’Pet Sematary’: Rørende gys med frygtindgydende kat er helt i Stephen Kings ånd

5 6
’Pet Sematary’: Rørende gys med frygtindgydende kat er helt i Stephen Kings ånd
Den skrækindjagende kat Church i 'Pet Sematary'.

Stephen King er kendt for det uhyggelige, men det, han mestrer mere end noget andet, er det prosaiske, det hverdagslige – og det usædvanlige i det hverdagslige. Kontrasten mellem det intime nærvær og angsten for det, der gemmer sig under overfladen, er det, der gør King til kongen.

I sin skrækindjagende gyserroman ’Pet Sematary’ fra 1983 tager han sit fulde arsenal af tårevridere, hjertevarmere, sjæleknusere, og myrekrybere i brug. Og det samme gør den nye filmatisering af hans horrorklassiker. Her gennemgår man hele følelsesspektret, fra nervøs latter til empatisk sorg og simpel frygt i mødet med hypereffektive jumpscares.

Den forholdsvis uprøvede instruktørduo Kevin Kölsch og Dennis Widmyer lægger ud in media res: Et kamera glider langsomt hen over en tætbevokset grøn skov, et brændende hus og en blodig indkørsel med et rødt håndaftryk på bilen. Hvorefter de skruer tiden tilbage, og vi sidder i bilen sammen med familien Creed på vej mod deres nye liv langt fra storbyens hurlumhej.

John Lithgow og Jeté Laurence i ‘Pet Sematary’.

Ægteparret Louis og Rachel, deres to børn Gage og Ellie og katten Church (komma Winston) har lige købt et hyggeligt hus i det landlige New England – med kælder, to etager, tyve hektar skov og den mest hårrejsende dyrekirkegård i mands minde inkluderet i prisen. Der går naturligvis ikke længe, før kirkegården inspiceres af datteren Ellie, og her møder hun den lidt sære, men flinke nabo Jud, som kommer hende til undsætning, da hun falder ned fra en dynge af træer, pinde, jord og gamle dyrerester.

Jud advarer hende om, at skoven kan være farlig, og at man ikke skal gå længere ind end til kirkegården. Dog bryder han hurtigt sin egen regel, da han og Louis få dage efter bevæger sig dybt ind i skoven for at begrave den netop afdøde Church. Men næste dag dukker en blodindsmurt, om end uomtvisteligt levende Church op foran Ellies vindue. Det, der begraves bag dyrekirkegården, bliver ikke liggende længe, og når familien oplever den største tragedie, man kan forestille sig, bliver kirkegårdens trolddom en fristelse, der er svær at modstå.

»Nogle gange er det bedre at være død«, konstaterer den som altid fremragende John Lithgow i rollen som Jud. Og det er da også den følelse, man selv sidder tilbage med, men samtidig forstår man godt det eksistentielle dilemma, den langsomt krakelerende far Louis kæmper med, efter tragedien rammer. Kan man blive udsat for noget så uhåndgribeligt uretfærdigt, at selv den reneste sjæl tager imod, når djævlen rækker ud med en hjælpende hånd?

Filmen stråler, når den lader sorg, skyld og forældrekærlighed fylde mere end de levende døde. Det er menneskeligheden, der er fortællingens kerne, og som gør den snigende umenneskelighed så frygtindgydende. Den konstante, gennemtrængende makabre understrøm skrues højere og højere op, og til sidst går det op for én, hvor effektiv og subtilt nervepirrende den eskalerende intensitet egentlig var.

Jason Clarke som Louis og Jeté Laurence som datteren Ellie leverer flotte præstationer, men man må endelig ikke glemme katten Church, spillet til perfektion af treenigheden Leo, Tonic, Jager og JD. Både filmens mest nervepirrende og mest komiske scener har det forbandede kæledyr i rampelyset. Især mindeværdig er scenen, hvor Louis beslutter sig for at køre djævlekatten langt ud på herrens mark i håb om aldrig at se skyggen af dens pelsede væsen igen. Idet kameraet og Louis langsomt triller væk fra den musestille kat, bliver man mødt af et blik så besat af maliciøs nonchalance, at man burde overveje at indføre en Bedste Dyrepræstation-kategori til næste års Oscar-show.

’Pet Sematary’ er skiftevis følsom, forfærdende og vittig, men fremfor alt rummer den vaskeægte emotionel slagkraft. Helt i Stephen Kings ånd.

Læs også: Disse film skal du streame i april – fra lesbisk kærlighed til en perlerække af indiehits

Instruktion Kevin Kölsch og Dennis Widmyer. Medvirkende: Jason Clarke, Amy Seimetz, John Lithgow, Jeté Laurence og Obssa Ahmed. Spilletid: 101 min.. Premiere: Den 4. april
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af