’Ozark’ sæson 2: Irriterende hovedperson står i vejen for populær Netflix-series succes
’Ozark’s første sæson efterlod mig desværre lettere skuffet, så det var med en vis skepsis, men også med forhåbninger om bedre tider, at jeg så frem mod gensynet.
Da vi forlod Ozarks smukke omgivelser i sæson 1, var Marty Byrde (Jason Bateman) og familien på tærsklen til et nyt samarbejde mellem det mexicanske kartel og det stolte Snell-par. Et nyt kasino skal fungere som den store hvidvaskningsmaskine til at underbygge såvel den lokale heroinproduktion og kartellets kriminelle interesser.
Gamle plottråde baner vejen for nye. Med Del ude af billedet som kartellets voksfigur træder den langt mere kyniske advokat Helen Pierce (Janet McTeer) nu ind på scenen. Det er med stoisk ro, at hun får rystet landskabet godt og grundigt, og samarbejdet med Marty og Wendy (Laura Linney) på den ene side og de hovmodige Snells på den anden udfordres naturligvis af en god håndfuld problemer hen ad vejen.
Læg hertil et højpolitisk fundament med en vis senator Charles Wilkes (Darren Goldstein) i spidsen, som ikke gør særligt stort indtryk, samt den lokale mafia, ja så er der vel spændende handlingshalløj nok til ti timelange afsnit. Eller hvad?
Det er spændende nok i momenter, men hvidvaskning er bare ikke en synderligt fascinerende rød tråd i det længe løb. Og Marty Byrde har mange byrder, men den største er, at han er tåkrummende irriterende. Der er hverken energi, patos, empati eller blot generisk ondskab nok til, at jeg omfavner hans væsensberettigelse som andet end ufrivillig katalysator i denne machiavelliske mosaik af manipulation og bedrageri.
Så er Julia Garners portræt af Ruth Langmore langt mere interessant og vedkommende. Ikke blot spiller hun karakteren fremragende, men man investerer sig alvorligt i hendes sidehistorie. Da vi efterlod Ruth i forrige sæson, tiltrådte hun som værge for sine to fætre, Wyatt (Charlie Tahan) og Three (Carson Holmes), efter deres far og onkel var, tja, skal vi sige omkommet i en bådulykke, som involverede noget elektricitet og sådan.
Da vi møder familien Langmore i begyndelsen af den nye sæson, står Ruths far, Cade Langmore (Trevor Young), til at blive prøveløsladt. Og her er der altså en fortælling, som naturligvis indflettes i Ozarks mange andre store og små tråde, men som også besidder en spændstig styrke i og for sig selv.
Det samme kan man sige om den gode præst Mason Young (Michael Mosley), hvis naive og godhjertede levevis trådte ned af desillusionens stige i første sæson. Pastor Mason knuger sig stadig til troen i sæson 2, men også her – uden at røbe for meget – sniger paranoiaens diabolske detaljer og ulyksaligheden sig ind forklædt bag menneskets forrykte tale i retfærdighedens navn. Og det er faktisk medrivende. I det hele taget er karaktergalleriet velfungerende uden om hovedpersonen, og særligt Wendy og Buddy Dyker aka Jimmy Smalls (Harry Yulin) skiller sig ud på glimrende vis.
Anden sæson af ’Ozark’ vil rigtigt meget og lykkes delvist. Som første sæson er den fyldt med smukke billeder, om der svælges lovlig meget i de metalliske toner. Men handlingen står – de mange plottråde og komplikationer til trods – for meget i stampe. Facaden krakelerer for Byrde-familien, hvis indre moralske kompas må være løbet igennem en magnetisk malstrøm, for det er svært helt at finde ud af, hvor den peger hen, og hvad der driver familien og deres handlinger. Det er en skam.
Kort sagt:
I ’Ozark’ sæson 2 er vi atter vendt tilbage til Missouris smukke omgivelser i audiens hos en gruppe kyniske mennesker, der skiftevis behandler hinanden godt og dårligt. Trods et stort potentiale og stærke skuespilpræstationer lykkes ej heller denne nye ombæring til fulde.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Hvis Jason Bateman er normal, er normal alt det, Hollywood bør blæse omkuld
Læs også: ’Jack Ryan’: Amazons store tv-satsning taber CIA-geniet på gulvet