’Boys Cry’: Italiensk mafiafilm er velsmurt, men letvejende
CPH PIX: Livet er fucking skrøbeligt, og et enkelt øjeblik kan vende op og ned på alting.
Det er grundudsagnet i den italienske debutfilm ’Boys Cry’ om to rastløse teenagedrenge Manolo og Mirko, som i et skæbnesvangert biluheld kommer til at dræbe en mand.
Efter ulykken betror de sig til Manolos far, der reagerer noget anderledes, end de fleste forældre ville gøre i den situation. I stedet for at dække over ulykken eller bede drengene om at henvende sig til politiet glæder faren sig ligefrem over det, der er sket. Det viser sig nemlig, at den dræbte tilhører en rivaliserende bande til en flok hårdkogte mafiatyper, som Manolos far engang har gået i skole med.
Derfor ser faren ulykken som drengenes adgangsbillet ind i en verden, han tilsyneladende gerne selv ville have været en del af.
Herefter går det stærkt. Manolo, hvis motto er »lad være med at tænke«, hopper straks i med begge ben. Mirko, som er filmens egentlige hovedperson, tøver først en kende, men følger derefter trop. Snart er de begge fanget i en forbryderisk, nedadgående spiral uden exit-skilt.
Som debutfilm kan ’Boys Cry’, der er instrueret af brødreparret Damiano og Fabio D’Innocenzo, ikke andet end imponere. Fortællingens hurtige eskalation, stærke billeder samt en fremragende skuespilpræstation fra Matteo Olivetti i rollen som Mirko giver den halvanden time lange film en brutal intensitet og stilsikker nerve.
Smider jeg debutkortet til side, kan jeg dog ikke slippe følelsen af at være vidne til et lidt hullet portræt, der hellere vil holde tempo end bruge den fornødne tid på at skabe ordentlige bevæggrunde for sine karakterer.
Jeg forstår for eksempel ikke, hvordan Manolos far så nemt kan kaste sin søn for løverne, når han tilsyneladende aldrig selv har forsøgt at finde en vej ind i narkomiljøet. For ærligt talt: Det virker ikke særligt svært at få adgang, så mon ikke han kunne have givet det et skud?
Samtidig går det hele så hurtigt, at jeg har svært ved at følge Mirkos udvikling fra forholdsvist succesfuld knægt (med lidt iltert temperament og en uheldig forkærlighed for ordet »bøsserøv«) til hardcore dræber, kærestevoldtægtsmand og alfons-håndlanger. Hans tydelige samvittighedskvaler og relativt fornuftige fremtidsudsigter ved historiens begyndelse virker simpelthen for tungtvejende til, at jeg finder den hurtige deroute plausibel.
Jovist, hist og her antydes generelle bevæggrunde såsom landets forfatning, immigrationsproblemer og en hårdt prøvet ungdom med dårlige jobmuligheder. Men ’Boys Cry’ ender som en meget velsmurt, letvejende stiløvelse, der ikke gør mig klogere på den italienske mafiaverden, som Matteo Garrones nyklassiker ’Gomorrah’ eksempelvis gjorde.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: Mesterinstruktør, ‘Big Lebowski’ og lyden af Nic Cage: Syv events, du ikke må misse på CPH PIX