20. ’Annihilation’
’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.
Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.
En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.
19. ’Eight Grade’
Hvor mange coming of age-film har vi ikke set om den amerikanske highschool- og college-tid?
Hvor mange film har vi så til gengæld set om at gå i middle school, om tiden som ung teenager? Ikke særligt mange. Men det er netop den tid, som komikeren Bo Burnham behandler med udsøgt følsomhed i sin første, overraskende film som instruktør.
Da vi først møder hovedpersonen Kayla, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla – på hendes usikkerhed og desperation efter at blive en del af flokken. Hun spilles med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.
Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som årets bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet – men ikke uden håb.
18. ’You Were Never Really Here’
Seks år efter den benhårde ’We Need to Talk About Kevin’ vendte skotske Lynne Ramsay tilbage med en ligeledes ubehagelig fortælling: Noget så sjældent som en både hårdtslående og poetisk hævnfilm.
Joaquin Phoenix har taget opsigtsvækkende på i både muskler og fedt for at spille den traumatiserede krigsveteran Joe, der nu arbejder som lejemorder. Joes eneste nære kontakt er til sin gamle, halvsenile mor, som han bor sammen med. Det ændrer sig, da han får til opgave at redde en senators datter ud af en grum prostitutionsring. De to ødelagte, ordfattige sjæle knytter bånd, mens Phoenix’ arrede krop svinger sin bloddryppende hammer mod skurkene.
Instruktør Ramsay skaber et klaustrofobisk og dystert univers rundt om den enkle fortælling. Fyldt med nærbilleder og blinde vinkler får man aldrig det fulde overblik over Joes hævntogt, ligesom hans fortid blot antydes i ultrakorte glimt. Der lefles ikke for publikum, men man forsvinder alligevel ind i den fortættede stemning og Jonny Greenwoods idiosynkratiske underlægningsmusik.
Vi håber ikke, at vi skal vente lige så længe på Ramsays næste film.
17. ‘Utøya 22. juli’
Vi kommer aldrig til at forstå rædslerne, de unge på Utøya oplevede under Anders Behring Breiviks massakre, men Erik Poppes uafrystelige ’Utøya 22. juli’ hjælper os med ikke at glemme. Og dermed tjente den kontroversielle film et vigtigt formål i 2018, hvor højreekstremismen i endnu højere grad end i det skæbnesvangre år 2011 gav faretruende genlyd langt ind i europæiske parlamenter.
’Utøya 22. juli’ er optaget i ét take og udspiller sig i samme tidsrum, som morderen skød vildt omkring sig. Poppe har pli nok til kun at vise gerningsmanden som perifer skikkelse i baggrunden – dette er ikke hans film, og den værdiger ham ikke et close-up under de unges kamp for overlevelse – og undgår taknemmeligt den form for katastrofefilmsdramagreb, der i en vis grad prægede Paul Greengrass’ amerikanske filmatisering fra efteråret.
Resultatet er ikke blot en teknisk kraftpræstation, men en kvalmende fysisk oplevelse, der minder os om, at terror kan udspringe i hjertet af det demokratiske samfund. Det er en svær, men essentiel film for den politiske bevidsthed af i dag.
16. ’Hereditary’
Slutningen deler vandene og er nok mere for hardcore-gysernørderne end for dem, der kun stiger på de mest anmelderhittende arthorrorfilm, hvis bølge ’Hereditary’ i år red oven på med overvældende succes.
Men uanset hvad: Hold nu op for et gennemført creepy og velkomponeret psykologisk horror-drama, der går forud. Toni Colette har sit livs rolle som Annie, der netop har mistet sin mor – et efter alt at dømme forfærdeligt kvindemenneske med kontakt til det okkulte. Denne forbindelse lever dog videre og sætter traumatiske spor i forholdet mellem Annie og hendes to børn, hvilket afstedkommer flere allerede nyklassisk foruroligende scener.
At ’Hereditary’ er en debutfilm, er forbløffende, for Ari Aster mestrer sine virkemidler og formår at dosere den oprigtige, udtryksfulde granskning af sorg med en konstant overraskende fortælling og udsøgte billedkompositioner med dukkehuset som uhyggelig, gennemgående metafor. Ikke bare årets bedste gyserfilm – også en af årets bedste film.
15. ’Lady Bird’
Greta Gerwigs brandcharmerende debutfilm konfronterede samfundets bedagede forventninger til ’pæne piger’ i et år med stort fokus på kvindelig frigørelse fra traditionelle kønsrollemønstre på og uden for lærredet.
Coming-of-age-tematikken er tidløs, men hovedrollen forfriskende egoistisk og millennial-tvær og skildringen af den hårdt prøvede amerikanske forstadsfamilie en slet skjult kritik af et USA, der er godt i gang med at slå den økonomiske bund ud under sin nedre middelklasse.
Tillige gav ’Lady Bird’ os det mest komplekse og rammende had-kærlighedsforhold mellem mor og datter sjældent set på film, og manuskriptet sitrede af veloplagte dialoger om den akavede teenagetid og sociale forventningspres, der får røgen til at stå ud af ørerne på vor temperamentsfulde hovedperson – hvis navlebeskuende narcissisme ekkoede Gerwigs tidligere kvindelige karakterer i ’Frances Ha’ og ’Mistress of America’: Unge vilde, der på en gang er alt for meget, vidunderligt uapologetiske antiheltinder og feisty symboler på en ny generation af kvinder, der nægter at konformere til forældregenerationens dogmer.
14. ’A Star Is Born’
Bradley Coopers debuterede som instruktør med en (fjerde!) genindspilning af Hollywoods mest elskede kønspolitiske skæbnefortælling om den unge kvinde Ally, hvis sangtalent opdages og coaches af den fallerede rockstjerne Jack. Sød musik opstår, men harmonierne bliver stadigt mere skingre, i takt med Allys popularitet begynder at overskygge elskeren og mentorens falmende spotlys.
Filmens tematikker omkring underholdningsbranchens patriarkalske magtstrukturer føles mindst lige så relevante i 2018, som da den første film fik premiere i 1937 – om noget kan man gyse over, hvor lidt ligestillingen i Hollywood udviklede sig i årtierne efter – og Lady Gaga uden kødkjole-couture og makeup er en åbenbaring af et Oscar-værdigt skuespiltalent.
’A Star Is Born’ er en klassisk tragikromantisk tåreperser, der hepper på den unge kvindes stjernefart, samtidig med at den ikke dæmoniserer manden, hvis maskuline selvbillede eroderer over for en ny virkelighed, hvor the future is female, men som giver plads til begges eksistentielle udfordringer i en brydningstid.
Soundtracket? Årets bedste, naturligvis.
13. ’Leave No Trace’
Der skulle gå otte år, fra Debra Granik hjalp Jennifer Lawrence til et gennembrud med det stærke udkantsportræt ’Winter’s Bone’, til hun udkom med sin spillefilmopfølger. Men den var værd at vente på.
Ligesom Winter’s Bone’ er ’Leave No Trace’, der herhjemme blev vist på CPH PIX-festivalen, en film om de mennesker, der lever på vrangen af det amerikanske samfund: Frivilligt udstødte fra den gængse civilisation. Ben Foster spiller nærmest umælende krigsveteranen Will, der opfostrer sin datter Tom i skoven uden for lov og ret. En dag opdager en løber dem dog og slår alarm, og Will tvinges nu til at forholde sig til det etablerede samfund.
Den sjældne kvalitet i ’Leave No Trace’ er, at den ikke fordømmer hverken Will eller de myndigheder, der truer med at tage hans datter fra ham. Alle vil familien det bedste. Men spørgsmålet melder sig, om Wills livsvalg – skåret af hans psykologiske ar – også er det rigtige for datteren. Svaret er dybt rørende i en film, der holder blikket fast med lavmælt suspense og to skuespilpræstationer i absolut topklasse.
12. ’120 slag i minuttet’
Det kan synes uforeneligt at kombinere poetisk æstetisering af sex, dans og død med fransk snakkefilm a la ’Klassen’, hvor unge aktivister debatterer og diskuterer, så man får troen tilbage på den demokratiske samtale midt i en Twitter-shitstorm-tid.
Men det er netop, hvad Robin Campillo, der skrev manuskriptet til netop ’Klassen’, lykkes med i den franske aids-film ’120 dage i minuttet’ – og det, der adskiller filmen fra mange andre historier om den ubønhørlige sygdom, der fik fatale følger i 80’ernes homomiljøer.
Udgangspunktet er aktivistgruppen Act Up, der i 90’ernes Paris kæmper for at få medicinalindustrien til at engagere sig i kampen for at stoppe aids-epidemien. Det starter som et kollektivt portræt af en gruppe spraglede, engagerede og meget forskellige unge, før filmen zoomer ind på den militante Sean og den nye, mere forsigtige Nathan, der forelsker sig i hinanden.
Uden at tabe blikket for helheden får vi en sjældent intim fremstilling af et forhold, hvor lykkerus og destruktion går hånd i hånd. Det kulminerer i nogle af de mest ærlige fremstillinger af sex og død, som nogensinde er blevet vist på et filmlærred.
11. ’Shoplifters’
Den japanske mester Hirokazu Koreeda vandt Guldpalmen for ’Shoplifters’, der da også er hans bedste film siden mesterværket ’Nobody Knows’. Koreeda er en sublim, fintfølende observatør af relationer og familiemønstre, men de seneste år er han blevet mere og mere sentimental, ja nærmest lidt cute i sit udtryk.
Men så kom ’Shoplifters’. På mange måder fortsætter den i det hjertevarme spor med skildringen af en ludfattig familie, der hutler sig igennem via butikstyveri iscenesat af faren og udført af børnene. Da de en dag render ind i en lille forladt pige, tager de hende ind i deres fællesskab – og just som man tror, man ved, hvor filmen er på vej hen, blotter Koreeda den sande historie om familien, der er både urovækkende og grum.
Koreeda iscenesætter med stor lavmælt troværdighed, der gør, at man lever sig fuldkommen ind i den lille families hverdag – og de komplekse moralske problemstillinger, der opstår undervejs. Som vores anmelder skrev: »Filmens store trick er at glide ubemærket ind i hjertet for at knuse det indefra til sidst«.
10. ’Grænse’
Svensk fremmedfjendskhed fik et slag over nakken med en fyrretræskæp i Ali Abbasis sært mesterlige ’Grænse’, der viste os skønheden i udyret og råddenskaben under den skandinaviske politiske korrekthed med en samfundssatirisk krølle på halen, der fejede benene væk under publikum i Cannes.
En uigenkendelig Eva Melander er uovertruffen som grænsevagten Tina, der har en næse for skumle smuglertyper, samtidig med at hun selv fremmedgøres for sine grove dyriske træk. Men en dag passerer en bemærkelsesværdig mand Tinas metaldetektor – en mand, der ligner Tina til forveksling.
’Grænse’s folklore-inspirerede univers føles aldrig længere væk, end at dets rødder udspringer af en troværdig virkelighed, og Abbasi – der er uddannet fra Den Danske Filmskole – tog tråden op fra debutfilmen ’Shelley’ med sin sommetider gruopvækkende udforskning af vores forbindelse til naturen.
Filmen – med manus af Isabella Eklöf, danske Nadim Carlsen som fotograf og Olivia Neergaard-Holm i klipperummet – gav os en af filmhistoriens mest bizarre sexscener og kradsede i temaer som køn, race og minoritetsspørgsmål. Men først og fremmest er det en dybt væsen-lig fortælling om at søge og sætte grænser, for sig selv og andre, og udleve sig selv uden at miste sit moralske ståsted. Tvangspensum til DFU’s næste filmaften.
9. ’The Rider’
Indiefilmens afsøgning af amerikansk identitet og klasseskel fik i år tiltagende momentum som kunstnerisk modsvar til den siddende regerings værdipolitiske undergravning af selvsamme.
Styrter du i livet, er det op på hesten igen, men det er lettere sagt end gjort for rodeorytteren Brady (Brady Jandreau) i Chloé Zhaos lavmælte, men stærkt engagerende drama ’The Rider’, der hvisker en svanesang for den mest ærkeamerikanske helt af dem alle: Cowboyen.
Brady forsøger at finde mål med tilværelsen, når han ikke kan ride og føle sig forbundet til hjemegnens prærielandskaber (han har indianske aner), og hans rastløshed spejler sig i de vilde heste ,han tæmmer.
Rodeo er fastforankret i westernkulturen, men i praksis dyrplageri, der piner en aggressiv reaktion frem i hesten ved at klemme dets testikler. På lignende vis kvases Bradys maskulinitet af sine egne og lokalsamfundets idealer, men ’The Rider’ (Månedens Film i Cinemateket her i december) er ikke entydigt en film om karma: Den tegner et billede af en befolkningsgruppe i USA, der i stigende grad føler sig unyttige. Og det, at rollerne indtages af amatører, der spiller versioner af sig selv, giver samfundskritikken et dokumentaristisk islæt, der gør ’The Rider’ til en af årets bedste – og smukkeste! – film om den amerikanske sjæl.
8. ’Sorry to Bother You’
Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.
Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle.
Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden, der foreløbigt kun er blevet vist herhjemme på CPH PIX. Forhåbentligt rammer den snart streaming-tjenesterne.
7. ’Phantom Thread’
Overlad det til Paul Thomas Anderson at spinde årets mest aktuelle, nålespidse kønssatire igennem fortællingen om en hoven couture-designer i 50’ernes England, der bogstaveligt talt lever af at snøre tavse mannequiner ind.
Daniel Day-Lewis’ sidste sting før pensionen placerede sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret ’Phantom Thread’ fem stjerner:
»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.
Instruktøren tippede på hatten til Alfred Hitchcock-gyset ’Rebecca’, men krydrede plottets sorthumoristiske katarsis med en anderledes handlekraftig kvindeskildring igennem Vicky Krieps tvetydige muse Alma, der vendte maestro og muse-magtrelationen på hovedet – og dermed gav Darren Aranofskys tematiske beslægtede, selvfede ’Mother!’ overlegent baghjul. Anderson skyede nemlig højdramatik og rituel offergørelse af kvinden til fordel for et giftigt psykologisk portræt af to mennesker, der kannibaliserer på hinandens affektioner og svagheder. Et finmasket mesterværk til vores kønspolitiske samtid.
6. ’Call Me By Your Name’
Homokærlighed på film blomstrede for alvor i 2018, og intet sted smagte frugten så saftigt som i Luca Guadagninos berusende filmatisering af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’, der gjorde Timothée Chalamet til Hollywoods mest ombejlede yngling.
Det 17-årige wünderkind Elio forelsker sig hovedkulds i sin professorfars renæssance-lækre researchassistent Oliver (Armie Hammer i et karrierehøjdepunkt) under et par hede måneder i familiens sommerresidens i Norditalien, og Guadagnino orkestrerede de to unge mænds tiltrækning med en nænsom, sulten sensibilitet, der efterlod en med sommerfugle flaksende ud brystet, ramt af 120 procent ægte kærlighed.
»’Call Me By Your Name’ stiller akademisk viden og ’viden, der er værd at vide’ – viden om kærlighed – over for hinanden i én af filmens mest uforglemmelige scener, hvor Elio og Oliver bogstaveligt talt kredser rundt om hinanden (og en statue)«, skrev vores anmelder i sin femstjernede hyldest.
Filmen blev mødt med nogen kritik for udeladelsen af bogforlæggets mere eksplicitte sexscener, men selvom anken udsprang af velmenende symbolpolitik, kunne den ikke abstraherede fra det faktum, at ‘Call Me By Your Name’ var en af årets mest sexede biografoplevelser.
5. ’Loveless’
Scenen med drengen bag døren. Vi har skrevet om den før her på sitet, men her halvandet år efter dens verdenspremiere på Cannes-festivalen står den stadig lige stærkt – scenen, hvor vi lige pludselig opdager, at 12-årige Alyosha har overhørt det sønderlemmende hårde skænderi, hans kolde og kyniske forældre lige har haft. Om ham.
Kort efter forsvinder Alyosha. Vi ved ikke hvorhen, og forældrene tvinges til at sætte en eftersøgning i gang uden den store hjælp fra myndighederne. I det nyrige moderne Rusland, som forældrene selv er hårdtoptrukne eksponenter for, er det de civile kræfter, der må stå sammen, hvis man skal opnå noget, der ikke handler om cool cash.
Under historien ulmer et ubønhørligt samfundsportræt fra den russiske mester Andrej Zvvyagintsev (’The Return’, ’Leviathan’). Men også selve den umiddelbare fortælling om eftersøgningen på den lille dreng i et frostkoldt Moskva er spændende som en thriller, hjerteskærende som et melodrama.
4. ’Roma’
Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.
Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.
Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig står befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.
Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.
3. ’The Florida Project’
Uligheden i det amerikanske samfund bliver stadigt større, men i stedet for at svælge i trist solidaritetsgrå skabte Sean Baker med ’The Florida Project’ en Disney-lyserød underklassefilm boblende af vitalitet, der på decideret magisk vis forankrer barndommens eventyrverden i socialkritisk realisme uden at forfalde til klæg romantiseren.
Den frække og driftige pige Moonee huserer med sine to bedstevenner på det pangfarvede motorvejsmotel The Magic Castle, hvor hendes mor lever fra hånden til munden som en af landets millioner af oversete hjemløse, der nok har (midlertidigt) tag over hovedet, men ingen sikkerhed eller reelle fremtidsudsigter. For Monee er ’slottet’ netop det, som navnet giver løfter om: Et sted til barndommens fantasiprægede udfoldelse, og Bakers impressionistiske sans for børnenes hverdag på godt og ondt er eminent.
Rollerne indtages af et miks af amatører (Bria Vinaite, der spiller moren, blev fundet via Instagram) og ultra-pros som Willem Dafoe (i en sjældent straight, Oscar-nomineret rolle som beskyttende motelbestyrer), der alle leverer med så stor naturlighed, at man næsten glemmer, at det er fiktion.
Som vores anmelder skrev:
»En af de mest troværdige, gribende og magiske skildringer af barndom og fattigdom nogensinde«.
2. ’Burning’
Ligesom flere film på denne liste lister ’Burning’ sig ind på én med en uafviselig styrke. Den starter som en klassisk, bittersød, uskyldig menage a trois mellem den unge, forsigtige forfatterspire Lee, der forelsker sig i den søde og friske pige Shin. På en rejse møder Shin dog den rige, fremadstormende og flotte Ben, der samtidig er så sympatisk, at han er svær at hade, selvom Lee virkelig gerne vil. Han er, som Lee siger, en koreansk Jay Gatsby.
Gradvist udvikler filmen sig til en thriller, der, ja, brænder sig ind på nethinden. Blændende smuk, dybt foruroligende. Har man tilfældigvis læst Haruki Murakamis novelleforlæg, ved man måske, hvilken vej vinden blæser, men det kan egentlig anbefales at lade være og bare nyde den koreanske instruktør Lee Chang-dongs sublime instruktion og ’The Walking Dead’-stjernen Steven Yeuns første koreanske film og bedste rolle i karrieren som den succesrige Ben.
Filmens gudesmukke dansescene er allerede en nyklassiker, og der er i det hele taget en masse at snakke om, når man har forladt biografen efter ’Burning’. Men også en masse, man ikke kan snakke om med folk, der endnu har oplevelsen til gode.
Chang-dong var allerede før denne film en af verdens absolut førende instruktører, og det er kun forstærket nu med ’Burning’, som får dansk premiere 20. december.
1. ’First Reformed’
Den mest himmelsk metafysiske scene siden Triers kirkeklokker i ’Breaking the Waves’. En af de mest knugende skildringer af ekstremisme nogensinde. En af de mest intense – og tvetydige – slutsekvenser nogensinde.
Ja: Paul Scrader er tilbage!
Schrader blev for 30-40 år siden kendt og anerkendt som manusforfatter på Martin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’. Han har også selv instrueret mindeværdige film, men med betragtelige udsving. Og han har aldrig lavet en film som den stringente ’First Reformed’, der ligesom de to Scorsese-film handler om mænd ramt af en selvdestruktiv urkraft.
Ethan Hawke er i karrierens mest indesluttede, nedspillede rolle præsten Toller, der har svært ved at finde Gud eller gejst efter sin soldatersøns død. En dag opsøges han af en ung kvinde, der er bekymret for sin mand, som lider af depression, ikke mindst som følge af hans fanatiske optagethed af klodens klimamæssige forfald. Få dage efter begår manden selvmord – og arrangerer det sådan, at Toller finder ham.
Det sender rystelser gennem Tollers ellers bedøvede indre apparat. Rystelser, hvis konkrete udslag ikke skal afsløres her. Men det er dystert-eksistentielt med kun to dråber håb.
Schrader er kendt som en stor cineast, og hans passion for rigidt naturalistiske instruktører som franske Robert Bresson skinner tydeligt igennem i de gennemkomponerede billeder i det klaustrofobisk kvadratiske billedformat. Men Schrader bryder også med realismen, og når han gør det, blæses man bagover i lænestolen.
’First Reformed’ er månedens film i Cinemateket i januar, og det kan afgjort anbefales, at man fanger den på det store lærred, men den kan også fanges på streaming.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Læs også: Årets fem bedste danske film – rangeret