’Friheden’: Lars Ranthe og Lene Maria Christensen har en veloplagt ræv bag øret i Viaplays svindlerserie
Samlivs-, familie- og finanskrisen kradser noget så eftertrykkeligt i det lille hus klos op ad Friheden s-togsstation i Hvidovre i Viaplays første danske originalserie, ’Friheden’. Opvaskemaskinen er stået af, chefen på kontoret flirter uhæmmet med Nina (Lene Maria Christensen), og kokken Erik (Lars Ranthe) må endnu engang se sig vraget til en jobsamtale.
Teenagedatteren Esther på 17 år er skiftevis sur eneboer og forelsket skolepige, mens lillebror Kaj med de stærke briller slås med mobbere og lus. Forstadslivet er med andre ord én lang lort, Nina og Erik er nødsaget til at tage en ordentlig bid af. Hver eneste dag.
Faktisk er de kørt så sur i hverdagens trivialiteter, at de er begyndt et genoverveje, hvorfor det egentlig var, at de overhovedet forlod svindlerbranchen og livet i overhalingsbanen, dengang de ventede Esther og stadig hed Simone og Christian. Og nu, hvor den gamle boss Jaqueline (Lotte Andersen) banker på efter en længere tur bag tremmer og lokker med svimlende millioner i udbytte på ét sølle job, hvor de skal tage røven på den griske medicinalindustri, er det mere end svært for den hårdt prøvede kernefamilie at holde sig på dydens smalle sti.
Drama-svindler-komedieserien ’Friheden’ er skabt af Thor Bjørn Krebs og Mikkel Serup (’Den bedste mand’). Serup har tidligere instrueret afsnit af en lang række tv-serier, heriblandt DR’s lille, men glimrende underdog-komedie ’Bankerot’. Denne synes nært beslægtet med ’Friheden’ i tone såvel som hverdagsmiljø og fornøjelig genre-misk-mask.
I seriens tre første afsnit (ud af ti), som denne anmeldelse er baseret på, bruges der god tid på at etablere og male det hårdt prøvede familieliv genkendeligt op. Huset i Hvidovre er gennemsnitligt rodet og lappeløsningspræget, Esthers computer synger på sidste vers, og opvasken må tages i hånden og endda over en dødssyg diskussion over den passende mængde af opvaskemiddel. Og da Erik endelig får installeret en ny opvaskemaskine, går der hul på et gammelt vandrør og kælderen står under vand.
Men familien kan hverken få hjælp i form af dyr tilkøbsforsikring i elektronikkæden eller dækning af vandskade. Fordi bureaukrati og smuthuller usynlige for ’den lille mand’.
Den sociale kritik og vedkommende hverdagsklangbund er et af seriens stærkeste kort, og både Lars Ranthe og Lene Maria Christensen spiller troværdige versioner af gennemsnitsdanskeren fanget som en lus (i håret) mellem to negle.
Derfor er det for eksempel decideret frydefuldt at se Ranthes Erik tænke svindler-kreativt, da almen fornuft ikke bider på skrankepaven i elektronikkæden. I fuld brolæggerforklædning og med falsk overskæg og en tilfilet osso buco-knogle truer Erik butikken med en arkæologisk udgravning af parkeringspladsen. Medmindre de to selvfølgelig kan finde en alternativ ordning, hvis du forstår. ’Friheden’ føles næsten helt Olsen-Banden’sk, når kapitalismekritikken stikker, og den lille mand endelig får has på det svinagtige bureaukrati.
Tre afsnit inde er der allerede så godt gang i tossede forklædninger, romantiske forviklinger og rigeligt kringlede svindlerplaner, at man kan blive bekymret for, hvorvidt ’Friheden’ kan holde tempoet oppe og interessen intakt over samfulde ti afsnit, der hver har en (for lang) spilletid på 45 minutter. Men med veloplagt ræv-bag-øret-spil fra trioen Lars Ranthe, Lene Maria Christensen og Lotte Andersen er Krebs og Serups Viaplay-serie kommet nærmest charmerende fra start.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.