VENEDIG. Lad mig med det samme sige: ‘Joker’ er ikke en film om den ikoniske Batman-skurk. Faktisk er Jokeren, som vi kender ham med ansigtsmaling, grønt hår og kulørte jakkesæt, kun med i filmen i omtrent tyve minutter.
Todd Phillips giver i stedet sit bud på en oprindelseshistorie, der går bag om personen, Jokeren var, inden han blev superskurk, og det er langt hen ad vejen en vellykket (anti)superheltefilm blandet med et karakterstudie, som man ikke ser ofte i mainstreamfilm i disse dage.
Joaquin Phoenix spiller Arthur Fleck, en sørgelig mand, der bor hjemme hos sin mor og arbejder som hospitalsklovn til daglig, selvom hans livløse, furede ansigt er det sidste, der vil kunne opmuntre et barn.
Fleck er dybt ubehagelig at se på: Når han griner, lyder det, som om han græder, og smerten i hans ansigt er ikke til at tage fejl af. Når han taler, er stemmen så skrøbelig, at man nærmest ikke hører ham. Han er den slags person, der normalt går i et med tapetet – undtagen når han bryder ud i ustyrlige grineflip, som han undskylder over for måbende forbipasserende ved at give dem et visitkort, der forklarer, at han har en diagnose.
Gennem filmens to timer lange spilletid viger kameraet aldrig fra hans ansigt eller hans overdrevent tynde krop, der krummer sig sammen i de mærkeligste stillinger, mens han griner sig manisk gennem hverdagen i Gotham City engang i 1980’erne.
Byen flyder over med skrald, mens samfundets svageste bliver trådt på dagligt, hvilket Fleck mærker på egen krop, da han bliver overfaldet i filmens allerførste scene. Her er ingen Batman til at beskytte de udsatte. Gotham er til for de rige – folk som Thomas Wayne, der er på nippet til at offentliggøre sit kandidatur til borgmesterposten, og hans unge søn Bruce.
’Joker’ har som sådan ikke noget reelt plot. Vi følger Fleck i hans pinagtige forsøg på at slå igennem som standupkomiker – præcis som Robert De Niros karakter i Scorseses ’The King of Comedy’, der er en klar referenceramme – og i det hele taget overleve i den brutale verden, hvor man er nødt til at kunne forsvare sig selv. En dyd, han gradvist lærer.
Han har et godt øje til nabopigen Sophie (Zazie Beetz fra ’Atlanta’), og han dagdrømmer om at blive inviteret med som gæst hos talkshow-legenden Murray Franklin, spillet af netop De Niro i en oplagt reference.
Men da han bliver overfaldet for anden gang inden for ganske kort tid og dræber tre Wall Street-mandfolk – den første i nødværge, de andre i blodrus – forvandler han sig langsomt til den hævngerrige klovn. Snart dukker politiet op ved hans lejlighed, mens en voksende folkebevægelse – under navnet »Kill the Rich« – støtter op om den mystiske dræberklovn, der gør blodigt op med Gothams elite i enkelte voldsomme scener, som kræver filmens R-rating.
Det er bare nogle af mange gode idéer, som Phillips præsenterer i ’Joker’, der drager tydelige paralleller til Trumps USA – dog uden at dykke specielt dybt ned i byens socioøkonomiske lag.
Undervejs i filmen blev jeg dog stadigt mere i tvivl om, hvor god idéen om at afmystificere en af filmhistoriens bedste skurkekarakterer egentlig er. Filmen kommer nemlig langt hen ad vejen med nogle lidt banale og entydige forklaringer på, hvordan Batmans ærkefjende blev til.
Det, der gjorde Heath Ledgers fortolkning af karakteren i ’The Dark Knight’ genial, var, at han altid fremstod tvetydig. En gestaltning af menneskets værste sider, som ikke let lod sig forklare gennem en hård barndom eller en psykisk diagnose. Her ændrede karakteren sine egne oprindelses-anekdoter fra gang til gang i en genial skildring af galskab, der aldrig forfaldt til simple sandheder.
Helt samme niveau når Joaquin Phoenix’ portræt ikke, fordi Phillips og Scott Silvers manuskript er optaget af at give svar, som tit hiver en del af kompleksiteten ud af den mystiske skikkelse. Samtidig må man også bare erkende, at Phillips ikke er verdens største instruktør. Selvom han gerne vil være den nye Scorsese, har han ikke meget at have det i, når filmen brager fremad med svulstige strygere, lidt kluntet dialog og unødvendige fanservice-referencer.
Det er dog alligevel en stor fornøjelse at se Joaquin Phoenix fortolke populærkulturens svar på Shakespeare. Han kan som ingen andre gøre galskab både troværdig og utilregnelig, og det er i høj grad hans fortjeneste, at Fleck langt hen ad vejen fremstår mere som et offer – nogle gange en helt – end en ondsindet psykopat. Han bærer filmen på sine skuldre.
’Joker’ får dansk premiere 3. oktober.
Læs også: Venedig dag 3 – Kristen Stewart kan ikke redde Oscar-hypet drama fra at klaske mod jorden