’Vivarium’: Jesse Eisenberg fører an i ny film absolut uegnet for unge førstegangskøbere
Boligsøgning er hårdt. Men for parret i ’Vivarium’ får jagten på et drømmehjem fatale, kosmiske konsekvenser.
Gemma og Tom – spillet af Imogen Poots og Jesse Eisenberg – ligner et attraktivt ungt par, der kunne have været med i den originale, engelske udgave af ’Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed’. Men det øjeblik de går ind fra gaden for at kigge på et typehus, går alting hurtigt helt skævt. Og vi taler ikke bare om K3’ere eller hussvamp.
En mystisk afart af en ejendomsmægler, fabelagtigt overspillet af Jonathan Aris, lokker dem med ud for at kigge på et helt nyt boligkvarter med pinagtigt identiske huse i pastelgrønt. Hele kvarteret er ensartet som et skakbræt og blottet for mennesker og liv, selv skyerne virker kunstige – kvarteret er lige dele Jacques Tatis ’Playtime’ og Peter Weirs ’The Truman Show’. Under rundvisningen virker alt på forstemmende vis, som om hus nummer 9 på den øde villavej praktisk talt er underskrevet med Gemmas og Toms navne nederst på kontrakten. Champagnen ligger i køleskabet, og spisebordet er dækket op.
Mægleren er pludselig ikke at finde. Han er tilsyneladende udvandret fra den rundvisning, han selv har overtalt parret til. Alt for snart står det klart, at vores unge par er lukket inde i en slags parallelvirkelighed. Uanset hvor langt de kører, holder de fortsat foran nummer 9, når de sætter farten ned på bilen. Og snart er benzintanken tom. En baby er snart stillet foran døren af ukendte leveringsmænd, og parret skal nu finde sig selv i en forandret (u)virkelighed.
Babyen bliver til en ung skoledreng på rekordtid og udvikler sig til en slags mareridtsudgave af Haley Joel Osment i Steven Spielbergs ’A.I.’, der taler omtrent som C3PO fra ’Star Wars’, når han ikke laver ondskabsfulde og præcise karikaturer af sine ’forældre’. Det samme – efterligninger af vores hårdt prøvede hovedpersoner – udførte ejendomsmægleren faktisk også inden hans pludselige forsvinden.
Så hvad fanden foregår der?
’Vivarium’, der skulle have haft dansk biografpremiere, men nu er ude på streaming på grund af coronakrisen, rummer flot udført scenografi med sit klaustrofobiske dukkehushelvede, der er den delvist danskproducerede films mest vellykkede aspekt sammen med den dystopiske orgelsovs af Kristian Eidnes Andersen, der også har lavet lyd og musik for Lars von Trier.
Musikken forer hele filmen med en syrlig pessimisme, der kalder på sammenligner med Philip K. Dick og anden dunkel sci fi. Temaerne kredser om replikanter, parasitter og tilbyder ansatser til en slags eksistentiel parabel om at grave sin egen grav. Samtidig står mere jordnære fortolkninger pivåbne og gaber: Er det her en skildring af parforholdet, forstadslivet og forældreskabets trættende blindgyde? Som en slags krydsning af ’The Shining’ og ’Tully’? Et besk stykke parforholdssatire klædt på som en genoplivning af ’The Twilight Zone’?
Desværre fandt jeg materialet lige præcis utilstrækkeligt til at fylde en hel spillefilm. Som en novellefilm havde der været rum til at more sig over den både morsomme og uhyggelige ejendomsmægler, og der havde været det mildt sadistiske gys, når døren bliver lukket i bag parret, og de er spærret inde.
Men filmen efterlod mig i sidste ende trækkende på skuldrene, da jeg ikke blev klog nok hverken på parret eller de onde kræfter, der lokker dem i fedtefadet. Noget står i skærende kontrast til det færdigudviklede univers skabt via scenografi, lyd og kulisser. Som om en sidste konceptuel etage i filmens hus stadig står ubygget hen.
Kort sagt:
’Vivarium’ har både visuelt og musikalsk meget at byde på med sit typehushelvede i pastelgrønt. Desværre når rædslen eller mystikken ikke helt i mellemgulvet, og spillefilmen ligner noget, der skulle have været et kortere kapitel i en horror-antologi.