’First Love’: Ekstatisk japansk yakuza-film har hele pakken
»Uden gejst taber du i sidste ende«, belærer Leos boksetræner ham, efter han endnu en gang har slået sin modstander i gulvet uden videre besvær eller begejstring. Det er et mantra, instruktør Takashi Miike følger til dørs i sit nyeste galemandsvoldsorgie af en yakuza-film, ’First Love’.
Bokseren Leo har en usædvanligt hård nat. Først bliver han informeret om, at han har en dødelig hjernesvulst. Og så involveres han i et kriminelt opgør, hvor blandt andet en korrupt politibetjent, en hævngerrige pimp, en enarmet triadelejemorder og en yakuza-boss jagter call-girlen Yuri, som mistænkes for at have stjålet en taske heroin fra yakuzaen.
Filmen havde verdenspremiere på sidste års Cannes-festival i parallelprogrammet Director’s Fortnight, men har ikke vakt stor opmærksomhed herhjemme. Og selvom Miike har stået bag kultklassikere som ’Audition’ og ’Ichi the Killer’ har han trods alt næsten hundrede titler på cv’et, så det kan trods alt også være svært at vide, hvornår man skal rette særligt fokus på hans film. Men ’First Love’ fortjener al den opmærksomhed, den kan få.
Det er en sjælden, ekstatisk fornøjelse at opleve en exploitation-filmskaber i storform. Selvom deres film er lavet til laveste fællesnævner, produceret for et par flade håndører, trodser de en gang imellem dårlig smag og skaber outreret kunst, fra Lucio Fulcis ’Zombi 2’ og Russ Meyers ’Faster Pussycat! Kill! Kill!’ til Robert Rodriguez’ ’El Mariachi’.
’First Love’ tilhører denne filmkanon for de uønskede og aparte. Miike formår på imponerende vis at gå linegang mellem nihilistisk exploitation og introspektivt drama uden nogensinde at sænke filmens vanvittige tempo eller fjerne fokus fra det farverige galleri af psykopater.
Over én nat i Tokyos neonoplyste gader, forladte byggemarkeder og afdankede brune værtshuse støder samtlige karikaturer, man kan forestille sig fra yakuza-genren, sammen i et kalejdoskop af meningsløse voldsudgydelser. Det præsenteres alt sammen med en imponerende sikker hånd, der sammenblander det groteske med det komiske.
I filmens første minutter klippes der fra et knockout leveret af Leo til et afhugget hoved, der flyver gennem en smudset gyde og lander på asfalten med en forbløffet grimasse, mens kroppen stadig står oprejst tilbage. Den opportunistiske gangster Kase planlægger at stjæle yakuzaens heroin, men han ødelægger konstant sine egne planer og efterlader et større og større antal lig bag sig. Og da alfonsen Julie holdes som gidsel af Kases uduelige kumpan, distraherer hun ham ved at stikke hånden ned i sine trusser for derefter at sparke ham ihjel.
Disse vanvittige udskejelser akkompagneres af en vidunderligt psykedelisk score, hvor jazzede saxofoner og tunge trommer fremhæver filmens tempo. Men sekvenserne er kun så effektive på grund af Miikes øje for den menneskelige tragedie, der fordrer disse voldshandlinger. Fortællingens patos ligger hos de unge Yuri og Leo, som blot prøver at overleve natten. Den paradoksale skildring af vold for voldens skyld tilsat en eftertænksom afstandtagen til voldens virkemidler sætter den i selskab med Miikes landsmand Takeshi ’Beat’ Kitano og hans poetiske anti-vold-yakuza-film som ’Violent Cop’, ’Outrage’ og ’Hana-bi’.
Endelig leverer filmen én af de mest tilfredsstillende klimatiske slutkampe i genren, hvor karakterer pilles af rollelisten, som var de navnløse håndlangere, når de tordner sammen med koben, samuraisværd og revolvere.
Kort sagt:
’First Love har hele pakken: Afhuggede hoveder, blodige skuddueller, et udskejet persongalleri af psykopater – og samtidig en intelligent og empatisk kritik af yakuza-genrens forhold til vold for voldens skyld.