’Jay and Silent Bob Reboot’: Kultdyrket stoner-duos comeback er til hardcore Kevin Smith-fans

»Fuck, fuck, fuck, mother, motherfuck, mother, motherfuck, fuck, motherfuck motherfuck, noise, noise, noise 1, 2, 1, 2, 3, 4, noise, noise noise…«.

Hvis du ikke kender resten af teksten til denne ’sang’, er du højst sandsynligt ikke målgruppen for Kevin Smiths seneste farce om de hashrygende heteroseksuelle livsledsagere, Jay og Silent Bob.

Første gang verden stiftede bekendtskab med det kultdyrkede makkerpar, var for godt 25 år siden, da Smith tog indiefilmverdenen med storm med den selvfinansierede sorthvide stoner-komedie, ’Clerks’. Filmen skulle vise sig at blive startskuddet til et helt filmunivers. Siden debuten har den infantile Jay og den tavse Bob – spillet af henholdsvis Jason Mewes og Smith selv – for det meste været forvist til periferien af historierne.

Først i 2001 blev de kørt i stilling som hovedpersoner i deres egen film, ’Jay and Silent Bob Strikes Back’.

Her 18 år senere kan man fristes til at tro, at ’Jay and Silent Bob Reboot’ var tænkt som, ja, et reboot af ’Strikes Back’-filmen, og det er det i og for sig også. For selvom der ikke er tale om en genindspilning i traditionel forstand, er det groft sagt den samme film om igen. Endnu engang er der tale om en roadmovie fra New Jersey til Hollywood, hvor formålet denne gang er at stoppe produktionen af en genindspilning af en film om Jay og Bobs tegneseriealteregoer, Bluntman og Chronic. Der er således lagt op til en selvironisk og metatung affære.

Ligesom ved deres første forsøg som hovedroller erfarer man hurtigt, at figurerne ikke er skabt til at bære en hel spillefilm på egen hånd. Men det gør Smith faktisk noget ved denne gang. På vej til Hollywood genforenes duoen nemlig med Justice (Shannon Elizabeth) fra ’Strikes Back’, som siden har født Jays datter, Millennium (spillet overbevisende af Smiths datter, Harley Quinn Smith, som vi sidst så som Manson-pige i ’Once Upon a Time in Hollywood’). Da det kommer Millennium for øre, at de har kurs mod Hollywood, tvinger hun dem til at tage hende og hendes særdeles mangfoldige vennegruppe – der tæller en døvstum sort pige, en kineser og en syrer ved navn Jihad (!) – med.

Selvom ’Reboot’ prikker kærligt til Hollywoods mangel på kreativitet, skal den i højere grad læses som én lang fuckfinger til vrede mandlige filmnørder, der påstår, at Hollywood ødelægger deres dyrebare barndomsminder ved at genindspille deres yndlingsfilm i mere progressive udgaver (jeg behøver vist ikke minde om reaktionerne på den seneste ’Ghostbusters’-film). Hos Smith er reboot-tematikken samtidig en metafor for at sætte børn i verden. Det er nemlig en oplagt mulighed for at skabe en ny og bedre udgave, ikke bare af en film, men også af sig selv.

Hele far/datter-fidusen giver også Jason Mewes adskillige muligheder for at overraske positivt i en række scener, hvor han viser en mere følsom side af Jay-figuren. Han har aldrig været bedre end her.

Begejstringen for at være tilbage i de ikoniske stoner-roller skinner i det hele taget ud af både Mewes og Smith, og det kan ikke andet end smitte af på publikum.

Smith har aldrig været den store instruktør (måske lige med undtagelse af den håndholdte horrorfilm ’Red State’), men han brillerer altid som manuskriptforfatter, og selv om ’Reboot’ kun lige akkurat indeholder de mest basale fortælleelementer, der gør, at den kan kalde sig selv en spillefilm, mærker man Smiths sædvanlige skarpe pen, som når Matt Damon kigger forbi i rollen som den faldne engel Loki fra ’Dogma’ og introducerer os for sin nye »re-born identity«. Det er lavthængende frugter, men hvor smager de dog godt!

Fans af Smiths alsidige karriere vil allerede fra første scene foran Quick Stop-kiosken føle sig hjemme, og det er fornøjeligt at spotte de mange nostalgiske nik.

’Jay and Silent Bob Reboot’ er alt i alt en af de mest indforståede film nogensinde, og nye seere vil næppe føle sig særligt velkomne. Dertil er den simpelthen for proppet med referencer og callbacks til alle aspekter af Smiths karriere og privatliv. Alt, hvad han nogensinde har været involveret i, er repræsenteret i form af mere eller mindre forcerede gæsteoptrædener af alle lige fra medværter fra hans utallige podcasts til medvirkende fra det Smiths-producerede reality-program ’Comic Book Men’.

Filmen byder også på kendisoptrædener fra Val Kilmer i rollen som den nye Bluntman og en selvironisk Chris Hemsworth som hologram. Højdepunktet er dog et gensyn med Ben Affleck og Joey Lauren Adams i rollerne som Holden og Alyssa fra ’Chasing Amy’, hvis overraskende rørende scene fungerer som filmens punchline.

Det er ikke første gang, at Smith lader sig lokke tilbage til View Askew-universet. I 2006 instruerede han den overraskende vellykkede ’Clerks II’, der udover nostalgi-faktoren rent faktisk også havde en vis substans. Det samme kan ikke rigtigt siges om den nye ’Jay and Bob’-film, som på trods af mange hyggelige gensyn og den sympatiske morale ikke ejer de samme emotionelle dybder.

Men det er trods alt heller ikke det, man er på jagt efter i en film om Jay og Silent Bob.

---

Kort sagt:
’Jay and Silent Bob Reboot’ er en festlig, røgfyldt og referencetung ViewAskew-reunion for den hårdeste kerne af Kevin Smith-fans.

Se også: ‘Cleks’ 25 år efter.