I sidste måned skrev vi om, hvordan en politienhed i sydstaten Louisiana i USA »kom til« at benytte sig af sirenen fra horror-franchisen ’The Purge’ for at indvarsle et nyt udgangsforbud, til adskillige lokales store forvirring og bekymring.
Men dén lyse idé må siges at være en ren lise for sjælen sammenlignet med, hvad Singapore har fundet på for at regulere borgernes færdsel i det offentlige rum. Her mødes de besøgende i en af minilandets parker nemlig lige nu af en mekanisk skabning som løftet direkte ud af ’Black Mirror’-skaberen Charlie Brookers forskruede dystopiunivers.
Forklaring følger:
I den ellers noget tamme fjerde sæson ’Black Mirror’ leverede afsnittet ’Metalhead’ effektive visuelle highlights, der bed sig fast som en glubsk køter i skærende sort-hvid.
Historien, skrevet af Brooker og instrueret af David Slade (’30 Days of Night’), handlede i al sin enkelhed om, at menneskeheden er blevet forvandlet til jaget vildt af selvsamme firbenede robotter – metalheads – der oprindeligt blev opfundet til at bistå samfundet som en fiks serviceopgradering af menneskets bedste ven (hint, hint, Singapore).
Alt er dog gået helt i helvedeshundene, som det hører og bør sig for genren, hvorfor det i ’Metalhead’ ikke er dog eats dog, men dog stabs/shoots/annihilates human.
Velkommen til SPOT, din nye overhund
Det er et satire-veloplagt, AI-afskrækkende koncept, hvis klaustrofobiske eksekvering giver svedige håndflader og onde drømme om at blive snappet i haserne af Terminatoren i Fido-klæder.
Og det er da umiddelbart også lige præcis dét groteske skræmmebillede, myndighederne i Singapore fæstnede på brainstorm-tavlen, da der blev udklækket løsninger for social distancing i en coronatid.
Et voila: SPOT aka. Metalheads designtvilling.
SPOT skal få folk til at holde afstand til hinanden, men som det fremgår af videoen øverst i artiklen her, er den først og fremmest særdeles effen udi at skræmme alle på dens vej langt væk (måske også en form for succes, så længe den ikke ligefrem hyrder joggere sammen i grupper).
Udover at stavre målrettet afsted er overhunden SPOT udstyret med et kamera, der observerer folks opførsel og tæller, hvor mange mennesker, den møder. Den kan også udsende advarsler a la: »For din egen skyld og for dem omkring dig: Vær venlig at hold mindst en meters afstand til hinanden. Tak« (leveret af en kvindestemme, hvis nogen skulle have lyst til analysere nærmere på dét).
Spreder skræk på Twitter
Lighederne mellem SPOT og metalhovederne i ‘Black Mirror’ er bestemt heller ikke gået Twitter-næserne forbi:
Hvis SPOT – som oprindeligt er skabt af amerikanske Boston Dynamics – viser sig at være en god investering, er det planen at avle flere kræ til landets øvrige rekreative områder. Det skal til dimsens forsvar siges, at den også har vist sig velegnet til brug på hospitaler, hvor læger kan tale til patienter igennem en iPad fæstnet til SPOT’s hoved:
‘Black Mirror’ IRL
Det er langt fra første gang, at ’Black Mirror’-lignende teknologi bliver en realitet IRL:
I Kina bliver brugere af mobilebetalingsformen Alipay eksempelvis bedømt ud fra et ratingssystem, Zhima Credit, der baserer sig på alt fra, hvad folk køber til hvem de omgås med. Jo bedre en rating, jo flere økonomiske fordele, ikke ulig afsnittet ‘Nosedive’.
Og Elon Musk-projektet Neuralink arbejder målrettet på at muliggøre sammensmeltninger af menneskehjerne og maskine, der potentielt set kan åbne op for download af tanker og minder – som set i ’The Entire History of You’, hvor evige ‘genspilninger’ af gamle forholdsskænderier og sidespring giver anledning til gedigne husspetakler.
I Holland har forskere fra Delf University of Technology opfundet en ’robot-bi’ kaldet ’Delfly’, der fungerer som en lillebitte drone, der kan bestøve planter for at hjælpe landbruget. Hvis den da ikke som i afsnittet ’Hated in the Nation’ går amok, styret af en fingernem hacker med et grudge.
Endnu mere uhyggeligt er det, at flere firmaer udvikler software, der inden længe kan give vores efterladte evigt liv i AI-form på de sociale medier.
Dén tematik udforskes i et af de bedste ’Black Mirror’-afsnit til dato, ’Be Right Back’, i hvilken en kvinde får ’genskabt’ sin døde kæreste via emails, telefonbeskeder og hans færden på nettet.
Budskabet i historien er klar, men det forhindrede ikke AI-iværksætteren Euginia Kuyda fra firmaet Luka i at forsøge at kopiere teknologien tilbage i 2015. Ved hjælp af gamle chatbeskeder byggede Kyuda en chatrobot baseret en afdød ven, og resultatet skulle have været slående, om end moralsk kritisabelt, da det blev lanceret som ’The Roman Mazurenko chatbot’ i 2016.
Like it or not: Vi lever allerede i ‘Black Mirror’s matrix.