’The Wife’: Glenn Close er en stor oplevelse i satire over narcissistisk Mandlig Forfatter
Joan Callister, fænomenalt spillet af Glenn Close, er levendegørelsen af parolen om, at der bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde. I det litterære ægteskabsdrama ‘The Wife’, instrueret af svenske Bjørn Runge på baggrund af et manuskript af Jane Adams efter forlæg af en roman af Meg Wollitzer, beskriver hun sig selv som »en kongemager«. Hendes mand Joe Castleman (Jonathan Pryce) ville tydeligvis ikke være den store amerikanske forfatter, han er, hvis ikke Joan havde stået ved hans side og ageret muse og sekretær, der holder myndigt styr på hans briller, piller, kalender og ego.
Derfor er Joan lige så rundt på gulvet som Joe, da en repræsentant fra Det Svenske Akademi ringer midt om natten til deres hjem i Connecticut og overbringer nyheden om, at han har vundet Nobelprisen i litteratur.
Snart er parret på vej til Stockholm sammen med deres surmulende voksne søn, David (Max Irons), der er aspirerende forfatter og hungrer efter farens anerkendelse. Med på flyet er til Joes irritation også journalisten Nathaniel Bone (Christian Slate), der agter at skrive en biografi om Joe med eller uden hans samtykke og tilsyneladende følger efter parret overalt i et forsøg på at orme sig ind i deres intimsfære. I den svenske hovedstad står den rygklapperi, pindemadder og ceremoniel ståhej. Joe labber opmærksomheden i sig, mens Joans smil bliver mere og mere anstrengt. »Min kone er ikke forfatter – hvis hun var, ville jeg have permanent skriveblokade«, fortæller Joe en anden nobelmodtager. Foran Joan.
Bemærkningen sviger, og gennem flashbacks finder vi ud af hvorfor. Tilbage på Smith College i 1958 viste Joan (spillet fint af Glenn Closes datter, Annie Starke) stort forfattertalent, og hendes unge professor, Joe, forelskede sig i hende. Joan mistede imidlertid modet på at bryde igennem i en mandsdomineret verden og affandt sig med at spille en birolle i sin mands karriere i stedet. Og måske en mere aktiv del, end omverden er klar over – det antyder i hvert fald Nathaniel, der bemærker, hvor pudsigt det er, at Joe pludselig begyndte at skrive markant bedre, da han mødte Joan.
‘The Wife’ udfordrer med rette myten om det feterede mandlige geni og udstiller Joe Castleman som en patetisk, arrogant, bekræftelsessyg og narcissistisk Mandlig Forfatter, der helt efter bogen flirter med sin unge kvindelige fotograf. Hans rolle og Pryces portrættering læner sig dog så meget op ad klichéen, at man undrer sig over Joans hengivenhed. Selvom filmens tema er interessant, løfter fortællingen sig heller aldrig over det konventionelle, og filmen banker sine pointer fast med syvtommersøm. Satiren over den opstyltede litterære verden er effektiv, men forudsigelig.
Christian Slater er god som den slimede, men også glimtvis empatiske journalist, mens Max Irons som David ligesom Pryce spiller for meget på én streng.
Glenn Close er til gengæld filmens helt store oplevelse. Hun giver en masterclass i kontrolleret skuespil i rollen som Joan, der netop spiller rollen som hengiven kone og er en mester i at lægge ansigtet i de rigtige folder. Det er en fornøjelse at følge hendes ulmende vrede og indre oprør gennem bittesmå ansigtstrækninger. Således udspiller filmens klimaks sig udelukkende i Closes øjne.
Kort sagt:
Glenn Close er som tilsidesat forfatterhustru biografbilletten værd i et interessant, men konventionelt fortalt litterært ægteskabsdrama, der udfordrer myten om det store mandlige forfattergeni.
Læs også: ’Bare Juliet’: Ville Kurt Cobains liv have set sådan ud i dag?
Læs også: Smiiil, Brie Larson: Du vil vel ikke være en frygtelig superkvinde, vil du?