Jeanette Nordahl før verdenspremiere på sit fynske mafiadrama: »Der ligger en stor magtudøvelse i, når hun giver et kys«

Instruktør Jeanette Nordahl har fredag verdenspremiere på sin debutspillefilm 'Kød & blod' på Berlin Film Festival. I filmen spiller Sidse Babett Knudsen en både kærlig og manipulerende mafiaboss, der demonstrerer sin magt over sine voksne sønner og niece med kærtegn, morgenbord og strenge ordrer. Med sit take på mafiagenren var Jeanette Nordahl optaget af social arv og den underliggende vold, der ulmer inde for hjemmets fire vægge.
Jeanette Nordahl før verdenspremiere på sit fynske mafiadrama: »Der ligger en stor magtudøvelse i, når hun giver et kys«
Sidse Babette Knudsen som Bodil i 'Kød og blod'. (Foto: Chr. Geisn / Scanbox.)

I Jeanette Nordahls fynske mafiadrama ‘Kød & blod’ er det ikke nedskydninger, tæsk eller afhuggede hestehoveder, der udgør de mest grænseoverskridende scener. Men noget så – i princippet – smukt som kys mellem en mor og hendes børn.

Sidste Babett Knudsen er sjældent frygtindgydende som matriarken Bodil, der holder sine tre voksne sønner i stram line gennem en magtdemonstrerende moderomsorg. Både vi og filmens hovedkarakter, Bodils 17-årige niece Ida, der flytter ind hos sin kriminelle familiegren i Bogense, da hendes mor dør i et trafikuheld, spærrer øjnene op under introduktionen til mor og sønners rituelle morgenhilsen med upassende smækkys på munden. Der er noget seriøst off med den her familie.

Moderkyssene er et eksempel på den kvindelige drejning, som Jeanette Nordahl og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe har givet den traditionelt maskuline mafiagenre i Nordahls debutspillefilm, der fredag har fornem verdenspremiere i Berlin-filmfestivalens sideprogram Panorama.

»Omdrejningspunktet for mafiafilm er ofte social arv«, forklarer Nordahl, da vi møder hende ugen inden premieren.

»Fra ‘Godfather’ til ‘Arven’ – som man vel godt kan kalde en dansk mafiafilm – er hovedkarakterernes konflikt, om de skal gå med familien eller trække sig. Vi ville gerne dykke ned i kvinderollen og matriarken, fordi hun er udtryk for den sociale arv helt konkret: Moren bærer barnet og viderefører dermed arven fysisk. Vi ville undersøge, hvad det er, kvinderne viderefører, og hvilken magt moren har«.

Familien i fokus

Instruktøren udklækkede idéen om en kvindelig mafiafilm sammen med manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe på en kantsten for fem år siden. De havde tidligere arbejdet sammen om kortfilmen ‘Nylon’ fra 2015, der også handlede om »bøjede familiekonstellationer« med historien om en teenagedreng, der på en familieweekend i Sverige fascineres af sin onkels kræftramte kone.

Nordahls afgangsfilm fra Super16 fra 2012 har også en kriseramt familie i centrum: En midaldrende mand har svært ved at udtrykke følelser over for sin datter, da hans kone dør.

»Familien er det fællesskab, vi alle sammen har til fælles. Det er den arv, vi tager med os videre hele livet på godt og ondt. Jeg er fascineret af familien som en institution, der former mennesket og er udtryk for det grundlæggende menneskelige behov for at høre til. Det er fællesskabet, der skaber et os og dem og et rigtigt og forkert«, siger hun om sit fokuspunkt.

»Mafiagenren kom naturligt op, fordi mafiafilm i sin natur handler om familie – tilsat kriminalitet, der sætter konflikterne på spidsen og tilfører et spændingselement«.

Instruktør Jeanette Nordahl. (Foto: Morten Germund / Soundvenue.)

De tre sønner er ret kastrerede i forholdet til deres mor. Var filmen et forsøg på at bytte rundt på kønsrollerne i en mandsdomineret genre?
»Målet var ikke nødvendigvis at bytte rundt på kønsrollerne, men at sige: Der er én chef for den her familie, og hun styrer den med hård hånd. Drengene har en maskulinitet, de har også bare et klart hierarki, hvor det er mor, der bestemmer.

De tre sønner har nogle meget forskellige relationer til deres mor. Storebroren Jonas er meget next in line og gør alt, hvad mor siger. Midterbarnet David har det meget svært i sin rolle og med sin mor. Han prøver hele tiden at søge væk, men kan ikke helt finde ud af at slippe ud af familiens kløer. Og så har vi den yngste, Mads, som er en forvokset baby. Han dyrker sin maskulinitet meget, men hænger samtidig i sin mors skørter«.

Grænseoverskridelser ved morgenbordet

Hvordan arbejdede du med Sidse Babett Knudsen om at skabe den her frygtindgydende mafiamatriark?
»Sidse har en fantastisk varme, som var vigtig for Bodils karakter som kontrast til hendes rolle som klassisk antihelt. Samtidig har Bodil nogle voldsomme blinde vinkler. Karakteren er moralsk fordærvet og manipulerende, men hun handler ikke ud af direkte ondskab. Hun gør, hvad hun kan for sin familie af et rent hjerte. På den måde er hun en dejligt kompleks karakter at arbejde med frem for bare at skabe en skurk.

Bodil har et meget fysisk forhold til familien, som både er udtryk for kærlighed og er en måde at håndhæve magt på. Vi vidste fra starten, at vi ville lægge små grænseoverskridelser ind i de helt almindelige dagligdagsrutiner, som at give et kys på munden, eller at Mads ligger og bliver nusset i håret som en hundehvalp af sin mor på en måde, der nærmest føles kæresteagtigt. Der ligger en stor magtudøvelse i, når hun giver et kys til Ida eller drengene. ‘Jeg kysser dig, og nu har jeg dig i min hule hånd. Du er min.’ Den fysikalitet lå i manuskriptet, men mange steder gik Sidse faktisk også selv ind og skruede op for det.

Det var skidesjovt at skabe Bodils udtryk. Jeg aftalte med Sidse, at vi skulle prøve at gå så langt ud som overhovedet muligt: Tage de højeste stiletter, de strammeste bukser, den mest nedringede bluse og de vildeste tatoveringer og så skrue ned igen, når det blev for meget«.

(Foto: Chr. Geisn/Scanbox)

Hvad tror du, der gør familien så magtfuld, at for eksempel både sønnerne og deres kærester i ‘Kød & blod’ forbliver loyale, selvom de bliver skubbet ud på kanten af deres egen moral?
»Jeg tror, at børn generelt er født loyale over for deres forældre. Det er indkodet i mennesket rent evolutionært, at et barn for eksempel skal smile til sine forældre for at skabe kontakt og dermed overleve.  Når vi taler om hungeren efter at høre til i et fællesskab, ligger der også det at være loyal over for hinanden.

Men vi har også karakterer, der netop prøver at bryde fri. Annas karakter (sønnen Davids kæreste, red.) forsøger hele tiden at få David ud af familien. Hun er historiens moralske kompas, fordi hun ser Bodil for den, hun er, og ser det destruktive i familien.

Så har vi Ida, der er vores observerende hovedkarakter, som vi møder familien gennem. Hun bliver langsomt optaget af båndet i familien og synes også, at det er dejligt at have den fysiske kontakt. Som mennesker kan vi jo grundlæggende godt lide nærheden. Ida bliver så skubbet længere og længere ud i forhold til, hvad hun selv mener er rigtigt og forkert«.

Det er udtryk for, at når man ikke har andre steder at gå hen, kan man acceptere meget?
»Præcis, vi har brug for hinanden, også selvom forholdet kan være destruktivt. Det er meget hårdt at være sig selv og turde at stå alene, især når man er ung«.

Menneskets mørke sider

Er det her kriminelle miljø noget, I har opfundet, eller er der mafiafamilier på Fyn?
»Om der er en mafiafamilie i Bogense, ved jeg ikke. Men da vi startede på manuskriptet, talte vi med en del kriminalpolitifolk om organiseret kriminalitet i provinsen. De fortalte, at den form for småforbrydelser foregår over det hele. Familien er jo ikke del af et større netværk, men betaler regningerne gennem en form for kludetæppekriminalitet«.

Man finder aldrig ud af, hvad de præcist foretager sig?
»Nej, vi lod kriminaliteten og den eksplosive genrevold foregå i periferien, for det var volden inde i familien, vi var interesserede i: Om vi kunne skabe spænding ved at lade volden ligge i et kys eller en berøring eller som en underliggende frygt for, hvad der kan ske«.

(Foto: Chr. Geisn/Scanbox)

Hvorfor er du interesseret i vold?
»Vold er interessant, fordi det ofte kommer fra noget, der burde være smukt. Jeg kan godt lide en antihelt som Bodil, som er dragende, og som man vil det bedste, selvom hun har et fordærv og en mørk side. Alle mennesker besidder jo begge aspekter, og jeg er interesseret i at undersøge den her moralske kompleksitet. Mine næste projekter, som stadig er i den spæde udvikling, har også et både et element af vold og en interesse i fællesskabet. Dog med nogle helt andre fortegn og i en anden genre«.

Vil du fortsætte med at lave spillefilm?
»Ja, på den måde er jeg sygt gammeldags. Jeg kan rigtigt godt lide spillefilmformatet og biografrummet. Jeg har instrueret et par afsnit af ‘Når støvet har lagt sig’ og var glad for det, så jeg kunne også sagtens forestille mig at kaste mig mere ud i tv-serier. Men som eget værk er det lige nu spillefilmen, der trækker mest«.

Hvad betyder det for dig at få din første spillefilm udtaget til Berlin?
»Det betyder alverden. Det er en game changer på en måde, at vi kan få en masse opmærksomhed på filmen og forhåbentlig få en masse danskere ind og se den. Jeg er meget stolt og glad – og også ved at dø af angst«.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ’Kød og blod’ 4. marts – og mød Jeanette Nordahl og skuespillerne Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove, Besir Zeciri og Sandra Guldberg Kampp. Læs mere her.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af