Vores seks største ønsker til ’It: Chapter 2’: Hate-crime, klovnemystik og kæmpeskildpadder

Opfølgeren til den gigantiske horrorsucces ’It’ kryber op fra kloaken og ind i biograferne i næste uge, hvor Bill Skarsgårds mareridtsklovn atter er klar til at terrorisere de nu voksne medlemmer af The Losers’ Club. Instruktør Andy Muschietti har lovet os »filmhistoriens blodigste scene«, men hvad kan vi ellers forvente os af fortsættelsen, der binder sløjfe på Stephen Kings gysermesterværk? Den nye film står særligt over for en stor udfordring, når den skal håndtere Kings psykedeliske slutning.
Vores seks største ønsker til ’It: Chapter 2’: Hate-crime, klovnemystik og kæmpeskildpadder
Bill Skarsgård er tilbage som klovnen Pennywise.

(Læs ikke artiklen, hvis du absolut intet vil vide om historien i ‘It: Chapter 2’.)

Små og store Losers: James McAvoy og Jaeden Martell som Bill, Jessica Chastain og Sophia Lillis som Beverly og Bill Hader og Finn Wolfhard som Richie.

Giv de voksne Losers plads til at blive hovedroller i egen ret

I ’Chapter 2’ er rødderne fra den første film blevet voksne og spredt over USA, hvor de har lagt Derry bag sig og fortrængt klovnens angreb. Hvorfor Bill, Beverly, Mike, Ben, Eddie og Richie da nu også spilles af henholdsvis James McAvoy, Jessica Chastain, Isaiah Mustafa, Jay Ryan, James Ransone og Bill Hader. Men fordi filmen gør rigelig brug af flashbacks, bliver der også plads til gensyn med etterens nu gyserikoniske unge cast med stortalenterne Finn Wolfhard (’Stranger Things’) og Sophia Lillis (’Sharp Objects’) i front.

Sidstnævnte er imidlertid selvsagt blevet noget ældre på de par år, der er gået siden indspilningerne af ’Chapter 1’, og en god del af toerens special effects-budget er således blevet brugt på digital foryngelse af skuespillerne fra teenagere til store børn. Det i sig selv giver anledning til en vis uro for, om effekten vil virke distraherende undervejs, men mere interessant bliver det, om de voksne udgaver kan vinde publikums affektioner på samme vis, som deres yngre kolleger gjorde det.

Én ting er at følge karakterne fra børn til voksne i Kings roman med egne billeder på nethinden, noget andet er at skulle forholde sig visuelt til to forskellige skuespillere i samme rolle, hvoraf sidstnævnte ikke vil få nær så meget albuerum til at markere sig, som børnene gjorde i første kapitel. Det vellykkede emotionelle bånd mellem seer og charmerende hovedrolleindehavere var en stor del af ’It’s succes og den komponent, der funderede gyset i menneskelig tragedie, og McAvoy, Chastain og Hader kommer på overarbejde for at vinde vores hjerter på rekordtid, samtidig med at elskelige Wolfhard, Lillis og co. oven i hatten ‘spøger’ filmen igennem.

Men noget tyder allerede på, at grebet lykkes – i tidlige amerikanske reaktioner på filmen er Bill Hader blevet rost til skyerne for sit portræt af Richie. Det lover godt!

Xavier Dolan under Cannes-festivalen i 2016. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Gør Adrian Mellon ære

Mellon hvem? Keep reading…

Stephen King ynder at flette en besk dosis slet skjult samfundskritik ind i sine portrætter af lilleputsamfund i det amerikanske hjerteland, hvor overnaturlige væsner agerer metaforer for betændte sår på den splittede amerikanske folkesjæl – og ingen fantasidjævel værre end klovnen Pennywise, hvis skrækindjagende indflydelse i Derry, Maine, rejser spørgsmålet: Skyldes sovebyens galoperende problemer med racisme, vold og homofobi Pennywises blotte tilstedeværelse, eller er det indbyggernes egne depravationer, der i tidernes morgen har tiltrukket og siden fodret monsteret i undergrunden?

Uanset hvad har Pennywise nu mentalt tag i Derrys tvivlsomme eksistenser – som teenagebøllen Henry Bowers – hvis disposition for vold han ganger op med sin egen blodtørst. I første film udmundede det sig i Henrys (som selv blev slået i hjemmet) tiltagende psykopatiske terroriseren af vor helte The Losers, men det mest modbydelige eksempel på Derrys hjemmegroede ondskab optræder senere i Kings roman, da en gruppe sadistiske teenagedrenge gennemtæver en ung homoseksuel mand, Adrian Mellon, da han og hans kæreste er på vej hjem fra cirkus, og smider ham i floden – hvorefter han bliver spist af Pennywise.

Den chokerende hate-crime figurerede overhovedet ikke i miniseriefilmatiseringen af ’It’ fra 1990, men ifølge instruktør Andy Muschietti i et interview med Entertainment Weekly var det aldrig et spørgsmål, om scenen skulle være med i ’Chapter 2’ eller ej: Selvfølgelig skulle den det. »Den satte sig dybt i mig«, fortalte Muschietti, og i filmens trailer kan man da også skimte Mellon i vandet.

At det er den prisvindende ’Mommy’-instruktør og skuepiller Xavier Dolan – som selv er homoseksuel – der spiller Mellon, tilføjer scenen yderligere symbolsk vægt som en højaktuel kommentar på opblomstringen af højreorienterede stramninger af LGBTQ-miljøets rettigheder i USA (uagtet af Dolan er canadisk). Men så igen: ’It: Chapter 2’ er en fuldfed, ultra-voldelig horrorfilm med så meget død og ødelæggelse, at man på forhånd kunne være en anelse bekymret for, at Mellons død komprimeres til en gimmick i virvaret forud for det endelige slag, alle gode intentioner til trods.

Vi krydser fingre og tæer for, at Muschietti og co. holder tungen lige i munden og leverer en scene, der ærer mennesket over offeret.

 

Bill Skarsgård som Pennywise i ‘Chapter 2’.

Lad være med at ‘forklare’ Pennywise

Som før nævnt spreder Pennywise gift i Derrys grundvand med voldsudbrud og moralsk korruption blandt byens indbyggere til følge, men klovnen kan mere endnu på et filosofisk plan:

Han repræsenterer nemlig vores alle sammens grundangst for at blive ladt alene, for ikke at blive forstået, set eller hørt, i barndommen såvel som i voksenlivet. Han er alle skyggernes mulige rædsler, når der ikke er trøst at hente i fællesskabet, og i lige så høj grad en mavefornemmelse af tøjlesløs eksistentiel frygt, som han er en håndgribelig person. Han mobber dig med din isolation og griner af din længsel efter nogle at dele dine frustrationer med. Romanens voksenudgaver af de hjemsøgte børn er desillusionerede, ulykkelige skygger af deres idealistiske barnefantaster, og der er en klokkeklar grund til, at Stephen King gav sin superskurk kælenavnet ’It’: Pennywises svævende identitet er lige så kaotisk og dyrisk instinktdreven som Freuds mørke ’id’.

Af samme grund vil det da heller ikke klæde ham at blive afmaskeret ud fra en træt gysertendens til at ville kulegrave uhyrernes baggrunde og motivationer (jævnfør blandt andre ’The Conjuring’-spinoffet ’The Nun’). Traileren til ’Chapter 2’ viser et klip af Pennywise med løbende makeup, men forhåbentlig er det blot et udtryk for udyrets vanlige chokklovnerier snarere end et hint til en baggrundshistorie for karakteren.

I romanen spinder King ganske vist en bombastisk ’mytologi’ for Pennywise, og der skal nok være fanpurister, der vil stejle over enhver afvigelse fra forlæggets alt andet lige dybt besynderlige ’forklaring’ af klovnen. Men herfra skal der ikke desto mindre lyde en bøn til Muschietti om at værne om mystikken. Det onde er allermest skrækindjagende i sin uudgrundelighed, så spring de krøllede facitlister over og efterlad os med frygten for monsteret under sengen.

Hvilket leder os frem til…

OBS: De tre sidste punkter indeholder spoilers for romanens slutning. 

Fra klovn til sci-fi-kiks.

Lad for guds skyld krabbeedderkoppen blive i 90’erne

Alle, der har læst Kings dørstopper eller set miniserien med brillante Tim Curry som Pennywise (hvis store klovnesko Skarsgård gør et ihærdigt om end mere hysterisk forsøg på at udfylde i de nye film) ved, at den originale historie har en, ahem, aparte finale. For at sige det mildt.

Gysermesteren har en halvkedelig vane med at slippe tøjlerne på sine overnaturlige historier på målstregen, hvor kareten jævnligt vælter i grøften i et gakket kaos af højpandet sci-fi-mytologi og scener så absurde, at de nær ved punkterer uhyggen, der er gået forud. King har tidligere været åben omkring sine yngre års alkohol- og kokainmisbrug, og man kunne godt have mistanke om, at ’It’s finale er udsprunget af en lignende udefrakommende ’inspirationskilde’. I hvert fald kom det som lidt af en overraskelse for mangen en læser, da Pennywise åbenbarede sin sande form som en gigantisk edderkoppekrabbe, der i bedste xenomorph-stil havde lagt æg under Derry.

Tv-seriens uheldige forsøg på at bringe monsteret til live på skærmen resulterede i en episk elendig slutning, hvis lattervækkende c-filmskvaliteter uvægerligt farvede det overordnede indtryk af værket, der ellers havde ramt gode takter i første gysereffektive halvdel, og der kan ikke være nogen tvivl om, at Andy Muschietti for alt i verden vil undgå, at ’Chapter 2’ lider en lignende krank skæbne. Ganske vist er der sket meget med CGI siden 1990, men edderkoppekrabber i Godzilla-størrelse kommer immervæk aldrig in vogue (sorry, King).

 

Hundekunstner fra Pennywise.

Stryg slutningens syrede stand-up

Ovenstående edderkoppekrabbe er utroligt nok bare én ud af en række opsigtsvækkende u-uhyggelige påfund i ’It’s overlæssede slutning (undskyld til hardcore romanfans derude), og blandt de mindst oplagt filmatiserbare elementer er The Ritual of Chüd, hvori et medlem af The Losers og Pennywise ’fletter tunger’ og fortæller hinanden jokes, indtil en af dem begynder at grine og sendes hen, hvor peberet gror i et parallelt univers.

Uanset hvor underholdende det ville være at se Bill Skarsgård gå fra at rive armene af små børn til at tungekysse med en af kollegerne i en bizar standup-battle, er det umådeligt vanskeligt at forestille sig scenen som andet end komplet idiotisk i filmens dystre kontekst – og alligevel har manuskriptforfatter Gary Dauberman fortalt Cinemablend, at Andy Muschietti har fundet en vej rundt om ritualet, så det inkluderes i filmen i en endnu ukendt udformning:

»Chüd-ritaulet er en udfordring, men fordi det er så vigtig en del af romanen følte vi, at vi var nødt til at forholde os til det. Det er svært at ramme den rigtige balance med den slags scener… men Andy brugte lang tid på at tænke over, hvordan man visuelt kunne repræsentere ritualet, og han fandt på en fantastisk, fantastisk løsning. Det bliver seriøst utroligt«.

Vi holder vejret i nervøs spænding.

 

Nogenlunde vores reaktion, hvis Stephen Kings padde gør sin entre.

Minimér kæmpeskildpaddens rolle

I 80’erne spillede eventyrlige kæmpeskildpadder populære biroller i både ’The Neverending Story’ og ’It’, og i sidstnævnte lånte King direkte fra hinduismen, da han i romanens slutning ’afslørede’, at universet rent faktisk balancerede på skjoldet af en skildpadde. Og at selvsamme padde var det godes yin til klovnens onde yang.

»Once you get into cosmological shit like this, you got to throw away the instruction manual«, siger væsenet (åh jo) med en vis metaselvironi, men det er tvivlsomt, om Muschietti også følger paddens visdomsord i lyset af boxoffice-forventningerne til ’Chapter 2’, der ikke just kalder på psykedeliske eksperimenter til at farve den kommercielle appel.

Instruktøren har dog bedyret, at kæmpeskildpadden på den ene eller anden måde stadig svæver over vandene, og vakse publikummer vil huske, at vi i første film ganske rigtigt blev trakteret med et skud af en LEGO-skildpadde, der blev smadret, såvel som en bemærkning om at, der var skildpadder i floden i Derry. I et interview med SyFy Wire fortæller Muschietti:

»Det øjeblik man introducerer IT, som er en interdimensionel ond skabning, følger skildpadden med som dens modvægt. Den ser ikke ud til at spille en stor rolle, men den er der, som i alle mytologier, hvor der er det gode og det onde. Jeg ønskede ikke at bruge den som et fantasivæsen, men der bliver hintet til den, hver gang børnene er i fare«.

Muschietti løfter sågar sløret for, hvordan skildpadden faktisk spiller en vigtig rolle i forhold til ’Chapter 2’s flashbackstruktur:

»I den anden film kommer skildpadden til at hjælpe hovedpersonerne. Den har efterladt nogle clues til deres barndom, som de ikke kan huske som voksne, og derfor får vi filmens flashbacks til 1989. Nøglen til at bekæmpe Pennywise ligger i fortiden«, fortæller instruktøren.

Skildpadden optræder ligeledes i King-sagaen ’The Dark Tower’ og er dermed en ikke uvæsentlig bestanddel af forfatterens overnaturlige universer, men man under Muschietti den kreative frihed at spare os og ’Chapter 2’ for et skud af klovn og padde i clinch.

‘It: Chapter 2’ får dansk premiere 5. september. 

Læs også: Pennywise er blodigere end nogensinde før i første fulde trailer til ‘It: Chapter 2’

Anmeldelse af ’It: Chapter 1′: Vellykket klovnegyser genopliver dit værste mareridt

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af