’Harpiks’-instruktør Daniel Borgman: Vi prøvede at streetcaste en tyk person til Sofie Gråbøls rolle

Ifølge instruktør Daniel Borgman ville det være bedst, hvis halvdelen af menneskeheden blev udslettet – problemet er bare, at det ville være den forkerte halvdel. Hans aktuelle film ’Harpiks’ er fyldt med vrede over samfundets problemmonster, der gør det umuligt at leve alene i pagt med naturen. Vi har mødt instruktøren, der er inspireret af Kanye West, kalder Ghita Nørby for gangster og forholder sig til kritikken af Sofie Gråbøl i fatsuit.
’Harpiks’-instruktør Daniel Borgman: Vi prøvede at streetcaste en tyk person til Sofie Gråbøls rolle
Sofie gråbøl som Maria i 'Harpiks'. (Foto: Luis Alberto Rodriguez)

Når et træ udskiller harpiks, er det som et plaster af beskyttelse mod skovens parasitdyr og svampe. I Daniel Borgmans biografaktuelle film ’Harpiks’ gemmer faren Jens, spillet bævende af Peter Plaugborg, sin familie i naturen fra den ødelæggende verden udenfor. Da vi møder ham første gang, iscenesætter han den lille datter Livs død for at undgå, at hun bliver tvangsfjernet.

De bor i en hoarders forkvaklede drøm, omgivet af skrammel alene på spidsen af den lille ø Hovedet, med betaling af ejendomsskat som eneste bindeled til civilisationen. I sengen på førstesalen har moren Maria vokset sig så stor, at hun ikke kan komme ud af sengen. En rolle, der med Sofie Gråbøl i fatsuit allerede har skabt røre i medierne.

Men harpiks klistrer også. Selvom familien har stor kærlighed til naturen og hinanden, hvisker vinden nærmest, at det ikke kan blive ved med at gå. Da Ghita Nørbys farmor kommer på uanmeldt besøg, eskalerer alt. 

Instruktøren tager med sit surrealistiske eventyr ’Harpiks’ et museskridt mod mainstream. Med to mere snævre spillefilm i bagagen er der noget nyt på spil for instruktøren, der i regi af Zentropa og Adomeit Film for første gang kaster sig ud i en bestsellerfilmatisering. Bo Hr. Hansen, som tidligere har ført pennen til store mainstreamfilm som ’Journal 64’ og ’Kunsten at græde i kor’, har skrevet manuskriptet.

Da jeg spørger Borgman, hvad det var, der fangede ham ved fortællingen i ’Harpiks’, svarer han med et spørgsmål:

 »Vil du have den ærlige version eller presseversionen?«.

Det var nemlig ikke lige efter planen, at Borgman skulle forløse Ane Riels bog af samme navn. Den danskuddannede, newzealandske instruktør var langt med udviklingen af en anden film, da Det Danske Filminstitut (DFI) pludselig smækkede pengekassen i. Bekymret for næste husleje kom han ved et sammentræf på opgaven.

Daniel Borgman på set til ‘Harpiks’ med Peter Plaugborg, Vivelill Søgaard Holm og Ghita Nørby. (Foto: Chr. Geisnæs)

»Jeg hænger ofte ud på Zentropa, og der gik Peter Aalbæk rundt, og ham har jeg kendt i mange år. Han var faldet over en bog. Han havde fået Bo Hr. Hansen til at skrive manuskriptet, og han havde skaffet finansiering. DFI var vilde med den. Han stod lige pludselig og manglede en instruktør, og jeg var nysgerrig på at prøve at fortolke et eksisterende værk«.

Indtil da havde Borgman aldrig forløst andres ideer. Så det var mest af alt usikkerhed, der prægede hans forhold til projektet i starten:

»Der var næsten lidt for mange elementer i bogen i forhold til at gøre det til en film. Den var bare så tætpakket. Litteratur kan flyde mere rundt. Med film skal man lidt mere vælge sin kamp og holde sig til den. Tema er det vigtigstige for mig som instruktør, og i starten kunne jeg ikke vælge«.

Ghita Nørbys impro

I starten blev ’Harpiks’ pitchet som »’Captain Fantastic’ møder ’Antichrist’«, og først da produktionen gik i gang, fik Daniel Borgman gjort den til sin egen.

For som arbejdet skred frem, passede historien om en familie på kanten af samfundet bedre og bedre ind i Borgmans stil. ’The Weight of Elephants’ handler om en ensom forældreløs 11-årig dreng. ’At elske Pia’ er historien om den udviklingshæmmede Pia, som bor alene med sin gamle mor på Langeland, men forelsker sig og sætter relationen i relief.

Hvordan fik du gjort filmen til din egen?
»Jeg har virkelig prøvet at undgå at lave film med børn, for jeg er jo ikke et barn, og det er meget sværere at få folk til at se dem. Men jeg elsker virkelig at arbejde med ikke-skuespillere. Jeg er klar over, at det er udfordrende, men min yndlingsting er at møde forskellige mennesker og udforske anderledes miljøer. Når jeg dør af alderdom, er det forhåbentlig de ting fra mit arbejde, jeg vil værdsætte. Jeg lærte så meget af Vivelill, som spiller Liv, og jeg er så glad for at have haft den oplevelse med hende«.

Omstændighederne for filmoptagelserne var noget af det, der tændte gnisten hos Borgman. Han drømte om at bygge familiens hus ude i skoven som en 180 graders kulisse og at bo i gåafstand til settet. Heldigvis havde Zentropa et hus på grænsen til en fynsk skov til rådighed, hvor holdet kunne bo, og settet bygges 100 meter længere inde i skoven.

»Jeg var meget optaget af tanken om, at arbejdet og selve filmen skulle afspejle hinanden. Peter Aalbæk havde den indstilling: ’Ja, du tager bare ind i skoven og laver den her film’, og jeg tænkte, ’fuck yeah, det vil jeg gerne’. Da settet var på plads, og vi startede produktionen, var det fantastisk. Man står bare op, laver en kop kaffe og går hen i skoven. Jeg brugte bogstaveligt talt fire måneder på at gå rundt den skov«.

‘Harpiks’.

Hvorfor skulle Ghita spille rollen som Jens’ mor?
»Hun er jo en levende legende. Det var en fantastisk mulighed at få lov til at arbejde med hende, og hun er så gangster. Det, jeg godt kan lide ved Ghita, er, at man ikke kan have hende med i en film, uden det handler lidt om hendes virkelige liv, fordi hun er så kendt og er så meget i medierne«.

Da Nørbys farmor ser den sengeliggende Sofie Gråbøl, siger hun: »Der ligger hun jo godt«. Det er svært at skille karakteren fra skuespilleren i den replik.
»Det stod ikke i manuskriptet, vi smed det ind senere. Det er meta-agtigt.

Det øjeblik er interessant, for da vi viste scenen i udlandet, grinede folk ikke, men når vi viser den i Danmark, griner folk. Man har den her dødeligt overvægtige kvinde i en seng, og så er der én, som laver en mærkelig joke om hende. Hvorfor er det sjovt?«.

Surrealistisk stor

Da traileren til ’Harpiks’ blev sendt ud, tog Sofie Gråbøls karakters størrelse en del af opmærksomheden i medierne. Vi bemærkede her på sitet, at »Sofie Gråbøl vejer 200 kilo«. Traileren startede en debat om repræsentationen af tykke mennesker på film, og aktivistgruppen Fed Fronts Dina Amlund har kritiseret castingen i flere medier.

Kan du belyse valget af Sofie Gråbøl i fatsuit til Maria-karakteren?
»Vi tænkte meget over det. Vi prøvede at streetcaste en tyk person til at spille den karakter, men ingen var store nok, og vi fik kun en håndfuld tilbagemeldinger. De var ikke skuespilmæssigt klar til rollen. Karakteren viser ikke psykologien bag at være tyk i den moderne verden, eller afhængighed af mad, så jeg følte, det var okay at caste en ikke-tyk person i rollen. Vi ville have skullet sætte proteser på alle. Hun er nærmest surrealistisk stor for en dansk person, så hun bliver mere symbol på et menneske, der er ude af stand til at handle både fysisk og mentalt«.

Hvordan har du det med, at fatsuitet ender med at tage så meget opmærksomhed?
»Jeg ville bedre kunne forstå det, hvis hun var hovedpersonen, og det var en komedie om at være tyk. Men det er sejt, hvis det starter en større debat. For mig er det svært at tage konflikten til mig, når jeg ved, at vi prøvede og ikke fik nok svar. En del af inklusion er jo også at være villig til at være en del af repræsentationen«.

Naturmytologi på syre

 I 2017 blev Hlynur Pálmason prisbelønnet for at elevere Faxe Kalkbrud i den syrede minefortælling ’Vinterbrødre’. Ligesom islændingen har Daniel Borgman, der kommer fra New Zealands imponerende natur, grebet den danske natur særligt an i ’Harpiks’.

Hvordan opstod filmens æstetik?
»Når folk spørger, hvad jeg tænkte, er svaret: Jeg tænkte ikke. Vi mødte bare op med vores præmisser. Filmens univers er sit eget, men vi var helt fysisk inde i det samme system, fordi vi boede der. Det handler meget om metode.

Jeg er fascineret af Kanye West som person på grund af hans evne til at få mange ting til at ske på en gang. Jeg kan ikke så godt lide folk, som allerede har styr på alting, før de er gået i gang. Det er ikke kreativt arbejde. Det er det tværtimod at samle et sejt hold og udvikle noget sammen, lade det vokse og ikke stoppe, før man løber tør for penge«.

Tror du, man som udefrakommende har et andet filmisk blik på Danmark?
»Jeg føler, at danskerne har et langt større behov for genkendelse i de ting, de laver. Bagsiden er, at arbejdet kan blive lidt sterilt. Danmark er et lille land, og det kunne nogle gange være interessant, hvis projekterne åbnede lidt mere op over for verden«.

Peter Plaugborg og Vivelill Søgaard Holm i ‘Harpiks’. (Foto: Luis Alberto Rodriguez)

Når filmen er så fokuseret på naturen, kan man næsten ikke lade være at læse den ind i klimakrisen – var det planen at lave en klimafilm?
»Et sted dybt nede i knæene ville jeg nok gerne. Jeg ville lave en film i naturen om naturen, og så bare sige: Se, jer nu omkring!

 Jeg tror, vi vil se tilbage på filmene fra nu lidt på samme måde som 1950’ernes sci-fi, der afspejlede atomkrisen, eller 1980’ernes som svar på Vietnamkrigen.

Det er første gang i verdenshistorien, at du kan lave spekulativ apokalyptisk science fiction, der faktisk taler om situationen lige nu. Det er et sindssygt tidspunkt at leve«.

Du sagde i forbindelse med ’At elske Pia’, at der ikke er nogen i Danmark, der virkelig lever uden for samfundet. Mener du stadig det?
»Jeg tror, en masse mennesker bor, som de gør i ’Harpiks’. Der, hvor jeg kommer fra i New Zealand, gælder det mange. Ikke nødvendigvis med træer, der vokser inde i huset, men mange bor meget hærget. Jeg tror, danskere har en meget københavneragtig forståelse af Danmark, og det er virkelig ikke sådan derude. Da vi castede til ’At elske Pia’, tog vi rundt i hele Danmark og så mange forskellige måder at bo på. Fordi systemet er så godt, er det er svært virkelig at forsvinde. Men så snart du lukker din hoveddør, kan du gøre, hvad du vil.

Men selv i ’Harpiks’ skal de stadig betale ejendomsskat. Det er den ene ting, du skal betale«.

Har du villet behandle myndighedsdebatten, om hvem der får lov til at passe deres egne børn?
»Du spurgte, om filmen handler om klimakrisen. Det er ikke kun det. Det er en film om, hvad der er fucking galt med verden i alle henseender. Verden er ikke bygget til, at man kan bo med sin familie på en gård langt væk. Man skal være som Jens i ’Harpiks’, du skal sige nej til så meget, og samfundet straffer dig.

Alle problemerne lever af hinanden og bliver et stort monster, som ingen af os kan styre længere. Vi pløjer bare mod total ødelæggelse. De to ting – klimaforandringer og udviklingshæmmede menneskers livsvilkår – taler ind i det samme problem.

Muligvis er det bedste, der kan ske for planeten, at halvdelen af os forsvinder. Uheldigvis ville der kun være de rige hvide mennesker tilbage. Det ville være de forkerte mennesker, der forsvandt.

Der er meget af den vrede i filmen. Det var min rant«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af