1. Det hyperambitiøse: ’Victoria’
Film, hvor hele den samlede spilletid er ét take, er sjældne. Ikke blot kræver det enorm planlægning, hvor små fejl kan ødelægge alt. Før det blev normalt at filme digitalt, var det simpelthen også umuligt, da en filmrulle generelt holder til cirka et kvarter.
Den tyske ’Victoria’ er dog en af disse unikke one take-film – og det endda med en spilletid på hele to timer og 18 minutter og så mange locations, at man undrer sig over, at det har kunnet lade sig gøre. Filmen følger en flok unge mennesker før, under og efter et bankrøveri. Fortællingen bevæger sig legende let igennem Berlins gader og skaber en sjælden autenticitet i heistfilm-regi.
Ser man bort fra den imponerende tekniske bedrift, er der stadig tale om en yderst seværdig film, da den er sirligt nok konstrueret til at holde spænding hele vejen. Især Laila Costas præstation i titelrollen løfter filmen til noget, der er langt mere end blot en gimmick.
Kan streames på Blockbuster og Filmstriben.
2. Det ubærligt intense: ’Utøya 22 juli’
Meget er allerede blevet sagt og skrevet om ’Utøya 22. juli’, der fik premiere tidligere på året, men beslutningen om at optage den i ét take, med undtagelse af et kort anslag, giver utroligt god mening.
For fra Anders Breivik gik i land på Utøya, til han blev anholdt, gik der 72 minutter. Instruktør Erik Poppe har omhyggeligt genskabt forløbet med fiktive personer, og filmen begynder få minutter før massakren. Tidsforløbet på øen bliver således 1:1 med tilskuerens oplevelse.
En stor del af filmen er derfor dedikeret til frygten og uvidenheden, hvor de unge gemmer sig og forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Man bliver sat i deres sted og føler afmagten på egen krop. Det er en hård, men gennemtænkt og respektfuld oplevelse.
Kan streames på Blockbuster og Viaplay.
3. Det hallucinerende: ’Enter the Void’
Gaspar Noé har dyrket de lange takes i hele sin karriere, blandt andet med sine svimlende kamerature og brutale (og langstrakte) voldsscener i ’Irréversible’. Men som udforskning af kameraets potentiale er kronen på Noés værk uden tvivl ’Enter the Void’.
Filmen fortælles fra hovedperson Oscars synspunkt, bogstavligt talt. Kameraet ser, hvad han ser, og billedet bliver for eksempel mørkt i et splitsekund, når han blinker med øjnene. Noé dyrker subjektiviteten, ikke mindst når Oscar tager stoffer, og filmsproget skejer helt ud for at efterligne stoffernes effekt med farver og former.
Og nå ja, Oscar dør efter 25 minutter. Men synspunktet forbliver hans, da hans sjæl forlader kroppen, og kameraet herefter ubesværet bevæger sig igennem tid og rum, gennemtrænger vægge og små sprækker. Med sine knap tre timer er filmen meget lang (nogle vil mene for lang), men den er værd at opleve for et unikt og sjældent gennemført forsøg på at skildre ét menneskes pov.
Kan streames på Blockbuster.
4. Det legesyge: ’Birdman’
Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf (Roger Deakins er næsten 20 år ældre). Blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.
Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Omkring Riggan begynder virkeligheden nærmest at kollapse, når hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.
Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet pludselig flyver, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.
Kan streames på Amazon Prime og Blockbuster.
5. Det actionspækkede: ’Children of Men’
Lubezki er på spil igen i Alfonso Cuaróns fremtidsfabel ’Children of Men’, hvor flere imponerende one takes er med til gøre filmens år 2027 dokumentarisk virkeligt og ikke mindst brutalt. Hele verden er blevet ufrugtbar, og der er ikke født et menneske i 17 år.
Aktivisten Theo (Clive Owen) møder dog en ung kvinde der, måske som klodens eneste, er gravid. Og det er et forsøg på at fragte hende til et nyt og mere fredeligt sted, at filmens bedste one take optræder. Det hele er filmet indefra en bil med fem passagerer. Det starter med en stille og rolig samtale, inden de pludselig bliver angrebet af en bande, og de må flygte.
De bliver jagtet af en bevæbnet motorcyklist, der skyder en af passagererne i bilen, så blodet flyder. Bilens forrude splintrer, alt imens motorcyklen kører op på siden af bilen. Theo smækker en dør op, som rammer motorcyklen, der vælter, inden de i næste nu bliver jagtet af politiet. At opleve alle disse ting inde fra bilen, skaber ikke bare troværdighed, men også ubehag og klaustrofobi. Det er voldsomt og uhyre effektivt.
Kan streames på HBO Nordic og Viaplay.
6. Det storslåede: ’Øjnenes hemmelighed’
To betjente er på sporet af en morder. De ved, at han vil være til stede til en fodboldkamp på et propfyldt stadion. Det er situationen i det centrale one take i den argentinske thriller ’Øjnenes hemmelighed’.
Kameraet starter langt over stadion og suser så ind over banen, før det lokaliserer vores hovedpersoner. Den enorme skala understreger, hvor umulig en opgave det er at finde én mand i virvaret. Men det lykkes dem, og kort efter har scenen udviklet sig til en jagt igennem gangene under stadionet, inden gerningsmanden løber ud på fodboldbanen og lader sig tilfangetage af vagterne.
Scenen blev forståeligt filmens mest omtalte, som det amerikanske remake slet ikke kunne leve op til. Den originale er da også orkestreret til perfektion og er så overbevisende, at man fristes til at tro, at det er filmet under en virkelig fodboldkamp med et tætpakket stadion.
Kan streames på Blockbuster, Netflix og Filmstriben.
7. Det chokerende: ’Boogie Nights’
Fra første færd slår Paul Thomas Anderson i pornoodysseen ’Boogie Nights’ fast, at han mestrer one taket. I åbningsskuddet bevæger kameraet sig fra en gade og ind på en natklub, hvor alle filmens hovedkarakterer introduceres i en dans mellem kamera og skuespillere. Endnu mere velfungerende er dog et langt mindre flashy take, der kommer cirka midtvejs i filmen til en nytårsfest på vej ind i 1980.
Little Bill (William H. Macy) leder efter sin kone, mens kameraet følger ham gå igennem huset få minutter i midnat. Han finder endelig konen, der endnu engang har sex med en fremmed. Bill går stille og roligt ud, tager en pistol i sin bil, går tilbage i huset og, lige da nedtællingen til det nye år går i gang, skyder han både den fremmede og sin kone. Derefter går han ud i stuen til de andre gæster og skyder sig selv.
Scenen er smukt konstrueret og fungerer som et markant skift i filmens tone, fra det letbenede og festlige til at samtlige karakterer skraber bunden i fortællingens anden halvdel. Bills langsomme, bestemte bevægelser, blandt andet da han låser bildøren efter sig, fungerer så meget desto stærkere i one taket, da kameraet kun perifert ænser festlighederne omkring ham.
Kan streames på Blockbuster og Viaplay.
8. Det klassiske: ’Touch of Evil’
Åbningsscenen i Orson Welles ’Touch of Evil’ fra 1958 indeholder måske filmhistoriens mest kendte one take. Med et simpelt, men snedigt set up og pay off udlever Orson Welles den lange indstillings potentiale ved bogstavligt talt at sætte en timer.
En mand sætter en nedtælling på tre minutter på en bombe og placerer den ubemærket i bagagerummet på en bil. Bilens efterfølgende og egentlig ret begivenhedsløse køretur får publikum ud på kanten af sædet. For tre minutter føles pludselig som uendeligt lang tid, og man er konstant nervøs for, at bilen skal eksplodere. Spørgsmålet er hvornår.
Da det så endelig sker, er det væk fra kameraets øje, der i stedet er faldet på hovedpersonen spillet af Charlton Heston. Eksplosionen bliver en forløsning af spændingen og samtidig startskuddet til en ekstremt veludført thriller, der stadig holder den dag i dag.
Kan streames på Blockbuster og Netflix.
9. Det intime: ’Hunger’
Steve McQueen (’Shame’, ’12 Years a Slave’) blev fortjent hyldet for sin debutfilm ’Hunger’ fra 2008 om det fængslede IRA-medlem Bobby Rands (Michael Fassbender), der indledte en sultestrejke i 1981.
Det meste af filmen består af korte scener med sparsom dialog og ikke meget information. Som seer hungrer man (sorry) efter klarhed over situationen og reel dialog at holde fast i. Og det leveres i form af et næsten stilledestående one take – en 20 minutter lang samtale mellem Rands og en præst (Liam Cunningham fra ’Game of Thrones’).
Kameraet bevæger sig ikke, man ser blot de to mænd sidde over for hinanden, nærmest ubevægelige. Lyset falder bagfra, så man knap kan se deres ansigtsudtryk. På den måde sættes dialogen for alvor i spil, så hvert et ord og deres intonation vejer tungere. Røgen fra deres cigaretter skaber bevægelse i billedet og virker ligeledes enormt dramatisk.
Samtalen sluttes med et nærbillede af begge mænd, der føles overvældende oven på det mådeholdne one take, inden man kastes tilbage til det ordløse og associative filmsprog fra filmens første halvdel.
Kan streames på SF Anytime.
10. Det rastløse: ’Atonement’
Der sker både ekstremt meget og ekstremt lidt i det imponerende one take fra Joe Wrights storladne drama ’Atonement’. Robbie (James McAvoy) er soldat i Anden Verdenskrig, og ligesom mange tusinde andre er han endt på stranden i Dunkirk, og venter på at blive evakueret.
Igennem fem minutter bevæger Robbie sig rastløst henover stranden, alt imens han og hans kammerater passerer utallige andre, mindst lige så rastløse soldater. Soldaterne foretager sig alverdens ting, fra motion til sang, for at fordrive tiden. På et tidspunkt bliver nogle heste endda dræbt, men næsten ingen reagerer på det. Det er småting sammenlignet med krigens rædsler.
At scenen blev et one take skete efter sigende, fordi budgettet ikke tillod de mange statister i mere end et par dage. Men det fungerer fortræffeligt. Den lange kameratur understreger stemningen blandt de mange soldater, og man får samtidig fornemmelsen af, hvor mange mennesker der faktisk befandt sig på stranden i de skæbnesvangre dage.
Kan streames på Amazon Prime og SF Anytime.
Læs også: Radikalt afsnit af ’The Haunting of Hill House’ er lige til at græde over