»Vi gik imod Netflix-trenden med at gøre alt bingeable og slutte med en cliffhanger«

Netflix' stort anlagte, fransk-amerikanske musikalske dramaserie 'The Eddy' handler om jazz, race, sorg, familie og om at sidde fast i en mørk hvirvelstrøm. Vi mødte skuespillerne André Holland, Amandla Stenberg og Joanna Kulig og skaberne bag i forbindelse med seriens verdenspremiere på Berlin Film Festival.
»Vi gik imod Netflix-trenden med at gøre alt bingeable og slutte med en cliffhanger«
Amandla Stenberg og André Holland i 'The Eddy'.

»The Eddy« betyder »hvirvelstrømmen«, og det er et rammende symbol på den intenst rundtossede følelse, man får af at se Netflix’ musikalske dramaserie af samme navn. Fortællingen blander musical med familiedrama og krimithriller i en håndholdt dokumentarisk stil, hvor den løst fortalte historie giver sig tid til både at køre ud ad tangenter og udfolde karakternes følelser gennem hele live-jazzoptrædener. 

Vi følger primært newyorker-jazzpianisten Elliot Udo (André Holland), der efter sin søns død forsøger at starte forfra i Paris, hvor han kæmper for at få en jazzklub stablet på benene. Han bliver hårdt presset, da klubben bliver skydeskive for en kriminel gruppe, mens hans ligeledes fortabte teenagedatter, Julie (Amandla Stenberg), dukker op, og han skændes med sin polske on-off-kæreste, Maja (Joanna Kulig fra ‘Cold War’), der er forsanger i klubbens husband.

Både seriens univers og produktion er multinational, multikulturel og multilingvistisk – skuespillerne skifter ofte mellem fransk og engelsk midt i en sætning. Serien er skabt af den britiske manuskriptforfatter Jack Thorne (‘His Dark Materials’, ‘Harry Potter and the Cursed Child’) efter idé af den amerikanske sangskriver og musikproducer Glen Ballard (bedst kendt for at producere Alanis Morissettes ‘Jagged Little Pill’) og med ‘La La Land’-instruktør Damien Chazelle ved roret ved de to første episoder.

De resterende seks afsnit er instrueret af seriens amerikanske executive producer Alan Poul (‘Six Feet Under’, ‘Tales of the City’), franske Houda Benyamina og marokkanske Laïla Marrakchi.

Sprogforvirring og ammehjerne

Arbejdet med serien gjorde mildt sagt også den polske skuespiller og sangerinde Joanna Kulig rundtosset, fortæller hun, da vi møder hende til en pressedag på Hotel de Rome i Berlin under Berlin Film Festival, hvor serien havde verdenspremiere.

Chazelle var begejstret for hendes præstation som sangerinden Zula i Pawel Pawlikowskis Oscar-nominerede efterkrigskærlighedsdrama ‘Cold War’ og inviterede hende til et møde to dage inden hendes termin. Rollen som klubsangerinden Maja var hendes, hvis hun bare kunne demonstrere, at hun kunne synge på engelsk. Kunne hun nå at forberede 14 sange på engelsk og to på fransk?

»Jeg sagde, ‘Selvfølgelig!’ Men jeg vidste ikke, hvad jeg sagde ja til, fordi jeg ikke havde prøvet at være mor«, fortæller Kulig. »Man mister hukommelsen, når man ammer og ikke sover om natten, så det var en krig, da jeg to måneder senere sad i Paris og skulle lære alle sangene. Jeg kunne gentage en strofe 15 gange, uden den satte sig fast«.

André Holland og Joanna Kulig i ‘The Eddy’.

Kuligs hjerne arbejdede på overtid, fordi det var første gang, hun arbejdede på et andet sprog end polsk og med amerikanske instruktører.

»Amerikanere bruger mange assistenter, der kommer hen og fortæller dig, hvad du skal ændre. For de amerikanske skuespillere var det naturligt, men for mig var det svært. Da der kom en europæisk instruktør til i anden blok, var det meget lettere. Europæiske instruktører er sådan, ‘Vis mig noget interessant, overrask mig!’ De vil åbne dit hjerte. Og når scenerne blev svære, skiftede de til fransk. Der var det de amerikanske skuespillere, der kom på dybt vand«.

Amandla Stenberg bekræfter, at sproget var en udfordring. »Men det betød ikke så meget, at jeg ikke forstod hvert et ord. Jeg forstod det alligevel. Det var cool at se, hvordan følelser og intentioner kunne blive kommunikeret på trods af sprogbarrieren«, fortæller den unge stjerne, der for første gang var på optagelser i Europa.

»Jeg synes, der var stor forskel på stemningen og på den måde, holdet arbejder på. På det europæiske set var der en følelse af, at vi var der for at leve og skabe kunst, mens amerikanske set er meget mere kapitalistiske«, siger hun.

Jazz er for alle

Glen Ballard havde i over 30 år leget med idéen om at skrive nye jazzsange og finde en kanal at formidle dem på, da han for syv år siden gik ind på producer Alan Pouls kontor med en cd med 30 sange og idéen om en serie, der foregik på en jazzklub i Paris.

»Jeg boede i Paris i 25 år, og Paris er et af de få steder, hvor jazz aldrig er forsvundet. Men jeg vidste, at musikken skulle ledsages af noget for at få unge mennesker til at give den en chance«, fortæller han.

»Jeg føler en stor solidaritet med de musikere, der føler sig lukket ude af musikbranchen, der i de sidste 20 år har været drevet af maskiner. Jeg ville gerne finde en måde at give mine favoritmusikere en lejlighed til virkelig at spille. Det er svært for jazzmusikere at finde et publikum i 2020, det er ikke noget, man bliver rig eller berømt af at spille, selvom man skal øve sig i årevis for bare at gøre et forsøg. Lønnen er musikken i sig selv og at spille for et lille publikum på en intim klub«.

Man behøver dog langt fra være jazzekspert for at nyde serien, understreger Ballard.

»Det er fint, hvis du ikke ved noget om jazz. I virkeligheden handler serien ikke om jazz, men om de mennesker, der spiller den. For mig er det en meget følelsesladet serie om mennesker, der kæmper for at opnå noget, som alle er ligeglade med«.

Amandla Stenberg og André Holland i ‘The Eddy’.

Herfra tog manuskriptforfatter Jack Thorne over og udviklede historien om den traumatiserede Elliot, der forsøger at skabe et nyt liv i Paris.

»Elliots historie er kompliceret, og han er en distanceret og indelukket karakter. Jeg tror, jeg ville have været nervøs for den type hovedkarakter, hvis vi ikke udgav alle episoderne på én gang. Jeg havde nok forsøgt at åbne ham mere, hvis det var en traditionel flow-serie. Men der er mennesker som ham i verden, som jeg synes, det er interessant at udforske. Jeg er glad for, at vi har kunnet lade hans skal åbne sig langsomt og afsløre nye aspekter af ham ved hver episode«, fortæller Thorne.

Repræsentation er ekstraarbejde

André Holland var også – udover at arbejde sammen med Damien Chazelle, som han fulgtes med på pressetur, da Chazelle promoverede ‘La La Land’ og Holland ‘Moonlight’ – tiltrukket af ‘The Eddy’ på grund af Elliots kompleksitet.

»Jeg var optaget af at udforske den her mands liv, efter han har håndteret en enorm mængde sorg og traumer. Jeg var også tiltrukket af forholdet mellem en sort far og en sort datter, som man ikke ser udfoldet særligt ofte«, fortæller Holland. Race spiller en afgørende rolle for Elliot og Julies historier, mener han – men da det først rigtigt kommer til udtryk et stykke inde i serien, skal det ikke spoiles her.

Både Holland og Stenberg har i flere år været klare stemmer i debatten om repræsentation af sorte i Hollywood, hvilket afspejler sig i deres valg af roller med racepolitiske aspekter: Blandt andet ‘Selma’, ‘The Knick’, ‘Moonlight’ og ‘High Flying Bird’ for Holland og ‘The Hunger Games’ og ‘The Hate U Give’ for Stenberg, der også optræder i Beyoncés ‘Lemonade’.

»Jeg elsker sort kultur. Det vil altid være en prioritet for mig at sørge for, at alt, hvad jeg udgiver, er en nøjagtig repræsentation af de mennesker, jeg kender. Og når min mor og bedstemor ser det, skal de ikke bare forstå det, men se sig selv i det og aldrig skamme sig over det, de ser«, siger Holland, og Stenberg supplerer:

»Som ikke-hvid skuespiller udfører man et stykke ekstra arbejde i forhold til at sikre sig, at værkerne er repræsentative. Dit arbejde vil altid blive politiseret, så du har to muligheder: At tage kontrol over den fortælling og forme den, som du ønsker. Eller lade den kontrollere dig, hvilket betyder, at du ikke nødvendigvis laver arbejde, som du føler ærer dig og din gruppe. Vi er begge to skuespillere, der går op i at forme fortællingen«.

En jazzet tilgang

Begge skuespillere var optagede af jazzmusikkens rolle i sort kultur.

»Jeg er opdraget med jazzmusik, specielt Miles Davis. Faktisk er jeg opkaldt efter et Miles Davis-album«, fortæller Amandla Stenberg. »Da jeg voksede op, blev jazzen en forbindelse til at forstå sorte menneskers følelsesliv, som musikken udtrykker meget direkte«.

»For mig er jazz frihed inden for en ramme«, siger Holland. »Det er noget, sorte mennesker gør så smukt: Vi tager en klassisk form og vender den på hovedet og skaber noget nyt. Det er en leg med dybe rødder i kultur. Det føles personligt og åndeligt«.

Til gengæld var det at spille jazz – eller bare lade som om – en udfordring for Holland.

»Det var frygtindgydende at forsøge at lære et stykke musik, når jeg vidste, at jeg skulle op på en scene med verdensklassemusikere, hvor musikken skulle optages live. Jeg var tit oppe hele natten for at øve med en af vores undervisere. Og så fordi det er jazzmusikere, kunne de finde på at dukke op på dagen og sige, ‘Du ved, den sang vi arbejdede på? Den spiller vi ikke.’ Men det var en cool måde at arbejde på, og optagelserne var i det hele taget legende og improviserende – på jazzmåden«.

Jazzen har også inspireret seriens struktur: Hvert afsnit er centreret omkring en ny karakter, der således med Alan Pouls ord »får sin egen jazzsolo«.

»På den måde gik vi imod den nuværende trend på Netflix med at gøre alt bingeable og slutte med en cliffhanger. Jeg tror, folk vil få lyst til at binge serien, fordi de bliver optagede af den, men strukturelt er den mere episodisk«, siger Poul.

Strukturelt er hvert afsnit også bygget op omkring et musiknummer, der ligesom i en musical relaterer sig til den pågældende karakters følelsesmæssige position.

»Jeg stillede forfatterholdet to spørgsmål: 1: Hvad er episodens emotionelle bue? Og 2: Hvad er sangen? Der skulle være en god grund til, hvorfor sangen var den rigtige«, siger Jack Thorne.

Det gælder for eksempel titelsangen ‘The Eddy’ om at overgive sig til et mørkt begær og »glide langsomt ned i den stærke understrøm«.

»’The Eddy’ er en uundgåelig kraft, der trækker dig ned«, forklarer Alan Poul. »Alle vores karakterer sidder på den ene eller anden måde fast i en ‘eddy’. Ikke mindst Elliot«.

‘The Eddy’ har premiere på Netflix 8. maj.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af