Bag ’The Lighthouse’: Hvordan Robert Eggers skabte en kultklassiker – og fik Robert Pattinson på koldt dybt vand

Robert Pattinson tissede i bukserne, Willem Dafoe sendte skulende blikke, og vejret var så heftigt, at det nærmest var umuligt at optage. Vi fortæller historien bag Robert Eggers’ dybt originale ’The Lighthouse’, der får dansk premiere på torsdag.
Bag ’The Lighthouse’: Hvordan Robert Eggers skabte en kultklassiker – og fik Robert Pattinson på koldt dybt vand
Robert Pattinson i 'The Lighthouse'.

Hvad får man, hvis man blander en Spider-Man-skurk, et teenageidol og en kompromisløs arthouse-instruktør med hang til både horror og højkulturelle fornemmelser?

Svaret er en sprængfarlig, sorthvid cocktail, der allerede er udnævnt som kultklassiker. En film, der efter premieren i Cannes høstede stående bifald, siden har fået et hav af rosende anmeldelser og for nylig blev overraskende Oscar-nomineret for bedste fotografering. Historien bag Robert Eggers anden film er også lidt af en gyser i sig selv.

I ’The Lighthouse’ skal en forblæst fyrtårnspasser (Dafoe) og hans nye assistent (Pattinson) udholde slidsomt arbejde og hinandens selskab, indtil deres afløsere ankommer til den isolerede ø, men på grund af en storm lader vente på sig.

Bølgerne går højt, både ude og inden for tårnets mure, imens en farlig blanding af kedsomhed, løgne, alkohol, sult og økuller begynder at gnave i de to mænds psykiske balance.

Den 36-årige Robert Eggers brød i 2015 gennem på indiefilmscenen med den stemningsfulde slow-horrorfilm ’The Witch’ om mørke kræfter omkring en fanatisk kristen familie i 1630’ernes New England.

Thomasin (Anya Taylor-Joy) holder ikke særlig godt øje med sin lillebror i ‘The Witch’.

Det var en overbevisende og skræmmende fortælling, der tog horrorgenren i nye og seriøse retninger. Og både denne og ’The Lighthouse’ vidner om instruktørens nærmest method-lignende tilgang til sine forberedelser.

Eggers fortrækker nemlig at modulere sine miljøskildringer minutiøst efter virkeligheden. I et interview med Vox har instruktøren fortalt om sin fremgangsmåde:

»Hele min proces er baseret på research. Jeg forsøger at være så præcis som mulig, når jeg skaber den fysiske verden (i filmene, red.). Ikke at det er bedre eller dårligere end andre fremgangsmåder, men det er den tilgang, der virker for mig«.

Sømandsdagbøger møder horror

Med ’The Witch’ forsøgte Eggers at genskabe datidens arkaiske dialog, om end han efter mange overvejelser måtte skrotte idéen om en 100 procent korrekt 1600-tals accent, da selv han kunne høre, at dialekten ville gøre de Shakespeare-inspirerede dialogscener og bibeloplæsningerne for svære at forstå.

I ’The Lighthouse’ er replikkerne ligeledes skrevet med stor omhu, men heldigvis for Eggers var der denne gang rigeligt med originalmateriale at lade sig inspirere af for at få sømandsvendingerne til at sidde i skabet.

Først lod Eggers sig inspirere af den dystre brite Edgar Allan Poes ufærdige digtsamling: ’The Light-House’, som digteren startede på kort tid før sin død i 1849. Samlingen udgør en fyrtårnslogbog, hvori Poes hovedperson – en graven fyrtårnpasser – skriver en kort note om dagen, der er gået.

Willem Dafoe i ‘The Lighthouse’.

Poe nåede kun til dag fire. Alligevel er digtene siden slutningen af 1800-tallet blevet adapteret i talrige formater. Alt fra tegneseriehæfter til tv-serier og filmmanuskripter har haft fat i Poes ufærdige digtsamlinger, og på trods af manglende gys i originalversionen har flere tilføjet skræk og rædsel til historien. I 2016 udkom filmen ’Edgar Allan Poe‘s Lighthouse Keeper’, hvor en isoleret fyrtårnspasser bliver mere og mere paranoid, jo længere han er alene på øen.

Om denne mislykkedes adaptation fik Eggers til at droppe idéen om en film baseret direkte på Poes digte er der ingen officielle meldinger om, men heldigvis faldt Eggers og hans bror Max Eggers i stedet over noget endnu bedre end ufærdige digte.

I løbet af flere år analyserede de to brødre alt fra gamle sømandsdagbøger til lokal lingvistik og ø-vejrfænomener for at stable en troværdig historie på benene – baseret på virkelige hændelser for til sidst at tilføje deres eget skvulp fiktive horror til den virkelige historie.

Et mentalt sammenbrud

I interviewet med Vox har Eggers sløret for, hvordan bror Max fik ham tilbage på sporet igen, efter inspirationen fra digtsamlingen blev droppet:

»Idéen om fabler og myter er klart været drivkraften for vores proces. (…) Min bror havde en idé – et spøgelse, som driver fyrtårnet – hvilket skabte et billede og en fornemmelse for en verden i mit hoved. Derefter fik vi de store træk til en fortælling baseret på en virkelig historie om to fyrtårnspassere, som begge to hed Thomas, og som strandede i deres fyrtårnsstation«.

De to virkelige Thomas’er, Eggers refererer til, var Thomas Griffith og Thomas Howell, der i 1801 skulle tage sig af fyrtårnet på øen Pembrokeshire ud for Wales. Heldigvis for Eggers-brødrenes research blev der ført en detaljeret logbog på øen.

‘The Lighthouse’.

De to fyrtårnspassere hadede efter sigende hinanden og var kendt for deres højrøstede skænderier. Da Griffith blev syg og døde på øen, var Howell overbevist om, at han ville få skylden for mordet på sin makker.

Han turde derfor ikke smide kroppen i havet, af frygt for at den ville skylle op på den nærliggende strand, og han surrede derfor Griffiths krop fast til ydersiden af fyrtårnsboligen og byggede en kasse omkring den for at holde øje med liget, der dog allerede var begyndt at rådne.

En særligt stormfuld nat blæste låget af kassen, og den ene arm blev halvt revet af og ’vinkede’ hele natten til Howell gennem hans vindue.

Den stakkels mand fik forståeligt nok et mentalt sammenbrud, men der var ingen hjælp at hente. Han måtte blive på øen i fire måneder mere, indtil stormen endelig lagde sig.

»Meget lidt af den historie, udover at de begge to hed Thomas, endte med at komme med i ’The Lighthouse’«, har Eggers fortalt til Vox. »Men det, at de begge hed Thomas, ramte et eller andet i mig«.

Spulet i ansigtet med en brandslange

Som kildematerialet antyder, er de to mænd på øen centrale for ’The Lighthouse’, og en god casting var derfor alfa omega. Eggers havde tidligt de to skuespillere i tankerne.

William Dafoe blev hurtigt klar over, at Eggers var velforberedt og ivrig for at komme i gang, da den 36-årige instruktør præsenterede ham for manuskriptet:

»Eggers gav mig manuskriptet og sagde: ’Se, det her kommer til at være i sorthvid, vi filmer i Nova Scotia, vi bygger fyrtårnet, vi kommer til at være meget udenfor, og det kommer til at være dig og Rob Pattinson. Ja eller nej?’«, fortæller Dafoe grinende til Vox.

Grinet forsvandt dog hurtigt, da de 34 dage lange optagelser i bidende kulde begyndte. De lange sceneindstiller (optaget på ægte 35mm celluloid-film) og vejrforholdene var så barske, at de to skuespillere dårligt nok magtede at tale til hinanden imellem takes – og da slet ikke med andre på settet. »Jeg talte faktisk slet ikke med nogen. Punktum«, har Pattinson udtalt til Interview Magazine.

Én særligt hård scene krævede, at Pattinson gentagne gange blev sprøjtet til med isnende koldt vand – og der blev det næsten for meget for den 33-årige brite.

»Det er det tætteste, jeg har været på at slå en instruktør«, har Pattinson sagt til Interview Magazine. »Ligegyldigt hvor meget jeg elsker Robert (Eggers, red.), så var der et tidspunkt, hvor jeg havde taget den samme scene om, hvor jeg går på en strand, fem gange. Til sidst sagde jeg: ’Hvad er det, der fucking foregår? Jeg føler, at du bare står og spuler mig i fjæset med en brandslange!’, hvortil han (Eggers, red.) svarede: ’Jeg står og spuler dig i ansigtet med en brandslange’«.

Thomas (Dafoe) og hans assistent Thomas (Pattinson).

Pattinson er dog overbevist om, at der er en mening med galskaben: »Det var en slags tortur, men det skaber helt klar en interessant energi«.

Hans prøvelser stoppede dog langt fra der. I et interview med Variety har han indrømmet, at han »stort set var bevidstløs af druk det meste af tiden« under alle scenerne, hvor han og Dafoe drikker (og dem er der mange af).

»Det var sindssygt,« har Pattinson fortalt til Esquire. »Jeg brugte så meget tid på at få mig selv til at kaste op og tisse i bukserne. Det var så ækelt. Jeg ved det ikke, måske var det rigtigt irriterende«.

»Rigtig irriterende« var tilsyneladende lige præcis dét, Dafoe indimellem tænkte om den stangstive Pattinson. Særligt en scene var lige ved at få den ellers garvede skuespiller til at trække stikket.

I en scene, hvor Dafoe falder i søvn oven på Pattinson, havde den tidligere Twilight-skuespiller nemlig fået så meget indenbords, at han var tæt på at brække sig – med Dafoe i den direkte skudlinje.

»Robert (Eggers, red.) sagde, at jeg måtte holde det i mig, for Willem havde kigget på ham med et blik, som sagde: ’Hvis han kaster op på mig nu, så skrider jeg’«, har Pattinson forklaret til Variety. »Jeg havde ærlig talt ingen idé om, at alt det drama udspillede sig«.

I et interview med websitet Mr. Porter har Dafoe kommenteret den yngre skuespillers tilgang:

»Rob Pattinson arbejdede meget anderledes, end jeg gjorde«, fortalte den 64-årige skuespillere. »Men jeg dømte det ikke, for han havde et andet job end mig. Og derudover har jeg ikke brug for, at han arbejder ligesom mig«.

I et tidligere interview, også med Mr Porter, har Pattison fortalt, hvorfor han foretrækker den ekstreme metode:

»Jeg brugte på en måde prøverne på at aflure alle Willems kort, hvilket frustrerede ham. De to roller konkurrerer meget, så jeg prøvede vel på at snyde så meget som muligt, når jeg nu skulle op imod en som Willem«, sagde han.

»Så snart jeg kunne se, at han vidste, hvad jeg ville gøre, blev jeg virkelig trist. Jeg prøvede at overraske ham såvel som mig selv hver gang. Han synes at være i stand til at lave en scene på et uendeligt antal måder. Jeg føler, at jeg kun har måske fem måder at gøre det på.

»Jeg tror ikke, at han er interesseret i håndværk,« har den forundrede Dafoe forklaret til Mr. Porter om Pattinsons skuespil. »Han har lyst til at kaste sig ud på dybt vand og føler kun, at (hans skuespil, red.) er rigtigt sandt, når han føler, at han drukner. Hvilket er perfekt til rollen, for det er også sådan, han har det. For mig er det lidt skørt. Men jeg dømmer det ikke. (…) Men nogle gange ville han virkelig smadre sig selv. Han ville stikke fingrene ned i sin hals og den slags«.

Om Robert Pattinson, Willem Dafoe og brødrene Eggers’ strabadser har været det hele værd, må man selv dømme, når ’The Lighthouse’ har dansk premiere 30. januar.


Læs også: Vores anmeldelse af ‘The Lighthouse’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af