‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3 får premieredato – og vi skal vente lidt længere end forventet

‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3 får premieredato – og vi skal vente lidt længere end forventet
Elisabeth Moss i 'The Handmaid's Tale' sæson 3.

Senere i år lander tredje sæson af Hulu’s successerie ‘The Handmaid’s Tale’, men hvor de tidligere sæsoner begge har haft premiere i april, er tredje kapitel nu rykket helt frem til torsdag den 6. juni. Hvorfor vi altså ikke alligevel kan bruge påsken på at binge Junes kyseafbrænding i det kvindeundertrykkende rædselsregime Gilead.

Damn.

Til gengæld kan vi så glæde os over, at HBO Nordic på premieredagen serverer hele tre ud af de i alt 13 episoder, hvorefter en ny vil blive tilgængelig hver torsdag.

I en pressemeddelelse teaser HBO Nordic desuden, at »der venter forbavsende genforeninger, forræderiske overraskelser og en frygtindgydende rejse ind i hjertet af Gilead«. Men mindre kan heller ikke gøre det, hvis sæson tre skal løfte serien fra den repetitive tomgang, der til dels kom til at karakterisere sæson to inden finalens slutspurt.

Foruden Elisabeth Moss i hovedrollen byder tredje sæson naturligvis også på et gensyn med Joseph Fiennes’ dæmoniske Fred Waterford, Yvonne Strahovskis tiltagende flerfacetterede isprinsesse Serena Waterford (der på sin mands ordre mistede et fingerled i slutning af anden sæson), Alexis Bledels Emily, der formodes at være flygtet til Canada, Madeline Brewers skrøbelige Janine, Max Minghellas dobbeltagent Nick (faren til Junes babydatter) såvel som Ann Dowds frygtindgydende Aunt Lydia der, sidst vi så hende, endelig fik gedigne prygl af Emily.

Blessed be the fight!

Læs også: Se den første ildevarslende teaser for ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af