’Touch Me Not’: Berlinale-vinder chokerer selvhøjtideligt med støn, spyt og bondage
»Wraaa!«
Det både lyder og føles som et desperat urskrig, da Laura (Laura Benson) under en terapitime lader al sin vrede og mistillid få frit løb i form af dette dyriske brøl. Berørings- og sexcoachen, der i øvrigt har en fetich for tårer og lige skal smage på Lauras, har som en del af terapien lige banket sin knytnæve gentagende gange ind i brystkassen på Laura. Det er hans metode, og Laura har selv bestemt, hvor hårde slagene må være. Det er på én og samme tid fysisk ubehageligt og mærkeligt forløsende at se denne nøglescene i ’Touch Me Not’, rumænske Adina Pintilies Guldbjørnevinder på årets Berlinale.
Filmen er et hybridværk spændt ud imellem dokumentarisme og fiktion – og den debuterende instruktør Pintilie smider tilmed sig selv ind i ligningen som meta-medvirkende på både voice-over og i en rolle som filminstruktør i filmen. Som et udforskende, filmisk essay behandler ’Touch Me Not’ Lauras modvillighed over for fysisk intimitet.
Bag kameraet interviewer Pintilie den midaldrende Laura, der i næsten klinisk lyse lejlighedsrum fortæller om sine oplevelser udi forskellige livtag med at konfrontere sine problemer med sex og intimitet. I en af filmens første scener ser vi Laura lukke en ’call boy’ ind i sin lejlighed. Han afklæder sig, tager et brusebad, indfinder sig i hendes seng og onanerer til klimaks for rullende kamera. Laura betragter det hele på afstand og fuldt påklædt, og da han er gået, begraver hun sit ansigt i sengen og snuser sultent oplevelsen ind. På sikker, kropsintim afstand.
Hvis dette optrin allerede får dig til at sidde uroligt i sædet og tænke, at nærheden er lige vel rigeligt udkrænget og i ansigtshøjde, vil ’Touch Me Not’s samfulde to timer være en decideret udfordrende filmoplevelse. Så er du advaret. Lauras videre færd mod selvudvikling og indsigt bringer hende til en klinik, hvor hun gennem store glasvinduer lurer ind på terapiworkshops, hvor alle deltagere er klædt i hvidt og sidder spredt rundt på gulvet. New Age-viben er faretruende fjollet, og har du den mindste aversion mod den type set-ups, er det faktisk svært at tage ’Touch Me Not’ ind med et åbent sind.
Gennem ruden fanger den multihandicappede Christian (Christian Beyerlein) og den helt hårløse Tómas (Tómas Lemarquis) Lauras (og filmens) blik. Tómas skal som en del af terapien berøre Christians ansigt. Kontakten med savlen, som er en uundgåelig effekt af Christians indsunkne underkæbeparti, er en tydelig overskridelse af Tómas intime grænser. Men Christian er ikke flov, blot nøgtern omkring sine begrænsninger og kropslige situation.
Scenerne med Christian, der med vedkommende effekt fortæller ublufærdigt om sit sexliv og tydeligt er stolt af sin penis, der er noget af det eneste ved hans krop, der fungerer upåklageligt, synes 1:1 dokumentariske, mens handlingstråde med Laura og Tómas hælder i fiktionens retning. Sådan stikker ’Touch Me Not’ konstant og mere eller mindre interessant i flere forskellige retninger, mens den store, samlende a-ha-oplevelse udebliver.
Adina Pintilie vil åbenlyst nedbryde seksuelle tabuer og normalisere kroppe, vi ikke er vant til at se så ofte på film. Midaldrende kvindekroppe, multihandicappede kroppe, hårløse kroppe, transkønnede kroppe. Den hensigt og oplevelse alene gør ’Touch Me Not’ seværdig i ordets bogstaveligste forstand. Men Pintilies filmsprog er også tynget af en klinisk selvhøjtidelighed og lidt for banal trang til at chokere med eksplicitte scener fra en sexklub med intrikat bondage, spyt, lædermasker, støn på lydsiden, kvælningssex og erigerede penisser i hver anden indstilling.
Ja, seksualitet tager et væld af former, men kan man ikke illustrere det på andre måder end fra sexklubbens kælderdunkle lokaler, hvor stroboskoplyset pulserer den søgende Tómas lige i ansigtet?
Den britiske skuespillerinde Laura Benson blotter sig derimod modigt og er både skrøbelig og sugende intens i hovedrollen. Med sin voluminøse løvemanke af en hårpragt og førnævnte urbrøl er det først og fremmest hendes tilstedeværelse, der ’gør’ filmen og lukker én helt ind.
Kort sagt:
Den udfordrende Guldbjørnevinder ’Touch Me Not’ sætter seksualitet og intimitet under doku-hybrid-lup med både seværdigt og selvhøjtideligt resultat.