‘Krigsfotografen’: Rå og smuk dokumentar om stjernefotografen Jan Grarups todelte liv
Det ene øjeblik står han klar til at modtage mellemstedatterens studentervogn med dannebrog og bajere. Det næste sidder han på en øde plet i Mosul og lader op til kamp med det eneste våben, han nogensinde har lært at betjene: sit kamera.
Vi kender Jan Grarup som den hæderkronede krigsfotograf, der råt for usødet skildrer en barsk virkelighed, som han ser den. I ‘Krigsfotografen’ bliver han indhentet af selvsamme barske virkelighed, da ekskonen bukker under for en dødelig kræftsygdom og efterlader Grarup som den primære forsørger og opdrager af tre børn.
Før var det hende – som han forklarer i et af filmens få interviews – der tog sig af børnene, mens han drog ud på eventyr. Nu er det pludselig ham, der skal indtage den uvante rolle som anker i deres tilværelse.
Dokumentarist Boris Benjamin Bertram tegner et kontrastfyldt portræt af Grarup som krigsfotograf og familiefar. Og selvom filmmageren tydeligvis nærer kæmpe respekt for sit motiv, går han ikke på kompromis og maler et skønmaleri. Kærligheden til det upolerede og en forståelse for vigtigheden af at lade virkeligheden diktere skinner tydeligt igennem. Interviews er der få af, og sentimentaliteten er lige så underspillet i filmsproget som i Grarups furede ansigt.
Men der er heller ingen grund til at give motivet mulighed for at forklare sig eller lade unødige filmtricks forklare ham. Næsten hvert et skud i ’Krigsfotografen’ taler nemlig sit eget tydelige sprog og antyder som regel meget mere, end det direkte fortæller.
Jan Grarup behøver ikke sige, at han trods en kæmpe kærlighed til sine børn nok aldrig har været så god til den der far, mor og børn-leg. Det forstår vi straks, når han i en af filmens mange kærlige og humoristiske hjemmefrontsscener får høvl af sin gymnasiedatter for at have vasket hendes dyre og hidtil hvide Isabel Marant-jakke lyserød.
»Det er sådan noget man lærer i 3. klasse!« siger den fortørnede teenagedatter opgivende til sin kropumulige far.
»Nå, men det vidste jeg altså ikke«, mumler Grarup, der heller ikke har styr på, hvornår der er skoleferie, eller hvordan man koger kartofler.
Men den slags er måske også svært at forholde sig til for en mand, der tilbringer halvdelen af sit liv i en anden virkelighed blandt skududvekslinger og minefelter i krigshærgede områder.
Hvis Grarup kommer lidt til kort på hjemmefronten, er han til gengæld i sit es, når han drager i felten med kameraet i hænde og murbrokker under fødderne. I ruinerne af Mosul møder vi en mand, der nyder stor respekt for sit arbejde, og som hærdet kan pendulere mellem alvorlig respekt for situationen til afslappet snak om kamerateknikker med de andre fotojournalister.
Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg måske næsten tro, at han gik i felten uhyggeligt upåvirket og uden frygt for sit eget liv. Men jeg ved bedre. For jeg har set ham gøre sit allerypperste for at påtage sig den genvordige rolle som far for de børn, der nu har mere brug for ham end nogensinde før.
Instruktør Boris Benjamin Bertram havde ikke planlagt, at Grarups ekskone skulle blive syg med kræft, da han først gik i gang med arbejdet med ’Krigsfotografen’. Men sådan er det, når man som filmmager kaster sig over virkeligheden. Den vrider og snor sig og lader sig hverken forme efter manuskript eller hensigtserklæringer.
Hvilken film ’Krigsfotografen’ var blevet, hvis kræftsygdommen ikke som en anden deus ex machina var dumpet ned i Grarups liv, skal jeg af gode grunde ikke kunne sige. Men den film, der blev, er fyldt med rå, kontrastfyldte og til tider hjemsøgende smukke billeder, der tegner et komplekst og meningsmættet portræt af en mand mellem to verdener.
Kort sagt:
Næsten hvert et billede antyder mere, end det fortæller i Boris Bertrams komplekse og kontrastfyldte dokumentar om stjernefotografen Jan Grarup.
Læs også: Manden bag ’Krigsfotografen’: »Jeg har brugt tre af mine ni katteliv på at lave den her film«