Længe før termer som #MeToo og Time’s Up ruskede op i Hollywoods magtstrukturer, stod dokumentaristen Jennifer Fox med en filmidé, hun var meget usikker på.
»Vi var nervøse«, fortæller Fox, da hun ringer os op fra HBO Nordics kontorer i Oslo. »Filmen åbner et virkelig tabubelagt emne op, og vi vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget. Jeg vidste slet ikke, om jeg var alt for yderliggående og radikal«.
Fox ville nemlig lave en spillefilm, om dengang hun som 13-årig blev seksuelt misbrugt af en 30 år ældre mand, som hun nærede stor tillid til. ’The Tale’ fik verdenspremiere på Sundance-festivalen i år og affødte, trods de bange anelser, skyhøje roser.
»Da den kom på Sundance i januar, var vi stadig rystende usikre, men modtagelsen var helt fantastisk«, siger den 59-årige instruktør.
»Vi fik den ene stående klapsalve efter den anden og fantastisk respons fra pressen. Vi forsøgte faktisk at holde pressen tilbage, men den blev anmeldt af alle. Så blev den købt af HBO, og flere millioner mennesker over hele verden har allerede set den, selvom den fik premiere i USA for kun lidt over en uge siden«.
På Sundance blev The Tale’ blandt andet kaldt den første #MeToo-film, men havde den fået premiere inden den igangværende Hollywood-omvæltning, er Jennifer Fox ikke sikker på, at reaktionerne havde været de samme.
»Jeg er virkeligt taknemmelig for, at #MeToo-bevægelsen, Time’s Up og Harvey Weinstein-sagen sparkede døren ind til problematikken om seksuelt misbrug mod kvinder«, siger hun.
»Jeg synes absolut, at ’The Tale’ rider med på #MeToo-bølgen. Den er endnu et skridt mod at åbne op om et andet tabu, som er seksuelt misbrug af børn. Hvis ikke #MeToo og Time’s Up havde banet vejen, er jeg ikke sikker på, at folk ville have tolereret denne grad af ærlighed«.
Fantasi-interviews
I ’The Tale’ spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer Fox, der bliver overrasket af et meget oprørt telefonopkald. Hendes mor (Ellen Burstyn) har nemlig fundet en gammel engelskstil, hvori den dengang 13 år gamle Jennifer beskriver et seksuelt forhold, der fandt sted over sommeren på en ridelejr med hendes løbetræner Bill (Jason Ritter).
Gennem urovækkende flashbacks skildrer Fox den unge Jennys ufrivillige samleje med Bill, der retfærdiggører sine overgreb med floskler om sand kærlighed. Selvom vi ikke er i tvivl om, at den voksne har ansvaret for situationen, viser Fox også, hvordan en sådan hændelse med tiden kan ændre sig, når den formes af hukommelsen.
Jennifer afslår først sin mors opråb om pædofili og voldtægt med ordene »det var i 70’erne«. Men langsomt må hun sande, at hun har romantiseret og fortrængt store dele af hændelsen fra dengang. Gennem flashbacks oplever vi flere udgaver af fortiden, mens Jennifer husker tilbage og genoptager kontakten med de andre piger, der var til stede på ridelejren.
Hun finder ud af, at hendes oplevelse nok har flere ligheder med de voldtægtsramte kvinder, der er hovedpersonerne i hendes igangværende dokumentarprojekt, end hun vil indrømme. Virkelighedens udgave af dette projekt, dokumentarserien ’Flying: Confessions of a Free Woman’, kom ud i 2006 og blev faktisk lavet med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Flere steder i ’The Tale’ gennemgår Jennifer Fox-karakteren indre diskussioner med sit 13-årige jeg, om hvad der virkeligt skete i hendes unge år. Dette greb stemmer godt overens med instruktørens virkelige forsøg på at se tilbage:
»Da jeg skrev manuskriptet, var det en sand udforskningsproces«, fortæller hun.
»En af de ting, der gik op for mig ret tidligt, var, at jeg faktisk ikke længere vidste, hvem den unge Jenny-karakter var. Inden da havde jeg tænkt: ’Hun er mig. Selvfølgelig kender jeg hende’. Men da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg: ’Jeg ved ikke, hvorfor hun traf de valg’. Jeg indså, at jeg havde ændret mig, og at jeg ikke længere var den samme person«.
»Havde den 13-årige pige set mig i dag, ville hun hade mig, for jeg ville være den voksne, der fortalte hende, hvad hun skulle gøre. Og den anden vej rundt – havde jeg mødte mit 13-årige jeg nu, havde jeg kastet mig selv ind foran hende og skreget: ’Lad være med at gøre det!’«, uddyber Fox.
»Jeg følte, at den bedste måde, hvorpå jeg kunne udforske nutiden og fortiden, ville være en dialog i mit hoved. Hvad ville de sige? Hvad ville hun sige, hvis jeg dukkede op nu? Hvordan kan jeg forstå hende? Det var motoren bag skabelsen af disse – som jeg kalder dem – fantasi-interviews«.
Har din opfattelse af oplevelsen også ændret sig, mens du lavede filmen?
»Ja, den ændrer sig stadig hele tiden. I mit hoved er ét handlingsforløb ikke mere korrekt end de andre. Oplevelsen, jeg havde som barn af at være elsket og speciel, er ikke forkert nu. Den er blevet erstattet af en ny historie. I filmen pakker jeg alle de parallelle handlingsforløb ud, som findes inde i mig selv«.
En kompleks hændelse
Hvilken samtale vil du have, at filmen fremprovokerer?
»Jeg lavede denne film for at undersøge de historier, vi alle fortæller os selv for at overleve. Jeg snakker ikke om, at vi fortæller os selv løgne, for i min virkelighed har enhver begivenhed forskellige historier i sig. Men vi foretrækker ofte én historie over en anden, og nogle gange gør vi tingene mere positive eller negative, afhængigt af vores person.
Jeg håber virkelig, at filmen skaber en bred diskussion om, hvordan personer behandler traumer gennem livet – om det så er samme slags traume som i filmen, eller om det kommer fra noget andet, som at miste en forælder eller et barn, skilsmisse og krig. Hvordan vi faktisk finder ud af fordøje og eksistere med de ting.
Medierne og fiktionsfilmene har altid præsenteret det, som om seksuelt misbrug mod børn altid sker på den måde, at en dyster, ond person forbryder sig på et uskyldigt barn. Men i virkeligheden bliver seksuelt misbrug af børn udøvet af alle mulige slags personer. I realiteten er det en meget kompleks og nuanceret hændelse.
Jeg vil gerne have filmen til at åbne op omkring, hvor komplekse og nuancerede disse hændelser er. At børn godt kan elske nogen, som gør dem ondt, eller at en gerningsmand godt kan være nogen, som er vellidt af samfundet og virker som verdens dejligste menneske.
Jeg ville samtidig også vise, hvordan folk kigger væk, når de er vidne til seksuelt misbrug af børn. Der er flere af dem i filmen, og mange af dem er faktisk kvinder. Flere af kvinderne omkring min karakter kigger den anden vej eller er endda med til at realisere misbruget«.
Movie magic
Hvilke tanker gjorde du dig om ikke at lave en seksualiseret Lolita-fremstilling af din karakter?
»Jeg var meget opmærksom på, at det her ikke er en Lolita-fortælling. Men igen, ’Lolita’ var nok kun en Lolita-fortælling, fordi den blev set gennem Humberts øjne. Gennem sine øjne seksualiserede han hende på en måde, som hun sikkert slet ikke var. ’The Tale’ er modsat fortalt gennem en 13-årig piges øjne, og hvem ved, hvordan ’Lolita’ ville have set ud, hvis fortællingen var blevet fortalt af Lolita.
I ’The Tale’ har man et barn, som ikke er udviklet. Hun har ikke hofter, hun har ikke bryster, hun har ikke makeup på, og hun flirter ikke. Her har vi faktisk en lille pige, som stadig ser meget drenget ud. Vi kan ikke foregive, at hun opildner til hændelsen«.
Du brugte en voksen body double i sexscenerne mellem Bill og Jenny. Men hvordan bar du dig ad med at optage de dele af sexscenerne, hvor børneskuespilleren Isabelle Nélisse medvirker?
»Det var ren movie magic. Jason Ritter (der spiller Bill, red.) skød, som du siger, scenen sammen med en 22-årig body double. Selv de ting, han siger i filmen, blev ikke sagt til Isabelle. Nogle af tingene er ret perverse, og jeg ville ikke have, at hun skulle høre det fra ham. Hun havde læst manuskriptet, men det er anderledes at høre det fra en voksen.
Isabelles del blev skudt på en seng, der stod vertikalt, og vi lavede ’ikke-seksuelle’ scener. For at få hende til reagere troværdigt på smerten ved sex – det var ret smertefuldt for mig, da jeg var 13 år, og det var overhovedet ikke en behagelig oplevelse – undersøgte vi, hvilke stikord jeg kunne give hende, som ville frembringe de rette ansigtsudtryk. Jeg stod uden for billedet og gennemgik cues som: ’Lad som om, at du bliver jagtet af en hund’, ’Lad som om, at en bi stikker dig’ eller ’Lad som om, at du har spist noget, som smager forfærdeligt’.
På settet havde vi også en børnepsykiater, en repræsentant fra Screen Actors Guild og hendes mor. De seksuelle scener i filmen var aldrig seksuelle for hende. Og faktisk blev de skudt flere dage efter Jason Ritters scener.
Hvis man ser godt efter, kan man se, at hver gang Jason Ritter og Isabelle Nélisse optræder sammen, rører Bill hende slet ikke. For i staten Louisiana, hvor vi skød filmen, er det ulovligt, hvis en voksen rører et barn, når de sidder på en sofa. Det betragtes som børnepornografi. Man ser ikke engang Bills hånd på Jennys skulder. Så forsigtige var vi«.
»Rejs dig og fortsæt«
I ’The Tale’ reagerer Jennifer-karakteren stærkt imod, at hendes mor og kæreste kalder hende ’et offer’ og ’beskadiget’. Hvorfor er det vigtigt at afholde sig fra disse betegnelser?
»Jeg er ikke ekspert i seksuelt misbrug, jeg er en person der blev seksuelt misbrugt. Så jeg kan bare fortælle om mig selv. Og jeg mener, at ord kan skade. Ordet ’offer’ kan derfor gøre en person, som har været igennem hændelsen, til et offer. Når det handler om børn, der er blevet misbrugt, skal vi især være meget opmærksomme på vores sprog, når vi taler til dem.
De fleste folk, som har været udsat for seksuelt misbrug og voldtægt som børn, viser det ikke. De har familie og karriere. Og de fleste er overlevere. Det bliver vi nødt til at anerkende. Vi bliver nødt til at fremhæve overlevelsesaspektet af en person – ikke kun at de er blevet beskadiget. Det betyder dog ikke, at man ikke skal behandle smerten. Begge dele findes.
Hvis jeg dengang var blevet fortalt, at jeg var et offer, ville det have skadet mig mere end selve hændelsen. For det ville have fjernet min handlekraft og styrke og min tro på, at jeg rent faktisk kunne rejse mig op igen og overleve. Hvis jeg som barn havde set de voksne kigge på mig med medlidenhed, hvis de havde brugt den slags ord mod mig og frarøvet mig min idé om, at jeg selv traf valg, selvom det ikke helt passede, så tror jeg, at det ville have gjort mig sindssyg. Jeg ville have været fanget i en pøl på gulvet.
I stedet er jeg meget taknemmelig over for mit barne-jeg, som sagde: ’Du er helten. Rejs dig og fortsæt. Gør hvad end du kan for at komme videre’. Det var faktisk først i 40-års-alderen, at jeg var i stand til at udforske den smertefulde del i mig selv. Først på det tidspunkt var jeg stærk nok til at gøre det. Og det synes jeg, vi skal respektere«.
’The Tale’ kan ses på HBO Nordic. På thetalemovie.com kan man læse mere om filmens tilblivelse, inklusive åbne breve fra Jennifer Fox og hendes mor.
Læs også: Endelig et opgør med Hollywoods Lolita-fascination