at der vil komme en shitstorm på grund af den hund
Rasmus: »Jeg tror, Henrik Palle giver den tre hjerter i Politiken«.
Mads: »Nej, det bliver Kim Skotte, der kommer til at anmelde den. Og han vil give den tre«.
Frederik: »Så er der Soundvenue«.
Rasmus: »Men der er den et mesterværk«.
Frederik: »Ekstra Bladet kommer ikke til at anmelde den. Weekendavisen måske på en god dag, en god weekend«.
Rasmus: »Så kommer Information…«.
Mads: »Christian Monggaard vil elske Sankt Bernhardshunden«.
Frederik: »Han vil kunne spejle sig i den«.
Mads: »Han vil være vild med den hund«.
Rasmus: »Han giver den fem stjerner kun for hunden«.
Mads: »Men jeg tror jo, det er hunden, der gør, at filmen vil få et folkeligt gennembrud«.
Rasmus: »Jeg tror, at der vil komme en shitstorm på grund af den hund«.
Frederik: »Når Linse Kessler ser filmen…«.
Mads: »Men altså, hvordan ser I tilbage på hele oplevelsen med at lave filmen?«
Rasmus: »Med lettelse. Nu var vi jo inde og se en ikke-færdig version, og der havde vi det begge to sådan, at vi overvejede meget, om vi overhovedet skulle tage ind og se den«.
Mads: »Ja? Fordi I tænkte, det ville være noget lort?«
Rasmus: »Ja. Den lå lidt i mig. Og jeg var meget bekymret, for der er en nøglescene på et tidspunkt, hvor jeg skal fortælle Frederiks karakter, at jeg har ALS, og det var det store dramatiske højdepunkt for mit vedkommende. Men da jeg så den, synes jeg faktisk, det var en rørende scene. Så da vi gik fra filmen, havde jeg det sådan, at jeg kunne da godt tage en tur til i skuespillermanegen«.
Frederik: »Det, jeg allermest tænker over, er, at jeg aldrig har lyst til at komme tilbage til Kina«.
Mads: »Men da I kom hjem fra jeres første tur, var I meget begejstrede for at være i Chongqing«.
Frederik: »Det var Rasmus, der var begejstret. Vi havde en totalt omvendt oplevelse. Jeg hadede det til at begynde med, og så blev det marginalt bedre over tid. Rasmus er jo irriterende begejstret for alt nyt«.
Rasmus: »Jeg har aldrig rigtigt været ude at rejse i min barndom. Vi havde ikke så mange penge, så det er først her…«.
Mads: »Det er din første rejse ud af Europa?«
Rasmus: »Jeg havde været på Paradise Hotel«.
Mads: »Har du været på Paradise Hotel?«
Rasmus: »Ja. Ikke som deltager, som journalist. For noget der hed Playahead. Det var før, Facebook kom til Danmark, og de forskellige sociale medier rundt omkring kæmpede om at blive dét store sociale medie. Der rykkede Playahead ind på det danske marked fra Sverige. Så vi skulle konkurrere mod Facebook«.
Frederik: »Og hvordan gik det?«
Rasmus: »Det gik okay«.
Mads: »De vandt suverænt. Er du ikke på Playahead?«
Rasmus: »Men det førte mig til Paradise Hotel, hvor jeg skulle lave nogle interviews. Det var det, man kalder en ludertur, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg tænkte bare, at det var nogle søde mennesker fra TV3, der godt kunne lide os. Og min makker og jeg var helt oppe at køre. Vi havde ikke på den måde været udenlands før og får at vide, at vi kan vælge hvad som helst på restauranterne. Vi bestiller hummer, mens de andre sidder og nipper til en salat. Senere har jeg været i Argentina på en meget dårlig familieferie. Så derfor er jeg bare begejstret for at komme til et nyt land«.
Frederik: »Rasmus går sådan og nipper til alt og siger: Eeeej, duft al den smog«.
Mads: »Og kineserne er jo skide søde«.
Frederik: »Den region er kendt for at være de sødeste i Kina. De var meget søde«.
Rasmus: »Senere finder man så ud af, at de er søde, men komplet uduelige«.
Frederik: »Idiotiske. Komplet idioter«.
Rasmus: »Man kan ikke undgå at føle sig som en overlegen race. Det får det værste frem i én at være i Kina i længere tid ad gangen«.
Frederik: »Da jeg kom hjem derfra, tænkte jeg meget over den der ‘Kineserne kommer’-tale, man altid hører. Jeg ved godt, de er 1,2 milliarder mennesker, men de kinesere, jeg har mødt, er jeg altså ikke bange for kommer og overtager innovationsdelen af verden«.
Anden servering – hvor Frederik fortæller om et barndomsminde og Mads om et usædvanligt møde med DR’s dramachef, og der kommer Madeira
Frederik: »Ej, hvor dejligt«.
Rasmus: »Så skal vi skåle igen«.
Frederik, Rasmus og Mads: »Skål!«
Frederik: »Jeg har gået i folkeskole med chefkokken her på Kong Hans. Mark Lundgaard. Og jeg er faktisk til stede i det allerførste måltid, Mark laver i sit liv. Fordi han bliver tvunget til det af sin mor. I en alder af 14-15-16 år har han aldrig lavet mad før. Og så siger hun, at han skal lave aftensmaden en dag, jeg er på besøg. Og der laver han en spaghetti bolognese så elendig, at jeg aldrig har fået så dårlig mad i mit liv. Så det er vildt at sidde her i dag«.
Mads: »Ja det er lidt af en rejse så«.
Frederik: »Han har virkelig oppet sig siden dengang. Og det er jeg glad for«.
Mads: »Noget, vi skal have med, er, at nu er Piv Bernth stoppet som dramachef på DR. Det skal vi huske at få på bånd«.
Frederik: »Altså det afslag, du får af Piv Bernth? Gud, hvor er de irriterende, de der (gæster ved bordet ved siden af, red.). Meget højrøstede«.
Rasmus: »Hvis Martin Kongstad kan optage under de forhold, kan vi også«.
Mads: »Det er i øvrigt en vild oplevelse at være på restaurant med Martin Kongstad, for han har en blok med og sidder og skriver, og det gør et kæmpe indtryk på tjenerne. Der er en magt i det, som er helt svimlende«.
Frederik: »Så man skal tage en blok med på restaurant for at få god betjening«.
Mads: »Der åbner sig en helt anden verden for dig«.
Frederik: »Søren Frank tager billeder af maden. Så kan han genkalde det, når han skriver«.
Mads: »Og så har han hvide bukser på«.
Rasmus: »Hvad? Har Søren Frank hvide bukser på?«
Mads: »Den eneste, der kan gå i hvide bukser, er Søren Frank«.
Frederik: »Rasmus har jo tit skoset mig for mine røde bukser. Så meget at jeg er holdt op med at gå i dem«.
Rasmus: »Men det er du jo også glad for«.
Frederik: »Ja, jeg synes faktisk, det er for meget. Jeg var i en periode meget glad for at gå i mine røde bukser. Sådan en tyk Mikkel Thøgersen. Nå, hvad vil du sige Mads?«
Mads: »Hvis man skal finansiere en film i Danmark, skal man også have en tv-station med. Og på et meget afgørende tidspunkt er producer Jakob Høgel og jeg ude i DR-byen for at mødes med Filmklubben. Det hedder den gruppe af mennesker, der har et say på, hvad DR støtter af film. Der er ti medlemmer i den klub. Men de vurderer åbenbart, at det her projekt er så lidt interessant og så lidt vigtigt, at den eneste, der møder op til mødet, er Piv Bernth, og så Filmklubbens sekretær. Og de vurderer ydermere, at mødet skal overstås så hurtigt, at vi ikke engang sidder i et mødelokale, men sidder i nogle stole i indre gade i DR Byen«.
Frederik: »Det er da fornedrende«.
Rasmus: »Og det er manden, der har lavet ‘Den 11. time’ og ‘Danes For Bush’ for DR«.
Mads: »Men så siger hun, at vores film er en slags Øb og Bøv i Kina. En meget antikveret reference at trække op«.
Frederik: »Jeg vil mere sige Fy og Bi«.
Mads: »Eller i det mindste Walter og Carlo i Kina. Men hun siger så også, at det vil blive en kæmpe fiasko, fordi ingen ved, hvem I er«.
Frederik: »Og det har hun jo ret i«.
Mads: »Men den her samtale finder sted, få dage før I fylder Rådhuspladsen med ‘Den Korte Radioavis’. Jeg siger til hende: I al respekt, så har Rasmus og Frederik faktisk stor succes med deres radioshow, de har mange fans. Det er ikke en fuldstændig koldstarter. Og så sagde jeg, at det er en film, som ikke alene er interessant i en dansk sammenhæng, for der er jo ingen, der fra vestlig side i det hele taget har lavet en komedie i Kina før.
Det kan hun slet ikke se. Og jeg siger så, at det er mærkeligt, fordi jeg har været i New York og besøge en ven, som arbejder for Vice Magazine. Jeg viste ham og deres fiktionschef nogle prøveoptagelser, og de var meget begejstrede. Så ser Piv Bernth helt fjern ud i blikket og siger: Hvad er Vice?«.
Rasmus: »Hun kender simpelthen ikke Vice? De sender ellers selv Vice-indhold på DR3. Hov, nu kommer der Madeira«.
Tredje servering – hvor vi hører om den mindste kineser i verden og om Frederiks nabo Kelly Sinclair
Rasmus: »Men vi ved jo heller ikke, om Piv Bernth får ret! Det kan jo godt være, det bliver Øb og Bøv i Kina«.
Mads: »Men det har hun ikke. På en måde er det blevet en meget voksen film i den forstand, at det ikke er en film, der jagter de nemme og hurtige point«.
Frederik: »Jeg er meget glad for, at filmen ikke er en traditionel dansk komedie. Jeg var meget tæt på at aflyse screeningen forleden. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at se den. Det var meget grænseoverskridende for mig. Men fordi det ikke er sådan en forceret komedie, endte jeg med at blive meget glad for resultatet. Så allerede nu er jeg tilfreds. Og det at kunne være to måneder i Kina uden at gå helt op i limningen… Det var også ekstra svært for mig, fordi vi lige havde fået Dirch. Og så skulle jeg af sted to måneder efter fødslen. Og Anne, min kæreste, blev ved med at sende mig sådan nogle videoklip med Dirch, som jeg fik klokken 4 om natten lokal tid«.
Mads: »Hvor du er allermest følsom«.
Frederik: »Allermest følsom«.
Mads: »Og fremmedgjort«.
Frederik: »Og fremmedgjort. Og så lå jeg om natten og så de der videoer af ham. Det var rædselsfuldt. Så der var jeg nødt til at sige til Anne, du må ikke sende mig flere videoer«.
Mads: »Jeg er også glad for, at det ikke er en film, der hopper og danser oven på kineserne«.
Frederik: »Nej, det er os, der er ynkelige. Der er lige ham den lille mand«.
Mads: »Nå, ham med cykelmyggen. Men der er også en stor kærlighed i den scene, hvor Rasmus spilder en drink ud over ham«.
Rasmus: »Noget billig hvidvin«.
Frederik »Det er den mindste kineser i verden. Sveder du, Rasmus?«
Rasmus: »Ja«.
Frederik: »Nå, det gør jeg ikke. Men du har det også utroligt varmt for tiden. Du er på vej i overgangsalderen. Jeg møder ind lige efter Rasmus, og der er simpelthen minusgrader oppe på redaktionen«.
Rasmus: »Jamen det er, fordi jeg spadserer på arbejde hver dag. Det er 45 minutter frem og tilbage. Så får man lige varmen«.
Mads: »Ah. Du går hele vejen?«
Rasmus: »Jeg går hele vejen«.
Mads: »Hører du radio imens?«
Rasmus: »Det kommer an på humøret. Nogle dage har jeg behov for ikke at høre radio, at opfange gadens stemmer«.
Frederik: »Gadens stemmer, haha!«
Mads: »Du walker the streets?«
Rasmus: »Ja. Jeg vil nærmest sige flanerer. Men det gør jeg jo ikke, fordi jeg skal på arbejde«.
Frederik: »Du går hurtigt. Du kan ikke spankulere. Rasmus er ude af stand til at spankulere«.
Rasmus: »Jeg spankulerer ikke. Jeg går i rask tempo«.
Frederik: »Men hvad er spankulere?«
Mads: »Det er sådan noget, Onkel Joakim gør. Hvor man har galocher på og stok i hænderne«.
Tjener: »Så er der kammuslinger til jer. Håndplukkede og håndristede«.
Rasmus: »Nå da da«.
Han ser mig som en tyk, svag mand
Mads: »Må jeg spørge, det at blive kåret til årets komikere ved Zulu Comedy Galla – har I kunnet mærke det?«
Frederik: »Jeg har mærket det, fordi jeg er steget betragteligt i anerkendelsen hos min nabo, Kelly Sinclair, som før det – jeg bor på Amager – ikke har anet, hvem jeg var«.
Mads: »Men nu er du blevet the man?«
Frederik: »Ja. Og det er jeg utroligt glad for. Det er det bedste, der er sket. Hun har en kæreste, der hedder Taiko, og ham har jeg været lidt irriteret på, for han har stillet sin motorcykel i vejen, men jeg har ikke villet sige noget, for han er et meget stort, tatoveret menneske. Men så mødte jeg ham tilfældigvis, hvor det første, han siger, er: Skal jeg ikke tage din kuffert? Simpelthen så sødt et menneske«.
Rasmus: »Det er gået op for dig efter Zulu?«
Frederik: »Nej, det var han også før«.
Rasmus: »Men hvordan har du mærket forskellen? Nu ved de, hvem du er, når de løfter din kuffert?
Frederik: »Neeej. For jeg tog ikke imod tilbuddet. Jeg sagde tak, men nej tak, for jeg synes, det var underligt, at han skulle bære min kuffert«.
Rasmus: »Det siger noget om, hvordan han ser på dig«.
Frederik: »Han ser mig som en tyk, svag mand«.
Rasmus: »‘Han kan simpelthen ikke bære sin egen kuffert’«.
Frederik: »‘Han skal have den helt derop, den fede idiot’«.
Mads: »Har du mærket noget efter prisen, Rasmus?«
Rasmus: »Jeg mærker det i børnehaven«.
Frederik: »Hvor dine børn går, skal det lige siges«.
Rasmus: »Ja, det virker, som om pædagogerne ved, hvad jeg arbejder med nu«.
Frederik: »Din overbo gør ikke«.
Rasmus: »Nååå, det er rigtigt. Jeg ligger derhjemme en dag og har begge piger, og det er en kaotisk dag med sygdom. Min kone, Bodil, er der ikke, og jeg er alene med to syge børn. Så banker det på døren, og der står Bente, som er min overbo på 89 år. En ældre dame, som fejler det meste.
Hun vidste godt, hun forstyrrede, sagde hun, men hun fortæller, at hendes radio ikke duer mere. På grund af overgangen til DAB+. Og så siger hun, at det har været så forfærdeligt, at hun har været nødt til at hente sin transistor ned, som kører på FM-båndet. Og det eneste, den kunne nå i lejligheden, var Radio24syv. Hun stillede ind omkring formiddagstid, og så sagde hun: Hold da op noget fladpandet idiotisk, imbecil radio, de sender på den kanal«.
Mads: »Frygteligt at høre«.
Rasmus: »Så spørger jeg, var det mellem 12 og 13? Ja, det var det bestemt. I den time hvor ‘Den Korte Radioavis’ bliver sendt«.
Fjerde servering – hvor de bliver i tvivl, om interviewet er slut eller slet ikke begyndt, og hvor Rasmus giver meget af sig selv
Mads: »Har I smagt på rødvinen?«
Frederik: »Jeg er ret sikker på, jeg ikke får hovedpine, fordi det ikke er naturvin. Er det ikke dejligt at være på en restaurant, hvor det ikke er naturvin?«
Rasmus: »Det er også, fordi man er nødt til at drikke meget naturvin, hvis man skal have en eller anden form for glæde. Det var også Morten Messerschmidts strategi. Jeg talte med ham til Mikael Bertelsens fødselsdag om, hvordan han kom igennem sådan en middag med naturvin. Han lukkede bare ned for alle sanser, og så hældte han igennem. Jeg troede slet ikke, han ville kunne det«.
Frederik: »Har du set ostebordet derovre?«
Rasmus: »Æh, jo. Jeg håber, at jeg bevarer en smule appetit til det. Min mavse er ikke så god i dag. Den arbejder imod mig«.
Frederik: »Jeg har det upåklageligt efter det her måltid… Jeg har ingen følelse af oppustethed, ingen afføringstrang, jeg er totalt i zen«.
Rasmus: »Jeg er oppustet og sveder«.
Frederik: »Det er jeg ked af at høre, men glæd dig over, at jeg har det så godt. Jeg kunne lave en Tommy Kenter på det ostebord der. Gå totalt om bord i det«.
Mads: »Vi skal jo finde en måde at runde vores interview af på«.
Rasmus: »Vi skal også snart i gang med interviewet«.
Mads: »Vi er måske slet ikke startet«.
Rasmus: »Det tror jeg desværre ikke. Der skal være noget på spil. Og det er der ikke rigtigt nu, vel?«
Frederik: »Så kom dog! Vil du helt derud, hvor det gør ondt?«
Rasmus: »Det ved jeg ikke«.
Frederik: »Hvad ville René Fredensborg spørge om?«
Rasmus: »Han ville sige, at vi skulle droppe de her omgivelser og sætte os ned på…«
Mads: »…Bo-Bi Bar«.
Rasmus: »Og høre noget Shu-bi-dua«.
Frederik: »Skal jeg tage dig med derud, hvor du ikke kan bunde?«
Rasmus: »Jamen… Ja, det kan vi godt. Jeg mener bare, vi har gået rundt i Tivoli, og nu sidder vi her og intellektualiserer over en tur til Kina og taler om, hvordan kineserne er forfærdelige som mennesker«.
Frederik: »Du må gerne tage mig derud, hvor jeg ikke kan bunde bagefter«.
Rasmus: »Jeg ved ikke, hvor du ikke kan bunde«.
Frederik: »Jeg kan jo flyde. For jeg er meget overvægtig. Vi flyder godt. Jeg vil tage dig ind i karaokeens verden. Er du interesseret i at gå ned ad den vej?«
Rasmus: »Ja ja«.
Frederik: »Du var jo ude og synge meget karaoke i Kina. En af gangene er du ufatteligt beruset. Skal jeg fortsætte?«
Mads: »Du har en livline, du kan bare sige, at vi stopper her. Kan du stadig bunde?«
Rasmus: »Aaaaah ok. Jeg tror, jeg kan bunde. Jeg har ikke gjort noget forkert. Åh, jo, jeg har gjort noget forkert«.
Er du sikker på, du vil have det med i et Soundvenue-interview?
Frederik: »Du blev meget betaget af en karaoke-hostess i den her beruselse. Og dig og Piotr, som var vores fixer, spørger om en pris. Det er så 4.000 kroner. Og det vil du ikke betale«.
Rasmus: »Nej, det har nok været lige i overkanten, tror jeg, jeg har syntes«.
Mads: »Kan det komme med i interviewet? Ej, det kan det jo ikke«.
Rasmus: »Det er jeg i tvivl om. Jeg er jo gift med børn«.
Frederik: »Det er derfor, jeg siger: Hvor ondt vil du have det til at gøre? Er du sikker på, du vil have det med i et Soundvenue-interview?«
Mads: »Det vil han ikke. Det vil du ikke. Det bliver på en måde endnu værre, når man både ønsker at være utro, men også er nærig«.
Rasmus: »Men det var det svære ved at lave den film. Jeg spurgte udtrykkeligt: Hvor mange penge har min karakter på det her tidspunkt? Og jeg får at vide, at jeg havde masser af penge. Men jeg havde alligevel åndsnærværelse nok til at sige, at jeg skal ikke længere ned. Men man er jo ud og ind af karakteren i sådan en situation der«.
Mads: »Du var borderline«.
Rasmus: »Jeg havde et ønske om at køre mig selv helt ned. Og jeg sagde også til Bodil inden rejsen: Jeg kommer til at gøre mig selv ondt på den her tur til Kina. Det vidste hun godt. Og jeg sagde også, at jeg kommer nok til at være i nogle situationer, hvor jeg er sammen med… Jeg kommer ikke til at bolle med dem, men jeg forestiller mig, der er scener, hvor jeg er sammen med ludere… Taler med ludere. En Mads Mikkelsen-scene. Kan I huske den fra ‘Pusher 2’? Forfærdelig scene, hvor han ikke kan få den op at stå«.
Frederik: »Må de skrive det her?«
Rasmus: »Jeg kan få det til gennemlæsning måske«.
Frederik (ind i optageren, red.): »Rasmus skal lige have det til gennemlæsning!«
Mads: »Han giver meget af sig selv lige nu«.
Femte servering, hvor Rasmus dykker dybere ind i sjælen, og optagelsen slutter pludseligt
Frederik: »Men altså. Du går ind og ud af karakteren, og du har forberedt Bodil på, at der kommer til at ske nogle ting dernede«.
Rasmus: »Ja ja. Jeg sagde: Jeg skal nok lade være med at penetrere på noget tidspunkt«.
Frederik: »Men alt der op til«.
Rasmus: »Ja, det var jeg frisk på«.
Frederik: »Det er sindssygt«.
Rasmus: »Ja, men så var der noget med stoffer… Vi snakkede meget om, at vi skulle tage nogle stoffer på et tidspunkt. Det var jeg meget utryg ved, men jeg havde det sådan, at hvis Mads Brügger beder mig om at tage stoffer, så føler jeg på en måde, at det skal jeg gøre«.
Frederik: »Du er jo en sektleder, Mads«.
Mads: »Det er jeg«.
Frederik: »Da jeg sagde til Anne, at jeg havde kysset med og fået en lapdance af en shemale i Kina, der grinede hun, men jeg kunne også spore… Altså efter det startede et meget intensivt spørgeforløb om, hvad der præcis skete. Og jeg har ikke engang noget ønske om at være sammen med en shemale«.
Rasmus: »Det havde din karakter«.
Frederik: »Det havde min karakter. Jeg er stadig lidt usikker på det, men jeg tror, det var en mand. Der var ingen tissemand, men… du er på et tidspunkt flintrende stiv. Og på et tidspunkt skal vi lege en selskabsleg, hvor Rasmus er helt nede i skødet på hende der shemalen, og da du kommer op igen, siger du: Det er ikke en mand… Jaaaj har zet den. Jaaaaj har zet den. Det er en lille fisse. Det siger du«.
Rasmus: »Ja, det er rigtigt«.
Mads: »Er det noget, der kan være i interviewet?«
Frederik: »Det må da gerne komme med«.
Rasmus: »Jeg tænker også, at det, det her interview kan indtil videre, er at fremstille os fra vores dårligste sider. Lige nu, hvis jeg hører det her interview for mig, synes jeg, vi lyder enormt usympatiske. Alle sammen. Du hælder i den mere positive retning for en gangs skyld, Frederik. Det er, fordi vi flere gange taler meget generaliserende. Og jeg ved godt, det er helt normalt i vores lille lukkede kreds, men jeg tror, det ser rigtigt grimt ud på skrift«.
Mads: »Hvad er det, der ser grimt ud?«
Rasmus: »Der er blevet sagt nogle vilde generaliseringer om kineserne, om hvor ulækre og ubegavede de er«.
Frederik: »Jamen, det er mit klare indtryk. Er det ikke også dit indtryk?«
Rasmus: »Det kan godt være, det er rigtigt, jeg siger bare, hvordan det ser ud på skrift. Det ser ikke særligt godt ud. Du bøvler i forvejen med et imageproblem som værende en arrogant bedrevidende…«
Mads: »Gør Frederik det?«
Frederik: »Ja, meget. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg synes, jeg er meget…«
Rasmus: »Jeg så i dag, at Politiken havde en artikel om ‘Den Klassiske Musikquiz’, hvor du blev beskrevet som en bedrevidende Fætter Klog«.
Frederik: »Nej, der stod ‘cool, elegant og overklog’. Det er da okay. Det var Bo Tao Michaëlis«.
Rasmus: »Nej ok, det har du ikke noget imod, det er jeg godt klar over«.
Mads: »Det er da ikke dårligt«.
Frederik: »Nej, det synes jeg ikke. Men… det er fint, du kan komme dertil, hvor du kan have en aftale med Bodil om, at det er helt okay«.
Rasmus: »Det er fordi… Da vi fik tilbuddet fra dig, Mads, om at være med i den her film, så skal man forstå, at for os er du og Mikael (Bertelsen, red.) vores største idoler. Jeg kan ikke nævne en levende person, som er større end jer. Og at blive bedt om at spille en hovedrolle i din film er det største, jeg har opnået.
Derfor havde jeg det sådan, det skal ikke være mig, der ødelægger det. Så hvis du vil have mig til at tage stoffer og være sammen med en luder, så må jeg gøre det. Så skal man lige finde ud af i privaten, hvordan det hænger sammen. Og jeg kan nok ikke helt se mig fri for, hvor skrøbelig min psyke er, så det udelukker lidt stofferne, og så vil jeg nok heller ikke kunne klare et filmisk sidespring. Men stofferne havde jeg nok givet efter på«.
Mads: »Det endte meget fint«.
Rasmus: »Jeg har jo ikke overtrådt noget eller gjort noget forkert. Men du har nok været mere bevidst om Annes grænse«.
Frederik: »Ja, ja. Jeg har en meget klar grænse, og jeg er ikke god til at tage stoffer. Det rammer mig enormt dårligt. Det vil jeg ikke på nogen som helst måde gøre, heller ikke i Kina«.
Rasmus: »Det rammer også mig dårligt. Men jeg havde stadig brændt min hjerne af for Mads’ skyld«.
Frederik: »Haha, ja. Det havde jeg ikke gjort. Hvis nogen nogensinde skal tage en kugle for dig, Mads, så er det Rasmus«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #103.
Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ nødlukkede ‘Hvem vil være millionær?’
Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ blev censureret af DR og Danmarks Indsamling