‘Klovn’ sæson 7: Casper og Franks grænseoverskridende smerte føles kun i glimt
Det føltes ikke rigtigt i maven, da Mia efterlod Frank med håb om tilgivelse i slutningen af ’Klovn Forever’ (2015). Frank havde voldbollet Caspers teenagedatter, og Casper havde voldtaget en uvidende Mia!
Denne gang ofrede de to bedstevenner nemlig ikke bare deres egen mangel på moral ved pinlighedens alter, som de ellers på genial vis lykkedes med i ’Klovn: The Movie’ (2010). De smadrede alteret – og så føltes det ikke længere farligt eller grænseoverskridende. Bare for meget.
Men nu genopstår Casper og Frank. Ældre, stærkere, klogere, bedre? I hvert fald »tilbage til hverdagen«, som undertitlen på den syvende sæson, den første siden 2009, lyder.
På de fire år, der er gået siden 2015, er Franks lille Fie blevet til en enerverende teenager (Rigmor Ranthe), mens den nyfødte Malthe er blevet følsom tween (Ernst Jannerup Gjesing). Det er et finurligt greb at tage almindelig logisk tid og skide så monumentalt på den, men også lidt, ja, ulogisk, når det hverken kommenteres eller bruges til noget.
Mia Lyhne er heldigvis lige så komisk vidunderlig som altid, men triumferer i nye luftlag, når hun fremfører en elendig-øm version af ’Frikadellens flugt over plankeværket’ på klaver. Hun er dog begyndt at gå i forfald, som Frank siger, og har fået grå stænk.
»På fissen?« spørger Casper på vanlig ublu vis.
Casper selv har tabt sig siden 2015 og er blevet kæreste med Lene Nystrøm, der desværre er en let usjov norsk udgave af Iben Hjejle. Efter sigende forlod hun Søren Rasted, da han gik fra en buksestørrelse 52 til 54. Det er til gengæld sjovt.
Frank har fået skæg, men er ellers stoppet med at udvikle sig, hvilket var i fokus i filmene, hvor han skulle henholdsvis tilegne sig et farpotentiale og teste sit forhold til Casper. Nu er han igen bare en klovn. Så, ja, alt er ved det gamle. Og det er da godt, ikke?
Jeg bliver efter tre afsnit nødt til at sige… mjeeh. For syvende sæson ligner hovedsageligt en afglans af Franks tidligere, storslåede moralske kampe.
I første afsnit (’Det muslimske klaver’) kommer han på kant med Dansk Islamisk Moské, men vi har jo set ham i clinch med muslimer før: I den episke sæson 3-åbner ’Rosé-forbandelsen’, hvor han serverer flæskesvær for Revisor Kurts muslimske kunde, Hr. Moussas søn. Det føltes grænseoverskridende, nærmest som et overgreb på den intetanende dreng – og islam i det hele taget. Det gør det ikke i 2018, hvor Franks idioti i sidste ende kun går ud over ham selv.
I tredje afsnit (’#metoo’) går der også tomgang i den, når Frank endnu engang lykkes med at spotte jødedommen personificeret af Roger Korminds selvgode nærigpind, Fætter Andreas.
Og når Per Pallesen i samme afsnit forlanger brystføleri for at servere som tjener Boldt i Mias Gammel Kongevej-café, lægger det hverken op til forargelse eller potentiel #metoo-debat, fordi det føles som en gentagelse af rutinen, der tidligere gav os Niels Hausgaards Bispebjerg-trick og Bent Fabricius Bjerres kyniske bordelejer.
Det, vi kender, overskrider ingen grænser.
Og åh, hvor overskred ’Klovn’ engang grænser. Man talte om en gennemgribende pinlighedens poetik. Man diskuterede, hvad Frank gjorde, og hvad man selv ville have gjort. Om det var moralsk korrekt at sende sin ensomme far til en prostitueret? Eller at presse sin gamle bedste ven til at tage heroin?
Vi voksede som sociale psykopater på baggrund af Franks klovneri.
Det er her, i den grænseoverskridende smerte, at Frank og Casper skal finde sig selv igen, hvis comebacket skal føles nødvendigt. Og den gode nyhed: Smerten føles i glimt. Særligt i det andet og bedste afsnit, ’Baked Alaska’, der er en såkaldt ’Klovn’-classic.
Her er både idiotiske maskuline fælleskaber – pseudo-kendis-mountainbikegruppen Mountain Lions, der primært kører på flad, asfalteret vej – og diskussioner om uskrevne regler: Hvor lang tid skal der gå efter en trist nyhed (for eksempel at Erik Clausen er kommet på hospice), før man må forlade et selskab? Og har det en betydning, om man (for eksempel Frank) står stille eller er ved at sætte sig ind i sin bil, når nyheden breakes?
Men vigtigst har afsnittet noget på spil. Franks søn Malthe lider under ekskluderende mobning i klassen. Frank prøver at hjælpe, men ’kommer til’ at se she-male-porn ovenpå, mens Malthe for en gangs skyld LAN-hygger med kammeraterne nede i stuen.
Her begynder det at føles farligt igen. For så får Franks neuroser ikke bare konsekvenser for ham selv eller stakkels Mia, men også hans sagesløse børn.
Og det er måske ikke sjovt at se børn implodere af skam. Men det smerter. På den gode ’Klovn’-måde.
Kort sagt:
På en comeback-skala med ’Twin Peaks’ i den ene ende og ’X-Files’ i den anden placerer ’Klovn – Tilbage til hverdagen’ sig i midten. Frank og Caspers alternative virkelighed søger fortsat grænsen, men temaerne og optrinnene nærmer sig selvgentagelse i en uopfindsom grad.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Læs også: 5 stjerner til ‘Klovn’ afsnit 4 – det bedste i sæsonen hidtil!
Læs også: De 10 bedste ‘Klovn’-afsnit nogensinde – rangeret