’IO’: Netflix’ økodystopi pakket ind som sci-fi-drama kvæler én langsomt
Kloden er ubeboelig. Næsten i al fald. Udover enkelte små lufthuller højt over skyernes dække er luften blevet så forurenet, at mennesket ikke længere kan betræde jorden.
»Det er, som om vi var dømte til at ødelægge vores planet«, fortæller vores hovedperson Sam (Margaret Qualley) os i en voiceover i starten af Netflix-filmen ’IO’ og fortsætter: »Jeg kalder det menneskelig natur«.
Så er vi ligesom i gang med den højaktuelle økokritiske pegefinger med eksistentiel moralisme tværet ud i ansigtet på de klimafornægtere, som ignorer, hvordan vores Moder Jord smuldrer foran vores fødder.
De fleste mennesker er rejst bort. Til IO, en af Jupiters måner. Mission Exodus, udvandringen til nye steder og nye muligheder. Efter Jordens luft blev fuld af ammoniak og gav sort blod i årene, så menneskene dør i søvne eller kvæles midt på gaden.
Få blev dog tilbage, opsatte på at bevise, at jorden kan reddes. Planterne tilvænnede sig, så hvorfor ikke også dyrene og menneskene… Sam er ét af disse tilbageværende mennesker. Hun er datter af videnskabsmanden Henry Walden (Danny Huston), der har dedikeret liv og sind til at redde mælkesystemets ædle muld og atmosfære. Far undersøger efter sigende sagerne oppe i bjergene, mens datter kigger på bierne. Kan de overleve, kan mennesket måske også.
Sam sværmer rundt på ATV i de såkaldte zoner i byernes dystopiske gader og samler materiale, mens der fortælles og oplyses med så mange fremmede ord, at man ikke er i tvivl om, det skal lyde klogt. Hun skriver lange e-mails med sin kæreste Elon – som altså endte på Jupiter og ikke på en koloni på Mars – der nævner, at man gør sig klar til ekspeditionen Den Nye Orden, som skal kolonisere exoplaneten Proxima Centauri, hvorfor de allersidste one-way-tickets til IO altså snarligt skal indløses.
Så en dag lander en jerntank bundet til en luftballon foran Sams lille hytte. Ud træder Micah (Anthony Mackey), som leder efter Dr. Henry. Og så fortsætter fortællingen i samme langsommelige spor uden nogen drivkraft, så man tager sig selv i at have ønsket på, at menneskets skæbnesvangre forfald havde udryddet hele møget.
Filmen igennem løber flotte billeder hen over skærmen, men de er slet ikke nok til at gøre ’IO’ til meget mere end et forslidt maleri, man ikke gider se på ret længe. Den er et studie i ensomhed og menneskelig relationer, men man længes efter den muskel, der gør, at man overhovedet gider trække vejret.
Historien snubler over sine egne spinkle ben, når den prøver at virke dyb med en evighedsrække af alt andet end subtile referencer til litteratur, klassisk musik, græsk mytologi og kristne motiver, der alt sammen ender ud i en Adam og Eva 2.0 samt videnskabeligt nonsens uden den mindste form for troværdig autoritet.
Den atmosfæriske stilhed kvæler én langsomt med ammoniakfyldt kedsomhed.
Kort sagt:
’IO’? NO.
Læs også: De 20 bedste film på Netflix lige nu