‘The New Pope’: Paolo Sorrentino har stadig ikke knækket tv-serie-koden

Jeg må med tungsind meddele, at Paolo Sorrentino stadig ikke har knækket koden til at lave en vellykket tv-serie.

Den italienske instruktør er ellers en af samtidens største navne inden for europæiske arthousefilm og en af mine personlige favoritter. Hans virtuose mesterværk ’Den store skønhed’, der modtog en Oscar i 2014 for bedste ikke-engelsksprogede film, betragter jeg faktisk som det forgangne årtis allerbedste film.

Efter syv spillefilm sprang Sorrentino i 2016 ud som serieskaber med miniserien ’The Young Pope’, der havde Jude Law i hovedrollen som den nyvalgte, selvsmagende og for omverdenen overraskende konservative pave Lenny Belardo aka Pius XIII.

Instruktørens æstetiske kendetegn – fantastisk smukke billeder med ubesværede, flydende kamerature samt en kæk blanding af klassisk og elektronisk musik – var bestemt også til stede i serien. Men på manuskriptplan haltede fortællingen noget. Konflikterne omkring paven stagnerede og gentog sig selv, og det langsomme tempo resulterede i en til tider søvndyssende oplevelse – ikke ulig arthouse-kollegaen Nicolas Winding Refns ’Too Old to Die Young’.

Nu har Sorrentino lavet en efterfølger, ’The New Pope’, der, som de fleste nok kan regne ud, har en ny pave i centrum. John Malkovich spiller engelske Sir John Bannox, der får navnet John Paul III som den katolske kirkes overhoved. Han træder til, fordi Pius XIII har ligget i koma, siden han i slutningen af ’The Young Pope’ pludselig faldt om (sengeliggende Jude Law tilses af Ulrich Thomsen i en lillebitte lægerolle).

I den nye miniserie fortsætter de fortælletekniske problemer desværre fra den forrige – faktisk føles det til tider, som om det går endnu langsommere.

Det starter ellers med et ganske underholdende første afsnit, hvor den hidtil underdanige og manipulerbare Don Tomasso Viglietti for en kort stund bliver valgt som pave og vender alt på hovedet. Kardinalerne er ved at tabe underkæben, da han pludselig viser sig som noget af en idealist, åbner Vatikanet for flygtninge og bortdonerer kirkens rigdomme til samfundets fattige. Satiren mod den lidt for materielt besatte kirke er til at tage at føle på, når kardinalerne med våde øjne må give guldkors og fingerringe væk.

Her er Silvio Orlando også fortsat virkelig morsom og herlig som kardinalstatssekretæren Angelo Voiello, der som en (lettere ynkelig) mafioso trækker i alskens tråde for at opretholde sin magt i Vatikanet – og derudover er glødende fan af Napolis fodboldhold.

Men efter den intrigerige åbning falder tempoet gevaldigt, da Voiello og en gruppe delegerede tager til England for at hverve John Bannox til paveposten.

Sorrentino har aldrig stået for stram dramaturgi og gudskelov for det. Men den vanligt løse, episodiske og til tider (bevidst) retningsløse struktur passer bare langt bedre til filmmediet end til serieformatet, hvor man gerne skal have en god grund til at se næste afsnit.

Miniserien er bedst, når instruktøren dropper dialogscenerne for i stedet at lave imponerende, smukke iscenesættelser af spøjse eller banale motiver. Det sker i starten af hvert afsnit, hvor en gruppe nonner i natkjoler danser sensuelt til den pumpende rytme fra Sofi Tukkers ’Good Time Girl’, mens et stort kors oplyser deres sovesal i skiftende neonfarver. Flere løsslupne scener som disse kunne måske have peppet energiniveauet lidt op.

Det samme kunne en mere spændende hovedkarakter. Jude Law gav ’The Young Pope’ et skud nerve med sit intense blik og snu smil, som kardinalerne omkring ham havde umanerligt svært ved at afkode. Deri lå også en stor del af seerens interesse i ham – foruden spørgsmålet om hvorvidt han faktisk havde guddommelige kræfter. Bortset fra et enkelt af John Malkovichs klassiske raserianfald i afsnit 3 er den nye pave anderledes afdæmpet. Hans småtriste forhistorie om forgæves at hige efter sine forældres kærlighed minder tilmed påfaldende meget om Lennys barndomsminder, der var drysset ud over den første serie.

Selvom Malkovich og Law deler plakaten, optræder sidstnævnte kun i glimt i de første fire afsnit. Den komaramte ekspave besøger engang imellem de andre karakterer i meget stemningsfulde scener, som var han et spøgelse eller en skytsengel.

’The New Pope’ vender flere gange tilbage til en stor gruppe dedikerede følgere, der opholder sig dag og nat på Peterspladsen, mens de venter på, at Pius XIII vågner op til dåd. Det samme gør man som publikum.

Hvis jeg ender med at se videre, bliver det netop for at se mødet – og opgøret – mellem Law og Malkovich, for dét kunne potentielt godt slå gnister.

---

Kort sagt:
Den ellers formidable italiener Paolo Sorrentino formår heller ikke med sin anden miniserie om intriger i Vatikanet at skrue nok op for fortælletempoet, til at man som publikum kan holde gejsten oppe.

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.