‘Fahrenheit 11/9’: Michael Moore nærmer sig Trump – på godt og ondt
Tyksakken med den flade baseballkasket, de firkantede briller, de rigtige holdninger og de irriterende spørgsmål er tilbage. Han hedder Michael Moore, og lige siden karrierens begyndelse i slutningen af 1980’erne har han hudflettet amerikansk samfund og politik gennem en række satiriske dokumentarfilm. Det har bragt ham haters og fans, og i 2004 blev den kontroversielle instruktør anerkendt fra allerhøjeste sted, da han blev belønnet med Guldpalmen for sin skarpe kritik af Bush-administrationens invasion i Irak, ‘Fahrenheit 9/11’.
Det er denne film, som hans nyeste helt åbenlyst griber tilbage til. Først og fremmest gennem et veloplagt ordspil, så titlen nu er ‘Fahrenheit 11/9’ med henvisning til den dag for over to år siden, hvor USA’s 45. præsident blev valgt. Terrorangrebene, der førte til årelange krige i Mellemøsten, sidestilles med Trumps indtræden i Det Hvide Hus. Endnu en tragedie er skyllet ind over De Forenede Stater, og sammenlignet med Donald ser George Walker pludseligt helt mild ud.
Men ‘Fahrenheit 11/9’ vækker også minder om forgængeren på den måde, at den er interesseret i mere end enkeltpersoner. Det dysfunktionelle politiske system, der har grebet begge partier, og som i sidste ende førte til Donald Trumps præsidentembede, er den anden hovedperson. »How the fuck did this happen?«, som Moore spørger sig selv indledningsvist.
Forinden er vi, til tonerne af Rachel Plattens pumpende ‘Fight Song’, blevet præsenteret for et dramatisk recap af valgaftenen 9. november 2016, der ender med grådkvalte demokrater og Trump-familiens akavede sejrstale. Aldrig har nogen set så ængstelig ud over at vinde præsidentvalget. Det var måske slet ikke meningen?
Moore påstår i hvert fald, at det var et rent egotrip, som ikke skulle føre til noget som helst. Trump var sur over, at Gwen Stefani tjente flere penge som coach på ‘The Voice’, end han selv gjorde på realityshowet ‘The Apprentice’. Der skulle ske noget, så hvorfor ikke kaste sig ud i valgkampen? Prøveballonen blev dog snart til Air Force One.
Moore er skarpest i anden halvdel af filmen, hvor han kigger nærmere på det, der banede vejen for Trump. Han går hårdt til Det Demokratiske Parti, der er gået på kompromis med egne idealer, og som gradvis har nærmet sig Republikanerne og Big Business. Også Bill Clinton sagde »Make America Great Again«. Sumpen skulle virkelig drænes.
Den eneste, der går fri, er Bernie Sanders, som viser sig at være blevet uretfærdigt behandlet af partistyrelsen til fordel for favoritten Hillary: En ældre dame fuldstændig ude af trit med virkeligheden og sine vælgere, der til en støttekoncert takker Jay Z, Beyoncé og Chance the Rapper, »uden at vide hvem nogen af dem er«.
Moore vender tilbage til sin fattige fødeby Flint, der har optrådt i flere af hans film, og hvor en republikansk senator har spekuleret i at forurene byens drikkevand. Det slap han godt fra under Obama, og hans gerninger imponerede Trump, der kunne se, at alt er muligt, så længe man er hensynsløs nok. Moore taler med den overvejende sorte befolkning, en læge og en sherif, der beskriver et USA, der allerede stod i flammer under sidste præsidentperiode.
Han rækker ud til græsrødderne, til aktivisterne. Det er hos dem, svaret skal findes. En folkelig, demokratisk kandidat og tidligere soldat i West Virginia truer med tæsk, hvis man er uenig med ham, men er ellers sympatisk nok. En gruppe lærere fortæller om dårlige arbejdsvilkår og landsdækkende strejker.
Mest rystende er mødet med børn, der overlevede et skoleskyderi, og som har sat sig for at ændre forfatningen. Nogle af dem optog rædslerne på Snapchat, så vi ved, hvad det drejer sig om. Ikke desto mindre bliver en af pigerne afskrevet som en »skaldet lebbe« af en lokal politiker på Twitter.
Moores film er ét langt retorisk argument, hvor billeder, lyd og klipperytme tilpasses hans pointer. Sådan er stilen. Det er overload af information, men det er sjældent, vi er i tvivl om, hvad vi skal mene. Som når Trump får lov til at lægge stemme til Hitler i en scene fra Leni Riefenstahls ‘Viljens Triumf’, hvorefter de to politiske katastrofer sammenlignes godt og grundigt, førend den sidste overlevende dommer fra Nürnbergprocessen følger påstanden til dørs.
Her bliver det svært at tage Moore helt seriøst. I sin blanding af fakta og fiktion, sandhed og løgn, nærmer han sig ironisk nok stedvist Trump, kongen af bullshit. Det er måske risikoen, når man på én gang vil være underholdende og overbevisende.
Kort sagt:
Moores reportage fra Trumpland er over the top, men fungerer bedst, når tempoet sænkes, og han taler med de mennesker, der føler sig svigtede af hele det politiske etablissement.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag