For seks år siden var Jan Grarup og Boris Benjamin Bertram på optagelse i Den Centralafrikanske Republik. Et land, hvor muslimske borgere blev henrettet på daglig basis i en af verdens mest frygtelige etniske udrensninger.
Midt i dette inferno af gru og vold blev Grarup ringet op fra Gentofte Hospital. Hans ekskone – moren til tre af hans børn – havde netop fået konstateret kræft. Nu måtte han for alvor træde i karakter som far – hvilket han ellers tidligere i nogen grad havde forsømt. Og det var i dette øjeblik, at idéen til Bertrams film om Grarup, ’Krigsfotografen’, opstod.
Jan Grarup er en af verdens førende krigsfotografer. Siden han som 17-årig blev freelancefotograf, har han rejst overalt i verden fra Bangkok til Haiti for at dokumentere krige og konflikter. Han har modtaget et utal af både danske og internationale priser for sine poetiske og voldsomme billeder. Otte gange er han blevet hædret med den prestigefyldte World Press Photo-pris, mens han fem gange har han vundet titlen som Årets Pressefotograf.
Dokumentarfilmen ’Krigsfotografen’ følger Grarup igennem både professionelle og personlige øjeblikke. Manden bag, Boris Benjamin Bertram, dimitterede fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2005 og har derudover en kandidatgrad i Socialpsykologi. Han har instrueret en lang række dokumentarer, heriblandt ’Krigskampagnen’, som kastede lys over VK-regeringens vildledning af Folketinget i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irakkrigen, og ’Human Shelter’ om begrebet ’hjem’ i en række forskellige kulturer.
Vi fangede instruktøren over telefonen til en snak om hans nye film.
Det er ikke første gang, du beskæftiger dig med krig. Hvad var motivationen for at lave en film om Jan Grarup?
»Jeg havde en vision om, at jeg skulle lave noget med én hovedkarakter. Det er den tredje film, hvor jeg bruger Jans billeder, så der var noget naturligt i, at det blev Jan. Han er et menneske, som har boots on the ground i krigkonflikter. Jeg har altid været meget betaget af hans fotografier og hans måde at dokumentere krigens gru på«.
Hvilken historie ville du gerne fortælle med Jan Grarup i centrum?
»Jeg ville gerne komme helt tæt på en krigsfotograf og kunstner i felten og kigge på, hvordan han arbejder, og hvordan det påvirker hans psyke at være i konfliktzoner, som han har været i 30 år. Hans familie blev en del af historien, da Jan blev ringet op på vores første optagelser i Den Centralafrikanske Republik og fik at vide, at hans ekskone var blevet ramt af kræft. På det tidspunkt lavede vi bare et mindre program til DR2. Det var dér, vi besluttede, at det her kunne blive en film, fordi det kom til at tage nogle år at kigge på Jan midt i den her undtagelsestilstand i forhold til hans familieliv og arbejdsliv«.
Havde du nogle forbehold ved at lave netop dén film?
»Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at gå den ekstra mil for at lave en film, hvor familien også kunne blive en del af Jans portræt. Det synes jeg var to rigtigt interessante spændingsfelter. Så det ikke kun var det her rene arbejdsportræt. Hvordan man er familie, var også noget, jeg kiggede på i min forrige film, ’The Human Shelter’. Den lavede jeg sådan set samtidig med denne her, så de to film har nok påvirket hinanden«.
Du kommer ret tæt på familien Grarup i filmen. Var der nogle tidspunkter, hvor Jan eller familien sagde fra?
»Da vi stod der i Centralafrika og besluttede os for at lave filmen, blev vi enige om, at vi havde tre dogmer: Det skal være et portræt uden filter, som når Jan selv fotograferer, Jan skulle have lov til at stoppe optagelser i krigszoner, hvis det berørte vores sikkerhed, og så lavede vi den aftale, at hans børn skulle godkende alle scener, de var med i. Vi har faktisk også taget en række scener ud med deres mor, som var rigtigt syg. Jeg har valgt kun at vise hende i et stillbillede, hvor hun ligger i sygesengen. Alt andet er tilbageblik. Det gjorde jeg meget på grund af børnene. Men jeg synes egentlig, at det har gjort filmen bedre, for så fokuserer man på det, de er i.
Jeg holdt faktisk en pause på otte måneder, da Zasha (ekskonen, red.) var rigtigt syg. Men så ringede de faktisk til mig og spurgte, om ikke jeg ikke ville komme ud og filme Zasha på hospitalet, det ville de gerne have. De ville også gerne have, at jeg var med til begravelsen for at dokumentere det. Det har været skide hårdt for dem (børnene, red.) at se på undervejs, men de er jo lidt ligesom Jan. De synes også, det er vigtigt at dele historien om det at være i sorg og måske give noget videre til os andre om, hvordan man er en familie, når man oplever modgang og sorg«.
Det er blandt andet en fortælling om kontraster. Der er en meget fin scene, hvor Jan og hans datter snakker om sorte og hvide fotografier og skygger.
»Det er en fed iagttagelse, fordi det er lidt fotonørdet der i starten. Men det er faktisk rigtigt. De taler om skygge og lys og mørke. Jeg kan fortælle dig noget, der gik op for mig, mens vi klippede filmen. Jan har jo været meget bortrejst da ungerne var små, og nu stod han pludselig med hovedansvaret og for de tre ældste børn, og skal genopfinde sin faderrolle. Men det, Jan er sindssygt god til, er at lære børnene, hvordan man er kunstner. Det er meget dét, han giver videre til sine børn, synes jeg.
I scenerne med sine børn kan Jan ikke have nogen maske på. De er så hudløst ærlige de scener. Jeg tror, at det overrasker mange danskere og fans af Jan, hvordan han er, når han er far. Den side har de aldrig set af ham«.
Du var med Jan Grarup på arbejde i diverse krigszoner. Hvordan påvirkede det dig?
»Jeg tror faktisk ikke helt, jeg havde gennemtænkt, hvad det var, jeg gik ind til. Jeg har før lavet film om krig og konflikter, men det har altid været på afstand. I Centralafrika var vi ved at blive lynchet af militser, fordi vi ikke have nok smøger og alkohol med til dem. Jeg tror, jeg har brugt tre af mine ni katteliv på at lave den her film. Jan har jo også været i problemer flere gange på grund af mig. Man kan ikke forberede sig på, hvor sindssygt det var at stå nede i vest-Mosul med Islamisk Stat 50 meter foran en og mortérild, der bare brager ned.
Jeg har da også taget mine psykiske ture med den her film. Jeg kastede op nede i Mosul, og jeg sked nærmest i bukserne af skræk. Vi var ved et felthospital, hvor jeg simpelthen bare måtte gå ind og skifte bukser. Jan sagde, at det var ’skide godt’ og at jeg ’reagerede helt naturligt’.
Jeg tænker også, at der er rigtigt mange politikere, som ville have godt af at komme derned til Mosul og se de der 200 meter lange bombekratere, som vores fly har lavet, og opleve, hvordan krig lugter. Både mig og Henrik Ibsen (fotograf på filmen, red.) snakker stadig om de her ture. Jeg kan huske, at vi filmede nede i Lagos under en motorvejsbro, hvor der var nogle biler, som kørte over nogle plader på motorvejen. Det gav sådan nogle lyde, hvor vi begge fik et chok og nåede at tænke: ’Gud er det mortérild?!’«.
Hvordan har det været, efter du er kommet hjem og har fået det hele lidt på afstand?
»Da jeg sad og klippede filmen, kunne jeg ikke forstå, at jeg hele tiden faldt i søvn. Jeg fandt så ud af, at Feras Fayyad (instruktøren bag ’Last Men in Aleppo’ og den kommende ’The Cave’, red.) havde samme oplevelse. Han sad også og faldt i søvn i klipperummet. Det er simpelthen, fordi man gennemlever de primærerfaringer, man har filmet, og de sætter sig altså i nervesystemet. Det har været den hårdeste film at lave på alle niveauer«.
Fandt Grarup og dig et fællesskab og et fælles mål med projektet?
»Jeg tror, at vi begge gerne ville lave en anderledes film om at være krigsfotograf end dem, der findes, altså ’The Salt of the Earth’ og ’War Photographer’. Det var vigtigt for os at få det der med familien ind. Jan ville gerne vise alt uden filter – sådan er han jo som person. Vores vision var ærlighed og at komme til at forstå, hvad det er, han gør, når han tager sine billeder. Han går de der 10 procent længere end de fleste«.
Ser du nogle ligheder mellem Jan Grarup og dig selv som dokumentarist?
»Jeg vil helt sikkert sige, at Jan og jeg har en æstetik, som vi mødtes om. Jeg har altid været dybt inspireret af hans fotografier. Jeg tror også, at vi på en eller anden måde har fungeret godt sammen, når vi har været afsted. Vi har aldrig været uvenner undervejs. Jeg har hele tiden forsøgt at lave en film, hvor vi både ser hans sårbarhed og hans suverænitet. Det tror jeg godt, at Jan kan forstå, fordi han netop selv er dokumentarist. Vi har været meget enige om, at der skal være plads til både helten og alle dæmonerne«.
Hvordan har Jan Grarup og hans familie modtaget filmen?
»De har set den nogle gange. Ungerne grinede og græd, sidst de så den. Det var hårdt for dem at se det med deres mor, men de kunne genkende sig selv, og de synes, det er et godt portræt af deres far. De synes, at de er portrætteret ærligt i forhold til, hvordan de er som familie. Jeg tror godt, at de kan se det der med, at de er en speciel familie. Nu har jeg fulgt dem i seks år, så jeg kender dem rigtig godt.
Jan og jeg præsenterede filmen til et branchetræf i Svendborg. Der sagde han til mig: ’Jeg ved sgu ikke, om jeg gider at se den. Det kan godt være, at jeg lige stikker ud, når den er gået i gang’. Men han blev og så hele filmen, og han kom op til mig lige bagefter og sagde: ’Hold da kæft, mand. Jeg er godt nok bevæget’. Det var fedt at mærke, at han tog den ind, og at han var glad for den«.
‘Krigsfotografen’ har premiere 19. september.
Læs også: Det skal du se i biografen i september – fra dræberklovnens comeback til rumeventyr med Brad Pitt