’Harpiks’: Ny dansk film har scener så frastødende, at de er umulige at glemme
Da jeg for et par uger siden anmeldte ‘Selvmordsturisten’, skrev jeg, at den »bestemt ikke ligner nogen anden dansk film«. Det vidner om spændende strømme i den nationale filmbranche, at det samme kan siges om Daniel Borgmans ‘Harpiks’. Faktisk har den newzealandske, Super16-uddannede instruktørs tredje spillefilm heller ikke umiddelbart et internationalt modstykke.
Det er selvfølgelig ikke første gang, at en fiktionsfilm handler om en familie, der er bosat i den vilde natur, fordi de vil frigøre sig fra samfundets rammer og regler. De seneste år har vi eksempelvis fået to gode, amerikanske bud på sådanne dramaer i form af ’Captain Fantastic’ og ‘Leave No Trace’. Men ‘Harpiks’, baseret på Ane Riels roman, er en langt mindre opbyggelig og langt mere ubehagelig fortælling om kærlighed og kontrol i en dysfunktionel familie. Og når man har set filmen, får man ikke lyst til at vende civilisationen ryggen lige foreløbigt.
Filmens hovedperson Liv, spillet af debutanten Vivelill Søgaard Holm, bor i et afsidesliggende hus dybt inde i skoven på en lille dansk ø sammen med sin far Jens (Peter Plaugborg) og sin mor Maria (Sofie Gråbøl). Flere år tilbage blev de erklæret uegnede som forældre, og det problem løste de ved at fingere Livs død og flytte væk fra civilisationen. Det er derfor, at hun nu under ingen omstændigheder må nærme sig den nærmeste landsby. Og det er derfor, at Jens gemmer hende i en container, når postbuddet engang imellem kommer forbi med regninger og rykkere.
Det er uundgåeligt, at omverdenen på et tidspunkt begynder at trænge sig på. Før det har Liv dog et ret godt og ubekymret liv. Hun har et tæt forhold til træer, blomster og dyr, og hendes forældre er fulde af kærlighed. For hende er det desuden ikke mærkeligt eller synderligt bekymrende, at Maria er så overvægtig, at hun ikke kan rejse sig fra sengen. Hun har jo ikke oplevet andet.
Med et flot og ekspressivt filmsprog fører Borgman os med stor effekt ind Livs sanseverden og miljø. Jordfarvede og næsten grumsede billeder giver en fornemmelse af at være helt nede i mulden sammen med hovedpersonen. Specielt i nattescener suges man ind i filmens fortættede univers. Her er karaktererne omsluttet af et tungt mørke, mens de af og til rammes ind i en spøgelsesagtig krans af blødt lys, skabt af spejlinger i kameralinsen.
Men det er ikke kun naturens smukke sider, der vises. I takt med at familiefortællingen bliver mere og mere forskruet og smertefuld, frastødes man også i mødet med bramfrie nærbilleder af naturens gang. Et par scener med død, forrådnelse og aparte sorgbearbejdelse er så ulækre, at de er umulige at glemme igen.
Store danske skuespillere er placeret i en håndfuld af filmens roller, og alle spiller upåklageligt. Amanda Collin og Ghita Nørby er overbevisende i deres på forskellige vis påtrængende biroller, mens især Peter Plaugborg imponerer som den kærlige, men tiltagende sindssyge far. Sofie Gråbøl gør ikke noget galt skuespilmæssigt, men hun bliver alligevel et mere forstyrrende element, fordi hun er pakket ind i et kunstigt, glinsende fatsuit.
Mod slutningen fremstår den ellers medrivende fortælling lidt utroværdig. For de andre indbyggere på øen er påfaldende handlingslammede, på trods af at de i flere scener nærer mistanke om, at noget er helt galt hos Jens og Maria.
Dramaet fungerer imidlertid stadig godt, fordi konflikten i høj grad også fastholdes af Livs egen logik. På grund af det fordrejede verdensbillede hun er blevet opflasket med, er det ikke så nemt at undslippe galskaben. Som publikum går der også lidt tid, før ‘Harpiks’ har forladt kroppen igen.
Kort sagt:
Fortællingen og billedsiden bliver mere og mere frastødende og ubehagelig i det visuelt ekspressive drama om en dysfunktionel familie, der gemmer sig dybt inde i skoven.