Her er Hollywoods 100 mest magtfulde mennesker

Her er Hollywoods 100 mest magtfulde mennesker
Donald Glover, der også er kendt som Childish Gambino (Foto: Theo Wargo/Getty Images)

Hvert år kårer The Hollywood Reporter de 100 mest magtfulde mennesker i film- og tv-industrien. Nu er listen for 2018 kommet, og den tegner et tydeligt billede af magtbalancen i Hollywood. 70 ud af de 100 er hvide mænd. Selvom det ikke er en imponerende statistik, har flere kvinder og minoriteter dog fundet plads i de senere år.

Hele top 10 går til magtfulde stillinger i de største medievirksomheder. Tiendepladsen er delt mellem Ariel Emanuel og Patrick Whitesell, der er direktør og bestyrelsesformand i Endeavor. Navnet ringer måske ikke en klokke herhjemme, men firmaet står bag en række af de største talentshows i verden, såsom ‘Miss Universe’.

Niendepladen er delt mellem Cindy Holland, Lisa Nishimura og Scott Stuber, der hver står for forskellige dele af Netflix’ originale indhold, om det så er film, serier, dokumentarer eller comedy. Peter Rice, der er præsident i 21st Century Fox, der er moderselskabet til blandt andet 20th Century Fox, Hulu og National Geographic, ender på ottendepladsen.

Formanden for Amazon Studios, Jennifer Salke, har syvendepladen, mens Kevin Feige, der er præsident for Marvel Studios, er at finde på sjette. Den højst placerede kvinde er Shari Redstone på femtepladsen. Hun er præsident for National Amusement, der både ejer Viacom og CBS, der er nogle af Amerikas største medieselskaber.

Nummer fire er John Stankey, der er direktør for WarnerMedia der, udover Warner Bros., blandt andet også dækker over HBO og CNN. Tredjepladsen er delt mellem Brian Roberts og Steve Burke, der er direktører for henholdsvis Comcast Corp. og NBCUniversal.

De næstmest magtfulde i Hollywood er Reed Hastings and Ted Sarandos, der er direktør og chef for programindhold på hos Netflix. Førstepladsen går igen fra sidste års liste, nemlig Bob Iger, der er direktør i The Walt Disney Company, der blandt andet ejer Lucasfilm, der står for ‘Star Wars’, Marvel Studios og senest også har opkøbt 21st Century Fox. Bob Igers placering på listen er derfor nok sikker nogle år endnu.

De mere genkendelige navne skal man længere ned på listen for at finde. Oprah Winfrey, der er direktør i sit eget firma, er nummer 18. Den højst placerede person, der ikke har en magtfuld stilling i et firma, er Ryan Murphy på nittendepladsen. Murphy står blandt andet bag ‘American Horror Story’. Hans høje placering skyldes, at Netflix har lavet en kontrakt med ham, der løber op i svimlende 1,9 millarder kroner.

J.J. Abrams, der instruerede ‘Star Wars: The Force Awakens’ og ligeledes skal instruere ‘Episode IX’, er nummer 32, skarpt efterfulgt af Steven Spielberg. Dwayne ‘The Rock’ Johnson er med sine mange blockbusters endt som nummer 38. Lige under ham ligger Reese Witherspoon, der udover sit skuespil har markeret sig som producer, blandt andet på ‘Big Little Lies’.

Nummer 42 er Donald Glover, der både har fundet stor succes med sin tv-serie ‘Atlanta’ og med sin musik som Childish Gambino.

Selvom han ikke har været med i en film siden ‘The Revenant’ i 2015, er Leonardo DiCaprio flot placeret som nummer 48, også fordi han markerer sig som producer. Ti pladser under ham finder man James Cameron, der ikke har instrueret en film siden ‘Avatar’ i 2009. Han er dog godt i gang med filmens fire fortsættelser.

Af andre instruktører finder man Christopher Nolan, Jordan Peele (‘Get Out’) og Ryan Coogler (‘Black Panther’) på plads 51, 55 og 83. Yngre skuespillere som Jennifer Lawrence og Chris Pratt finder man på nummer 65 og 68, mens veteranerne Meryl Streep og Tom Cruise er på plads 93 og 97.

Nederst på listen er journalisten Ronan Farrow, der var en af de journalister, der var med til at eksponere Harvey Weinstein og starte #MeToo-kampagnen.

Hele top 100 kan ses HER.

Læs mere: The Rock er verdens bedst betalte skuespiller – men George Clooney tjener mere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af