Ja, jeg tror på nogle af de ting, Kirsten Birgit siger i ’Den Korte Radioavis’

KOMMENTAR. Så er den gal igen. Radio 24syvs snarligt afgående direktør Jørgen Ramskov har atter måttet undskylde på vegne af stationens fiktive seniorkorrespondent og satireflagskib Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Sjovt nok kommer kritikken, flere uger efter hændelsen fandt sted. 6. juni bragte programmet via producer Nina et rygte til torvs om, at Henrik Sass Larsen har et seksuelt forhold til den tidligere DSU-formand Alexander Grandt. »Han er på Fyn – hos sin elsker«, siger Nina i udsendelsen og navngiver ham kort efter.

»Tror du ikke, at han ville vælge en dronningerunde, hvis han stod til at blive finansminister, frem for at ligge og kneppe røvhuller på Fyn«, lyder det fra Kirsten Birgit efter en snak om, at tabloidmedierne sidder på en historie om Henrik Sass Larsens narkomisbrug, som de vil køre, efter han er blevet finansminister.

Lidt senere i programmet spreder Kirsten Birgit rygtet live i en P1-udsendelse, hvor den fiktive figur bliver interviewet om den politiske satire i forbindelse med valget. Til sidst i interviewet spørger den ene af DR-værterne, om Kirsten Birgit har noget gangsladder fra Christiansborg, som hun kan dele, hvorefter hun siger:

»Ikke andet end at Henrik Sass ligger og røvpuler en eller anden DSU’er ovre på Fyn«.

»Det var gangsladder nok for mig, tror jeg«, replicerer værten, som jo altså selv bad om det.

Sladder eller satire

Ingen tog rigtigt notits af affæren, før Radio24syvs medieprogram ’Q&A’ i en debat mellem fire medieprofiler i programmets udgave fra Folkemødet på Bornholm satte spot på ’Den Korte Radioavis’ behandling af Henrik Sass Larsen. Blandt gæsterne var Jørgen Ramskov, der ikke havde opfattet, at Alexander Grandt var et virkeligt menneske, og som efter lidt væven måtte undskylde på stedet. Siden har han gentaget sin undskyldning i Politiken og Berlingske med betoning af, at Grandt ikke er en offentlig kendt person med nogen væsentlig magt – modsat Henrik Sass Larsen (inden han trak sig fra politik), som derfor må finde sig i grovkornet satire.

Det seneste døgn har fanden så været løs i laksegade, og kritikerne har stillet sig i kø. Fagbladet Journalistens chefredaktør Øyvind Hesselager, der af en medievant personlighed at være i øvrigt gjorde en akavet figur efter et koldkald fra ’Den Korte Radioavis’ i sidste uge, udtalte til Berlingske, at programmet var blevet »desperat«, »ikke sjovt og ikke originalt, bare grimt«. Og Socialdemokratiets Peter Hummelgaard sagde samme sted, at »der er sket skred i forhold til, hvad der kan kaldes for satire, og hvad der er sladder, som kun har til formål at ødelægge mennesker«. Han efterspurgte en undskyldning ikke blot til Grandt, men også til Sass Larsen.

Både Hummelgaard og Altingets chefredaktør Jakob Nielsen hævder, at ’Den Korte Radioavis’ videregiver rygter, som de etablerede medier ikke kan sende i æteren, og at grænsen mellem satire og virkelighed således sløres i betænkelig grad.

En kritik, Ramskov dog affærdiger fuldstændigt:

»Jeg vil simpelthen ikke diskutere det ud fra, at nogle mener, at Kirsten Birgit findes og laver en regulær nyhedsudsendelse. Det er et satireprogram. Og hvis nogen har set Kirsten Birgit og tror, at hun er en rigtig journalist, der laver rigtige nyheder, så har vi et større problem med fake news, end jeg nogensinde har opfattet, at vi får. Det her er satire, og Kirsten Birgit findes ikke«, sagde han i ’Q&A’. »Jeg bliver meget bekymret for ungdommen, hvis der er nogen, der tror, at ’Den Korte Radioavis’ er den skinbarlige sandhed«.

Jon Stewart-sammenligning holder ikke

Jeg har modsat Ramskov lyttet til samtlige ’Den Korte Radioavis’-programmer siden foråret 2015, og jeg er ked af at sige det, hr. radiodirektør: Så enkelt er det ikke.

For selvfølgelig ved jeg og alle andre, at Kirsten Birgit spilles af Frederik Cilius, at mange af de holdninger, Cilius fremfører gennem sin affekteret-dybe røst, er satiriske svirpere uden bund i Cilius’ eget værdisæt, og at langt det meste af det, der foregår i ’Den Korte Radioavis’, er fiktivt materiale, særligt de nyheder, KBSKH læser op i de fingerede nyhedsudsendelser. Der er da nok heller ikke nogen faste lyttere, der tror, at duoen har begravet klovnen Knud på Birgitø, eller at det var Kirsten, der forårsagede branden på Notre Dame.

Men i takt med programmets stigende popularitet har det også fået en anden funktion. Det er en offentlig hemmelighed, at ’Den Korte’-redaktionen fodres med mere eller mindre bekræftede historier fra de rigtige 24syv-journalister og måske endda også fra det politiske miljø selv. På det punkt går Jakob Nielsen og Hummelgaard ikke galt i byen.

Som medievidenskabsuddannet redaktør hører jeg formentlig til den mere mediekritiske del af befolkningen, men alligevel indrømmer jeg gerne, at ’Den Korte Radioavis’ for mig har udviklet sig til at være mere end en kanal for komik. Jeg lytter også for at kunne følge samtalen om det nyeste sladder fra magtelitens tinder. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. I Kirsten Birgit-følget tror man ikke nødvendigvis på alle rygterne og deres konkrete detaljer, men ud fra devisen, at der ikke går røg uden en brand, efterlader jeg ofte programmet med en følelse af, at der nok er noget om snakken.

Når Kirsten Birgit og Rasmus Bruun således har talt om Henrik Sass Larsens døgnlange sexseancer pumpet op på narko – utvivlsomt med inspiration fra de artikler, der har været om chemsex-fænomenet i de danske medier – tror jeg da ikke på hvert et ord. Men at Henrik Sass er på stoffer, og at det har haft noget at gøre med hans bredt omtalte depression? Det sætter sig fast, andet kan jeg ikke sige.

På den måde er Jørgen Ramskov nok sat lidt af på den ethos og kultur, der hersker omkring ’Den Korte Radioavis’. Det gælder for al satire, at det kun er vellykket, hvis det rummer et gran af sandhed eller genkendelighed, men der er ingen tvivl om, at programmet har taget den skridtet videre ved at arbejde så flydende med virkelige rygter fra journalistkrogen på bodegaerne i indre by.

Derfor holder Ramskovs sammenligning med dengang, det viste sig, at mange unge amerikaneres primære nyhedskilde var satireshowet ’The Daily Show’, heller ikke. Jon Stewart formidlede nemlig et tydeligt humoristisk-kritisk blik på sandfærdige nyheder, mens man med ’Den Korte Radioavis’ aldrig helt ved, hvad der er facts, og hvad der er fiktion.

Gang i luftballonen

24syv-successen udstiller selv sladderkulturen, når redaktionen mæsker sig i spare ribs fra Bones, og Kirsten serverer en »saftig bøf« i metaforisk forstand. Det er en del af satiren. Men programmet har også transcenderet satiren eller i hvert fald udvidet dens råderum på en måde, vi aldrig har set herhjemme før.

’Den Korte Radioavis’ eget svar på kritikken i denne ugers programmer har været brillant. I lyset af at Henrik Sass Larsen nu er en privatperson og derfor ikke længere en forsvarlig genstand for satire kastede Cilius, Bruun & co. sig i stedet over hans formodede afløser på finansministerposten, Nicolai Wammen.

Tirsdag diskede Kirsten op med en historie om, at Wammen drikker, dyrker vild chemsex på chrystal meth, ryger crack, har coke-mund og »boller med alle mulige mænd«. Nina og Rasmus labber det i sig, indtil Kirsten tilføjer, at han også har et barn med en grønlænder. Det er som det eneste sandt, men det tror kollegerne ingenlunde på.

Onsdag er der stegt endnu en saftig bøf, og denne gang fortæller Kirsten om, hvordan hun på Islands Brygge tilfældigt har overhørt Dan Jørgensen og Nicolai Wammen tale om, at Socialdemokratiet hellere vil have omvalg end at tage De Radikale med i regering. Det fører til en anekdote om, hvordan den indflydelsesrige spindoktor Svend Gunbak har arrangeret politikerture til Singapore på bordellet The Four Floors of Whores, hvor Nicolai Wammen deltog. Og det fører så videre til, at Kirsten i går fra tårnet på Rådhuspladsen ved selvsyn så Wammen på vej til regeringsforhandlinger, flyvende iført en skipperkasket i »sin velkendte luftballon«, mens redaktør på det socialdemokratiske medie Pio (Pio) Jens Jonatan Steen havde »hele Nicolai Wammens stive lem inde i munden og giver ham sådan en swiffer på turen ind til Christiansborg«.

Sårede socialdemokrater

Segmenterne spiller som et velplaceret stik i sidebenet til alle os, der måske indimellem tager ’Den Korte Radioavis’ lidt for seriøst, og de tager tykt pis på de opstyltede diskussioner af, hvor et satireprogram egentlig har deres viden fra, og hvor ægte deres ytringer er. Men de er også et effektivt røgslør, der understreger, at man aldrig helt ved, hvad der er sandt og falskt i programmet.

’Den Korte Radioavis’ har blandt proselytterne en så uangribelig status, at det indimellem synes at være hævet over kritik i en usund grad. De gik bestemt over stregen, da Kirsten Birgit i en meta-aprilsnar tidligere på året ringede til Dansk Folkeparti-politiker Pia Adelsteen, udgav sig for at være politimand og sagde, at en lastbil var kørt ind i hende og ægtemanden Kim Christiansens omdiskuterede A’Porta-hotel, og at én af hendes ansatte var blevet slået ihjel (»den gode nyhed er, at det var hende den hysteriske, der ikke ville arbejde, fordi hun ikke fik løn under sygdom«).

Frederik Cilius ringede umiddelbart efter opfaldet til Pia Adelsteen og undskyldte for den improviserede joke, som alle vist var enige om var gået for vidt. Det var da også dårlig og unødvendig stil at bringe den uskyldige Alexander Grandt ind i Henrik Sass-føljetonen – Grandt har selv fortalt, at han nu bliver stoppet på gaden og spurgt om, hvorvidt det er rigtigt, at han har et forhold til den detroniserede socialdemokrat, og han har eftertrykkeligt manet historien til jorden som en løgn.

Mads Brügger har dog fat i noget, når han på Twitter bemærker, at ’Den Korte Radioavis’ har »tæsket løs på« den foregående regering i næsten fire år, og at Socialdemokratiet nu kræver undskyldninger af og kontrol med satiren, allerede inden de har dannet regering.

Det er jo sandt for dyden ikke første gang, at ’Den Korte Radioavis’ har viderekolporteret heftige rygter, der strækker sig langt ind i politikernes privatliv.

I afsnittet ’Den saftigste bøf’ fra 2017 fortalte Kirsten Birgit om, hvordan Anders Samuelsens kone under Liberal Alliances landsmøde havde opdaget, at hendes husbond havde noget kørende med 11 forskellige kvinder på samme tid. De har diskuteret Lars Løkkes alkoholmisbrug og gravet i hans private gæld. De har begået karaktermord på Søren Papes kæreste. De har givet Ole Birk Olesen så grove tilnavne, at Wulffmorgenthalers Dolph ville blive flov. De er dykket ned i Enhedslistens voldtægtssag. De har kørt hårdt på Kim Christiansen og hans omfartsvej og rødvinskinder.

Når Socialdemokratiet således slår ring om Henrik Sass Larsen, mens de understreger, at de har masser af humor, har de en dårlig sag i et land, hvor det i andre sammenhænge er noget så essentielt, at vi står last og brast med satirens ytringsfrihedsbaserede hjemmel for at håne, spotte og latterliggøre.

Selvom nogle, der tydeligvis aldrig rigtigt har hørt programmet, mener, at ’Den Korte Radioavis’ blot er plat humor fra en mand i dametøj, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med et af de mest originale stykker komik i danmarkshistorien. Og en stor del af originaliteten er opstået i det uigennemsigtige sammenstød mellem virkelighed og fiktion, i den opfindsomme leg med personaer og i Kirsten Birgit-karakterens ufiltrerede ytringsekstremisme, der først vil miste sin værdi, hvis hun begynder at pakke tingene ind af frygt for at såre magthavernes følelser.

Det er ’Den Korte Radioavis’-kritikkens største paradoks: Alle mener, at satiren skal afsøge grænser. Så længe den aldrig overskrider dem.

Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ nødlukkede ‘Hvem vil være millionær?’