KOMMENTAR. Martha og Ash er netop flyttet på landet, da tragedien indtræffer. Ash bliver dræbt i et biluheld, og midt i sorgen bliver Martha fristet af en ny form for teknologi: En onlineservice, der skaber kunstig intelligens med basis i den afdødes digitale fodspor.
De etiske spørgsmål flyver rundt hos både Martha og seeren, for er det virkelig Ash, der bliver vækket til live? Eller er det bare en tom skal, der mangler en sjæl, en personlighed, eller hvad man nu vil kalde dét, der gør os til ægte mennesker?
Historien udspiller sig i det klassiske ’Black Mirror’-afsnit ’Be Right Back’, og jeg kom til at tænke på det, da det i går blev annonceret, at en omtalt hologramturné med Whitney Houston nu er blevet en realitet og kommer til Forum i København i 2020.
Turneen hedder ‘An Evening With Whitney: The Whitney Houston Hologram Tour’ og er skabt af firmaet Base Hologram i samarbejde med boet efter Whitney Houston. Her vil være dansere, et live-orkester, digitalt restaurerede udgaver af popstjernens hits, korsangere – og så selvfølgelig et hologram af Whitney Houston, der døde i 2012.
Men er det her virkelig fremtiden? Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her burde være en sti, man ikke skal bevæge sig nedad. At turneen virker som en pengemaskine snarere end den hyldest til en af de største stemmer i pophistorien, som den bliver solgt som.
Man kan diskutere mange ting i krydsfeltet mellem den digitale udvikling og musik. Er der sjæl i det, når en dj spiller festivalkoncert fra sin computer uden noget liveaspekt? Er den japanske og computerskabte popstjerne Hatsune Miku et symbol på popmusikkens ultimative kunstighed? Forfalsker auto-tune autenticiteten i den menneskelige stemme? Hvad fanden gik det ud på, da EDM-dj’en Marshmello gav ’koncert’ live inde i computerspillet ’Fortnite’?
Etiske spørgsmål presser sig på i alle mulige aspekter af den digitale verden, vi lever i. Det er ikke fordi ’udviklingen kommer’, den er her allerede. Det er en af grundene til, at ’Black Mirror’ slår så hårdt. Ja ja, det er science-fiction, men meget af det virker alligevel så tæt på, at vi ikke har det store problem med at forestille os, at det bliver virkelighed i 2022.
Hologrammet er altså den nyeste dille, der er begyndt at blive hverdagskost i musikindustrien – det blev endda brugt i den nyeste sæsons afsnit med Miley Cyrus.
I den virkelige verden startede hologramtrenden inden for musik med Tupac på Coachella i 2012, så fulgte Michael Jackson til Billboard Music Awards i 2014, men det er altså noget relativt nyt, at der bliver lavet deciderede turneer, hvor afdøde ikoner er i front for massevis af koncerter. Base Hologram har allerede lavet en koncertrække med Buddy Holly og Roy Orbison, de har længe talt om at gøre det samme med Amy Winehouse, og i går blev Whitney Houston-turneen altså officielt annonceret.
Men for det første: Har Whitney Houston selv sagt ja til det her?
Nej, selvfølgelig har hun ikke det. Af ret logiske årsager. Og selv om jeg ikke vil komme ind på de juridiske omstændigheder (jeg tænker, det er lovligt, så længe boet er med på vognen), så tror jeg ikke nødvendigvis, at det er noget, hun ville have givet lov til. Houston var en performer – hun (tror jeg…) ville også have syntes, at sådan en turné suger sjælen ud af musikken.
For det andet: Burde man ikke lade disse popstjerner hvile i fred?
Jo, det synes jeg. Jeg synes, det er uværdigt at lade dem optræde som hologrammer. Både over for publikum, over for musikken og specielt over for Whitney Houstons minde. Det bliver et show i ordets mest overfladiske forstand – en tom skal, der optræder foran et publikum, der gerne vil se giraffen og måske nogle dansere, der render rundt på scenen, som om det var en Broadway-musical. Og det er specielt uværdigt i et tilfælde som Whitney Houston, der levede et hårdt liv og kæmpede med stofmisbrug. Her skal man også tænke på, hvad det er for nogle minder, man rent faktisk bringer tilbage. For musikken står aldrig bare alene.
Det bringer mig tilbage til ’Black Mirror’-afsnittet. Det der med en tom skal. For det er præcis det, jeg tænker, når jeg ser dette Youtube-klip fra Base Holograms turné med Roy Orbison.
Der er ingen sjæl, ingen spontanitet, intet glimt i øjet. Præcis ligesom den ’dukke’, Martha får selskab af i ’Be Right Back’. Dukken er en syntetisk genskabelse af Ash, den er fænomenal i sengen og har alle de minder, som den nu engang er blevet fodret med. Men der mangler noget. Hvilket langsom går op for Martha.
Uden at spoile den endelige slutning, kulminerer afsnittet på en klippeskrænt tæt på landstedet. Martha vil have Ash til at hoppe ud over skrænten, og i et mangel på modspil går den endegyldige brist op for Martha.
»You’re just a performance of stuff that he performed without thinking, and it’s not enough«, siger Martha med gråd i stemmen. Mest af alt sønderknust af den endelige erkendelse af, at den syntetiske Ash aldrig bliver den samme som den virkelige Ash.
»Come on, I aim to please«, svarer den syntetiske Ash, næsten med et smil på læben, som om det hele er en joke.
Men det er det ikke for Martha, mennesket af kød og blod. Ash har en forestilling om, at underholdning og behagesyge er det eneste, der betyder noget. Han tænker ikke over alt det, der ligger bagved. Og i min optik er det samme problematik, der gør sig gældende med de her hologramkoncerter.
Det syntetiske kan aldrig blive lige så godt som det virkelige. Og hvis virkeligheden ikke er en mulighed, burde man så ikke – ligesom Martha – erkende netop dét frem for at prøve at genoplive den?
Læs også: Alle 23 ‘Black Mirror’-afsnit rangeret