Start med disse fem Studio Ghibli-film på Netflix

Det vakte begejstring blandt filmelskere, da Netflix kunne annoncere, at hele 21 Studio Ghibli-film – herunder en række af Hayao Miyazakis mesterværker – bliver tilgængelig på tjenesten fra februar og frem mod april. Men hvor skal man starte?
Start med disse fem Studio Ghibli-film på Netflix
'Prinsesse Mononoke'.

Siden 1985 har det japanske produktionsselskab Studio Ghibli skabt en perlerække af animerede spillefilm, som legesygt kombinerer japansk folklore, gæv ramasjang og livsfilosofi i børnehøjde til uimodståelige små mesterværker. Nu har Netflix fået rettighederne til 21 af dem, som dryppes ud på tjenesten over de følgende tre måneder.

Forhåbentlig har du allerede set de fleste af hovedværkerne – og så på den anden side: Heldige dig, hvis du ikke har! For så har du timevis af filmmagi til gode.

Men selv die hard-fans vil kunne finde nye oplevelser blandt de udvalgte film, der blandt andet tæller en række romantiske dramaer, der ikke har fået den store opmærksomhed i vesten, men som reflekterer den samme dedikation til håndværk og gode fortællinger, som kendetegner stort set alt, Studio Ghibli lægger navn til.

Det er svært at gå galt i byen med en Studio Ghibli-film. Men her er fem steder at starte, når de 21 film lander på streamingtjenesten.

 

Den mystiske Totoro fisker med Satsuki og lillesøster Mei.

Den ikoniske: ’My Neighbor Totoro’ (1988)

Mesterinstruktøren Hayao Miyazaki fik først sit endelige gennembrud i vesten med ’Spirited Away’ – mere om dén senere – men ’My Neighbor Totoro’ sneg sig ind af bagdøren 15 år før det som børneunderholdning på eftermiddagssendefladen, især i USA.

Måske derfor er filmen i dag Ghiblis mest merchandisede og ikoniske, fra plysbamsede Totoro selv til den uimodståeligt bizarre ’kattebus’.

Med ’My Neighbor Totoro’ fandt Miyazaki frem til den cocktail af naturromantik, japanske naturånder og varm hverdagsmagi, som siden blev hans varemærke. Plottet er rørende enkelt: Pigerne Mei og Satsuke flytter med deres forældre ud i en skov, og det er de jævnt utilfredse med. Altså lige indtil de lærer de lokale fabeldyr at kende – ikke mindste store, rare Totoro.

Totoro viser dem en verden ved siden af deres egen, fuld af overnaturlige, men venligt stemte væsener. Og meget mere sker der sådan set ikke.

Men enkelheden er faktisk filmens helt store styrke, fordi billedbegavelsen Miyazaki får plads til at udforske magien i hver enkelt scene, sekvens, endda indstilling. ’My Neighbor Totoro’ er konsekvent fortalt fra børnenes synspunkt, og instruktørens åbenlyse glæde ved deres naive forundring og begejstring er smittende. En vidunderligt varm filmoplevelse.

Kommer til Netflix 1. februar.

 

‘Princess Mononoke’.

Den episke: ’Princess Mononoke’ (1997)

Efter ’My Neighbor Totoro’ lavede Hayao Miyazaki yderligere to forholdsvis korte film for især mindre børn – den dejligt stilfærdige ’Kiki’s Delivery Service’ og den bundcharmerende ’Porco Rosso’, hvor instruktørens flyfascination fik frit løb. Men hans næste udspil, ’Princess Mononoke’, blev en helt anden størrelse.

Plottet er komplekst, spilletiden godt over to timer, og hele herligheden er en økologisk fabel i en skala, Miyazaki ikke havde prøvet kræfter med før – selv ikke med ’Nausicaä of the Valley of the Wind’.

’Princess Mononoke’ udforsker et tema, der altid har fyldt meget i Studio Ghiblis film: Konflikten mellem natur og civilisation. I et middelalderligt Japan, hvor menneskene bemægtiger sig stadig mere af landjorden og begynder at bekrige hinanden med krudt og kugler, trækker det op til konflikt mellem byen Irontown og dyrelivet omkring den.

Dyreguderne er vrede på Irontown, fordi de forgifter jorden med deres præindustrielle minedrift, og fanget mellem parterne er den unge prins Ashitaka, der er forgiftet af trolddom og søger efter en kur.

Miyazakis måske mest ambitiøse film er et storladent eventyr, alvorstung som en Kurosawa-film og med noget af samme dybfølte humanisme inde bag de klokkeklare budskaber. Er man til episk fantasy, skylder man sig selv at se ’Princess Mononoke’.

Kommer til Netflix 1. marts.

 

‘Spirited Away’ på dansk ‘Chihiro og heksene’.

Blockbusteren: ’Spirited Away’ (2001)

Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.

Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.

Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.

Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.

’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.

Kommer til Netflix 1. marts.

 

‘Pom Poko’.

Den med vaskebjørnenosserne: ’Pom Poko’ (1994)

Isao Takahata er Studio Ghiblis oversete mester. Fra starten var han og Miyazaki de kreative hovedkræfter bag studiet, og samme år som Hayao skabte sin udødelige ’My Neighbor Totoro’, udsendte Isao sin uafrystelige antikrigsfilm ’Grave of the Fireflies’. To mesterværker, skulder ved skulder.

’Grave of the Fireflies’ er af uransalige grunde ikke at finde blandt Ghibli-filmene på Netflix, og det er synd.

Både fordi den fortjener at blive set af så mange som muligt, og fordi den ville have sikret Takahata en mere ligelig repræsentation på listen her. I stedet må vi nøjes med at fejre hans idiosynkratiske geni ved at slå et slag for komedien ’Pom Poko’, en af de mest vidunderligt bizarre film i hele Studio Ghibli-kataloget.

Som i ’Princess Mononoke’ handler det om konflikten mellem menneske og natur. Dér hører lighederne så også op.

’Pom Poko’ er fortællingen om et samfund af formskiftende japanske vaskebjørne, der i 1960’erne ser på i gru, mens deres naturlige bosteder ryddes for at give plads til Tokyos eksplosive vækst. De beslutter sig for at slå igen med benhård guerilla-krigsførsel. Blandt de antropomorfe væseners mest iøjnefaldende tricks er, at deres testikler kan udvide sig til enorme presenninger, der for eksempel kan dække forruden af en lastbil, så den kører ud over en afgrund.

Du læste rigtigt: ’Pom Poko’ er en familiefilm, hvor vaskebjørne myrder mennesker med deres nosser.

Men det er også en skæg, sindig og sublimt animeret film, som næppe kunne være blevet til nogen andre steder end i Japan. Hvor den i øvrigt var et af årets biografhit. På sin egen måde er ’Pom Poko’ emblematisk for Takahatas iver efter at udvide grænserne for, hvad animationsmediet kan og må, som også fandt udtryk i voksendramaet ’Only Yesterday’ og den lyriske og bjergtagende smukke ’The Tale of the Princess Kaguya’.

Som begge er glimrende. På nogle helt andre måder end ’Pom Poko’.

Kommer til Netflix 1. april.

 

‘Castle in the Sky’.

Den oversete: ‘Castle in the Sky’ (1986)

Studio Ghiblis allerførste film er også en af de bedste og mest oversete: ’Castle in the Sky’, instrueret af Hayao Miyazaki og produceret af Isao Takahata.

Her er ingen japanske naturånder og det er småt med mild forundring over livet. I stedet går det over stok og sten gennem et hæsblæsende steampunk-univers. Heltemodige børn og nedrige skurke kæmper for livet og for filmens mcguffin, amuletten om halsen på forældreløse Sheeta, som på en eller anden måde er forbundet med det sagnomspundne ’himmelslot’ Laputa.

’Castle in the Sky’ er en eventyrfilm af den gamle skole, placeret i et rigt og detaljerigt univers og med noget af det bedste designarbejde, Ghibli har præsteret.

Man fornemmer, at Takahata og Miyazaki havde noget at bevise bag roret i deres nye filmstudie, og resultatet er filmhåndværk på tårnhøjt niveau og en renhjertet gang underholdning, du ikke bør snyde dig selv for. For de fleste andre produktionsselskaber ville en film som ’Castle in the Sky’ repræsentere toppen af deres ydeevne – for Ghibli var den kun begyndelsen.

Men hvilken begyndelse!

Kommer til Netflix 1. februar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af