Michael Jordan
Faktisk sluttede Michael Jordans NBA-karriere slet ikke i 1998. Superstjernen vendte i en alder af 38 år tilbage som spiller for det Washington Wizards-hold, som han var blevet medejer af, og selv om man kan mene, at han var en skygge af sit yngre jeg på banen, kan man kun beundre hans præstationer i den fremskredne alder. Tænk lige over det:
Han snittede over 20 point i begge sæsoner hos Wizards, og efter han var fyldt 40 år, scorede han på et tidspunkt 43 point. I en kamp i 2001 scorede han 22 point i træk for sit mandskab, en vild bedrift af en mand, der i så høj grad profiterede af en eksplosiv fysik, der normalt hører ungdommen til.
Hans konkurrenter forstod da også at sætte pris på Jordan under de sidste to sæsoner. Toronto-stjernen Vince Carter gav ham sin startplads i All Star-kampen i 2003, og Miami Heat valgte at trække nummeret 23 tilbage og hænge det op under taget i deres arena, selv om Jordan aldrig spillede for dem.
Efter han trak sig tilbage for tredje og sidste gang, blev han smidt ud af ledelsen i Washington Wizards, men han har siden købt sig ind i Charlotte Bobcats, nu Charlotte Hornets, hvor han i dag har aktiemajoriteten.
Her har han skulle vænne sig til smagen af nederlag, for Charlotte har været katastrofalt ringe i størstedelen af Jordans periode som ejer.
Jordan kan trøste sig med, at han ifølge Forbes har opbygget en formue på 2,1 milliarder dollars.
Phil Jackson
’The Zen Master’ var slet ikke færdig med at skovle mesterskaber hjem efter tiden i Chicago Bulls.
Egentlig annoncerede Phil Jackson, at han var færdig som træner efter ’den sidste dans’, men han skiftede hurtigt mening og vendte tilbage som styrmand i 1999, denne gang for Los Angeles Lakers. Her blev han træner for nu afdøde Kobe Bryant og centerspilleren Shaquille O’Neal, en frygtindgydende duo, som han fra 2000 til 2002 førte til tre mesterskaber på stribe.
Der var dog ikke færre skærmydsler i Los Angeles end i Chicago: O’Neal og Bryant kæmpede konstant om rampelyset og mundhuggedes ofte i medierne, og Jackson havde det særligt svært med Kobe Bryant, som han kaldte uncoachable – umulig at træne – i sin bog ’The Last Season’.
Jackson endte med at holde et års pause fra trænergerningen, men han blev allerede i 2005 genforenet med Bryant og Los Angeles Lakers, nu uden Shaquille O’Neal, der huserede i Miami Heat. Sammen vandt Jackson og Bryant yderligere to mesterskaber, flankeret af den elegante spanske centerspiller, Pau Gasol.
Det bragte Jackson op på 11 mesterskaber som træner foruden de to, han sikrede sig som Knicks-spiller. Og det er en rekord, der mildest talt bliver svær at slå.
Scottie Pippen
Scottie Pippen var i hele sin Bulls-karriere håbløst underbetalt, men han fik endelig en fyrstelig hyre, da han blev tradet til Houston Rockets i 1998.
Her blev det kun til en enkelt uforløst sæson, inden han drog videre til Portland Trail Blazers i endnu et trade. I Oregon-klubben blev han en del af et stærkt mandskab, der i 2000 nåede Western Conference-finalen, hvor de tabte til Los Angeles Lakers og Pippens gamle træner, Phil Jackson, i en dramatisk syvkampsserie.
Pippen og Portland nåede kun første runde af playoffs i de følgende år, inden veteranen vendte tilbage til Chicago og afsluttede sin karriere, hvor den startede. Han trak sig tilbage i en alder af 39 år efter en glorværdig karriere, hvor han opbyggede et ry som en af de bedste forsvarsspillere i ligaens historie.
Efter sigende har Pippen været utilfreds med den måde, han bliver fremstillet på i ’The Last Dance’, men mon ikke de fleste har forståelse for den frustration, han trods sin uselviske natur opbyggede i Jordans skygge.
Måske bunder utilfredsheden i virkeligheden i, at han selv tyve år efter den sidste dans stadig indtager en birolle i en fortælling, som Michael Jordan, manden med redigeringsretten til ’The Last Dance’, dikterer.
Hvem ved? Pippen er og bliver i hvert fald NBA-historiens mest ikoniske andenviolin.
Jerry Krause
Er der en ting, man kan kritisere ’The Last Dance’ for, så er det, at portrættet af sportsdirektør Jerry Krause er mangelfuldt.
I dokumentarserien er han sportsdirektøren, der plaget af mindreværd lægger skumle planer på de kolde kontorgange og vil flå de stjerner, der bjergtager på banen, fra hinanden.
Om det er et retfærdigt portræt, skal jeg ikke kunne sige, og Jerry Krause har ikke mulighed for at forsvare sig, da han døde i 2017.
Når sportsdirektøren undervejs i serien siger, at organisationer, ikke spillere, vinder mesterskaber, har han til en vis grad ret. Man vinder ikke NBA uden at have et hold, der er klogt sat sammen og har en stærk kultur, og det kræver gode forhandlingsevner og et øje for potentiale.
I baseballfilmen ’Moneyball’ var det sjovt nok folkene med statistikkerne og pengene og det gode købmandskab, folk som Krause, der var Hollywood-heltene.
Krause havde ikke held med at genopbygge Bulls efter ’98-sæsonen, heller ikke selvom han hentede en række spillere, der senere skulle blive profiler i ligaen, herunder Tyson Chandler, Elton Brand og Ron Artest. I 2003 forlod han Bulls og basketball for at vende tilbage til et knap så hektisk liv som baseballscout.
Trods konflikterne og den lidet flatterende fremstilling i ’The Last Dance’ blev Krause optaget i NBA’s Hall of Fame umiddelbart efter sin død i 2017.
Dennis Rodman
Hvor skal man starte?
Ved sagerne om overgreb og spirituskørsel, ved venskabet med Donald Trump eller ved optrædenerne i diverse realityprogrammer?
Dennis Rodman er både personifikationen af den amerikanske drøm og berømmelsens bagside. Som det fremgår af ’The Last Dance’, led han på et tidspunkt under sin aktive karriere af en depression, der var tæt på at koste ham livet, og også efter reboundmaskinen indstillede NBA-karrieren i 2000 (efter et katastrofalt ophold hos Dallas Mavericks), har han tilsyneladende døjet med alkoholproblemer og humørsvingninger.
Alligevel vil Rodmans liv efter basketballkarrieren nok blive husket for noget helt andet. Det er nemlig ikke mange år siden, at han lignede Vestens eneste mulighed for at skabe reel kontakt med Kim Jong-Un, den nordkoreanske diktator.
Dennis Rodman har beskrevet Kim Jong-Un som en ven for livet, og da diktatoren fejrede sin fødselsdag i 2014, trænede den tidligere Bulls-stjerne et hold af tidligere NBA-spillere i en venskabskamp på nordkoreansk grund. Rodman sagde selv, at opvisningskampen var et udtryk for »basketballdiplomati«.
Han måtte dog undskylde offentligt, efter han, angiveligt i beruset tilstand, havde forsvaret Nordkoreas fængsling af den amerikanske missionær, Kenneth Bae.
Rodman har også siden besøgt Nordkorea i, hvad der må betegnes som et absurd forløb.