’Velvet Buzzsaw’: ‘The Square’ møder ‘The Ring’ i bizar horrorsatire med Jake Gyllenhaal

3 6
’Velvet Buzzsaw’: ‘The Square’ møder ‘The Ring’ i bizar horrorsatire med Jake Gyllenhaal
Rene Russo og Jake Gyllenhaal i 'Velvet Buzzsaw'.

Enhver splatterfilm med respekt for sig selv har den dér ene karakter – typisk en selvfed mandsperson – som er så øretæveindbydende irriterende, at man bare ved, han dør først, og man ligefrem glæder sig i sadistisk skadefryd til at se ham få sin bestialske bekomst.

Sådan er alle karakterer i ’Velvet Buzzsaw’, en besk, bizar, blodig og ujævnt underholdende gysersatire, som er en lettere misdannet krydsning mellem Ruben Östlunds ramsaltede kunstsatire ’The Square’ og hvem-dør-først-horror a la ’The Ring’ og ’Final Destination’.

Filmen er det andet samarbejde mellem instruktør Dan Gilroy og hovedrolleindehaver Jake Gyllenhaal efter den morbidt morsomme thriller ’Nightcrawler’, som var en bidende og original satire over den skruppelløse sensationspresse. ’Velvet Buzzsaw’ vil meget af det samme, men er desværre ikke nær så vellykket.

Denne gang er det kunstverdenen, der skal udstilles. Gyllenhaal spiller Morf Vandewalt (alene navnet!), en krukket kunstkritiker, der kan make eller breake en karriere med en enkelt sætning. Fra første øjekast, hvor han spankulerer gennem en kunstudstilling i Miami med en selvtilfreds mine under pandehåret, har man lyst til at slå hans modebriller ind, men han er også – i kraft af Gyllenhaals manierede gestik og mimik – en udsøgt, kindkyssende karikatur over virkelighedens slige typer.

Så langt, så lovende. Som parodi på et prætentiøst kunstnerparnas fungerer filmens første akt glimrende, og en veloplagt Gyllenhaal har det synligt sjovt som skabagtig kunstsnob. Det er måske ikke videre originalt eller subtilt satiriseret, men der er rammende replikskifter og skarpt tegnede kunstnerkarikaturer, og foruden Gyllenhaal brillerer Rene Russo og Toni Collette som to rapmundede rivalinder.

Derimod er John Malkovich skammeligt spildt i en redundant rolle som tørlagt hasbeen-kunstner, og han er ikke den eneste i det digre stjernecast, som ikke levnes tid og rum til at folde sin figur ud, fordi filmen ikke helt ved, hvad den vil med sine mange karakterer og indfald.

Efter et stilsikkert åbningstableau, hvor vi introduceres til det kulørte (karakter)galleri, begynder det at gå skævt, da historien rigtigt går i gang. Den er nemlig ret langt ude. Den opadstræbende kunstagent Josephina (Zawe Ashton) snubler over en veritabel skattekiste af kunstværker i sin overbos dødsbo. Der er ingen arvinger, og den afdøde kunstner, en gådefuld mand ved navn Vetril Dease, har forlangt samtlige malerier destrueret. Men Josephina øjner et karrierehop, så hun hapser værkerne i nattens mulm og mørke og udstiller dem i samarbejde med sin chef, den magtfulde galleriejer Rhodora Haze (Rene Russo).

Deases malerier bliver straks talk of the town, blandt andet takket Morf Vandewalts lobhudlende skriverier. Men inden længe begynder flere af dem, der har profiteret på kunsttyveriet, at komme ud for forfærdelige ulykker. Og er det ikke, som om de hypnotiske malerier begynder at bevæge sig, hvis man stirrer længe nok på dem?

Morderiske malerier – en bastant metafor og en noget fortænkt plotmotor. Og som handlingen skrider frem, bliver det stadigt sværere at se, hvad Gilroy egentlig vil med sin aparte film, og ikke mindst hvad der skal vedligeholde seerens interesse. Det er ikke den hårtrukne historie, ej heller de utiltalende karakterer, som man som følge af filmens kyniske, sortbejdsede menneskesyn er ret ligeglad med, hvilket svækker suspenseopbygningen i skræmmescenerne.

Selv som rendyrket gore holder filmen for meget igen til rigtigt at chokere. I den mest grafiske scene får en karakter blendet sin arm til hakkekød, men det sker ude af syne, mens armen sidder fast i en sfærisk kunstinstallation, så vi kun ser blodstænkene. Til gengæld er det sjovt, at liget efterfølgende får lov at ligge udblødt på gallerigulvet i timevis, idet alle tror, det er en del af installationen.

Og det indkapsler egentlig filmen meget godt. Som kunstsatire er den en skæg og skarp, om end også lidt tyk og tom, parodi. Som gyser er den lige så blodfattig, som den er blodig. 


Kort sagt:
‘The Square’ møder ‘The Ring’ i ujævnt underholdende gysersatire fra manden bag ‘Nightcrawler’.

Læs også: Det skal du streame på Netflix, HBO Nordic, Viaplay mv. i februar

Spillefilm. Instruktør: Dan Gilroy. Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Rene Russo, Zawe Ashton, Toni Collette, Natalia Dyer, Tom Sturridge, John Malkovich. Spilletid: 112 min.. Premiere: Den 1. februar på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af