Miley Cyrus i ‘Black Mirror’s svageste afsnit til dato, ‘Rachel, Jack and Ashley Too’.
Nr. 23: ‘Rachel, Jack and Ashley Too’, sæson 5
Miley Cyrus i ‘Black Mirror’? Parringen lød så hvinende usandsynlig, at man kun kunne gå ud fra, at Charlie Brooker havde et ekstra stort es oppe i ærmet, da han castede popprinsessen i en central rolle i femte sæsons mest lyserøde episode. Men ak og ve. ‘Rachel, Jack og Ashley Too’ er slet og ret hele ‘Black Mirror’-universets ringeste, mest uinspirerede eventyr. Og det siger en del, når Cyrus falder bag fjerde sæsons kedsommeligheder.
Rachel (Angourie Rice) er en ensom teenagepige, der har mistet sin mor og lever forstadslivet med emo-storesøsteren Jack (Madison Davenport fra ‘Sharp Objects’) og fraværende skadedyrsbekæmpelses-far, der bruger al sin tid i garagen på at udvikle mere humane rottefælder. Det eneste lys i Rachels leverpostejsfarvede verden er popsensationen Ashley (Miley Cyrus), så da denne lancerer en kollektion af intelligente mini me-dukker – Ashley Too’s – er Rachel fyr og flamme. Ashley Too (der ligner en skrottet Apple-mus med lyserød paryk) kan føre opmuntrende samtaler og give makeovertips – mens den virkelige sangerinde selv kontrolleres med hård hånd af sin tante fra helvede (Susan Pourfar).
Episoden løfter sine teknologiske ideer fra tidligere ‘Black Mirror’-hits a la ‘White Christmas’ og ‘Black Museum’ når det viser sig, at dukke-tingestens digitale bevidsthed rummer et par besjælede bytes mere end selvhjælps-oneliners, men her er intet plot-payoff eller filosofisk eftertanke, blot 1:1-konstateringer af, hvad vi allerede ser udfolde sig på skærmen. Det er ‘Black Mirror’-light i en grad der lefler for Disney Channel-segmentet uden at have mere på hjertet end et afsnit af ‘Power Rangers’. Og tante Catherine kyniske udvinding af sange fra Ashleys komatøse hjerne føles som et klodset forsøg på satire over streaming- og downloadtjenesters kommercielle ‘overgreb’ på den individuelle musikkunstners kreative integritet.
Tilføj en omgang overspil fra Miley Cyrus i mikset, en klæg girlpower-finale og et par irriterende skabede Nine Inch Nails-covers, og skuffelsen er totalt.
Nr. 22: ‘Crocodile’, sæson 4
I fjerde sæsons ’Crocodile’ tager filmholdet et smut til Island, hvor vulkanøens golde vidder og sorte lavamarker udgør et bjergtagende scenografisk bagtæppe. ’Black Mirror’ har en forkærlighed for kølig, minimalistisk arkitektur i glas og stål, der afspejler karakterernes ditto minimerede og gennemsigtige sjæle, og ’Crocodile’ udnytter til fulde sine atmosfæriske locations i og omkring Reykjavik.
Panoramaudsigten fra hovedpersonens millionærvilla er lige så ubarmhjertig i al sin vindblæste skønhed som kvindens egen korrumperede natur og snedronning-afblegede frisure, mens menigmands træhuse trækker klasseskellene op.
Men den tematiske filosofi bag ’Black Mirror’ går desværre helt og aldeles fløjten i ’Crocodile’, der forfalder til en forfladiget historie om en tiltagende psykopatisk kvinde (Andrea Riseboroug), hvis mission om at dække over hendes egen forbrydelse, lugter af generisk tv-krimi. Og hvor teknologien i centrum (inspireret af ’The Entire History of You’) ingen original konsekvens har for handlingen.
Nr. 21: ’Metalhead’, sæson 4
Visuelt er sort-hvide ’Metalhead’ et friskt pust. Men gud i himlen, hvor er den noget nær ikkeeksisterende historie kedelig. Fjerde sæsons korteste fortælling handler om en kvindes flugt fra en ustoppelig metal-’hund’. Menneskets bedste ven opgraderet til dræberrobot med knive, syl og kugler! Som sådan ganske skægt – var det ikke for episodens slæbende metaltræthed.
En af styrkerne ved ’Black Mirror’ er, at serien sjældent uddyber, hvordan vi nåede til det punkt i en nær fremtid, hvor teknologien løb mennesket over ende. Det gør ’Metalhead’ heller ikke, men i lige dette tilfælde mangler kræ og kvinde akut noget kød på sidebenene for, at vi kan give en døjt for universet.
I en scene venter vor heltinde ganske enkelt i et træ på, at robottens batteri løber tør, så hun kan komme væk. Hun venter. Og venter så lidt længere. Der en vis ironi i, at denne meget analoge detalje næsten redder dagen, men ’Metalhead’ har ingen anden pointe, end at robotter og digital krigsførelse er noget skidt, og at mennesket ender som et jaget dyr af egne opfindelser. Den har vi set før og meget bedre i ‘Black Mirror’-regi.
Nr. 20: ’Hated in the Nation’, sæson 3
Efter fire stærke afsnit dalede kvaliteten noget i tredje sæsons sidste to kapitler, hvoraf ’Hated in the Nation’ står som et reelt fejlskud – og et godt eksempel på, hvordan ambitioner og oppustede budgetter kan gå hen og kvæle den gode historie. Episodens udgangspunkt er ikke uinteressant: Politibetjenten Karin (Kelly Macdonald) efterforsker en række besynderlige mord i London, der hver især trækker uhyggelige spor til de dræbtes brug af sociale medier. Såvel som en teknologivirksomhed, der fabrikerer avancerede birobotter med kontroversiel overvågningsteknologi.
Bisværme og mord røres op i en bibelsk pærevælling, men som altid i ’Black Mirror’ er det ikke Gud, der trækker i trådene. Samfundsmoral smuldrer om kap med økosystemet, og i sin iver efter at blande katastrofefilm med intime mordmysterier, social kritik og religionssymbolik – og en alt for lang spilletid på halvanden time – mister ’Hated in the Nation’ desværre selv pusten, længe inden den sidste aggressive summen dør ud.
Nr. 19: ‘Smithereens’, sæson 5
Det er ene og alene fantastiske Andrew Scotts (‘Fleabag’ sæson 2) fortjeneste, at ‘Smithereens’ ikke ligger og roder rundt længere nede på listen, for der er ikke meget kød på fortællingen om den ensomme Über-chauffør Chris, der bebrejder en Mark Zuckerberg-lignende tech-guru for verdens tilstand.
Det starter ellers lovende: Chris holder hver dag parkeret uden for tech-firmaet Smithereens hovedkontor i London og venter med nervøse trækninger på, at en medarbejder derfra vil hoppe ind i hans bil. Da der endelig er bid, er det forvirrede ‘offer’ dog lidet andet end en nystartet praktikant (Damon Idris), der ikke har nær så meget indflydelse i Smithereens, som Chris havde håbet. Han vil nemlig have grundlæggeren Billy Bauer (Topher Grace) i tale, og helmer ikke før det lykkes – uagtet, at han lander i en højspændt gidselsituation omringet af politi, der bare venter på et rent skud.
Scott spiller Chris med feberhed intensitet, og man bider negle undervejs, mens nettet strammes: Hvad vil Chris egentlig? Og hvem er den mystiske Bauer? ‘Smithereens’ bygger op og op, men i sidste ende har episoden overraskende lidt nyt at sige om vores overforbrug af sociale medier, og slutningen er totalt blottet for den form for originalitet og/eller mavepuster-twists, som ‘Black Mirror’ så ofte har serveret med uhyggelig præcision.
Banaliteten står på spring, og ‘Smithereens’ føles mest af alt som en episode, der kunne have fungeret som en lille kortfilms-test forud for ‘Black Mirror’s første sæson i 2011. Men hatten af for altid seværdige Andrew Scott.
Nr. 18: ‘Arkangel’, sæson 4
Der var store forventninger til den Jodie Foster-instruerede ’Arkangel’, hvis historie om en mor, der bruger teknologi til at overvåge og censurere sin datters oplevelse af verden, skrev sig ind i den aktuelle samfundsdiskurs om, hvor grænsen går for curlingforældres insisteren på at geo-tracke deres unger.
Det synes ikke helt urealistisk, at episodens kontroversielle Arkangel-program – hvori en mikroskopisk kamerachip indopereres i børns hjerner – kunne blive virkelighed i en ikke så fjern fremtid. Glem Apple og Big Brother: Det er dine egne forældre, der hungrer efter at snage i dit privatliv.
Den lovende præmis til trods snubler ’Arkangel’ imidlertid på halvvejen, da historien løber tør for originalitet. Moderens (stærkt spillende Rosemarie DeWitt) desperate forsøg på at ’kontrollere’ sin datter fænger tilpas forargeligt, men ’Arkangel’s voldsomme udgang springer over, hvor gærdet er lavest.
Nr. 17: ’Men Against Fire’, sæson 3
’Men Against Fire’ er ganske underholdende. Den er bare ikke synderligt original. I tiden efter en apokalyptisk hændelse i et unavngivet land, hvor vampyrlignende mutanter – ’roaches’ – spreder skræk og rædsel, er det op til soldaten Stripe (Malachi Kirby) og hans regiment at tage på ’skadedyrsbekæmpende’ missioner (en af disse leder dem sågar igennem en dansk landsby!). Om natten mindes Stripe sin søde kæreste, men der er noget lorent ved både Stripes drømme og den brutale virkelighed, han dagligt konfronteres med. Og ikke mindst ved geniale Michael Kellys kalkulerende militærpsykolog fra helvede, der forsøger at sweet talke Stripe til at glemme bekymringerne.
’Men Against Fire’ er et mere genregenerisk fremtidsgys end dybsindig dystopi og læner sig lidt for tungt op ad dommedagsscenarier a la ’The Walking Dead’ og ’Daybreakers’. Endvidere er Stripes pludselige moralske tømmermænd temmelig forudsigelige – dræbermaskinen har naturligvis et hjerte af guld – og portrættet af de skydeglade, forråede soldaterkammerater lige lovlig enøjet.
Nr. 16: ‘Bandersnatch’, interaktiv spillefilm
I ’Black Mirror’ og Netflix’ første interaktive film tager vi, seerne, beslutningerne for hovedpersonen Stefan (glimrende Fionn Whitehead fra ’Dunkirk’), mens han programmerer veje og afveje i computerspillet ’Bandersnatch’.
Plottet er ganske sindrigt udtænkt med metalag på metalag: Stefan udvikler spillet, der ligesom serien, vi ser, er en fortælling med forskellige handlingslinjer, og så er den selv baseret på en gal sci-fi-forfatters roman, der endte med at drive ham til vanvid – en skæbne, der inden længe også overgår Stefan.
Imens udvikler hans idol, Colin Ritman (Will Poulter), et spil ved navn ’Nozhdyve’, en reference til ’Black Mirror’-afsnittet ’Nosedive’, og senere kan man informere Stefan om, at han rent faktisk bliver styret af et publikum, der sidder og ser ham på Netflix. Af os.
Det er indledningsvist sjovt at bestemme, hvad Stefan skal spise til morgenmad, men snart bliver det klart, at vores valg ikke ændrer fortællingen på afgørende vis, og filmens fem mulige slutninger ligger ikke langt fra hinanden. ’Bandersnatch’ er proppet med easter eggs, men når den hverken giver os den kontrol, den lover, eller serverer den skarpe teknologikritik, der er grundpillen i de bedste afsnit af dystopiserien, er det spild af kræfter.
Nr. 15: ‘Hang the DJ’, sæson 4
Et af ’Black Mirror’-universets relativt få romantiske afsnit foregår i en tid, hvor mennesker lever i en form for aflukket boble og indgår i algoritmebestemte forhold: Et par sendes på date og herefter udregnes forholdets længde på stedet. Turtelduerne kan selv vælge at tjekke deres tablets for at få afsløret, hvor lang tid de har sammen, og nogle får år, mens andre kun har uger eller sågar få timer.
Amy (Georgina Campbell) og Franks (Joe cole) ’forhold’ brænder ud efter bare 12 timer, men en gnist er blevet tændt, og selvom de hver især sorteres ind i nye forhold, vokser en trang til at gøre opgør mod systemet.
’Hang the DJ’ er instrueret Timothy Van Patten, som tidligere har stået bag kameraet på dele af ’Game of Thrones’ og ’The Sopranos’, og der er noget fascinerende (læs = ultra creepy) ved at forestille sig en verden, hvor Tinder og Siri har slået sig sammen til én skræmmende Big Brother-enhed, der måske/måske ikke fjernkontrolleres af et statsapparat på den anden side af boblens vægge.
Det er ikke et af ’Black Mirror’s mest handlingsfyldte eventyr, men som en lille tankevækkende anekdote i den sorte tristesse er ’Hang the DJ’ et finurligt forelsket indslag.
Nr. 14: ’Fifteen Million Merits’, sæson 1
’Black Mirror’ holder generelt et imponerende højt niveau, og selvom om ’Fifteen Million Merits’ figurerer langt nede på listen her, er det et udmærket afsnit, der sender spydige, men ikke videre subtile stabs efter samfundets besættelse af fitness og nådesløse talentshows, hvor deltagere prostituerer deres sjæl for flygtig berømmelse.
De unge stjerner Daniel Kaluuya (’Get Out’) og Jessica Brown Findlay (’Downton Abbey’) spiller Bing og Abi, to lavtrangerede arbejdermyrer i et enormt indendørs sci-fi-samfund uden vinduer til omverdenen (hvis der da er en verden udenfor). Underklassen bor på bittesmå værelser med underholdningsskærme fra gulv til loft, og cykler dag ud og dag ind på træningscykler for at generere strøm til deres lukkede verden og optjene point – titlens mertis. Med disse kan de købe ekstra underholdning – porno, for eksempel – eller mad, ligesom de kan spare op til at betale for deltagelse i talentshowet Hot Shot, hvis ultimative præmie er en mere privilegeret livsstil på en højere etage.
Det sociale hierarki i ’Fifteen Million Merits’ tegnes op så firkantet som de rum, Bing og Abi bevæger sig i, og George Orwell-referencerne driver lige vel tykt af skærmvæggene. Tematikkerne er relevante, men genkendelige, og episoden kunne med fordel have barberet et kvarter af den 62-minutter lange spilletid for en endnu strammere fortælling.
Nr. 13: ’Black Museum’, sæson 4
Akkurat som ’White Christmas’ bygger ‘Black Museum’ sin narrative ramme op om to hovedkarakterers samtale, hvoraf den ene agerer slesk historiefortæller – her museumsejeren Rolo (Douglas Hodge) – og den anden chokeret lytter: Den forbipasserende pige Nish (Letitia Wright fra ’Black Panther’). Men i modsætning til forbilledet navigerer ’Black Museum’ knapt så elegant mellem sine subplots i iveren efter at chokere og strø easter-eggs (10top-casinos) ud over snart sagt hvert et billede.
Både anekdoten om en læge, der tænder på at slå ihjel, og den om moren Carrie, hvis bevidsthed fanges i sønnens abebamse, er fascinerende nok til, at de sagtens kunne være foldet ud i hver deres selvstændige episode frem for den lidt for restriktive novelleform. På samme måde havde man også gerne tilbragt lidt mere tid i Rolos rædselskabinet og ikke mindst sammen med Nish (en af fjerde sæsons mest indtagende karakterer).
Alt i alt er ‘Black Museum’ (sidste afsnit af sæson 4) dog en kuriøs – og ublu selvsmagende – hyldest til seriens eget univers, der stikker interessant ud i mængden, men som udelukkende henvender sig til dem, der har set alle ‘Black Mirror’-afsnit forinden.
Nr. 12: ‘Striking Vipers’, sæson 5
Owen Harris, der har instrueret to af ‘Black Mirror’s stærkeste episoder – ‘Be Right Back’ og Emmy-vinder ‘San Junipero’ – vendte lykkeligvis tilbage bag kameraet i sæson fem. Og det resulterede ikke alene i sæsonens suverænt mest interessante afsnit, men også i en af de bedste ‘Black Mirror’-fortællinger fra de senere år, hvor der immervæk er blevet længere og længere mellem snapsene.
I ‘Striking Vipers’ spiller Anthony Mackie (‘Avengers: Endgame’) og Yahya Abdul-Mateen II (‘Aquaman’) de to gamle college-venner Danny og Karl, hvis relation langsomt er blevet mere og mere perifer i takt med at der er kommet familieliv og travle karrierer på programmet. Da Karl giver Danny en opdateret virtual reality-version (komplet med grain-teknologien fra ‘USS Callister’) af selvsamme computerspil, de elskede at spille sammen som unge, øjner begge muligheden for at bonde lidt igen fra hver deres sofahjørne – men bonding bliver hurtigt til et full-on seksuelt forhold i cyberspace, da mændene begynder at dyrke hed virtual reality-sex som deres respektive spilkarakterer; en asiatisk pige (Pom Klementieff) og en asiatisk mand (Ludi Lin).
‘Striking Vipers’ er et opfindsomt studie i, hvordan venskaber muterer med alderen, og hvordan man kan crave tætheden med en svunden BFF i en grad, der spejler seksuel besættelse. Tematikkernes eksplicitsitet piller ved sømmen af myten om über-heteroseksuel sort maskulin identitet, og sætter samtidig uværgerligt tankerne i gang om, hvad man selv ville kaste sig ud i af forbudte eventyr i deres sted, hvor de hyperrealistiske lagenudfoldelser ikke sætter aftryk i ægteskabets dobbeltseng IRL.
Hvor meget cybersex kan et venneforhold holde til, og i høj hvor grad kan vores onlineafhængighed forme og fordærve måden, vi ser på hinanden i hverdagen? Owen Harris og hans veloplagte cast går lukt i VR-kødet på vores alle sammens ulmende drifter.
Nr. 11: ’The Waldo Moment’, sæson 2
’The Waldo Moment’ er fra 2013, men historien om den trashtalkende animerede bjørn Waldos eksplosive popularitet som infantilt politisk ikon ringer lidt for mange klokker i 2019. Episoden er en sorthumoristisk advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis samfundet i afmagt vender såkaldt ’ekspertrytteri’ ryggen og giver magten til den klovn, der kaster flest lagkager og skældsord i fjæset på konkurrenterne.
Waldo er skabt af Jamie (Daniel Rigby), der også lægger stemme til den blå plage. Fra sin plads bag monitoren nyder generte Jamie at give sin omgivelser tørt på som Waldo, der optræder vidt og bredt på landsdækkende tv. Halvt for sjov og til de virkelige politikeres store forargelse stiller Jamie en dag Waldo op til valg for at udstille elitens snobberi og give den lille, vrede mand en stemme. Demokratiet reduceres til en joke, og Jamie får slået sin samfundskritiske pointe fast – men Waldo kan ikke stoppes, da han først er blevet folkeeje.
’The Waldo Moment’ afspejler en tid, hvor tilliden til demokratiske værdier og videnskab styrtdykker, og menigmand skyer ’løgnagtige politikere’ – ofte ene og alene, fordi folket ikke gider sætte sig ind i, hvad den politiske diskurs egentlig handler om, og som konsekvens heraf føler sig talt ned til af »fine ord«. Så er det trods alt lettere at grine af standup-rutiner fra en opblæst tegneseriefigur.
Akkurat som sin hovedperson har ’The Waldo Moment’ ikke helt greb om, hvornår satiren bliver for tyk, og mæthedspunktet nås, men uhyggeligt er det immervæk – og så har Apple endda netop ‘kopieret’ Waldo-teknologien. Menneskedyret lærer aldrig.
Nr. 10: ’Shut Up and Dance’, sæson 3
Efter 52 knugende minutter åbenbarer ’Shut Up and Dance’ en af ’Black Mirror’s mest ubehagelige slutninger – og det siger ikke så lidt. Op til da er præmissen ellers relativt simpel: Kenny (Alex Lawther fra ’The Imitation Game’) onanerer til onlineporno på drengeværelset, da han pludselig modtager en truende anonym besked. Ukendte gerningsmænd har netop optaget Kennys hyggestund via computerens webcam, og nu beordres han til at udføre en opgave, hvis han ikke vil have videoen lagt ud på nettet. Som de fleste unge er Kenny rædselsslagen for truslen om social korsfæstelse og indvilliger i at hoppe og springe for sine plageånder.
Over en enkelt vanvittig dag afløses det ene bizarre kriminelle job af det næste, og det går op for Kenny, at han langt fra er den eneste ’synder’, der blackmailes. Men hvor langt vil drengen selv gå for at stoppe onanivideoens offentliggørelse og undslippe skam?
Episoden instrueres af manden bag Daniel Radcliffe-gyseren ’The Woman in Black’, og Lawther spiller intet mindre end fantastisk. Skildringen af, hvordan teknologi agerer både forførerske og bøddel, når den blotter menneskets inderste, til tider skamfulde lyster betræder ikke umiddelbart ny grund i disse veldokumenterede hævnporno-tider, men skindet bedrager i ’Shut Up and Dance’s kvalmende vals med Kennys moral.
Nr. 9: ’Playtest’, sæson 3
’Black Mirror’ er ofte kuldesgysinducerende. Men ’Playtest’ er seriens eneste rendyrkede gyserepisode, sågar instrueret af geniale ’10 Cloverfield Lane’s Dan Trachtenberg. Spidser du vagtsomt ører, når gulvbrædderne knirker i nattens mulm og mørke? Så vil ’Playtest’ reducerede dig til et rystende nervevrag bag sofapudderne. Nye seere er hermed advaret.
Det starter tilforladeligt: Den friskfyragtige amerikanske backpacker Cooper (Wyatt Russell) har været jorden rundt og taget småjobs undervejs. Nu er han ankommet til London med tomme lommer og skal skrabe penge sammen til flybilletten hjem, hvor hans svagelige mor venter. Da Cooper hooker op med smukke Sonja (Hannah John-Karmen), og hun efterfølgende fortæller ham om et hipt spiludviklingsfirma, SaituGemu, der søger testpersoner, ligner det et win-win.
Cooper melder sig gladelig og mødes med tech-guruen Shou Saitu (Ken Yamamura) på firmaets landlige site – et arkitektonisk mashup af Downton Abbey og Apples hovedkvarter. Cooper skal teste et nyt virtual reality-gyserspil, der via et implant i Coopers nakke skal fornemme og reagere på hans værste frygt. Backpackeren skal tilbringe natten i et spooky gammelt hus og undervejs videregive sine oplevelser til SaituGemus udviklere igennem et ear-piece.
No biggie – indtil radioforbindelsen begynder at falde ud og stadigt mere uhyrlige ting sniger sig ind på Cooper, der kæmper for at minde sig selv om, at det jo bare er et spil. Eller er det? ’Playtest’ er ækel som et mareridt, man ikke kan vågne af, og smider flere Shyamalanske-bomber, også selvom gysene i sig selv ikke skiller sig nævneværdigt ud fra lignende effektive Edgar Allen Poe-inspirerede spøgelsesfortællinger.
Nr. 8: ’Nosedive’, sæson 3
Dagligdagen uden likes fortaber sig i fortidens tåger. Hvordan fik vi for eksempel maks tilfredsstillelse ud af cafebesøget som personligt markedsføringsstunt inden muligheden for at forevige cappuccinoen igennem rosenrøde filtre og #mindfulliving-hashtags? Der er ikke meget incitament til at filosofere over livets store spørgsmål og værdien af personlige relationer, når tusinde Instagram-følgere står på spring for at skamrose dit perfekt iscenesatte snapshot af morgenkaffen og feede din afhængighed af de små endorfin-rushes, anerkendelsens røde hjerter udløser. Men hvilken pris betaler personen bag skærmen for at splitte sin sjæl i digitale horcruxes?
Det udforsker ’Nosedive’ – fermt instrueret af Joe Wright (’The Darkest Hour’, ’Atonement’) – når den hudfletter like-kulturen i en ikke så fjern fremtid, hvor mennesker konstant rater hinanden fra en til fem stjerner efter samtlige interaktioner. Jo bedre rating, jo højere social status og økonomiske fordele. Bryce Dallas Howard opnåede fortjent en Screen Actors Guild Award-nominering for sin hovedrolle som Lacie, der smiler sit bedste dukkesmil til omverdenen, og øjner chancen for at få en toprating, da hun inviteres til at være brudepige for sin über-populære skoleveninde.
På vej til brylluppet kommer Lacie imidlertid til at mugge af en fremmed, og så starter den sociale deroute. ’Nosedive’ er skudt igennem et iøjefaldende pussenuttet, pastellækkert filter, der – som handlingen ruller sig ud – står i større og større satirisk kontrast til Lacies desperation. Det er et vellykket visuelt greb i en sæson, der i modsætning til ‘Black Mirror’s to første lukker mere lys ind – bogstaveligt talt – for selvom ’Nosedive’ på overfladen er fluffy som lyserød candyfloss, giver episoden stadig alle os likes-lemminger en syngende lussing.
Nr. 7: ’White Bear’, sæson 2
Hvor førnævnte ’Nosedive’ er pretty in pink, er ’White Bear’ fra ’Black Mirror’s anden sæson en af seriens mest gritty episoder, hvor solen gemmes af kolde tåger, og stemningen genkalder zombiehorror a la ’28 Days Later’ og samtlige slasherfilm hensat til dybe skove.
Victoria (Lenora Crichlow) vågner alene i et forstadshus og indser, at hun lider af hukommelsestab. Er det hendes hjem? Hun finder billeder af sig selv med en mand og portrætter af en lille pige, hun går ud fra, må være hendes datter. Men hvor er familien? Og hvorfor render der mennesker rundt udenfor og tager billeder?
Victoria kan ikke komme i kontakt med nogen – overalt mødes hun af fremmede, der filmer hende med deres mobiler og ikke svarer, når hun taler til dem. Som om det ikke var nok, får Victoria endda også et par maskerede psykopater på nakken, der vildt svingende med diverse morderiske køkkenredskaber synes opsatte på at partere hende. WTF?!
Victorias flugt fra et samfund, der tilsyneladende er gået grassat over night og har forvandlet SoMe-domstol til ’Hunger Games’-underholdning er neglebidende intens. Og ligesom Victoria sveder man angstens sved i et forsøg på at finde mening med galskaben i det ekstreme forbrydelse og straf-scenarie, der udfordrer seerens egen moral med en giftig mavepuster til slut.
Nr. 6: ’Be Right Back’, sæson 2
Spørgsmålet om, hvor langt man selv ville gå for at bringe en elsket tilbage fra døden, er ældre end myten om Orfeus og Eurydike. Men i fremtiden kan spekulationer – måske – blive til reelle overvejelser, i takt med at kunstig intelligens og robotteknologi imiterer menneskelighed i maskinen. I ’Be Right Back’ mister gravide Martha (Hayley Atwell) sin kæreste Ash (Domhnall Gleeson), netop som parret er flyttet ind i et nyt hus langt pokker i vold ude på landet.
Forblindet af sorg og ensomhed melder Martha sig til en onlineservice, der skaber kunstig intelligens ud fra afdødes digitale liv. Ved at hente information fra Ashs samlede onlinehistorik oprettes et virtuelt ’Ash’-program, som Martha kan kommunikere med, først via messenger og senere over telefonen. Martha klynger sig til sin kærestes stemme og fortæller ’ham’ dagligt om, hvordan hendes graviditet udvikler sig – og da hun informeres om en ny, banebrydende service, der gør det muligt at downloade Ash-programmet i en robot af syntetisk ’kød’, smider hun sine sidste reservationer over bord.
En kunstig Ash, der går og taler og sover ved siden af hende om natten, er bedre end ingen Ash. Men kan man genskabe en sjæl ud fra et menneskes digitale fodspor? ’Be Right Back’ er en stærk fortælling om sorgbearbejdelse og etik, og det komplicerede, grænseoverskridende forhold mellem menneske og maskine, der nok ligner, men ikke føler – en elegi over en kuldsejlet kærlighed og diskrepansen mellem, hvem vi er online, versus i den virkelige verden.
Nr. 5: ‘USS Callister’, sæson 4
Jesse Plemons (’Friday Night Lights’, ’Fargo’) er en gave til ethvert filmset og således også til ’Black Mirror’s aparte univers. I en ellers noget svag fjerde sæson var det ubetinget bedste afsnit ’USS Callister’, hvori Plemons spiller it-troldmanden og tegneserienørden Robert Daly, der bliver kuet i sit eget succesfulde tech-firma af partneren Walton (Jimmi Simpson fra ’House of Cards’) og føler sig ignoreret af samtlige hunkønsvæsner omkring sig.
Plemons udnytter sin ludende bjørnefysik og tegner Daly som en genert, forknyt mand, man ikke kan undgå at få ondt af. Indtil han åbenbarer sit sande jeg som modbydeligt afstumpet sci-fi-diktator i ’virtual reality-rollespillet’ ’USS Callister’, hvor Daly piner digitalt klonede bevidsthedskopier af sine kolleger. Vores seersympatier vendes totalt på hovedet, og Plemons portræt af det voksne mobbeoffer, der har givet kald på sin egen medmenneskelighed i jagten på hævn, er gruopvækkende godt.
Afsnittet er endvidere en æstetisk nostalgisk lækkerbidsken, der vækker Dalys 1:1 ‘Star Trek’-fascination malerisk til live, komplet med analogt udseende monstre, 70’er-design og uniformer i pangfarver.
Nr. 4: ’The National Anthem’, sæson 1
’Black Mirror’ spurtede ud af starthullerne med denne allerførste, opsigtsvækkende episode, som selv de, der ellers ikke har set serien, formentlig har hørt om. En prinsesse fra den britiske kongefamilie kidnappes, og gerningsmanden poster en Youtube-video med ét eneste krav: Premierministeren Michael Callow (Rory Kinnear) skal have sex med en gris på landsdækkende tv. Ellers bliver prinsessen slået ihjel, og en video af hendes død delt på de sociale medier.
Twitter gløder, og samtlige nyhedsorganisationer diskuterer den aparte situation som et besynderligt mediestunt, mens meningsmålinger blandt befolkningen viser, at ingen regner med, at Callow rent faktisk vil eftergive kravet. Ministerens team iværksætter mulige alternative redningsmissioner, men kidnapperen lugter lunten og sender en afhugget finger – prinsessens, angiveligt – til en tv-kanal, der breaker nyheden.
Folkets akutte bekymring for prinsessen og hastigt dalende approval ratings lægger pres på premierministeren, der opfordres til at tage en for holdet og sin professionelle karriere. Rory Kinnear (’Skyfall’) er perfekt castet som Callow, hvis keep calm and carry on-facade stivner i en desperat grimasse, da han skal vælge imellem at gå over i historien som premierministeren med en royal død på samvittigheden, eller ham, der gav køb på al værdighed for at blive en uvildig Youtube-helt. Et politisk cirkus, indeed.
’The National Anthem’ spinder satire over, hvordan både politik og nyhedsdækning kan styres af sværme af hidsige tweets, der får det teknologiske samfunds skrøbelige magtstrukturer til at slå sprækker under folkedomstolens tunge hammer – for hvor langt vil fremtidens politikere blive fristet til at gå for at stryge folkestemningen med hårene og holde fast i embedet? Sikke noget griseri.
Nr. 3: ’San Junipero’, sæson 3
’Black Mirror’s mest rørende kærlighedshistorie udspiller sig i 80’er-Copacabana-kystbyen San Junipero, hvor den generte Yorkie (Mackenzie Davis fra ’Halt and Catch Fire’) forelsker sig i smukke, udadvendte Kelly (Gugu Mbatha-Raw) til lyden af bølgebrus, palmesus og Belinda Carlisle ’Heaven is a Place on Earth’.
Glamourøse Kelly tager Yorkie med storm, og sidstnævnte kommer langsomt ud af sin sociale skal under de lyserøde neonlys, der blinker som kys i natten. I dagtimerne får en strålende sol luften til at flimre over sandet, og San Junipero er da også et fatamorgana: En avanceret, vidunderlig virtual reality-legeplads, der lader Yorkie og Kelly undslippe hver deres sorgfulde virkelighed, når de tilbringer tid sammen ved stranden.
’San Junipero’ vandt en Emmy for bedste tv-film og giver så mange søde sommerfugle i maven, at man næsten tror mere på byens eksistens end på, at dette er et afsnit af mørke, fatalistiske ‘Black Mirror’. Himlen er ikke et sted på jord, men i de virtuelle skyer, Kelly og Yorkie danser disco på, og ’San Junipero’s fortælling står dermed i forunderligt livsbekræftende kontrast til selve ’Black Mirror’s konceptuelle eksistensgrundlag:
Her hverken undertrykker, udstiller eller knægter teknologien den menneskelige sjæl, men søger i stedet at sætte den fri i en langt bedre, mere tolerant verden. Man ånder et lettelsens suk. Og fælder en tåre undervejs. Nå ja, og så forudsage Ross Geller plottet helt tilbage i ’99.
Nr. 2: ’White Christmas’ (særafsnit)
’Black Mirror’s eneste julespecial, og seriens helt eget nightmare before Christmas er et kalejdoskopisk syretrip ned i kaninhullet foranlediget af alt for mange hjemmebrændte snaps, der på bedste ’Matrix’-vis får seeren til at kigge sig en ekstra gang rundt i stuen for at forsikre sig om, at virkeligheden ikke vibrerer mistænkeligt i kanterne.
Det ville være helligbrøde at spoile for meget af handlingen, der tager adskillige uventede drejninger og leger svigefuldt med seerens loyaliteter, men noget simplificeret tager ’White Christmas’ udgangspunkt i en samtale mellem to mænd på juleaftensdag. Joviale Matt (Jon Hamm i åleglat storform) og forsagte Joe (altid seværdige Rafe Spall) er udstationeret i en lille hytte langt fra lands lov og ret, hvor de har levet side om side i fem år, men utroligt nok intet ved om hinanden.
Nu skal stilheden brydes, mener Matt, der åbner Pandoras æske, mens han kokkererer julemad i hyttens trange køkken. Joe følger mere modvilligt trop, og den umage duos fortællinger bliver til tre kortfilmlange historier i historien, der tegner dystre billeder af begge mænds fortidssynder.
Hver ’tilståelse’ kunne have fået en hel episode for sig, og nogle vil givetvis mene, at ’White Christmas’ propper kalkunen med lige vel meget fars, idet episoden grådigt gaber over de største hits fra sæsons tematiske repertoire: Fra menneskets kontroversielle sammensmeltning med (overvågnings)teknologi, dyriske lyster versus kølige pixels og skabelsen af kunstig intelligens, der holder et (sort) spejl op mod skaberens egen empati.
Det er meningen, at vi skal være ved at sprænges. Episoden ved udmærket godt, at mange af os finder julen rigeligt klaustrofobisk uden en drys dystopisk sortsyn til at krydre klegnemikset, og der er noget både kvalmt og perverst genialt over måden, serieskaber Charlie Brooker strammer garnet til tonerne af infamt repeterende juleschlagers. Her er der ingen androider, der drømmer om elektriske får, men menneskers elektriske drømme, der forvandler sig til levende mareridt, når lommeteknologien løber løbsk. ’White Christmas’ vil få alle, der havde ønsket sig hårde pakker under træet, til at tikke om hjemmestrikkede sokker i stedet.
Nr. 1: ’The Entire History of You’, sæson 1
Forestil dig, at alt, hvad du foretager dig, bliver optaget og lagret via en indopereret chip bag dit øre. Hver en samtale, hvert et knald. Gemt i knivskarpe billeder og klar til at blive genspillet – for dig selv eller sammen med andre – hvis du lige skal huske, hvad din kæreste nævnte, at hun/han ønsker sig til jul. Hvordan jobsamtalen gik. Eller hvordan det føltes at have sex med en eks for år tilbage. Mennesker er summen af deres oplevelser igennem et langt liv, men hvor er incitamentet til at bevæge sig fremad, hvis man hele tiden fristes til at se tilbage og gennemgå hver detalje af fortiden?
I ’The Entire History of You’, der sjovt nok ikke er skrevet af Charlie Brooker selv, men af senere ‘Succession’-geni Jesse Armstron, ramler Liams (Toby Kebbell) tilværelse, da han mistænker sin kone Ffion (Jodie Whittaker) for at have haft en affære med deres fælles ven Jonas (Tom Cullen). Passionen mellem Liam og Ffion er for længst kølnet – når de har pligtsex, genspiller begge parter frække samlejer fra forholdets yngre dage – og Liam gransker sine minder for ’mistænkelige’ blikke og samtaler, han har overværet mellem Ffion og Jonas. Den forsmåede husbond bliver mere og mere sikker på, at der foregår noget fordækt – og at Jonas måske endda er far til Ffion og Liams lille pige.
Hvis man nogensinde selv er ’kommet til’ at læse en kærestes sms’er eller har tilgået vedkommendes Facebook-profil for at rode efter snavs, vil man formentlig genkende følelsen af den knude af jalousi og adrenalin i maven, der med lynets hast æder Liam op. Det er exceptionelt pinligt at se på og et genialt satirisk portræt af, hvordan sociale mediers leflen for den indre svinehund forvrænger vores virkelighedsbilleder og spænder ben for menneskelige relationer.
Tematikkerne i ’The Entire History of You’ lagde grunden for en lang række af seriens senere eksistentialistiske digi-dilemmaer – deriblandt ’Be Right Back’ og ’Nosedive’ – og giver selvransagende stof til eftertanke over, hvor meget af vores liv vi deler og gemmer på digitale platforme. Og ikke mindst, hvordan vi forholder os til hinandens onlineminder, når vi kan snage i alt fra gamle feriebilleder af kæresten og hans/hendes eks (don’t go there) til chefens kontroversielle twitter-rants.
Husk det nu: Teknologi fucker med din hjerne.